GRØNLAND // KRONIK – Historiske traumer og kulturelle forskelle udfordrer forholdet mellem Danmark og Grønland, hvor spørgsmål om selvstændighed og identitet står centralt. Hvordan skabes en ægte dialog, når fortidens sår og nutidens magtspil påvirker fremtiden? Og kan rigsfællesskabet finde ny mening i en tid præget af global indflydelse og opbrud?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Alt synes lige nu at være usikkert, hvad angår Grønlands fremtid. Der har i de senere år været lagt op til en folkeafstemning om landets selvstændighed i forhold til Danmark, men det er svært at gennemskue, hvornår den kommer, og hvordan Trumps offensive udmeldinger i disse uger vil påvirke dens tidspunkt og indhold.
I Danmark kan vi passende bruge ventetiden til at finde ud af, hvad vi kan byde ind med i en samtale med grønlændere om fremtiden. Denne kan starte med spørgsmålene: Hvad ved vi egentlig om hinanden? Hvordan forstår vi en fælles fremtid i lyset af fortiden, og hvordan forstår vi fortiden i lyset af fremtiden? Lad mig starte med historien – ikke mindst den nære fortid – for uden at inddrage den, forstår vi ganske enkelt ingenting.
Kolonihistorien, der ikke ville holde op
I flere århundreder var Danmark en kolonimagt i Grønland. I lang tid var holdningen i Danmark, at den grønlandske livsform med dens fanger- og bygdekultur skulle bevares. I første halvdel af det 20. århundrede var der imidlertid både danske og grønlandske politikere og meningsdannere, som fandt det problematisk, at Grønland på grund af den konservative danske grønlandspolitik ikke fik del i velstandsgoderne.
Diskussionen om en modernisering af det grønlandske samfund blussede for alvor op i årene efter anden verdenskrig, men her opstod der også en ny problemstilling. Grønland var en koloni, og det nyligt oprettede FN arbejdede for afkolonisering overalt i verden og kiggede med skeptiske øjne på kolonimagten Danmark.
Det danske svar var simpelthen at ophæve problemstillingen ved at indlemme Grønland som amt i Danmark i 1953. Det er dybest set med denne assimilationspolitik, at den aktuelle ballade om forholdet mellem Danmark og Grønland begynder. Grønland skulle tilpasses den danske velfærdsmodel, og fra 1960’erne og frem blev der sat gang i en fundamental omkalfatring af det grønlandske samfund, hvor store dele af befolkningen blev forflyttet fra bygder og bopladser til byerne på vestkysten, ikke mindst til Godthåb, det nuværende Nuuk.
Men dialog kræver som bekendt, at to parter er indstillet på at deltage i den, og der også problemer på den grønlandske banehalvdel
Problemet med lynmoderniseringen af det grønlandske samfund var imidlertid, at den tog udgangspunkt i en teknisk-rationel og styringsfokuseret forståelse af samfundsforandringer, der udmærkede sig ved en fatal mangel på opmærksomhed i forhold til de kulturelle og mentale følger af en så hurtig modernisering. Samtidig med, at Grønland i en vis forstand blev indlemmet i en dansk velfærdsmodel, endte mange grønlændere, som var vokset op i en stolt fangerkultur, i lejligheder i byer, hvor sociale problemer hobede sig op, og hvor der blandt mange udviklede sig en vis apati i forhold til en udvikling, som jo alligevel blev styret fra Danmark.
Man skal passe på med at tildele bestemte parter skyld, når det kommer til komplekse og dilemmafyldte historiske begivenheder. Ikke desto mindre bliver vi danskere også den dag i dag nødt til at forholde os til den følelse af fremmedstyring og de mentale traumer, som helt frem til i dag har siddet dybt i store dele af den grønlandske befolkning, og som jo ikke er længere væk, end at stort set enhver familie har dem tæt inde på livet.
Man skal også være opmærksom på, at der i de nulevende grønlænderes tid, altså efter det formelle kolonistyres ophævelse og indførelsen af først hjemmestyre og siden selvstyre, er blevet ved med at dukke sager op, som har vedligeholdt den grønlandske følelse af at være i lommen på koloniherren, der fortsat skalter og valter med landets skæbne: Der var sagen om de grønlandske børn, som i 1950’erne skulle opdrages til at udgøre en lille gruppe af dansktalende elitebørn, der fremmede daniseringen af Grønland. Der er spiralsagen, hvis centrale periode var 60’erne og 70’erne, og som handler om fødselskontrol i forhold til unge grønlandske kvinder, og som af gode grunde aktuelt fylder meget i Grønland og ligefrem har fået landsstyreformand Egede til at tale om et dansk folkedrab i Grønland.
Disse sager – og flere til – fra nyere tid har med jævne mellemrum næret en grønlandsk følelse af at være blevet kørt godt og grundigt over af generationer af danske politikere.
Fortids fremtid, eller fremtids fortid
Der er meget at tale om danskere og grønlændere imellem, og det mindste, man som dansker kan gøre i en samtale, er da at anerkende, hvordan historiske erfaringer har været med til at forme relationen mellem kolonimagt og et koloniseret folk, også lang tid efter at den formelle kolonitid er bragt til ophør. En ægte samtale mellem parter, der ikke har været jævnbyrdige, kræver simpelthen gehør for magt og historisk formede følelser. For mig at se er der danske politikere og meningsdannere, som bør øve sig grundigt på at deltage i en sådan samtale, hvis de skal have mulighed for at deltage konstruktivt i den kommende tid.
Men dialog kræver som bekendt, at to parter er indstillet på at deltage i den, og der også problemer på den grønlandske banehalvdel, og de vil med stor sandsynlighed blive forstærket af Trumps aktuelle interesse i landet. Der er grønlandske politikere, som ikke holder sig tilbage for at holde det historiske sår i forhold til Danmark åbent, ja som måske ligefrem har en interesse i at gøre det til et afgørende fokuspunkt for at nå deres mål om frigørelse fra relationen til Danmark. De skal nok få hjælp fra den amerikanske præsident, som med sans for smertepunkter allerede nu gør, hvad han kan for at pirke til disse.
Hvis Grønland vælger at løsne forbindelsen til Danmark, kan der hurtigt komme turbo på bevægelsen mod mere inddragelse af engelsk på uddannelserne og i hverdagslivet
Når visse grønlandske politikere vedholdende fastholder en os-dem-retorik i forhold til Danmark og ikke holder sig tilbage for at fremføre generaliserende udsagn om danskere og dansk grønlandspolitik, kan retorikken ende med at forklare alt det, som ikke går så godt i nutidens samfund. Hermed kan fortiden, hvis den forbindes med aktuelle interesser, komme til at stå i vejen for fremtiden, specielt hvis man ender i en form for kløvning af bevidstheden i forestillinger om de dumme danskere og gode amerikanere, som vil tilbyde en ny start for Grønland.
Det kan ende med at blive en rigtig grim affære med danske politikere, som ryster på hovedet over de historisk ophobede problemer, som vitterlig eksisterer mellem Grønland og Danmark, og grønlandske politikere, som bruger forskellige sager som belæg for et krav om en ny begyndelse hinsides relationen til Danmark.
Mentale forskydninger
At de tektoniske plader kommer til at flytte sig i relationen mellem Danmark og Grønland, hænger ikke kun sammen med politisk-økonomiske interesser, geopolitisk storpolitik og uforløste smertepunkter, om end det primært er dem, der er i fokus i den aktuelle mediedebat. Også i det grønlandske hverdagsliv er der noget, der i disse år flytter sig.
Flere undersøgelser og mine egne uformelle samtaler med studerende, der har deres daglige gang i det grønlandske uddannelsessystem, peger på, at grønlandske børn i stigende grad fravælger at lære dansk og i stedet udvikler deres engelskkompetencer i tilknytning til inspiration fra gaming, amerikanske film og anden engelsksproget populærkultur.
Man kan ligefrem fristes til at sige, at netop den livsanskuelse, som dannede udgangspunkt for den dansk-norske kolonisering, stille og roligt eroderer bort
Samtidig er der de seneste årtier kommet markant flere mennesker fra Filippinerne og Thailand til i Grønland. Når man går rundt i Nuuk, er det virkelig slående så meget engelsk, der i stigende grad tales på cafeer, restauranter, i butikker osv., hvor asiatiske medarbejdere er blevet markant synlige.
I et land, hvor de to altdominerende sprog indtil videre har været grønlandsk og dansk, og hvor magtsproget historisk set har været dansk, kan den øgede brug af engelsk blandt unge og i det offentlige liv i løbet af nogle år forandre sproglandskabet betydeligt, ikke mindst i skolen, hvor man lige nu taler grønlandsk i folkeskolen og dansk i gymnasiet. Sådan vil det sikkert være nogle år endnu, men hvis Grønland vælger at løsne forbindelsen til Danmark, kan der hurtigt komme turbo på bevægelsen mod mere inddragelse af engelsk på uddannelserne og i hverdagslivet.
En sådan udvikling kan uden tvivl frigøre Grønland fra det danske magtsprog. Resultatet vil sandsynligvis også være nye muligheder i forhold til uddannelse og jobs for den grønlandske ungdom. Der vil imidlertid også være en fare for, at det grønlandske sprog bliver slugt i én mundfuld af den amerikanske indflydelse, som nærmest uundgåelig vil følge med. Dette kan gå hen og blive noget af et dilemma. For det er jo ikke tabet af eget sprog, som i såvel dets talte som skriftlige form danner et helt afgørende fundament for den grønlandske nationalfølelse, der er meningen med selvstændighed i forhold til Danmark.
Også på andre måder er der tegn på et identitetsmæssigt opbrud, som løsner den grønlandske forbindelse til Danmark. Hvad man end mener om Hans Egede og den kristne missionsvirksomhed i Grønland fra 1700-tallet og frem, så er realiteten, at grønlænderne blev kristne, og at kristendommen i flere århundreder var en afgørende åndelig ’lim’ mellem grønlændere og danskere.
Selvom et flertal af borgere i Nuuk i 2020 stemte for at bevare statuen af Hans Egede ved kolonihavnen i Nuuk, så er tendensen entydigt, at kristendommen i Grønland stille og roligt er ved at miste sin tiltrækning for yngre generationer, og det er den jo også i Danmark. Man kan ligefrem fristes til at sige, at netop den livsanskuelse, som dannede udgangspunkt for den dansk-norske kolonisering, stille og roligt eroderer bort.
Den nordiske velfærdsmodel kan fortsat noget
Meget taler med andre ord for, at det er illusorisk at tro, at alting kan forblive, som det var. Omvendt forekommer det mig indlysende, at den nordiske velfærdsmodel og demokratitilgang med dens særegne blanding af en kollektivisme, som vægter fællesskabet, og en individualisme, som værner om det enkelte menneskes demokratiske rettigheder, fortsat har noget at byde på i Grønland.
Der er meget, der kunne være bedre i det grønlandske sundhedsvæsen, men vejen frem går ikke via privatisering og øget social ulighed, men via en udbygning af sundhedsvæsenet og velfærdssystemet, og her spiller relationen til Danmark fortsat en afgørende rolle. Jeg tvivler på, at USA kan tilbyde noget, der kommer i nærheden heraf.
Lige netop dette spørgsmål bør for mig at se være en afgørende trædesten for en diskussion om den fremtidige relation mellem Grønland og Danmark, selv om også velfærdskonstruktionen – jævnfør lynmoderniseringen af landet fra 1960’erne og frem og også forholdet mellem grønlandsk og dansk sprog – er vævet godt og grundigt ind i problematiske historiske erfaringer i Grønland.
I bestræbelsen på at skabe større forståelse i Danmark for Grønlands fortid, nutid og fremtid, kunne vi jo starte med at lave meget mere udveksling mellem grønlandske og danske børn og unge. I Danmark er der i dén grad brug for mere viden om Grønland i et historisk og ikke mindst nutidigt perspektiv, både i skoler og den offentlige debat.
Måske kan den aktuelle virak om USA, Grønland og Danmark få den gode konsekvens, at vi i Danmark åbner øjnene for nye muligheder for samarbejde og kulturel samhørighed i et opdateret rigsfællesskab, eller hvad det nu bliver for en samarbejdskonstruktion, Grønland ender med at vælge.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
