
GRØNLAND // KRONIK – Spørgsmålet er, om det vil lykkes Trump at drive en kile ind mellem Grønland og Danmark, sådan som det på et tidspunkt godt kunne se ud til. Eller om hans vilde udmeldinger ender med at have en helt anden effekt, nemlig som katalysator for en helt ny og langt mere ligeværdig relation mellem Danmark og Grønland.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hvis der er én ting president elect Trump er god til, så er det at skabe opmærksomhed om Grønland i Danmark. Det så vi, da han kom med sit ”købstilbud” i 2019, og det ser vi nu, i endnu langt voldsommere grad.
Når man selv har været dybt optaget af Grønland, siden Hjemmestyret var fem år gammelt, er det en mærkelig oplevelse. Dengang var det de færreste, der vidste, hvad landsstyreformanden eller de grønlandske folketingsmedlemmer hed.
Da jeg skrev speciale på Samfundsfag (i dag Statskundskab), var der ingen vejledere på instituttet, der vidste noget om Grønland overhovedet. På Eskimologi (i dag Grønlandske og Arktiske Studier) var der én lektor, der kunne vejlede i moderne grønlandske samfundsforhold.

Helt frem til i dag har Grønland været et ganske prestige-løst område at beskæftige sig med. Som Rasmus Jarlov (MF, K.) sagde i Debatten forleden: ”Posterne som Grønlandsordfører i de forskellige partier har der ikke ligefrem været rift om.”
Det ændrer sig nok nu, og det skal vi kun være glade for – selvom det er på en temmelig rystende baggrund.
Der er i de seneste dage talt meget om, at nu må Danmark, de danske politikere og den danske offentlighed altså tage sig sammen og begynde at behandle Grønland og grønlænderne med reel respekt og ligeværdighed. Ikke bare sådan snakke efter munden og sige pæne ting i festtaler, men lytte efter, hvad der bliver sagt, og anerkende de grønlandske perspektiver og deres legitimitet. Som jeg hører det, er der faktisk lidt af et jordskred i gang. Det er meget spændende.
Historisk harme
I den aktuelle debat er der flere perspektiver, der skyder sig ind i hinanden, uden grundlæggende at handle om det samme. Men det ene kan hurtigt blive brugt som løftestang for det andet – med ret uheldige slutninger til følge.
Vi tager Trump først. Han vil gerne have kontrol over Grønland. Og så bedyrer han, at han vil ”passe godt på jer”. Det første er temmelig uklart, det andet er helt uvederhæftigt. Når det er uklart, er det jo, fordi USA allerede har en åben dør, når det gælder etablering af militære anlæg, hvis det altså er dét, Trump vil have. Og hvis det er mineraler, han er ude efter, kunne han jo bare komme med alle de projekter, han kan finde på. Grønland er open for business, som de selv siger.
Så hvorfor overhovedet komme med de bombastiske udtalelser, der er helt uacceptable over for en allieret stat?

Men nogle i Grønland hører et godt tilbud. Og her kommer så det næste perspektiv ind i billedet. Fra grønlandsk side har man gennem længere tid opbygget en velbegrundet harme over at blive overset og tilsidesat, hvor man ville have en forventning om at skulle være ligestillede. Harmen har fået yderligere næring af de grimme historier fra fortiden, spiralskandale og eksperimentbørn, og nutiden – om problemer i sagsbehandlingen ved tvangsfjernelser af grønlandske børn i Danmark.
Alt sammen temaer, der i sig selv er al mulig grund til at få kigget nærmere på. Og ikke mindst er det temaer, der bør give Danmark anledning til et øjebliks selvransagelse og en indrømmelse af, at her er noget galt.
Det er ikke underligt, at den helt rimelige harme over disse ting fører til konklusionen:
”Det er Danmark, der har begået disse ting mod os i fortiden, det er Danmark, der ignorerer og tilsidesætter os i dag, det er i Danmark, vi bliver diskrimineret og mødt med uhæmmede fordomme. Det er kolonialisme hele vejen igennem, vi må bryde med det, vi må afkoloniseres og blive selvstændige.”
Men som jeg vil prøve at indkredse i det følgende, er det måske ikke den eneste mulige konklusion.
Skandalerne i et mere nuanceret lys
Uden at anfægte, at skandalerne vitterligt er skandaler, vil det være på sin plads med noget kontekst. Man må ikke lade det lille billede fortegne det store.
Det har aldrig været den danske administrations hensigt at udrydde hverken grønlænderne som folk, den grønlandske kultur eller det grønlandske sprog.
(Kirken, derimod, missionærerne, har selvfølgelig gjort deres til at udrydde de oprindelige trosfore-stillinger, ritualer osv. Det er jo desværre det, kirken gør. Men i det mindste har den altid virket på grønlandsk og derigennem været med til at bevare og styrke det grønlandske sprog.)
Grønlandske børn – med de 21 ”eksperimentbørn” som en markant og stærkt kritisabel undtagelse – har altid haft mulighed for at lære deres eget sprog i skolen (i modsætning til, hvad der har været tilfældet i fx Canada og Alaska). I en periode i 1960’erne var der grønlandske familier, der selv valgte at sende deres børn i de dansksprogede klasser, fordi de mente, at det ville give børnene bedre muligheder i livet. Det kan man vurdere på forskellige måder i dag.
Der har også været debattører gennem tiden, der har ment, at man ligeså godt kunne afskaffe det grønlandske sprog. Men det har aldrig været vedtagen politik, og sproget lever som bekendt også i bedste velgående i dag.
Spiralkampagnen
For så vidt angår de påtvungne spiraler, har der været tale om et virkelig groft brud på menneskerettighederne. Ingen diskussion om dét.
Men hvis man igen skal prøve at forstå den tid, det foregik i, var det en periode, hvor folketallet steg drastisk, ikke mindst på grund af stærkt forbedrede levevilkår (som danskerne jo også leverede) og dermed også langt mindre børnedødelighed. Mange familier havde vanskeligt ved at forsørge så mange børn, og tankegangen var altså, at færre børn ville sikre en bedre levestandard for alle.
Det er helt vanvittigt, at man ikke inddrog befolkningen – og de pågældende kvinder – i det ræsonnement, men at hævde, at formålet var at undertrykke eller ligefrem udrydde befolkningen holder simpelthen ikke.
En ældre, grønlandsk mand har skrevet dette til mig – han har ikke turdet gå ud med det offentligt, af frygt for at blive misforstået:
”Kan huske som 16-17 årig, da kvinder begyndte at snakke om spiraler i [vores by]!
Kan huske, kvinderne var meget begejstrede om spiralen og senere p-pillerne! De snakkede om, at for første gang kunne de selv vælge, hvornår de ville være gravide!
Kan også huske, før disse, så var der virkelig rigtig mange gravide også ganske unge, ugifte kvinder! Så omkring 15-20 år senere, begyndte et uhyggeligt selvmordsepidemi i Grønland. Især var den grel i [vores område]. Dengang var der mange teenagemødre som blot afleverede deres børn til bedsteforældrene!
Jeg kunne godt tænke mig at fortælle omverdenen, at det ikke var alle, som var imod p-piller og spiraler dengang.
Fordi nu er der en hadekampagne i gang, hvor man fortæller, at danskerne var i gang med folkemord!”
Det grønlandske eksperiment
”Eksperimentbørnene” var naturligvis også resultatet af en helt forkvaklet tankegang, men som Tine Bryld har skildret, var det også et eksperiment, der løb helt af sporet. Den oprindelige tanke var, at det kun skulle være forældreløse børn (men dem var der så ikke nok af), og børnene skulle kun være i Danmark i et år, hvor de skulle blive gode til dansk, og så komme hjem og blive en uddannelsesmæssig elitegruppe.
Men det endte med, at de blev i Danmark meget længere, nogle af de danske plejeforældre beholdt bare ’deres’ barn, og resten blev nærmest interneret på børnehjemmet i Nuuk, og fik ikke lov at have kontakt med deres biologiske forældre, ligesom de ikke måtte tale grønlandsk. Fuldkommen vanvittigt, uanset hvor meget det var ’i den bedste mening’, men ikke desto mindre var det altså ’kun’ den ene gang, det skete. Heldigvis.
En anden historisk vinkel
Da jeg var ung og begyndte at færdes i Grønland i slutningen af 80’erne, var Hjemmestyret nyt. Der var en stemning af sejr, nye muligheder og en sund, ny selvbevidsthed. Man havde i mange år talt om, at det danske styre tog ansvaret fra folk. Det medførte en usund passivitet. Når det alligevel var danskerne, der bestemte det hele (Ministeriet for Grønland i København havde mere at skulle have sagt end Landsrådet i Nuuk), var der jo ingen grund til at tage initiativer eller engagere sig i noget. Og danskerne kunne bare få skylden for alt, der ikke fungerede.
Men dét ændrede Hjemmestyret. Nu var man, på rigtig mange områder, herre i eget hus. Paradoksalt nok betød det en kraftig stigning af danskere i landet, men det var jo nok så meget et resultat af, at administrationen flyttede fra Danmark til Nuuk. Og det var grønlandske politikere og efterhånden også chefer og direktører, der ansatte dem.
Den flere hundrede år gamle Kongelige Grønlandske Handel blev til en moderne virksomhed, der kom mere og mere grønlandsk tv, det grønlandske forlag sprøjtede nye fagbøger, sjove bøger, romaner og børnebøger ud, grønlandsk rockmusik stortrivedes. Der var meget tale om ”grønlandisering” – hvor de gamle danske måder at gøre tingene på skulle udfordres og tilpasses. Og en helt fantastisk følelse var det, da man første gang kunne flyve til Grønland med en komplet grønlandsk besætning.

Men der var stadig en anstødssten. Råstofferne. Helt frem til indførelsen af Selvstyret i 2009 tilhørte den grønlandske undergrund staten. Anker Jørgensen skrev sig ind i historiebøgerne ved at erklære, at ”Der er ikke noget at rafle om!” Hvis Grønland ville have ejendomsretten til undergrunden, måtte de kappe alle båndene til Danmark. Den var svær at sluge. Det var jo et helt konkret udtryk for, at Grønland, altså selve landet, stadig var Danmarks.
I aftalen om Hjemmestyret kom man frem til et kompromis med en erklæring om, at ”den fastboende befolkning i Grønland har grundlæggende rettigheder til Grønlands naturgivne ressourcer”, og man indførte en fælles beslutningskompetence for staten og Hjemmestyret i Fællesrådet for Mineralske Råstoffer i Grønland, der var ligeligt sammensat af repræsentanter fra staten og Hjemmestyret. Men eventuelle indtægter var stadig Danmarks. Det betød rigtig meget for oplevelsen af Hjemmestyret som kun en halvfærdig løsning.
I virkeligheden tales der meget lidt om netop disse problemer. Det er næsten som tabuer
Med Selvstyreloven blev der så alligevel taget det vigtige skridt. Der står, at indtægter fra råstofaktiviteter i Grønland tilfalder Grønlands Selvstyre, men dog sådan, at hvis der kommer nogen, modregner man halvdelen af dem i den del af bloktilskuddet, der ligger over 75 mio. kr.
Før Selvstyreloven havde Danmark altså et konkret ejerskab og en deraf følgende konkret økonomisk interesse i at beholde Grønland. Denne interesse er indskrænket betragteligt, nu hvor Danmark aldrig vil kunne få et overskud ud af grønlandske råstoffer længere.
Det ironiske er så, at sådanne indtægter endnu ikke har materialiseret sig. Minedrift i Grønland er ikke så nemt.
Nogle skridt mangler at blive taget
Det grønlandske selvstyre kan i henhold til Selvstyreloven overtage flere områder fra Danmark. Det kræver ikke godkendelse af Folketinget. Det drejer sig fx om kriminalforsorgen, retsplejen, familie-, person- og arveretten, arbejdstilsynet, hele søfartsområdet, fødevare- og veterinærområdet m.m.
Enkelte debattører har i de senere år spurgt, hvorfor Grønland ikke tager de områder hjem, hvis det er så højt prioriteret at få mere selvbestemmelse. Selvstyreloven er trods alt 15 år gammel. Men netop i disse dage har Naalakkersuisut meldt ud, at alt det resterende skal hjemtages inden for den næste valgperiode.
Når man taler om ansvar, er der sket en bemærkelsesværdig udvikling, som man nok kun kan få øje på, når man har kigget med siden 80’erne. Jeg husker det virkelig, som at Hjemmestyret skabte en stemning af, at ”nu er det os selv, det hviler på – vi kan ikke give danskerne skylden længere – vi har ansvaret, og vi er helt klar til at løfte det!”
Det er urealistisk for de fleste at tilegne sig grønlandsk som arbejdssprog, når de først er blevet voksne
Det står i en mærkelig modsætning til i dag, hvor det ofte i debatten lyder, som om vi er tilbage i 70’erne. Nogle politikere synes igen at mene, at alle problemer er Danmarks skyld. Hvis ikke det er koloniseringen generelt, er det Danmarks forsømmelse af de områder, der stadig ikke er overtaget, der skydes på.
Det virker lidt besynderligt, når de alvorligste problemer Grønland står med – især med et alt, alt for lavt uddannelsesniveau og (deraf følgende) sociale problemer, en boomende turistindustri, som man er nødt til at bemande med sydøstasiatisk arbejdskraft osv. – alle sammen udspiller sig på områder, som har været Grønlands eget ansvar i over 40 år. I virkeligheden tales der meget lidt om netop disse problemer. Det er næsten som tabuer. Hvilket mange almindelige mennesker i Grønland også undrer sig såre over.

Samtidig skal de danskere, der drister sig til at bo i og levere arbejdskraft til landet (vel at mærke ansat af i dag helt overvejende grønlandske ledere) lægge øre til yderligtgående politikere, der i ramme alvor foreslår, at man kun skal kunne stemme til Inatsisartut (parlamentet) eller ved folkeafstemninger, hvis man genetisk set er grønlænder/inuk.
Selv i de mest ”danskerfjendske” oprørsdage op til Hjemmestyrets indførelse ville et sådant forslag have været helt utænkeligt. På samme måde bliver der jævnligt lagt op til at indføre forskellige krav om at kunne tale grønlandsk, fx i Inatsisartut eller i offentlige embeder. Hvilket mange – også ”genetiske” grønlændere – ikke gør, af mange grunde, som ikke kan klandres dem selv.
Grønlandsk er et virkelig vanskeligt sprog – jeg ved det, for jeg har brugt mange år på at lære det og undervise i det – og man kan bare ikke samle det op på samme måde, som man kan med spansk eller fransk eller andre sprog i samme sprogfamilie som dansk. Og dygtige grønlandsklærere er der ikke mange af. Man kan selvfølgelig prøve. Lidt har også ret, og det giver mere forståelse og respekt for det samfund, man befinder sig i.
Havde det været en politiker i Danmark, der kom med sådan en udmelding, ville journalisterne have været der med det samme: ”Hvad mener du konkret med det? Hvordan skal det foregå?
Men det er urealistisk for de fleste at tilegne sig grønlandsk som arbejdssprog, når de først er blevet voksne. Og mange, som ”burde” kunne tale grønlandsk, fordi de ser grønlandske ud, kan fortælle om decideret ubehagelige oplevelser med hån og kritik, hvis de prøver, men ikke kan gøre det perfekt. Det er ikke nemt. På den måde kan man vel også tale om, at forskelsbehandling og diskrimination ikke kun går en vej.
Jeg tror, at mange danskere i Grønland helt afholder sig fra at deltage i nogen form for debat. Hvis man stikker næsen frem, vil man lynhurtigt få at vide, at man bare ikke skal tro, at man ved noget som helst – fordi man er dansker. Mens jeg skriver dette, tænker jeg, at det samme nok vil ske for mig. Hvorfor blander jeg mig overhovedet?
Selvstændighed
Hvad er det så, der menes, når de grønlandske politikere og en stor del af befolkningen siger, at de vil have selvstændighed? Det er lige pludselig blevet meget mere nødvendigt for statsministeren og alle de andre danske politikere at forstå.
Havde det været en politiker i Danmark, der kom med sådan en udmelding, ville journalisterne have været der med det samme: ”Hvad mener du konkret med det? Hvordan skal det foregå? Kan det overhovedet lade sig gøre?” I Grønland er der ikke den form for presse. Det er på mange måder et problem, for det betyder, at politikere kan kaste rimelig omkostningsfrit om sig med forslag – fx som dét om at fratage en etnisk gruppe, altså danskerne, stemmeret.
På den måde bliver debatten meget unuanceret, fordi den i høj grad kommer til at bestå af slogans og postulater, for nu at sige det lidt forenklet. Den ene politiker siger A, den anden siger B. Så kan de mundhugges og sige grimme ting til hinanden. Debatten på Facebook er heller ikke velegnet til nuancer og længere ræsonnementer.
Forskerne på det grønlandske universitet er også meget tilbageholdende med at blande sig. Man møder jo hinanden hver anden dag i det lille, kompakte bysamfund i Nuuk. Så hvem skal udfordre politikerne og skærpe deres argumenter og ræsonnementer?

I tilfældet med selvstændighed er det måske fair nok, et stykke af vejen, at ingen kan stå i dag og sige, hvordan en selvstændig statsdannelse i Grønland skal se ud. Og det er meget naturligt, at man som et eget folkeslag på eget territorium helt overordnet gerne vil stå på egne ben.
(På den måde er grønlænderne jo også heldige. De har et velafgrænset land, hvor de selv er majoriteten. I modsætning til samerne, inuit i Canada og Alaska og mange, mange flere oprindelige folk, hvis land er blevet koloniseret, men som ikke kan trække en grænse og sige: Det her er vores, og I andre er minoriteten.)
Alligevel vil det ikke være urimeligt at spørge efter en lidt mere konkret vision, givet alle de mange, mange praktiske og ikke mindst realpolitiske udfordringer, der vil være i at oprette en stat med 55.000 mennesker i et højstrategisk område med alle stormagternes øjne hvilende tungt på sig.
Holland og Belgien klarer jo fint at være bittesmå lande, så det kunne vi nok også
Eller måske har vi ikke brug for at vide, hvordan den nye stat skal se ud. Vi har mere brug for at vide, hvad den skal kunne. Hvis den er løsningen, hvad er det så for konkrete problemer, den er svaret på? Det spørgsmål, mange nok gerne vil prøve at finde ud af i de kommende år, er nemlig: Er der også andre løsninger?
Hvis problemet er, at man i Grønland er dødtrætte af lille, selvfede Danmark og vores opfattelse af os selv som ”den gode kolonimagt”, og vores tendens til ikke ligefrem at behandle grønlændere ordentligt, kunne en anden løsning måske være, at vi fik gjort op med dette på anden vis. En forsoningskommission kunne skrive den version af historien, begge parter kan genkende sig selv i.
Vi kunne lave et seriøst skolepensum om Grønland og Færøerne og en national uge med kampagner og et stort tv-show, hvert andet år om Grønland, hvert andet år om Færøerne. Vi kunne gå meget mere direkte op imod fordomme og diskrimination. Vi kunne formalisere inddragelse af Grønland i udenrigspolitikken osv. (Det sidste kommer til at ske uanset hvad, har jeg stærkt på fornemmelsen.)
Hvis problemet er, at Grønland gerne vil have tættere handelsforbindelser til fx Canada og USA, er der vel bare at sige: ”Just do it!”
Den danske position
Fra dansk side har vi utrolig svært ved at forklare, hvorfor de fleste af os ville synes, det var synd at opløse Rigsfællesskabet. Det er der flere grunde til.
Det er uomtvisteligt, at Grønland rent geografisk gør Danmark til et stort og betydningsfuldt land. Det har vi så tydeligt fået illustreret de seneste dage. Men betyder det reelt noget for den enkelte af os? Der skal nok være nogle politikere, der synes, det er spændende at have denne billet til at være med ved de stores bord i forskellige sammenhænge, men Holland og Belgien klarer jo fint at være bittesmå lande, så det kunne vi nok også. Samtidig er det bare ikke legitimt at sige, at man vil beholde Grønland for at holde fast i vores status som ”stort” land. Og måske er det faktisk heller ikke legitimt at mene det.
Jeg tror, at en langt mere tungtvejende grund er, at mange af os – vitterligt uden skumle bagtanker – er bange for, hvad der sker med Grønland, hvis de river sig løs. Altså er bekymrede på Grønlands vegne. Det er ikke så underligt, hvis den position bliver mødt med mistro. Grønland har oplevet nok, der var ”i den bedste mening”. Mistroen viser sig med det samme, hvis nogen drister sig til at nævne, at det kunne blive en økonomisk udfordring at skulle undvære bloktilskuddet fra Danmark (i 2024: 4,3 mia. kr., svarende til ca. en tredjedel af de samlede offentlige indtægter i Grønland, samt ca. 1 mia. kr. til retsvæsen, forsvar mm.). Så får man ret hurtigt at vide, at det er en irrelevant eller unfair kommentar. Okay, så skyder vi den til hjørne. Men dér kan den jo ikke ligge i al evighed.

Derudover kan man ikke forestille sig andet, end at USA, Kina eller Rusland vil sætte sig som gribbe hele vejen rundt og lægge et enormt pres på det lille, store land. Det skal så håndteres praktisk, diplomatisk og politisk af en administration, der i dag tæller 11 medarbejdere i Nuuk, 4 i Bruxelles, 3 i Washington, D.C. samt 2 ansatte i Reykjavik. (Til sammenligning koster den danske udenrigstjeneste 3,7 mia. om året.)
Med Trumps udmeldinger er man nødt til at se for sig, at USA – selvom Grønland selvfølgelig er beskyttet af folkeretten osv. – vil lægge så mange snører ud, at Grønland enten bliver lokket af en fantastisk deal eller bliver presset et sted hen, der bestemt ikke tjener landets egne interesser.
Marshall-øerne
Trump har sagt, at han vil passe rigtig godt på grønlænderne. Det klinger hult, når man ser på, hvordan samtlige oprindelige folk under amerikansk overherredømme, det være sig indfødte amerikanere, inuit eller befolkningerne i Puerto Rico, på Hawaii osv. lever. Men nogle grønlandske politikere sværmer alligevel allerede for begreber som free association og henviser til den ordning, USA fx har med Marshalløerne. Og her tændes for alvor røde advarselslamper.
Marshalløerne blev brugt af USA til prøvesprængninger i 1950’erne, blandt andet på Bikini-atollen, der stadig er ubeboelig den dag i dag.
Befolkningstallet var i 2009, da det var højest, 52.000 mennesker. Altså sammenligneligt med Grønland i dag. Siden er det faldet meget pga. udvandring til USA og var i 2023 nede på bare 38.000 mennesker. Levestandarden er elendig – børnedødeligheden er højere end i Afghanistan. Efter at have ventet på det i årtier har øerne endelig fået den kompensation, USA har skyldt dem for atomødelæggelserne. De får nu ca. 800 mio. kr. om året fra USA. Det svarer til ca. en syvendedel af, hvad Grønland får fra Danmark. USA giver ikke ved dørene, hvis nogen skulle være i tvivl.
Det vanskelige er altså, at en sådan bekymring for Grønland, hvor reel og solidarisk den end er, nemt kan blive opfattet som manglende tiltro til Grønlands evner eller dømmekraft eller som et skalkeskjul for mere ufine interesser. Igen løber vi ind i et muligt benspænd for en ordentlig debat.
Valgkamp
Inden længe skal der være valg i Grønland, og der er også lagt op til en folkeafstemning om selvstændighed. Der vil være en stor opgave i at få klarlagt, hvad det egentlig er, der stemmes om. Hvilke muligheder og risici der er i de forskellige scenarier. Og nu med Trump som den helt uforudsigelige joker i spillet.
Det er meget muligt, at Trump er lykkedes med at give sine landsmænd et indtryk af, at Donald Jr. blev modtaget af en begejstret, grønlandsk befolkning, der bare drømmer om at blive amerikanere.
I Grønland ved man godt, at det var de hjemløse nede foran Brugsen, der blev hevet ind i hans PR-stunt til gengæld for et måltid mad. Og de efterfølgende trusler om at tage militær eller økonomisk magt i anvendelse for at sikre sig kontrollen med landet har nok virket mere skræmmende end tillokkende på de fleste.
Det er kommet frem, at Trump udmærket er klar over selvstændighedsønskerne blandt de grønlandske politikere, og at det var med til at give ham idéen om at fiske i de rørte vande allerede tilbage i 2019.
Spørgsmålet er, om det vil lykkes ham at drive en kile ind mellem Grønland og Danmark, sådan som det på et tidspunkt godt kunne se ud til. Eller om hans vilde udmeldinger trods alt er så vilde, at det ender med at have en helt anden effekt, nemlig som katalysator for en helt ny og langt mere ligeværdig relation mellem Danmark og Grønland. Det ville i så fald være et overraskende positivt resultat af hans præsidentskab. Endda før det overhovedet er startet.
Læs også Anders Stubkjærs analyse: “Trumps melding om Grønland sætter København under pres”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.