Det år, vi netop har taget hul på, er 100-året for Danmarks salg af de tre vestindiske øer St. Thomas, St. Croix og St. Jan til USA. Det var på disse øer, at Danmark gennem næsten 250 år havde en koloni fyldt med sukkerplantager, der kun kunne løbe rundt, fordi vi brugte slaver. I alt skønnes danske skibe at have bragt omkring 120.000 afrikanere til en slavetilværelse i Dansk Vestindien. Dertil kommer de mange slaver, der blev født på øerne.
POV International vil gennem 2017 dække markeringen af 100-året for salget af Dansk Vestindien ganske indgående. En markering, der også vil sætte fornyet gang i diskussionen om en undskyldning for slaveriet. Det officielle Danmark har aldrig undskyldt slaveriet. Blandt dem, der ganske vedholdende har efterlyst et sådant skridt, er historikeren Anders Bjørn. POV har bedt ham om i en nytårstale at forklare, hvorfor han mener en undskyldning er nødvendig.
Kære danskere.
I det nye år vil 100-årsjubilæet for salget af vores sidste tropekolonier blive markeret flere steder rundt om i landet. Det drejer sig om de tre små øer, der i dag officielt hedder US Virgin Islands. Herhjemme kalder mange dem stadig Dansk Vestindien – og i rejsebranchen omtales de som ”vores tabte paradis”.
For seks år siden gik jeg sammen med en kollega og en gymnasieklasse ned i de mørke fangekældre under det gamle danske slavefort Christiansborg i Ghanas hovedstad Accra. Det var for os alle en uhyggelig og tankevækkende oplevelse at stå foran den ”door of no return”, som de lænkede slaver engang gik igennem på vej ud til de ventende slaveskibe. Turen over Atlanten kostede i snit hver 10. livet, inden de nåede frem til ”paradiset”.
Studierejsen til Ghana blev delvis finansieret af en privat sponsor og var kulminationen på et såkaldt TST-projekt. TST står for Trans Atlantic Slave Trade og er et internationalt undervisnings- og samarbejdsprojekt, som FN-organisationen UNESCO tog initiativ til i 1998. Knap 20 danske folke- og ungdomsskoler er i dag TST-skoler. Projektets formål er at styrke elevernes viden om og forståelse for slavehandel og slaveri som en del af vi danskeres identitet og historiske baggrund under mottoet Breaking the Silence.
Mange års fortrængning og tavshed om vores koloniale fortid er på mange måder blevet brudt siden 1998. I dag kender de fleste danskere den grufulde sandhed om ”det tabte paradis”: 250 års brutal undertrykkelse og mishandling af tusindvis af afrikanere, som danske handelsfolk købte billigt i Vestafrika for derefter at sende dem om bord på danske skibe til slavearbejdet på de tre danske øer i Vestindien.
Vi må kræve, at repræsentanter for regeringen og kongehuset benytter lejligheden til udtrykke deres sorg og beklagelse over for slavernes efterkommere for den danske deltagelse i, hvad FN har kaldt en forbrydelse mod menneskeheden.
Koloni- og slavetiden er nu blevet obligatoriske stofområder i både i folke- og gymnasieskolernes historieundervisning. Der udgives masser af undervisningsmaterialer samt skøn- og faglitterære bøger om kolonitiden, der er blevet et tema for mange forskere. Der produceres dokumentar- og spillefilm, og der er en livlig debat i medierne. Mange ældre danskere går til foredrag, byrundture og undervisning på aftenskoler og folkeuniversiteter for at få den viden, de gik glip af i skolen.
I 2017 kan vi se frem en lang række udstillinger, foredrag, rundvisninger og andre initiativer, som museer, græsrodsorganisationer, foreninger, individuelle kunstnere m.m. har planlagt for at gøre os mere bevidste om dette sorte kapitel i Danmarkshistorien.
Rigsarkivet vil med støtte fra private fonde præsentere slavernes efterkommere for en digitalisering af de mange dokumenter, der fortæller om den brutale undertrykkelse af deres forfædre og –mødre. Der er desuden planer om en fælles dansk-vestindisk restaurering af to gamle bygninger til brug for bl.a. et historisk museum på øerne.
Også det officielle Danmark deltager i jubilæumsarrangementerne. Folketinget har afsat tre mio. kr. til markering af jubilæet, kulturministeren vil sandsynligvis deltage i den officielle mindeceremoni for overdragelsen af øerne 31. marts, og Borgerrepræsentationen i København har afsat 270.000 kr. til en udstilling på Rådhuset.
Men det er ikke nok.
Vi må kræve, at repræsentanter for regeringen og kongehuset benytter lejligheden til udtrykke deres sorg og beklagelse over for slavernes efterkommere for den danske deltagelse i, hvad FN har kaldt en forbrydelse mod menneskeheden.
Det har man gjort i andre tidligere kolonimagter som Frankrig, Storbritannien, Tyskland og Holland. Borgmestrene i London og Liverpool har ligefrem fremsat en undskyldning for de to byers omfattende slavehandel. Hvorfor kan Københavns overborgmester ikke gøre noget lignende? Den profitable handel med sukker og andre kolonivarer har dog været stærkt medvirkende til at gøre København til en smuk og attraktiv by.
Der er sket en holdningsændring i den danske befolkning. Mange føler stadig deres nationale selvopfattelse af Danmark som et lille uskyldigt land krænket, når ”selvpinerne” nævner ordet undskyldning. Men ifølge en meningsmåling i Jyllands-Posten for tre uger siden går 49,3 pct. nu ind for, at Danmark bør give en officiel undskyldning til slavernes efterkommere. En dansk undskyldning er dog næppe realistisk. Dels af frygt for et erstatningsansvar, dels af frygt for diplomatiske og juridiske problemer i forhold til den amerikanske regering, der kunne opfatte en officiel undskyldning som indblanding i USA’s interne forhold.
Men en beklagelse kan da for pokker ikke genere nogen. Tværtimod vil den vække glæde hos slavernes efterkommere, der længe har ventet på at høre det officielle Danmark tage ansvar for fortidens forbrydelser. Et sådant skridt vil også blive opfattet som en vigtig brik i en forsoningsproces.
For nogle måneder siden efterlyste jeg i Politiken bare én enkelt statue, mindetavle eller lignende i København til at minde os om den kendsgerning, at vi engang handlede med og holdt slaver i Vestindien, Afrika og faktisk også Indien og sågar hjemme i hovedstaden.
Der er heldigvis sket noget siden. Kunstneren Jeannette Ehlers har fået penge til en spændende, men foreløbigt kun midlertidig opstilling af en statue af den vestindiske ”oprørsdronning” Mary foran Vestindisk Pakhus. Og vi har også modtaget en folkegave fra indbyggerne på US Virgin Islands i form af tre statuer, hvoraf den ene med navnet Freedom skal placeres i København.
Men vi mangler fortsat et kolonimuseum eller i det mindste et kolonihistorisk oplysnings- og videnscenter, sådan som man de senere år har fået i London, Liverpool, Amsterdam og Nantes. I Foreningen for et kolonihistorisk Center har vi forgæves forsøgt at få statslig og kommunal støtte og søger nu forskellige fonde om finansiel bistand.
Vi har også søgt om støtte til at producere en app-baseret video- og audiowalk til at guide interesserede til de bygninger og steder i København, der rummer en fortælling om slave- og kolonitiden. Noget lignende har man gjort i den tidligere danske by Flensborg, der engang tjente mange penge på handel med sukker og rom.
Tavsheden er brudt – men vi mangler stadig at synliggøre Danmarks fortid som kolonimagt.
Godt jubilæumsår!
Anders Bjørn
Illustration: Michaël Dorbec
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
