
VÅBENHVILE // ANALYSE – Da tre israelske gidsler og 90 palæstinensiske fanger søndag kom hjem, tog implementeringen af våbenhvilen mellem Israel og Hamas det første forsigtige skridt. Forude venter en kompliceret proces, og ingen siger, at det vil lykkes, skriver Hans Henrik Fafner.
TEL AVIV – Søndag morgen gjorde Itamar Ben Gvir alvor af sin trussel om at forlade Netanyahus koalitionsregering. Han og et par andre ministre fra det ultranationalistiske parti Otzma Yehudit gik i protest mod våbenhvilen mellem Israel og Hamas, som formelt trådte i kraft klokken 11:15 lokal tid.
Dermed er kamphandlingerne faldet til ro efter mere end 15 måneders krig, der startede umiddelbart efter, at Hamas den 7. oktober forrige år havde rettet et brutalt terrorangreb på 22 samfund og en musikfestival i det sydlige Israel.
Efter planen vil denne byttehandel fortsætte skridt for skridt gennem de næste seks uger – indtil 33 af de resterende 101 israelske gidsler på den måde er blevet udvekslet med godt 1.700 palæstinensiske fanger
Men at våbenhvilen således synes at være faldet på plads efter mange tilløb og endnu flere komplicerede forhandlingsforløb, er ikke uden videre ensbetydende med, at roen nu falder over den krigshærgede Gazastribe. Ben Gvirs tilbagetræden er et klart oplæg til nye problemer og konflikter, ligesom der ligger et klart signal i at bevæbnede Hamas-folk søndag formiddag gik i højrøstet parade i Gaza By.
Den komplicerede byttehandel
Der er i disse dage en enorm lettelse at føle blandt både israelere og palæstinensere, men glæden er delt med masser af bange anelser. Itamar Ben Gvir er kun en enkelt af de mange brikker, der nu bidrager til at gøre ligningen ekstra vanskelig, og som giver god grund til at frygte, at våbenhvileaftalens lange vej frem mod fuld implementering kan stoppe når som helst.

Sent søndag eftermiddag hentede Røde Kors de første tre israelske gidsler ud fra Gazastriben, og parallelt med dette løslod israelerne 90 palæstinensiske indsatte fra israelske fængsler; blandt dem er 69 kvinder. De blev kørt i busser til Ramallah på Vestbredden, hvor de alle kommer fra.
Efter planen vil denne byttehandel fortsætte skridt for skridt gennem de næste seks uger – indtil 33 af de resterende 101 israelske gidsler på den måde er blevet udvekslet med godt 1.700 palæstinensiske fanger. Blandt disse afsoner over 700 lange domme for terror og drab på israelere, mens 1.000 er varetægtsfængslet uden nødvendigvis at være involveret i, hvad israelerne beskriver som terror, og mange af dem gennem længere tid.
Det er lige her, Ben Gvir udstiller Netanyahus store problem. Den nu tidligere minister for intern sikkerhed betegnede våbenhvileaftalen som ”en kapitulation for Hamas”. Ben Gvir har hele tiden insisteret på at fortsætte krigen, lige til den totale eliminering af Hamas var gennemført, og han har på mange måder haft det sidste ord at skulle have sagt, fordi han bakkede sine ord op med en stående trussel om at forlade regeringen.
Dette har hele vejen igennem været et skrækscenarie for Netanyahu, fordi dette kan bringe hans regeringskoalition til fald, og kommer det så vidt, er det langtfra sikkert, at han kan bevare den politiske magt.
Regeringen lever endnu, selv om Otzma Yehudit nu er forsvundet med sine seks mandater, men med 62 ud af de 120 pladser i Knesset bag sig sidder Netanyahu nu med et flertal, der i bedste fald kan beskrives som spinkelt. Det er det navnlig, fordi den indre opposition mod aftalen stadig er til stede. Finansminister Bezalel Smotrich har omtrent samme holdning som Ben Gvir.
Han repræsenterer partiet Religiøs Zionisme, som sidder med syv mandater, men valgte at blive siddende ”af nationale hensyn”. Dette kan kun opfattes som en udfordring til Netanyahu, som de således har holdt hånden over i første omgang, men i den klare forventning om, at premierministeren efterlever deres krav om at genoptage krigen, så snart det sidste israelske gidsel er kommet hjem.
Hamas har overlevet
Som en del af aftalen har Hamas lovet af afholde sig fra at blande sig i civile forhold i Gaza i den kommende tid, men bevægelsen har på ingen måde forpligtet sig til at nedlægge våbnene. På den måde kan man sige, at situationen svarer en smule til Libanon, hvor den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse efter våbenhvilen med Israel valgte at lade den folkevalgte libanesiske regering i Beirut køre løbet, mens den selv fokuserer på at genetablere sig selv.
Hamas i Gaza er stærkt medtaget efter krigen, men bevægelsen er ikke blevet udslettet, sådan som det var Netanyahus mål. Som hos Hizbollah er den oprindelige ledelse stort set borte, og det samme er de kommandostrukturer, som var til stede ved krigens begyndelse.
Men idet Israel mener at have dræbt 15-20.000 Hamas-soldater i løbet af krigen, er der sandsynligvis stadig 20.000 mand under våben, ligesom mange kilometer af bevægelsens omfattende tunnelsystem under Gazastriben aldrig er blevet fundet. Som meget andet i denne krig var søndagens frigivelse af de tre første gidsler tydeligvis iscenesat.
De tre blev overført til ventende biler fra Røde Kors på en gade i Gaza By, og de var omgivet af Hamas-folk i nystrøgne uniformer og med våben over skuldrene, hvilket giver indtryk af en organisation, der nok har haft dramatisk modgang, men bestemt ikke er kuet. Der var endda overskud til at give de tre israelske gidsler en lille souvenirpose med hjem fra Gaza.
På den anden side kan man med god ret sige, at nu kommer det virkelig svære. I november 2023 oplevede man en kortvarig våbenhvile, der førte til frigivelsen af godt 100 gidsler, og mange så det som en afslutning på krigen. Men det brød sammen
Mange israelere frygter, at Hamas vil benytte våbenhvilen til at genopbygge sin militære kapacitet. Det er sket ved tidligere våbenhviler, men i denne omgang bliver opgaven uhyre vanskelig. Den såkaldte modstandsakse med Iran i spidsen er stort set borte. Hizbollah har nok at se til med at overleve politisk og organisatorisk i Libanon, Bashar al-Assads styre er faldet, og ikke mindst så man, at iranerne allerede i november opgav tanken om at iværksætte nye angreb på Israel.
Qatar, som i en årrække har finansieret store dele af Hamas’ aktiviteter, har nu påtaget sig rollen som mægler i krigen og vil næppe ønske at sætte denne status i verdenssamfundets øjne over styr. Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater har tydeligt sagt, at de vil have Hamas ud.
Hamas har overlevet krigen, men fremtiden er fuld af åbne spørgsmål. Og netop fordi kommandostrukturen i Hamas for en stor dels vedkommende er borte, vil det være vanskeligt at få fuldt overblik over og fuld styring med de mange grupper af bevæbnede Hamas-soldater, som befinder sig rundtomkring i Gaza.
Efter våbenhvilen med Hizbollah har der været en lang række tilfælde, hvor parterne har beskyldt hinanden for brud på aftalen, og det er næsten uundgåeligt, at noget tilsvarende vil ske i Gaza. Den israelske tilbagetrækning fra området er sat i gang, men den vil først blive endeligt gennemført, når det sidste gidsel er kommet hjem. Og vejen dertil er spækket med faldgruber, hvor en tilsyneladende ubetydelig hændelse kan blive tolket af den ene eller den anden part som en provokation, der udløser nye krigshandlinger.
Skyggen fra Sinwar
Gårsdagens fangeudveksling var kun den spæde begyndelse på aftalens første fase. Senere på ugen vil yderligere fire israelske gidsler komme ud og dermed også 120 palæstinensiske indsatte. Denne fase til strække sig over seks uger.
Først 16 dage inde i dette første forløb vil man tage fat på forhandlingerne om implementeringen af anden fase. Allerede i går kørte mindst 630 lastbiler med forsyninger til civilbefolkningen ind i Gazastriben, og heraf 300 til den nordlige del, hvor den humanitære situation er mest kritisk. Denne trafik forventes at fortsætte, hvilket i sig selv vil give processen en indre dynamik og skabe en vis tillid til, at det går i den rigtige retning.
På den anden side kan man med god ret sige, at nu kommer det virkelig svære. I november 2023 oplevede man en kortvarig våbenhvile, der førte til frigivelsen af godt 100 gidsler, og mange så det som en afslutning på krigen. Men det brød sammen, og noget lignende kan meget vel ske i denne omgang, for på begge sider kan lederne beslutte, at fase to slet ikke skal føres ud i livet. Et stort spørgsmål er således, hvem der skal tage styringen i Gaza, når den israelske tilbagetrækning er ført til ende.
Det har været på tale at lade selvstyret i Ramallah på Vestbredden tage tøjlerne i Gaza, men dette ønsker hverken Netanyahu eller Hamas-ledelsen. Det er i den forbindelse interessant at se, at Hamas krævede og fik Khalida Jarrar løsladt i den første portion palæstinensiske fanger. Hun er i ledelsen af PFLP og befinder sig på den sekulære venstrefløj.
Således har hun ikke ideologiske bånd til Hamas, men deler den islamiske bevægelses skarpe kritik af selvstyrepræsident Mahmoud Abbas, der står i spidsen for Fatah. At Khalida Jarrar således er vendt hjem til Ramallah, kan ligne en bestræbelse på at kaste grus i maskineriet.
Netanyahu har i første omgang overlevet politisk. Han stod i en voldsom klemme mellem Ben Gvirs trusler og Donald Trumps utvetydige krav om, at våbenhvileaftalen skulle ligge på plads inden dagens præsidentindsættelse i Washington
På israelsk side udgør Bezalel Smotrich en tikkende bombe i regeringen. Han har ikke nogen interesse i at se regeringen bryde sammen, men vil med stor sandsynlighed gøre sit til at underminere de videre våbenhvileforhandlinger indefra. Han er således helt fremme i skoene, når det kommer til bekymringer over det store antal palæstinensiske indsatte, der nu bliver løsladt.
Han taler lige ind til en del israeleres frygt, som stammer fra 2011, hvor Hamas i Gaza løslod soldaten Gilad Shalit efter fem års fangenskab mod 1.027 palæstinensiske indsatte. Blandt disse var Yahya Sinwar, der senere blev hjernen bag Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober. I manges øjne kaster dette naturligvis en skygge over den aktuelle aftale, og i debatten hører man hele tiden argumentet, at omkring 80 procent af de løsladte fra dengang vendte tilbage til væbnede aktiviteter.
Netanyahu har i første omgang overlevet politisk. Han stod i en voldsom klemme mellem Ben Gvirs trusler og Donald Trumps utvetydige krav om, at våbenhvileaftalen skulle ligge på plads inden dagens præsidentindsættelse i Washington. Trump har endda ”belønnet” ham ved at erklære, at Netanyahu vil være blandt de første udenlandske statsledere, som bliver inviteret på besøg i Det Hvide Hus.
Men herfra står alt åbent. For Netanyahu er våbenhvileaftalen et stort prestigetab, idet den er kommet, før han nåede sit mål, nemlig at eliminere Hamas totalt. Han har også en truende retssag som personligt motiv til at fortsætte krigen, så han vil kunne se en vis fordel i at lytte til Smotrich.
Men samtidig kan det ikke nægtes, at han nu befinder sig i en situation, hvor regeringens overlevelse er afhængig af en lille koalitionspartner. Derfor mener flere israelske analytikere, at han lige nu er på jagt efter en mulighed for at udvide og dermed stabilisere regeringen.
Dette kunne tænkes at blive Benny Gantz, som står i spidsen for partiet National Samling. Det råder over otte mandater og lægger sig tættere på den politiske midte, hvilket i sig selv ville give Netanyahu-regeringen et mere moderat tilsnit. Gantz var tidligere i krigen med i det særlige krigskabinet, som han forlod i protest mod bl.a. Ben Gvir. Det element er ikke længere til stede, og kan kunne meget vel tænkes at have interesse i at træde ind i regeringen, fordi han kunne komme til at stå som garant for, at de videre våbenhvileforhandlinger forløber efter planen.
På begge sider er befolkningerne lettede og glade, og mange håber på, at aftalen også vil få regionen til at tage nogle skridt bort fra de radikale kræfter, men ingen siger, at det lykkes.
Følg udviklingen i Mellemøsten her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.