Hun er på min alder og ser tyve år ældre ud

af i Featured/Liv & Mennesker/Quick POV

Refleksioner fra flygtningelejre i Kenya, Djibouti og Etiopien.

I dag kom en kvinde på min alder hen mod mig i Markazi-flygtningelejren i det nordlige Djibouti. Hun vinkede mig hen til hende:
“You speak Swedish?”
“Jeg pratar litan svenska,” svarede jeg hende.
Hun havde nu ikke lyst til at tale svensk. I stedet rakte hun en krøllet kopi af et brev frem mod mig. Det var fra Migrationsverket. Der stod, at de manglede oplysninger i hendes sag og at hun skulle aftale et interview med ambassaden.
“My sister in Sweden. I want to go to her,” fortalte hun og viste ID-kort og kopier af breve. Jeg oversatte brevet til engelsk, som så blev oversat til arabisk.

En af de sværeste ting ved at rejse til steder som dette er den totale magtesløshed. Næsten alle, jeg taler med, spørger, om jeg kan hjælpe dem. Med mad. Med arbejde. Med sko til deres børn. Med adgang til Europa. Hver gang må jeg sige nej. Jeg kan desværre ikke hjælpe.

Hun hedder Fatouma, er fra Yemen og har boet i Markazi-lejren i halvandet år. Den ligger på vindblæst slette seks kilometer fra havet. Jorden er hård og tør og vinden rammer som en ovn. I går var der 46 grader – luftfugtigheden får det til at føles fem grader varmere.
“Her er dejlig køligt nu, i sidste uge, var det slemt,” fortalte en af beboerne.
Fatouma viste mig sit ID-kort. Hun er på min alder. Hun ser 20 år ældre ud end mig.
“I need embassy or consulate? No Sweden embassy in Djibouti. Can you help me go to Sweden?”

Dobbelt pix Sara
Flygtningelejr i Djibouti – Foto: Sara Schlüter.

En af de sværeste ting ved at rejse til steder som dette er den totale magtesløshed. Næsten alle, jeg taler med, spørger, om jeg kan hjælpe dem. Med mad. Med arbejde. Med sko til deres børn. Med adgang til Europa. Hver gang må jeg sige nej. Jeg kan desværre ikke hjælpe.

Bare leve i heden indtil der ikke længere er flere dage

Jeg håber, at svenskerne kan hjælpe Fatouma, men jeg tvivler. Hvis reglerne på den anden side af Sundet er ligesom i Danmark, så kan hun ikke blive familiesammenført med sin søster, fordi hun er over 18. Så er hendes eneste mulighed for at komme væk at søge om at blive kvoteflygtning gennem FN. At få den status, bliver sammenlignet med at vinde i lotteriet.
Ellers kan hun blive her. I 46 grader. Leve af små madrationer. Aldrig grøntsager. Ingen mulighed for at arbejde eller flytte sig. Bare leve en dag efter den anden i heden indtil der en dag ikke længere er flere dage.

Top foto: Wikimedia Commons/Wikipedia, Refugee Camp, Syria.

Sara Schlüter arbejder som presserådgiver i Dansk Flygtningehjælp og er i disse dage i Kenya, Djibouti og Etiopien for at dokumentere nogle af de projekter, som organisationen arbejder med. Det vil hun i den kommende tid skrive om på Dansk Flygtningehjælps hjemmeside www.flygtning.dk. Her på POV International vil hun fortælle om nogle af de oplevelser og tanker, sådan en tur også fører med sig. Sara er lønnet af Dansk Flygtningehjælp og ønsker ikke at modtage personlige donationer for denne artikel. Hun opfordrer i stedet tilfredse læsere til at sende et beløb til Dansk Flygtningehjælp på Mobilepay 60 101 101.

Sara Schlüter er 37 år, bor på Vesterbro i København og arbejder som presseansvarlig i Københavns politi.
Hun er uddannet journalist og har tidligere arbejdet på en række medier blandt andet DR's udlandsredaktion, Berlingske og Nyhedsavisen. Hun er en stor fan af polkaprikker, tykke bøger om verdens gang før og nu - bare bøger helt generelt (som hun tagger under #sarasbogliste på Instagram), champagne, gamle film, afrikansk litteratur og udenrigspolitiske analyser. Derudover ynder hun at gå lange ture med podcasts i ørerne (som hun hashtagger under #gåtureikøbenhavn på Instagram), og så samler hun på litteratur om København i tiden omkring Første Verdenskrig og står fuldt ud ved, at hun er lidt af en nørd.