Giv de unge vinger og smukke landskaber

i Liv & Mennesker/Danmark/Featured af

KOMMENTAR – “Vores unge skal da komme flyvende ind i fremtiden og ikke kravlende, fordi de er tynget af de belastninger, vi voksne har efterladt til dem,” skriver Thomas Milsted i denne kommentar. Den stiller sig kritisk over for de livsvilkår unge mennesker vokser op under: “Vi har udviklet et samfund, hvor mange efterhånden kun kan fungere på stærke piller, men man kan vel dårligt nok kalde sig et samfund, hvis de unge skal trænes i robusthed og proppes med medicin for at imødekomme samfundets krav om effektivisering og konkurrence. Så er det vel nærmere en middelalderby.”

Er det ikke på tide, at vi begynder at erkende, at det, vi har skabt til vores børn, mere og mere ligner vores eget værste mareridt?

Hvis vi skal efterlade en bedre verden til de kommende generationer, og det synes jeg, at vi skal, må vi til at gribe udfordringerne i vores samfund anderledes an. For ligesom vi har opdraget vores poder til at rydde op efter sig, burde vi vel som voksne rollemodeller i det mindste gøre det samme?

Men nej, som den mest forkælede og privilegerede generation, ser det altså ud til, at vi har tænkt os at overlade den opgave til vores egne børn. Det er da kærlighed, der vil noget. Vi har altså seriøst tænkt os at efterlade en verden, der får et teenageværelse til at ligne en nonnecelle i et kloster. Det er ikke bare tarveligt, men gement, og vi kan ikke være det bekendt.

Vi har brugt alt lyset og efterlader nu alt det mørke til de unge

Og nej, jeg tænker ikke bare på naturen eller miljøet, som vi også har overskidt i en så pervers grad, at det er svært at forstå. Jeg taler om det psykiske miljø, som vores udvikling har efterladt sig og som flere og flere har svært ved at finde sig til rette i.

Jeg vil gerne i denne artikel henlede opmærksomhed på det faktum, at hvis det samfund, vi forærer til kommende generationer, er så belastende og psykisk udfordrende, at unge skal trænes i robusthed og hårdførhed for at kunne fungere bare nogenlunde, kan vi vel dårligt nok kalde os et samfund. I hvert tilfælde ikke et civiliseret et. Vi har brugt alt lyset, og efterlader nu alt det mørke til de unge. Og den går altså ikke.

De unges tilstand er ikke et resultat af curling og forkælelse

At tro, at man ruster sine børn til fremtiden ved at lade dem vade gennem dybt sand med rygsække fulde af sten, er himmelråbende naivt. Jeg synes faktisk, det er forargeligt primitivt.

Og hvad er det da også for en underlig idé, at vi skal ”ruste” vores unge og gøre dem modstandsdygtige, så de kan møde fremtiden?

Hvis vi ligefrem skal rustes til fremtiden, er det så ikke på tide at undre sig?

For ligesom vi har opdraget vores poder til at rydde op efter sig, burde vi vel som voksne rollemodeller i det mindste gøre det samme? Men nej, som den mest forkælet og privilegeret generation, ser det altså ud til, at vi har tænkt os at overlade den opgave til vores egne børn

Vi har det højeste uddannelsesniveau i verdenshistorien. Vi har aldrig haft så mange veluddannede og velbegavede mennesker. Så burde det vel også kunne lykkes at udtænke en vision for udviklingen af et samfund, hvor det ikke kræves, at man skal være overdrevent robust, grænsende til det kyniske, for at kunne leve i det?

Med mange af de unges mentale tilstand taget i betragtning, er det så ikke mere rimeligt og anstændigt, at det ikke er de unge, der skal forberedes til studie- og arbejdslivet, men tværtimod uddannelsesinstitutionerne og arbejdspladserne, der skal forberede sig til dem?

Kun på den måde bliver studie- og arbejdsbetingelserne bæredygtige, så vi undgår at lave de samme fejl, der har betydet, at så mange har fået stress, angst og depressioner.

Et fattigt velfærdssamfund

Hånden på hjertet: er vores velfærdssamfund ikke blevet fattigere, når legen og kreativiteten ikke er en del af vejen mod resultaterne?

De kommende generationer skal da komme surfende med store smil på læben, når velstanden når nye højder. I stedet tænker vi, at de skal slæbe tonstunge sten med dirrende læber og våde øjne. Det skal gøre ondt at få det godt. Med kæppe skal de piskes til at tro på det selvopofrende og grænseløse arbejde, hvor slidsomheden belønnes med psykiske lidelser, der forringer livskvaliteten.

Hvorfor skal de unge forberedes til mørket – og ikke lyset? Hvorfor går end ikke vores intention i retning af lethed og udvikling af strukturer, hvor hvert sekund ikke skal bruges dobbelt. Hvorfor vil vi efterlade en verden, hvor der skal kæmpes, effektiviseres og produceres i stedet for en verden, hvor der kan leges, hvor man kan fordybe sig og stoppe, når man har nok?

Hvorfor skal de unge opdrages til konkurrence og ikke til at fungere i forpligtende fællesskaber?

Hvorfor skal de unge opdrages til at komme forrest og ikke skubbe bagerst, så vi får alle med?

Hvorfor skal de unge tudes ørene fulde med, at folk, der har det skidt, ligger, som de har redt, i stedet for at lære at redde dejlige og bløde senge til sin næste?

Hvorfor skal de unge opdrages til had mod folk, der er anderledes i stedet for i kærlighed, hvor der er plads til alle?

Hvorfor er det de mest primitive følelser i hjernen som had og angst, der skal udvikle vores ideer, i stedet for de raffinerende og langt mere udviklede, der vil skabe samfund fyldt med kærlighed, anerkendelse og respekt?

Vi burde ikke skulle have robuste børn og unge. Vi skal have børn og unger, der er empatiske, glade og velfornøjede. Vi skal have unger, der i stor stil kan nyde frugterne af det, vi trods alt også har skabt, så de kan nyde tilværelsen frem for at blive belastet af den.

Topbillede: Pixabay

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Thomas Milsted er forfatter og rådgiver. Er medlem af Dansk Journalistforbund og har skrevet adskillige bøger og artikler om og omkring det psykosociale arbejdsmiljø. Har i mere end tyve år arbejdet som rådgiver og foredragsholder. Tidligere leder af Center for Stress og Trivsel A/S, nu freelance og Generalsekretær i Stresstænketanken. Sidder og har siddet i diverse tænketanke med hovedvægt på at få løst stressproblematikker i danske organisationer og samfundet generelt.

Har blandt andet udgivet: Stress. Sådan tackler du det. (1999) Børsens Forlag. Stress. Grib chancen for et bedre (arbejds)liv. (2006) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Lykke. Er der en vej til det gode liv? (2008) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Trivsel. En guide til motivation og arbejdsglæde. (2009) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Ned og op med stress. (2011) En samtale-bog med Pernille Rosenkrantz-Theil. Gyldendal. Arbejdsglad. - sådan skaber du bedre resultater med glade medarbejdere. (2014) Gyldendal. Skab værdi med trivsel og empati. (2015) Gyldendal. Stedbørnene. En guide til sammenbragte familier. (2015) People´s Press. Stresset. (2017). People´s Press. Mobile Pay: 31418376

Seneste artikler om Liv & Mennesker