
KLUMME // LIGESTILLING – Danmark lagde sig fladt ned efter dronning Margrethes nytårstale 2018. Alle var begejstrede, selvom det i hverdags-Danmark er uhørt at ytre sig (selv)sikkert, kategorisk og ikke mindst moraliserende. Andre kunne jo få det indtryk, at den talende selv mener at vide noget eller har erfaret eller tænkt noget, som den pågældende anser for at have tyngde til at blive givet videre.
Jeg ved det, fordi jeg selv jævnligt oplever irritation over, hvad andre opfatter som upassende skråsikkerhed fra min side. Jeg har indset, at det er de færreste, der er interesseret i mine eller for den sags skyld andres råd. Og hvis rådene perspektiveres i morale, står flertallet helt af. Folk vil helst tænke og tale selv.
”Med mindre du adspørges, så giv ikke gode råd,” lyder af indlysende grunde forfatter Helle Helles ellevte leveregel.
Så når dronning Margrethe i sin nytårstale med et overraskende retorisk greb henvender sig direkte til børnene – råder dem til at give sig tid til at mærke, ”om en ven er ked af det” – skulle man tro, danskerne ville have lukket ørerne. Men de blev siddende.
Hvorfor er det kun dronninger, der må dele ud af iagttagelser af, hvordan samfundsudviklingen forplanter sig i borgerne på måder, der ikke gavner ”landet”?
”Hvis man har så travlt med at opnå det bedste for sig selv hele tiden, kan man slet ikke se, hvordan andre har det,” afgjorde monarken.
Endnu mere påfaldende var det, at dronningen gik ind i samfundsdebatten og, i modsætning til statsministeren, skosede Danske Bank, der mistænkes for ulovlig hvidvask. (Sådan hørte jeg det).
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) valgte i sin nytårstale at springe den højst pinlige sag over, selvom talen var en oplagt chance for fx at svare bankkunder på, hvad vil han gøre for at forhindre gentagelser. Men dronningen valgte altså at moralisere og slå fast, at det er ”alvorligt, hvis nogen, som er en vigtig del af vores samfund, tager for let på deres ansvar og svigter deres forpligtelser.” Med ”betroede positioner følger et særligt ansvar og en pligt til at gøre sit bedste, der hvor man er sat”… ”Det gør mig trist, når moralen skrider.”
Også mig. Det er derfor, jeg ytrer mig af et i øvrigt velmenende hjerte. Flere har sagt, at de ”hører særligt godt efter”, når det er dronningen, der taler. OK. Men hvorfor er det kun dronninger, der må dele ud af iagttagelser af, hvordan samfundsudviklingen forplanter sig i borgerne på måder, der ikke gavner ”landet”?
Det er slut med at lytte
Jeg er rundet af en generation af kvinder, hvis fundament altid har været at tale sammen, udveksle synspunkter, lytte og i fællesskab udvikle en retning for omgang med hinanden og for samfundet. Intet mindre.
Kvinderne skulle ud, og mændene mere hjem. Vi skulle i højere grad dele ansvar og udvikle personlige ressourcer. Og således gik det bl.a. til, at kvinder og mænd i højere grad kom til at dele både stillingerne på arbejdsmarkedet, husarbejdet og forældreskabet. Det var aldrig lykkedes så langt, hvis kvinderne ikke havde anstrengt sig for at føre en åben dialog, støtte hinanden i op og nedture og således stå sammen om målet: At opnå ligestilling.
I dag tør næsten ingen længere give en anden kvinde et råd – for som regel vil hun ikke have det. Hun ”vil selv.” Eller har for travlt til at lytte.
Jeg ærgrer mig tit over den udvikling, som ikke bare mine egne erfaringer men også blogindlæg i massevis på nettet dokumenterer.
I dag tør næsten ingen længere give en anden kvinde et råd – for som regel vil hun ikke have det. Hun ”vil selv.” Eller har for travlt til at lytte
Som det forleden, skrevet af en mor, der frabeder sig gode råd i forhold til sin datters kroniske tarmsygdom, Colitis Ulcerosa. Bloggen er ét langt raserianfald mod ”gode råd,” kvinden ikke har bedt om. Hun kan godt selv finde sine informationer.
”Jeg gør tingene på min måde,” som hun skriver.
Det kan ikke udelukkes, at nogle omkring hende er gået over grænsen, for det kan være svært at finde balancen som rådgiver. Hvor meget kan man tillade sig at sige og til hvem? Måske kan vi blive bedre til at overveje, hvordan og hvem vi deler gode råd ud til. At blande sig forudsætter som udgangspunkt en vis nærhed og nænsomhed.
Men hvordan skal vi udvikle en demokratisk debat om både stort og småt, hvis alle er bange for at sige noget? Eller sige det forkert? Er vi virkelig der, hvor behandlingsindustrien skal profitere af, at vi ikke længere bruger hinanden til at vende verden med?
Således stødte jeg også her forleden på en anden blog, skrevet af en psykolog, ph.d., som viste sig at have akademiseret vores gamle venindekulturs dialog i et sæt gode råd om at give gode råd. Så vi, som psykologen forklarer, kan undgå alle de fejl, der får modtageren til at klappe i fremfor at lytte, når vi ”overdænger” vedkommende med information eller får ”modtageren” til at opleve sig presset og talt ned til. (Jeg føler mig her talt ned til!)
Måske kunne vi overveje at spørge om lov, før vi åbnede munden, lyder forslaget. Så vi ikke anbringer os i den uheldige situation at komme til at berøre overvejelser, den pågældende allerede har gjort sig, så hun føler sig ”inkompetent eller dum.” Hvor sarte har vi lov at være?
Men hvem orker at tale sammen på så kunstige præmisser?
Udvikling i dialog
I forordet til Kvindernes bog af billedkunstneren Jytte Rex – en bog, der udkom første gang i 1972, men som ustandselig genudgives, fordi den er enestående i sin fine registrering af de kvinder, der inspirerede til og drev den ny kvindebevægelse frem – skriver Rex, at bogen kan læses som en roman, der i stedet for hovedpersoner har en bevidsthedsudvikling som rød tråd, ”der går fra refleksioner over bearbejdelser af liv, tanker og oplevelser – mod blotlæggelse af illusioner, en voksende vrede, forsøg på at sætte tilstandene i bevægelse, få det private, det subjektive bragt i sammenhæng med den politiske virkelighed, så der til slut kan fokuseres på viljen til at handle politisk relevant på egne betingelser.”
Ja – det er en kønspolitisk bog. Skrevet under Rødstrømpebevægelsens og kvindesamarbejdets optur.
Når Rex opsummerer kvindernes livsdrømme, ønsker de sig mest af alt stærke oplevelser, gerne stærke sanselige oplevelser. Hvad drømmer unge kvinder om i dag? Mit bud er ”stærke oplevelser. Gerne stærke sanselige oplevelser.”
Den bevidsthedsudvikling, som Jytte Rex gjorde til sin røde tråd i Kvindernes Bog, og som udviklede sig kollektivt ved at sætte en masse fælles ”tilstande” i bevægelse, og som i sidste ende førte til en revolution af hele landets struktur, udfoldede sig jo ikke hjemme hos den enkelte kvinde på en ensom køkkenskammel men i dialog med andre kvinder.

Den dialog ser ud til at være alvorligt svækket af – tror jeg – vor tids hidsige travlhed under en konkurrencebetonet, opskruet, præstations- og arbejdsorienteret livsform med fokus på teori og økonomi.
Lad os lukke den underskudsproduktive livsform ned og åbne øjnene for hinanden igen.
Jytte Rex ville med sin bog netop vise et mere nuanceret billede af de kvinder, som var besat af frihedstrang – af muligheden for at blive ”sig selv”, fordi de følte sig mentalt spærret inde og var fortvivlede over det. Men som samtidig i Rex’ øjne slog farvestrålende gnister i al deres erotiske varme. I dag er kvinderne mentalt spærret inde af en klokkestreng og et umenneskeligt pres på arbejdsmarkedet. Vi leder stadig efter en balance, der giver tid til ”at være sig selv” – med familie.
Når Rex opsummerer kvindernes livsdrømme, ønsker de sig mest af alt stærke oplevelser, gerne stærke sanselige oplevelser. Hvad drømmer unge kvinder om i dag? Mit bud er ”stærke oplevelser. Gerne stærke sanselige oplevelser.”
Hvad gør de? Prioriterer disciplineret fornuften og forsøger at nå det hele uden at nå sig selv eller nå frem til den ”elektricitet,” Jytte Rex sansede dengang midt i 70´ernes kønskamp, og som bor i de fleste.
Jeg håber virkelig, jeg overdriver. Men tænk hvis vi kunne bytte bare lidt af den evige jagt på perfekte kroppe – moduleret efter samme skabelon i et fitnesscenter – ud med bare lidt mere tid til fællesskab og erotisk varme.
Bedstemors ret
Der er stor forskel på at give et godt råd, før en ven går til MUS-samtale og moralisere og tage ansvar på et højere niveau ved at minde andre om, at de bør holde den etiske fane højere. Men hvordan skal vi holde den etiske fane højt i nærmiljøet og i det organiserede fællesskab udenfor, så rigtigt og forkert bliver en fælles kontekst, hvis ingen tør ytre sig og ingen lytter?
Forudsætningen er åbenhed, kontakt og samtale.
Så efter min opfattelse er det enhver bedstemors ret ikke bare at give gode råd, men også at skære igennem med morale. Som andre så kan reagere på. Er det ikke præcis det at blande og ytre sig, livserfaring kan og bør bruges til?
Så, please, lad enhver dronning moralisere i sit rige.
Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her