Jeg startede i folkeskolen i 1977, og lige præcis det år var ganske særligt for min skole. Christianshavns Døtreskole. Den sidste pigeskole i landet. Det år havde man besluttet at optage drenge for første gang i skolens historie. Det kom vist endda i radio avisen, at skolen nu havde optaget den første dreng på skolen.
Han hed Thomas, og han blev min klassekammerat. Bortset fra at der altså nu var blevet åbnet for drenge på skolen, gik 1970’er ånden fuldstændig hen over hovedet på skolen. Frk. Hill stod stadig i døren om morgenen inden skolestart, og der var morgensamling hver morgen med to sange fra Højskolesangbogen kun afbrudt af Frk. Hill, der bad Fadervor.
Drømme om et andet navn
Dengang var mit efternavn meget usædvanligt. I dag er der hele skoler med kun den slags navne. Men den gang stak navnet i den grad ud fra mængden. Abdel-Hak. Der var ikke andre på skolen overhovedet, der havde sådan et navn.
Selvom jeg aldrig blev drillet for det, hadede jeg det, når der var navneopkald, og mit navn blev råbt op. Jeg drømte altid om at hedde Annette Hansen. Det havde en fuldstændig magisk klang for mig; åh at hedde Annette Hansen.
Fester på Land og Folk
Min familie var ikke specielt præget af 1970’er ånden heller. Bevares, min morfar var glødende kommunist, men det havde han altid været, så det var ikke en ligefrem en kortvarigt flirt han lige havde kørende i det årti.
Dengang var mit efternavn meget usædvanligt. I dag er der hele skoler med kun den slags navne.elvom jeg aldrig blev drillet for det, hadede jeg det, når der var navneopkald, og mit navn blev råbt op. Jeg drømte altid om at hedde Annette Hansen. Det havde en fuldstændig magisk klang for mig; åh at hedde Annette Hansen
Jeg deltog i mange fester i Land og Folks hus, ligesom jeg delte Land og Folk aviser ud sammen med min morfar. Jeg husker Land og Folk huset som et sted, fyldt med glade mennesker, der holdt gode fester. Jeg mindes ikke der blev holdt politiske taler, mere som et sted for min morfar og alle hans gamle venner fra modstandsbevægelsen på Christianshavn.
Osso Bucco og leje-TV
Mine forældre var i det hele taget ikke specielt 70’er-eksperimenterende; de havde vist mere travlt med bare at være en helt almindelig familie med arbejde og fritid. De holdt tit fester med deres venner i weekenden, hvor der blev danset igennem, og der blev serveret Osso Bucco. Vi havde sort-hvid tv. Men da der skulle komme en ABBA koncert i fjernsynet, besluttede mine forældre, at nu var det på tide at leje et farve-tv hos D.E.R.
Det føltes meget ekstravagant. At købe et tv var økonomisk helt udelukket for mine forældre. Det var i det hele taget meget normalt, at man simpelthen lejede et tv dengang.
Thomas Winding
Der var ikke børne-tv hver dag. Men det var der så om fredagen, den store tv-dag. For fredag kom børneprogrammet Kl. 4 om eftermiddagen med Thomas Winding og med verdens blødeste og dejligste stemme, som kunne fortælle historier, så man sad limet til skærmen i den time, programmet varede.
Selv fremmedhadet var på en eller anden måde mere uskyldigt i 70’erne. Da Mogens Glistrup tonede frem på skærmen for første gang, var min ægyptiske far ved at kløjes i sin leverpostejmad, da Glistrup på klingende bornholmsk tordnede løs mod ”muhammedanere”
Min fantastiske barndomsveninde, Lotte, spillede en central rolle i min barndom. Lotte var et legebarn af Guds nåde. Vi lavede selv vores små tegnefilm på lange papirruller, der blev rullet op om to blyanter, sat i kasse, og så rullede vores tegnefilm af sted på vores hjemmelavede tv-skærm, med vores eget lydbånd kørende på kassettebåndoptageren i baggrunden. Vi mimede til alle ABBA sangene med hårbørster som mikrofoner, legede hesteskole, løb på rulleskøjter, kørte på cykel i kvarteret med hjemmelavede kort over området, og sjippede og hinkede nede i gården. Vi var altid ”nede i gården” med vores legekammerater.
Og man gik kun op, når ens mor råbte ned til en, at nu skulle man op og spise aftensmad. Sådan tror jeg ikke, det er nogen steder længere. Hvis børn er i gården i dag, tror jeg de leder efter Pokemon. I det hele taget tror jeg, børn er mere indenfor.
Mogens Glistrup og muhammedanere
Selv fremmedhadet var på en eller anden måde mere uskyldigt den gang. Da Mogens Glistrup tonede frem på skærmen for første gang, var min ægyptiske far ved at kløjes i sin leverpostejmad, da Glistrup på klingende bornholmsk tordnede løs mod ”muhammedanere”.
Heldigvis er sprogbrugen siden da blevet langt mere sofistikeret end som så; mere rå og grænseoverskridende af natur. I dag sviner man heldigvis ”muslimer” til og ikke længere ”muhammedanere”. Og det er da udvikling, ikke sandt?
Topfoto: http://i.ytimg.com/vi/C3eBoTzxCds/maxresdefault.jpg. Sceendump fra youtube; Mogens Glistrup i TV-aktuelt. https://youtu.be/C3eBoTzxCds
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
