Arbejdsliv: Er det ikke på tide at knække kurven for antallet af psykisk overbelastede?

i Arbejdsmarked/Politik & Samfund af

SAMFUND // KOMMENTAR – Tilbage i 2012 blev der sat en politisk målsætning om, at andelen af medarbejdere, som var psykisk overbelastede på grund af deres arbejde, skulle reduceres med 20 pct. i 2020. Ifølge en evalueringsrapport fra Arbejdstilsynet er dette mål ikke nået. Tværtimod er det gået den forkerte vej, skriver Thomas Milsted.

I diskussionen om de psykiske konsekvenser af at være på det danske arbejdsmarked, står vi i en lidt underlig situation. I den ene lejr er der aktører og forskere, der hævder, at vi har verdens bedste arbejdsmiljø, og at vi simpelthen ikke kan være bekendt at brokke os. Nogle går så vidt som til at påstå, at det med stress og dens omfang er en kæmpe illusion talt op af bestemte faggrupper og deres fagforeninger.

I den anden lejr er der – trods en stor portion optimisme – også rynkede pander. For hvad er grunden til, at vi ikke en gang for alle kan få bugt med de negative konsekvenser af arbejdslivet, når vi faktisk ligger inde med forskning, der viser hvordan?

Til at måle andelen af medarbejdere, der både er udsat for påvirkninger i arbejdsmiljøet og som samtidig har konkrete symptomer, har man udviklet et belastningsindeks.

Medarbejdere som enten er:

  • udsat for en relativt høj grad af psykosociale påvirkninger (fx følelsesmæssige krav og tidspres) og samtidig oplever en relativt høj grad af stress.
  • udsat for vold og/eller trusler om vold og samtidig har en relativt høj grad af symptomer på depression.
  • udsat for mobning og samtidig har en relativt høj grad af symptomer på depression.

falder inden for dette indeks.

Tilbage i 2012 blev der sat en politisk målsætning om, at andelen af medarbejdere, der faldt inden for dette indeks, og som var psykisk overbelastede på grund af deres arbejde, skulle reduceres med 20 pct. i 2020.

Ifølge en evalueringsrapport fra Arbejdstilsynet er dette mål ikke nået. Vi må desværre konstatere, at det er gået den forkerte vej. For mens det i 2012 var 14,5 pct. af lønmodtagerne, der faldt inden for belastningsindekset for psykisk arbejdsmiljø, var det i 2018 15,4 pct. Det svarer til en stigning på 6,2 pct. i perioden fra 2012 og frem til 2018.

Man kan diskutere om 15,4 pct. er mange, men hvis undersøgelsens population repræsenterer de 2,8 millioner lønmodtagere der er i Danmark  taler vi altså om, at der potentielt kunne være i omegnen af 430.000 medarbejdere, der er blevet ramt af belastninger, der ligger inden for belastningsindekset. Altså ikke medarbejdere der bare har en lille smule travlt, men som har symptomer på psykisk overbelastning.

Hvad siger de, der er ramt af belastningerne

Det ville jo være oplagt at interviewe en række eksperter og bede dem give deres bud på, hvorfor det endnu ikke er lykkedes at få knækket kurven med de psykiske konsekvenser af arbejdslivet. Det kunne også være interssant at spørge arbejdsgiverne  hvad de vil gøre for at få trukket de belastede op til gruppe af medarbejdere med stor arbejdsglæde. Men jeg har valgt at spørge nogle af de ramte selv, nemlig de 2386 medlemmer i Netværk For Stressramte.

Netværk For Stressramte er et socialt netværk og forum for personer, der er ramt af stress, og for andre, der bare er interesserede i at blive klogere på, hvad stress er og hvordan man selv kan undgå selv at blive ramt af det. Det er et forum, hvor netværket hjælper hinanden med råd, vejledning eller fortæller oplevelser omkring stress, de vil dele i netværket.

De svar der kom frem, gav et interessant billede, der kredser om problemstillinger, vi har kendt til i mange år.

Dels oplevelsen af ikke at føle sig mødt eller blive taget alvorligt. Dels den oplevelse at alt skal gå hurtigere og hurtigere. At der ikke er tid nok til at løse opgaverne.

En fibersprængning af hjernen

Jeg har valgt at lave et nedslag i de mange besvarelser, der kom på min henvendelse til gruppen af stressramte. Citater der taler for sig selv. Jeg er med på, at de er subjektive oplevelser, og ikke nødvendigvis  repræsenterer det generelle billede, men de er værd at lytte til, hvis vi skal eliminere den sidste store restgruppe af mennesker, der har betalt en høj pris for at gå på arbejde.

Samfundet kører med 110 i timen … medarbejderne skal følge med … gør de ikke det, er det ud af vagten”

”Jeg oplever stadig, at der mangler en grundlæggende forståelse for, at det er hjernen, der er belastet. Alle kan forstå at hvis du brækker et ben, så tager det så og så lang tid, førend at du må gå på det igen. Men når man går ned med stress, er der ingen forståelse for, at det er hjernen, der skal hele op igen. Først skal man have kroppen ud af alarmberedskab, hvilket man kun får med ro, og ro, og ro. Man bliver tvunget tilbage på arbejdet med trusler om fyring, hvis man ikke snart møder op. Så det gør man jo, og tit ender det med, at man må lægge sig igen og igen, fordi man aldrig heler helt. En fibersprængning af hjernen kan man sige, som aldrig får lov at få ro.”

”… det gælder os selv, arbejdsgiverne, lægerne, jobcentrene. Vi bliver nødt til at tage stress meget mere alvorligt hele vejen rundt. Kampagner der skal gøre folk opmærksomme på symptomerne og skynde sig til læge (ligesom man har haft det før med kræft – stress der opdages i tide kan helbredes).”

“Information til arbejdsgiverne og jobcentrene om, at det er en alvorlig helbredstrussel, der kræver tid til heling. Den måde vi behandler stress på i dag svarer til at bede en person med et brækket ben om lige at løbe en lille tur hver uge, så vi kan se, hvad benet kan klare. Og så undrer vi os over, at benet ikke heler!”

Det er svært at følge med

”Samfundet kører med 110 i timen … medarbejderne skal følge med … gør de ikke det, er det ud af vagten, derfor gør vi alt det, vi kan for at følge de 110 i timen, der er ikke plads til kun at køre 80. Vi skal hele tiden yde det bedste og det hurtigste. Når vi samtidig er opdraget til at “ skulle”, jamen så vil det give stress hos nogle mennesker. Samfund og ikke mindst dårlig ledelse, arbejdsmiljø på arbejdspladserne er hovedårsagen til at mange får stress. Det er mit bud.“

Ledelse er blevet et spørgsmål om at dokumentere og effektivisere”

“Jeg blev nødt til at flygte på efterløn for at overleve. Ledelsen valgte at sætte deres lid til dyrt betalte konsulenter, og indførte den ene håbløse organisationsændring efter den anden. Medarbejderne blev flyttet rundt som ludobrikker uden reelt at blive hørt eller respekteret for faglighed og mange års erfaring. Megen viden og kunnen gik tabt. Der var ikke plads til det enkelte menneske. Det havde været nemmere for ledelsen, hvis vi var robotter. Jeg er glad for, at jeg havde muligheden for at gå på efterløn, men lever stadig med fysiske og psykiske eftervirkninger af mange års stresspåvirkning.”

“Ledelse er blevet et spørgsmål om at dokumentere og effektivisere. Omsorg kan ikke udføres under tidspres. Dokumentationen signalerer at de fleste medarbejdere er uansvarlige og uprofessionelle mennesker, der ikke ønsker at gøre deres bedste. Konstant stigende evaluering og indrapportering for at dokumentere, at man leverer, dræber engagement og faglig stolthed. Det er uværdigt. Denne slet skjulte, konstante og stigende overvågning og mistillid skaber stress og angst.”

“Nedskæringer, ikke nok hænder, mangelfuldt uddannede/ikke erfarne nok ledere, ingen forståelse for langvarig og/eller kronisk sygdom/handicap i de forskellige systemer og organisationer, manglende hjælp og støtte ift. sygdom og handicap, pres ovenfra ift. at alt skal gå hurtigere end før med færre ressourcer, på samfundsniveau at alle indoktrineres med at skulle producere for konkurrencestaten + at alt individualiseres inkl. ansvar for ting, som individet ikke har nogen indflydelse på.”

“Der er for travlt og i mit tilfælde har det været meget alvorlige og kaotiske fødsler (jeg er jordemoder, red.), der igennem flere år har fået mig til at bryde sammen. Der ydes ingen supervision til os; vi får sjældent debriefing på de kaotiske forløb, og det tærer. Vi har mulighed for at få psykologhjælp, men der er mindst 6 ugers ventetid på det; det er absurd. Er man som jeg gået ned med stress, så er det nærmest umuligt at få hjælp, og det er urimeligt, at man skal kæmpe så hårdt for at få hjælp.”

Der er altså mange forklaringer på, hvorfor vi stadig slås med psykiske konsekvenser af arbejdslivet, og kunne det næste årti ikke handle om at få styr på de strukturerer, der forårsager dem?


Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde

Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.

Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.


Foto: Pixabay

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Thomas Milsted er forfatter og rådgiver. Er medlem af Dansk Journalistforbund og har skrevet adskillige bøger og artikler om og omkring det psykosociale arbejdsmiljø. Har i mere end tyve år arbejdet som rådgiver og foredragsholder. Tidligere leder af Center for Stress og Trivsel A/S, nu freelance og Generalsekretær i Stresstænketanken. Sidder og har siddet i diverse tænketanke med hovedvægt på at få løst stressproblematikker i danske organisationer og samfundet generelt.

Har blandt andet udgivet: Stress. Sådan tackler du det. (1999) Børsens Forlag. Stress. Grib chancen for et bedre (arbejds)liv. (2006) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Lykke. Er der en vej til det gode liv? (2008) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Trivsel. En guide til motivation og arbejdsglæde. (2009) Jyllandspostens/Politikens Forlag. Ned og op med stress. (2011) En samtale-bog med Pernille Rosenkrantz-Theil. Gyldendal. Arbejdsglad. - sådan skaber du bedre resultater med glade medarbejdere. (2014) Gyldendal. Skab værdi med trivsel og empati. (2015) Gyldendal. Stedbørnene. En guide til sammenbragte familier. (2015) People´s Press. Stresset. (2017). People´s Press. Mobile Pay: 31418376

Seneste artikler om Arbejdsmarked