SORG // ESSAY – For ti år siden døde Louise Winthers far brat. Han var på mange måder en god far, men han var en reserveret og egenrådig mand, der i høj grad havde nok i sig selv, og som ikke evnede at vise sine nærmeste, at de betød noget for ham. Det lod heller ikke til, at han var klar over den store betydning, han selv havde for sin hustru og for sine børn. Han havde altid sagt, at hans urne skulle i de ukendtes grav. Alligevel insisterede Louise Winther på, at hendes far skulle have sit eget gravsted. Men må man godt gå imod et menneskes sidste vilje?
En blæsende septemberdag for ti år siden kimede vores telefon på et helt forkert tidspunkt. Min far var faldet om på hovedgaden og var blevet indlagt på intensiv. ”I må hellere komme,” sagde en stemme.
Barmhjertige forbipasserende var straks gået i gang med hjertemassage og kunstigt åndedræt, ambulancen var på pletten, og førstehjælpen blev fortsat på den korte køretur til hospitalet. Lægerne mente, at den 73-årige mand kunne reddes, men blødningen var for stor og hjernen for medtaget. Vi fik besked på at tilkalde resten af familien, og få timer senere blev der slukket for min fars respirator.
Et uønsket barn
Min far blev født i 1938 som barn nummer tre af en kvinde, der kun ville have haft to børn, og som igen og igen fortalte min far, at han var en fejl.
Før hun blev gift, var min farmor telefonistinde hos KTAS. Det var en stilling, hun var glad for. Den mand, der skulle blive min farfar, var til gengæld glad for min farmors yndige lillesøster. Men lillesøsteren afviste ham, og i stedet vendte han sig imod hendes knap så yndige, lidt kantede storesøster.
Trods sin kærlighedsløse opvækst var han dog på mange måder en god far for min søster og mig; han hverken drak eller slog, lørdag formiddag tog han os med på biblioteket, og han sang ”Elefantens vuggevise”, når vi skulle sove
Min farmor og farfar samt min farmors søster og hendes mand købte et dobbelthus og boede dermed det meste af deres voksenliv dør om dør. Således blev min farmor dagligt mindet om den kvinde, som hendes mand hellere ville have haft, og dagligt blev min farfar mindet om den kvinde, der ikke ville vide af ham. Måske derfor var min farfar sjældent hjemme.
Hvorfor min farmor en dag valgte at servere min fars hvide kælekanin til aftensmad, ved jeg ikke. Men det har næppe gjort noget godt for min fars og min farmors indbyrdes forhold.
Han gik ud i haven
På den baggrund er det ikke så sært, at min far udviklede sig til en reserveret og egenrådig mand, der i høj grad havde nok i sig selv. Trods sin kærlighedsløse opvækst var han dog på mange måder en god far for min søster og mig; han hverken drak eller slog, lørdag formiddag tog han os med på biblioteket, og han sang ”Elefantens vuggevise”, når vi skulle sove.
Men både mentalt og følelsesmæssigt var han fraværende, og han gjorde præcis det samme som navnkundige Søren Ryge, da han blev far: Han gik ud i haven. Det vil sige – ”have” var så meget sagt; det var tale om en stor mudderpøl fuld af nedgravet byggeaffald. Men min far smøgede ærmerne op og tog fat; han planlagde, plantede, puslede og plejede i en sådan grad derude, at jeg blev jaloux over al den opmærksomhed, som haven fik, og som jeg godt kunne have brugt lidt af.
Dengang troede jeg, at en far var sådan én, der ikke var der. Først som voksen blev jeg klar over, hvor meget jeg havde manglet en nærværende far i barndommen
På forbløffende kort tid fik han forvandlet den bare jord til et sandt paradis med rhododendron, kejserkroner, engletrompeter og sågar åkander i en lille, kunstig sø. Min onkel kaldte drilsk haven for ”Kajs botaniske have”, dels på grund af de mange plantearter, dels fordi min far lod de små, hvide sedler, der fulgte med fra planteskolen, blive siddende på træer og buske.
En far – én, der ikke er der
Når min far ikke puslede i haven, var han på sit krævende arbejde hos medicinalfirmaet Novo, på kongres i udlandet, på navigationskursus, på tur med sin sejlbåd på Roskilde Fjord eller ude at jogge på kondistien i Boserup Skov. Og når han endelig var hjemme og inden døre, læste han avis eller sov til middag på tremmesofaen. Dengang troede jeg, at en far var sådan én, der ikke var der.
Det var dog aldrig noget, vi talte om, han og jeg. Ingen af os havde det sprog, der skulle til. Vi var ordløse, vi var stumme
Først som voksen blev jeg klar over, hvor meget jeg havde manglet en nærværende far i barndommen. Det var dog aldrig noget, vi talte om, han og jeg. Ingen af os havde det sprog, der skulle til. Vi var ordløse, vi var stumme.
Som voksen begyndte jeg at invitere ham med, når jeg selv havde et ærinde på planteskolen, under dække af at have brug for hans råd: Skal jeg købe de gule eller måske snarere de blå? At være sammen, mens vi talte om buske og blomsterløg, var trods alt bedre end ingenting.
En plaget mand
De sidste år af sit liv var min far en plaget mand. Han klagede over træthed, selvom han sov det meste af tiden. Han snorkede, så hele huset rystede. Han måtte ofte ud og kaste op, når han havde spist. Han kunne få anfald af hikke, som varede i timevis, nogle gange i dagevis, og i månedsvis havde han kun én fortand. Jeg kunne næsten ikke holde ud at se på ham.
Jeg syntes, at han med sin adfærd signalerede, at vi andre ikke betød noget for ham
Men det værste var, at han nægtede at tage al den medicin, lægen havde udskrevet for hans tårnhøje blodtryk. ”Bivirkningerne er for generende,” sagde min far (der i øvrigt var farmaceut) og lod hånt om udsigten til den – i hvert fald for hans pårørende – langt værre bivirkning, der var ved ikke at få bragt blodtrykket ned. Jeg var vred på ham; jeg kunne ikke acceptere, at han ikke tog sit skrantende helbred alvorligt. Og jeg syntes, at han med sin adfærd signalerede, at vi andre ikke betød noget for ham.
En dag i juni 2011 trak jeg ham til side i mine forældres sommerhushave. Og der sad vi så, min far og jeg, på den frønnede bænk i en boble af solskin. Jeg talte fra hjertet om min bekymring for ham og hans helbred, og jeg sagde, at vi var mange, der ville blive meget kede af det, hvis han pludselig drattede om. Det var mit indtryk, at han lyttede. Men han svarede ikke. Han nikkede bare langsomt. Da han åbnede munden, var det for at tale om træerne, buskene, blomsterne og om at være lige her og nu. Knap tre måneder senere lå han stendød i en kridhvid hospitalsseng.
Min fars sidste vilje
Min far talte sjældent om døden. Men tre ting sagde han: At han gerne ville falde om og være væk, bum. At han ville brændes. Og at han ville ligge i en anonym fællesgrav. De første to ønsker fik han opfyldt.
Så længe jeg kan huske tilbage, var det hans indstilling, at han skulle i de ukendtes grav, som det hed dengang. Men indeni blev jeg uendeligt trist, når jeg hørte ham sige det. For det var jo helt forkert – han var ikke spor ukendt; han var min far!
Det tog en evighed, før jeg turde sige højt, at jeg havde modsat mig min egen fars ønske om at komme i den anonyme fællesgrav. For kan man egentlig tillade sig at gå imod et menneskes sidste vilje?
Hans argument var, at han ikke ville ligge sine efterladte til last. Men for mig var – og er – det vigtigt at kunne ”besøge din grav som nu engang er det sted her i verden, hvor du ikke er”, som digteren Søren Ulrik Thomsen har udtrykt det i sin fremragende digtsamling ”Rystet spejl”. Så jeg insisterede på, at min far fik et gravsted.
Og det gør mig godt at passe min fars lille urnehave, hvor jeg har lagt tulipanløg og plantet julerose, lavendel og hvide liljer. Det føles både rigtigt og betydningsfuldt at passe ”fars have”.
Men det tog en evighed, før jeg turde sige højt, at jeg havde modsat mig min egen fars ønske om at komme i den anonyme fællesgrav. For kan man egentlig tillade sig at gå imod et menneskes sidste vilje?
Fraværet fylder
”Dit fravær er så præcist som konturer af tomhed på et fotografi, hvor du er skåret væk og derfor fylder mere end alt andet.”
Digtet, som jeg skrev et halvt år efter min fars død, passer stadig. For han betød meget for mig, da han var i live, han betyder stadig meget for mig, selvom han har været død i ti år, og han vil blive ved med at have stor betydning helt frem til den dag, hvor også jeg ligger på kirkegården. Simpelthen fordi han var – og er – min far. Og så er den ikke længere.
LÆS MERE AF LOUISE WINTHER HER
Topfoto: Louise Winther som student og hendes far i hans have, 1982. Privatfoto
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
