POV BUSINESS // ERHVERVSKLUMMEN – Når erhvervslivets topchefer møder den politiske elite i denne uge til World Economic Forum i Davos, kan vi forvente, at de vil kappes om hvem der gør mest for verden. CO2-reduktion, cirkulær økonomi, klimatilpasninger, sundhed og andre temaer om bæredygtighed ligger i toppen af agendaen. Men bæredygtig business er fortsat et elitært projekt, påpeger direktør Morten Nielsen, som efterlyser samarbejde mellem erhvervslivet, dets organisationer, regeringen og civilsamfundet om at udvise det nødvendige lederskab og få gennemført den bæredygtige omstilling. Omstillingen skal også ud til iværksætterne, de små- og mellemstore virksomheder og selvfølgelig til forbrugerne. Uret tikker og de flotte festtaler i Davos skal følges op af gennemgribende handlinger.
I denne uge mødes store dele af verdens økonomiske og politiske elite i Davos. Den nye rapport Global Risks 2019 viser med al ønskelig tydelighed nødvendigheden af at fokusere på klima og bæredygtighed.
Ekstremt vejr, fejlslagne klimaindsatser og naturkatastrofer topper listen over de mest sandsynlige og alvorlige risici skarpt forfulgt at menneskeskabte miljøkatastrofer og total kollaps af livsvigtige økosystemer.
Erhvervslivets engagement kommer i absolut sidste sekund.
Det er ikke kun virksomhedernes konkurrenceevne, der står på spil. Det er vores allesammens overlevelsesevne, det handler om. Og flere store danske virksomheder har kastet sig ind i kampen med nyt mod og engagement
I sin seneste rapport fastslår FN’s Klimapanel, IPCC, at der skal dramatiske adfærdsændringer til fra alle steder i samfundet, for at undgå temperaturstigninger med katastrofale konsekvenser. Det er ikke kun virksomhedernes konkurrenceevne, der står på spil. Det er vores allesammens overlevelsesevne, det handler om.
Flere store danske virksomheder har kastet sig ind i kampen med nyt mod og engagement.
For få år siden diskuterede man på direktionsgangen, hvorfor man skulle påtage sig et samfundsansvar, udover løfter om få procents reduktion af miljøbelastningerne, som mindede mere om grønvask end om helhjertede CSR-programmer. Nu spørger topcheferne om, hvordan de kan gøre en positiv forskel for verden og hjælpe til at opfylde Verdensmålene med nye radikale innovationer og en fuldstændig forandring af forretningsmodellerne.
Målsætningerne er ambitiøse og blottet for den forsigtighed og snusfornuft, der ellers er så karakteristisk for mange danske virksomheder.
Et godt eksempel på en dansk frontløber er Mærsk, der på efterårets COP24 i Polen lancerede et mål om ikke at udlede CO2 i 2050. Det kan lyde som om, at Mærsk giver sig lige lovlig god tid til at forandre deres forretning. Men med tanke på, at Mærsk langtfra har teknologien til at levere CO2-fri skibsfart i dag, og at det tager lang tid at foretage et generationsskifte i skibsflåden, er det faktisk et særdeles ambitiøst mål.
The future of #shipping? Net zero CO2 Emissions. #COP24 #CO2 #IMO2020 #Sustainability https://t.co/2ZJfcz9ZZv pic.twitter.com/amcpGBKhZB
— Maersk (@Maersk) December 4, 2018
Et andet eksempel er Ørsted, det tidligere DONG. For ca. ti år siden var 80 procent af deres forretning baseret på sort energi og kun 20 procent kom fra grøn energi. I dag er det omvendt takket være ambitiøse mål og en modig forandring af forretningsmodellen. Den grønne energi udgør 80 procent af produktionen og den sorte energi er på vej ud.
Markedsmulighederne i bæredygtighed er astronomiske, men færre end 10 procent af de nordiske opstartsvirksomheder arbejder for Verdensmålene. Og selv blandt disse er det de færreste, der markedsfører deres sociale og grønne bidrag
I en artikel på tv2.dk forklarer Troels Ranis, der er energi- og klimachef i Dansk Industri, at klimaforandringer og bæredygtighed også er en forretningsmulighed for danske virksomheder. ”De (virksomhederne, red.) står i dag allerede stærkt internationalt. Den indsats skal styrkes i de kommende år, fordi konkurrencen på det her område stiger voldsomt”.
Markedsmulighederne i bæredygtighed er astronomiske.
I deres rapport, Better Business Better World, har en kommission nedsat til World Economic Forum i Davos i 2016 beregnet at Verdensmålene for bæredygtighed repræsenterer forretningsmuligheder til en værdi af svimlende 12 billioner US dollars.
Rapporten identificerer hele 60 markedsmuligheder inden for fødevarer og landbrug, byer, energi og materialer samt sundhed og velfærd.
Kommissionens medlemskreds omfatter blandt andre Grundfos’ progressive CEO, Mads Nipper, og danske Lise Kingo, Executive Director for FN’s Global Compact og tidligere topchef i Novo Nordisk.
På trods af det åbenlyse behov for bæredygtig business og de store markedsmuligheder mangler vi fortsat at se de store gennembrud blandt de helt små iværksættervirksomheder.
En rapport fra Danske Bank slår fast, at færre end 10 procent af de nordiske opstartsvirksomheder – de såkaldte Impact Startups – arbejder for Verdensmålene. Og selv blandt disse er det de færreste, der markedsfører deres sociale og grønne bidrag.
De små- og mellemstore virksomheder har ikke musklerne og kompetencerne til på egen hånd at drive de nødvendige forandringer … Uret tikker og de flotte festtaler i Davos skal følges op af gennemgribende handlinger
De mellemstore virksomheder har tilsyneladende også brug for hjælp til at transformere deres forretningsmodeller. Et af symptomerne på det er fx at Industriens Fond netop nu er ved at implementere et SDG Accelerator Program for at sætte tempo på mellemstore virksomheders bæredygtige forretningsudvikling.
Det tyder på at de små- og mellemstore virksomheder ikke har musklerne og kompetencerne til på egen hånd at drive de nødvendige forandringer.
Når de magtfulde topchefer mødes i Davos og taler om hvad de kan gøre for verden, er det således fortsat et elitært projekt.
Misforstå mig ikke; det er særdeles positivt at de store, frontløberne og meningsdannerne har sat gang i den helt nødvendige forandring i den private sektor, og nu taler om hvordan de kan være bedst for verden, og ikke som tidligere bare bedst i verden og på markedet.
Men nu er det vigtigt ikke at forfalde til selvros. I stedet skal erhvervslivet og dets organisationer samarbejde med regeringen og civilsamfundet om at udvise det nødvendige lederskab og få gennemført den bæredygtige omstilling.
Omstillingen skal også ud til de iværksætterne, de små- og mellemstore virksomheder og selvfølgelig til forbrugerne. Uret tikker og de flotte festtaler i Davos skal følges op af gennemgribende handlinger.
Topillustration: Flickr – Engineering at Cambridge. Fra rapporten, “Better Business – Better World.”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her