Håbet om en kvindelig præsident brast i USA – lige før 8. marts

i LIGESTILLING/USA af
KOMMENTATOR // 8. MARTS – Amerikanske kommentatorer diskuterer for 117. gang spørgsmålet: findes der  glasloft for kvinder, som spærrer for adgangen til Det Hvide Hus efter Elizabeth Warren trak sig fra præsidentvalgkampen i denne uge – og kan en kvinde overhovedet blive præsident i USA? Svaret er ja til begge spørgsmål, siger Annegrethe Rasmussen, der i anledning af kvindedagen 8. marts tager en tur i den politiske ligestillingsmølle. Der er ikke enighed om ret meget – ligesom i den danske kønsdebat.

WASHINGTON D.C. – Kvinder i amerikansk politik – it’s complicated.

Lad os blot slå fast med det samme: Kvinder er den halve verden – og lidt til – i USA. De udgør over halvdelen af vælgerne (51 %) og de stemmer i højere grad end mændene (55 % stemmer mod 52 % af mændene). Og ja, selvfølgelig var det en kolossal skuffelse for Elizabeth Warrens kernestøtter – hvide, veluddannede kvinder – da den progressive senator fra Massachusetts trak sig fra kampen om at blive det demokratiske partis præsidentkandidat i denne uge.

Amerikas kvinder slås med udfordringer, der ligger ganske langt væk fra de danske

Det amerikanske medielandskab eksploderede på alle platforme med skuffede røster – fra feminister (selvfølgelig) til kvinder og mænd, som er optaget af ligestilling i al almindelighed, for det er nu et faktum, at uanset hvem der vinder primærvalget hos demokraterne, bliver det en ud to ældre hvide mænd, Joe Biden eller Bernie Sanders, der skal kæmpe mod en tredje af slagsen, Donald Trump, ved præsidentvalget 3. november.

En skuffelse for USA’s piger

Selv sagde Warren, at det sværeste ved at stoppe kampagnen var, at små piger skal vente 4 år til, før de har en rollemodel, der kan vise dem, at det at stille op til præsidentvalget er noget “girls just do”, som hun sagde flere gange under sin egen kampagne. Hun diskuterede køn med MSNBC’s Rachel Maddow her:

Den kendte amerikanske feminist Jessica Valenti skrev efter Warrens fald et åbent brev til den kommende demokratiske kandidat i en artikel med overskriften, “Det bliver svært at komme sig over det, der skete med Elizabeth Warren”, at uanset hvem partiet vælger, er det vigtigt, at kandidaten forstår, hvor meget kvindehad og diskrimination mange kvindelige vælgere møder og skal forholde sig til.”

”Og støtterne, der bakker op om kandidaten, må også give os lov til at være kede af det, ja nærmest deprimerede over, at vi én gang til skal bevidne en kamp om ledelsen af USA, der vil stå mellem to gamle hvide mænd.”

Ingen barselsorlov eller ret til daginstitutioner

Men så kommer det mere komplicerede spørgsmål om Warrens såkaldte electability – valgbarhed.

Og om kvinder i amerikansk politik i det hele taget. Og her kommer en lang række komplicerede spørgsmål på banen.

Man skal for det første huske, at Amerikas kvinder slås med udfordringer, der ligger ganske langt væk fra de danske.

Det er f.eks. i stigende grad svært for mange, især de fattigste, at få en abort, trods det at retten fortsat findes på papiret. Dertil kommer, at den økonomiske usikkerhed er langt større end i Danmark alene af den grund, at der ikke findes et socialt sikkerhedsnet, der samler alle op, på samme måde, som vi er vant til.

Der er i USA ingen lovfæstet ret til barselsorlov, ingen ret til daginstitutioner, og en kønsrollestruktur, som især på landet er konservativ på en helt anderledes håndfast måde end i Skandinavien

Og selvom det faktum også rammer ressourcesvage mænd (se blot på selvmordsraterne, kriminaliteten og dødeligheden i det hele taget), så står især ikke-hvide kvinder og især enlige kvinder med børn med massive problemer af en helt anden karakter end dem, danske kvinder står overfor.

Protest mod begrænsninger i fri abort  i USA – Foto: privat

Jeg nævner i flæng, at der i USA ingen lovfæstet ret er til barselsorlov, ingen ret til daginstitutioner, og en kønsrollestruktur, som især på landet er konservativ på en helt anderledes håndfast måde end i Skandinavien. Du kan heller ikke uden videre, hvis du er gravid og ikke har forsikring, regne med hjælp til hverken jordemor, læge eller under selve fødslen.

Børn og husholdning er simpelthen fortsat en kvindes hovedansvar, og især på landet ligger kønsrollerne ret fast, også selvom kvinderne nu samtidig i stort tal befinder sig på arbejdsmarkedet.

Det er forhold, som vi overhovedet ikke kender i Danmark, og mange yngre danskere har svært ved at tro på det, når jeg taler med dem, men det skyldes – er mit bedste bud – en massiv kulturel skævvridning af mediebilledet i det danske, hvor man mest hører om den unge generation (og ofte de mest veluddannede).

Men hippe kvinder med en lang uddannelse fra New York, Boston, L.A eller San Francisco har intet med størstedelen af amerikanske kvinders levevilkår at gøre og kan ikke bruges som den linse, man kan se ligestillingen i USA igennem.

Var Warren bare ikke god nok?

Når det er slået fast, er det dog fair at tilføje, at det selvsagt ikke er alle, som mener, at Warrens skæbne skyldes hendes køn.

Jeg har tidligere citeret politisk spindoktor James Carville for synspunktet om, at Warrens kampagne faldt sammen, fordi hun ikke kunne gøre rede for finansieringen af ”Medicare for all” – hendes sygesikringsplan. Andre mener, som her Katie Herzog i tidsskriftet Reason, at Warren var belærende, ufolkelig og havde en alt for smal appel.

Det er bestemt hæderlige bud, så hvis man mener, at alt udelukkende bunder i kandidaternes politik og at køn intet betyder, kan man slutte læsningen her.

I anledning ikke mindst af kvindedagen agter jeg nemlig at se lidt mere på kønsaspektet i amerikansk politik.

Det, der gør en mandlig kandidat populær, er præcis det samme, som det en kvindelig kandidat skal have – og Warren manglede det hele

For hvordan gik det egentlig til, som Lisa Lerer skriver i New York Times fredag i en artikel med titlen ”Was it always going to be the last men standing?”, at når alt kom til alt, så endte det med at ”the pink wave carried two white men ashore.”

Med ”the pink wave” refererer Lerer for det første til en ny og kraftigt voksende kvindebevægelse i USA, der var bredere og langt mere synlig udenfor Amerika end tidligere.

For det andet henviser hun til en kraftig vækst i antallet af politisk aktive kvinder, som har ledt til en veritabel omkalfatring af det demokratiske parti.

Midtvejsvalget  i 2018 var et “year of the women”

Det hører vi ikke så meget om i danske medier, men der er ingen tvivl om, at Trumps tone overfor og holdning til kvinder havde betydning for, at republikanerne tabte midtvejsvalget i 2018 med et brag (det var især de hvide, veluddannede kvinder i forstæderne, som partiet tabte i 2018 – hvide middelklassekvinder stemte til gengæld i højere tal på Trump end på Clinton ved valget i 2016).

Ved valget i 2018 stormede kvinderne frem i så højt et tal, at midtvejsvalget blev kaldt ”year of the women” – for anden gang (første gang var i 1992, som en reaktion på ’Anita Hill-skandalen’, da Clarence Thomas blev valgt som højesteretsdommer). I alt stillede dobbelt så mange kvinder op i sammenligning med sidste midtvejsvalg, først og fremmest i det demokratiske parti.

The Senate Democratic women in 1993. L-R: MurrayMoseley BraunMikulskiFeinsteinBoxer. As of 2019, Senator Feinstein and Senator Murray are still active members of the Senate. Foto: Wikimedia Commons

‘Year of the Women’ førte til en enorm ændring ved midtvejsvalget, hvor over 100 folkevalgte kvinder blev valgt til Repræsentanternes Hus for første gang i USA’s historie – 103 i alt

En anden faktor før midtvejsvalget, som er værd at notere, og som også kan tilskrives den markant højere aktivitet og større interesse for politik var, at organisationen Emily’s List, der arbejder for at flere kvinder skal stille op ved valgene. gik fra at have rådgivet 900 kvindelige potentielle kandidater årligt i 2015 og 2016 til hele 26.000 i 2017 – en veritabel eksplosion i interessen for politik.

Det førte til en enorm ændring ved midtvejsvalget, hvor over 100 folkevalgte kvinder blev valgt til Repræsentanternes Hus for første gang i USA’s historie – 103 i alt. Der var i øvrigt også et rekordantal af kvinder, som bejlede til posten som guvernør i de amerikanske stater (guvernøren for en stat svarer til borgmesteren for en dansk by, altså den øverste politiske chef).

Den udvikling tilskrives bl.a. protesterne mod Trump og truslerne mod abortrettighederne, der kom til udtryk i’The Women’s Marches i 2016 og 2017, som var de største civile borgerrettighedsprotester i nyere amerikansk historie – siden 1960’erne og 70’erne i kampen for sorte amerikaneres rettigheder, og protesterne mod Vietnamkrigen. ”The Womens’ March” blev billedliggjort med lyserøde ”pussyhats”, der gik verden rundt – POV dækkede dem også i både København og i Washington:

Trumps indsættelse overskygget af globale protestmarcher

Oveni triumferne ved midtvejsvalget kan man lægge den bemærkelsesværdige rehabilitering af den demokratiske forkvinde for Repræsentanternes Hus, Speaker Nancy Pelosi, der i årevis blev betragtet som en politisk møllesten om demokraternes hals – en fortidslevning, der ofte var genstand for hånende memes og videoklip.

Kvinder i USA skal ikke blot overbevise vælgerne om, at de kan vælges, deres electability, som det hedder, men de skal også  overbevise de samme vælgere om, at andre vil stemme på en kvinde

I dag bliver den 79-årige politiske veteran hyldet som prototype på en badass og dyrkes ivrigt af yngre demokrater, ikke ulig den heltedyrkelse, der er blevet andre ældre progressive ikoner til del som Ruth Bader Ginsburg og Bernie Sanders.

Med Lisa Lerers ord: “Female politicians now head all four of the Democrats’ campaign committees.”

“For the first time in history, Americans saw a diverse group of female leaders pursuing the country’s highest office, an elite sorority that included former prosecutors, senators, a combat veteran and even a self-help celebrity. And, for the first time in history, a majority of Democratic voters rejected them all.”

Sexisme eller dobbelt kynisme?

Hvad er på spil? “Sexisme og dobbelt kynisme”, forestillingen om, hvad ”en rigtig leder” er for en, med andre ord og især antagelsen om, at Trump kun kan slås af ”en der ligner ham”.

Jelani Cobb, der er skribent ved magasinet, The New Yorker, kalder sidstnævnte for “dobbelt kynisme”, der kan have gavnet Joe Biden:

I might consider voting for her, but I don’t think a lot of white men want to. But I think they might vote for Biden.

Fænomenet er velkendt, og bunder dybest set i, at kvinder i USA ikke blot skal overbevise vælgerne om, at de kan vælges, deres electability, som det hedder, men også overbevise de samme vælgere om, at andre vil stemme på en kvinde.

Og på et tidspunkt i amerikansk politik, hvor de demokratiske vælgere konsekvent sætter spørgsmålet “hvem kan slå Trump?” øverst på ønskelisten, ramte antagelsen om, at en kvinde ikke kan vinde over præsidenten, Warren tungt. Jackie Speier, der er medlem af Repræsentanternes Hus for Californien udtrykker det således til netmagasinet POLITICO:

“Privilege is that white men get to be the default, they get to be the regular, they get to be the fallback position. And then everybody else … is the other, is the exception, is the risk.”

Er det et spørgsmål om dobbeltmoral? At kvinder heller ikke er helt trygge ved stærke kvinder, og at vi derfor er mere tilbøjelige til at motivforske?

Liz Mair, der er tidligere talskvinde for det republikanske partis hovedbestyrelse (RNC) er totalt uenig. Hun siger om Warrens fald også til POLITICO, at det, der gør en mandlig kandidat populær er præcis det samme, som det, en kvindelig kandidat skal have – og at Warren manglede det hele:

“Solid name ID, viewed favorably, liked, relatable and effective at beating the crap out of her opponents instead of delivering professorial lectures or talking point recitations or ideological word salad in the middle of debates.”

“Der er ingen forskel på de kvaliteter, der gør en mand eller en kvinde valgbar” Liz Mair, Wikipedia.

Spørgsmål om cookies og hudpleje – der ér en forskel

Det lyder besnærende rigtigt, men selvom det er sandt, at de efterspurgte kvaliteter er ens – hvad jeg kan tilslutte mig – så kan man selvsagt møde forskellige typer snubletråde på sin vej.

Jeg husker, hvordan Clintons kampagnestab tilbage i 2016 udarbejdede et memo til kandidaten, der anbefalede hende at være mere ”varm, morsom og elskelig”

Og jeg kan nu ikke dy mig for at tænke over, hvorfor Warren blev spurgt om sine hudplejeprodukter, på samme måde som Clinton blev bedt om at give opskrifter på cookies i sin tid som førstedame.

Jeg husker også, hvordan Clintons kampagnestab tilbage i 2016 udarbejdede et memo til kandidaten, der anbefalede hende at være mere ”varm, morsom og elskelig” uanset at Clintons force ikke er, og aldrig blev, humor eller smalltalk.

Måske er det for mange – også for mange kvinder – alligevel, som lektor ved New York University Katie Roiphe har sagt det i bogen Thirty Ways of Looking at Hillary, som om det er ‘meget nemmere, mere cool og mere tiltrækkende at have en kvinde’ som præsident på det tidspunkt, ‘hvor hun rent faktisk ikke stiller op’.

Er det et spørgsmål om dobbeltmoral? At kvinder heller ikke er helt trygge ved stærke kvinder, og at vi derfor er mere tilbøjelige til at motivforske?

Jane Kramer, europæisk korrespondent ved The New Yorker, indrømmede i samme bog, at hun ”til stadighed” granskede Hillary Clinton på en måde, som hun ikke gjorde med mandlige politikere: ”Når jeg ser på de mænd, som stiller op, spørger jeg mig selv, om deres politik ligner noget, jeg også mener. Også om de er modige nok og har visioner. Med Hillary har mit spørgsmål snarere været: Hvorfor vil du have dette job?”

Senator Elizabeth Warren har ingen karisma overhovedet. Hun er ‘boring, boring, boring’. Camille Paglia spår, at ”den første kvindelige præsident muligvis kan ende med at være republikaner

En af mine egne helte udi feminisme – og kontroversiel som ind i helvede – er litteraten Camille Paglia.  Hun gjorde kort proces overfor Warren, da jeg interviewede hende i 2014 på hendes arbejdsplads i Philadelphia på University of the Arts.

Camille Paglia - Q TV
Senator Elizabeth Warren har ingen karisma overhovedet. Hun er kedelig i ekstrem grad, mener Paglia, som spår, at ”den første kvindelige præsident muligvis kan ende med at være republikaner. Foto: Q TV

”Senator Elizabeth Warren har ingen karisma overhovedet. Hun er boring, boring, boring.”

Paglia spår, at ”den første kvindelige præsident muligvis kan ende med at være republikaner.”

”Det parti har sagt så mange rent ud ufattelig håbløse og ufattelig ubegavede ting om kvinder i årevis, så de bliver nødt til at finde en, som kan rette op på det budskab; mit eget bud på en mulig vicepræsidentkandidat i den lejr er Nikki Haley, hun er relativt ung (50), dynamisk og konservativ.”


Topillustration: Womens’ March 2016 – Washington D.C. – Wikipedia.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Annegrethe Rasmussen er chefredaktør for og medstifter af POV International. Hun er også USA-korrespondent for POV og KForum og en ivrig debattør, moderator og ordstyrer. I 2019 er hun også sprunget ud som fungerende erhvervsredaktør for POV.
Hun har skrevet et ocean af artikler og bidraget til mange tv- og radioprogrammer samt flere bøger; senest som medforfatter til den mest brugte undervisningsbog i danske gymnasier om Amerika, USA’s Udfordringer (2012 og 2016). Hun har arbejdet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC. I 2012 stiftede hun bloggen USAnu.dk med Morten Bay, og i 2016 stiftede hun POV International med Morten Bay og Signe Wenneberg. I sin fritid hjælper hun af og til danske virksomheder i Washington D.C. Privat er hun gift og mor til fire. Hun er super nørdet, fordi hun ikke interesserer sig for andet end politik, digitale medier og litteratur. Naturen forstår hun sig ikke på, og hun drikker hellere te, Champagne og går i byen og hører musik end laver mad - bortset fra rugbrød, som hun savner og derfor bager på 18. år som udlandsdansker.
Hun siger som sit idol Ulla Terkelsen: man kan sove i flyvemaskinen.
Du kan donere til hendes arbejde på POV International - både som skribent og som chefredaktør - på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail: annegrethe@pov.international

Seneste artikler om LIGESTILLING