VALG I USA // POVCAST – Om godt og vel en måned går amerikanerne i stemmeboks til det måske mest omtalte og dramatiske amerikanske valg nogensinde. I denne POVcast har vi besøg af POV’s USA-korrespondent og chefredaktør, Annegrethe Rasmussen, som tager temperaturen på den hede valgkamp. Hvordan klarer de to kampagner sig? Hvem gør det bedst? Hvem vinder?
Produktion: Jan Eriksen
Senest har Annegrethe Rasmussen natten til onsdag 3. oktober set og hørt TV-debatten mellem vicepræsidentkandidaterne, republikaneren JD Vance og demokraten Tim Walz.
”De var langt mere venlige, jeg vil nærmest sige civiliserede, i deres tone, end jeg havde forventet. Langt mindre polariserede, end vi har været vidne til i denne valgkamp,” siger hun og kalder debatten en positiv overraskelse.
Hvis man barberer hele spørgsmålet om de syv stater ned, så hedder det Pennsylvania. Det er der, slaget skal stå
Når det gælder spørgsmålet om, hvem af de to VP-kandidater, der mest troværdigt spillede rollen som præsident, en post, man i teorien skulle kunne beklæde, hvis det skulle komme så vidt, ”ja, der gjorde J.D. Vance det bedst. Man havde fornemmelse af, at han faktisk ville gøre det bedre end Trump som præsident. Han virkede professionel. På form og stil klarede han sig bedst,” siger Annegrethe Rasmussen, men nævner dog en meningsundersøgelse, foretaget af CNN umiddelbart efter debatten, hvor deltagerne mener det modsatte.
Valget i USA – svingstaterne
Som altid i valgkampen i USA er der maksimalt fokus på svingstaterne. Denne gang handler det om Arizona, Georgia, Michigan, Wisconsin, North Carolina, Pennsylvania og Nevada.
I POVcasten forklarer Annegrethe Rasmussen, hvad svingstaterne er, og hvorfor de er så betydningsfulde, at de to præsidentkandidater kun deltager i vælgermøder, såkaldte rallies, i disse stater.
”Hvis man barberer hele spørgsmålet om svingstaterne ned, ender vi med Pennsylvania. Det er der, slaget skal stå.”
Ligesom alle andre politiske eksperter verden over lærte POV’s chefredaktør af valget i 2016, der som bekendt til alles overraskelse blev vundet af Donald Trump: Man skal passe på med at spå om resultatet.
Men hun tør godt komme med et bud på, hvad der bliver den afgørende faktor: ”Med den kendte spindoktor James Carvilles ord: ’It’s the economy, stupid’. Jeg tror stadigvæk, at den, der bedst formår at overbevise vælgerne om, at de kan gøre noget ved amerikanernes økonomi, vinder. Der er kommet nogle overraskende nye meningsmålinger, der viser, at Kamala Harris har halet ind på Trump, når det gælder økonomien. Med en anden amerikansk valg-kliché: ’Are you better off now than four years ago?’ Hvis Harris kan overbevise vælgerne om, at de med hende og Biden har det bedre nu end for fire år siden, har hun en bedre chance for at vinde.”
Og så har Rasmussen en lille nyhed om det tidligere præsidentpar George W. og Laura Bush, og hvor de står i forhold til valget i USA.
Hør meget mere i denne POVcast.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her