REPORTAGE – I weekenden for Donald Trumps indsættelse drog POV International til protestmarchen, Women’s March on Washington. Samtidig med marchen lørdag fortsatte den nye præsident ufortrødent sin boksekamp mod medierne, som han mener løj om deltagerantallet ved hans indsættelse.
Hundredtusinder af kvinder og mænd deltog lørdag den 21. januar i the “Women’s March on Washington”, forsamlet for at udtrykke deres frustration og bekymring over USA’s nye præsident.
I løbet af dagen kom flere mennesker til – arrangørerne anslog selv at der endte med at være 600.000 samlet, og de fyldte hele downtown Washington.
Det hører til sjældenhederne, at en amerikansk præsident oplever en global mammut-demonstration, der overskygger indsættelsesceremonien den første dag i sit embede
Men den amerikanske hovedstad var blot den største ud af mange byer, hvor der var demonstrationer – fra København til London over Paris til Wellington. Der var søsterdemonstrationer over hele verden, mere præcist 673 byer med demonstrationer, der alt i alt løb op i over 4.7 mio mennesker.
Nogen af billederne fra organisationens hjemmeside ses her:
Det hører alligevel til sjældenhederne, at en amerikansk præsident oplever en global mammut-demonstration, der overskygger indsættelsesceremonien den første dag i sit embede.
På Twitter kunne man også følge med, her er det billeder fra mediet Vox:
30 compelling signs from the #WomensMarch in DC: https://t.co/FEoyMOu8eZ pic.twitter.com/WugQELRxT8
— Vox (@voxdotcom) January 22, 2017
Det er også hidtil uset, at samme præsident på en pressekonference, samtidig med at demonstrationerne mod ham fandt sted, direkte lyver om, hvor mange, der deltog i hans indsættelse og fuldstændig ignorerer protesterne globalt, i hovedstadens gader og i byer over hele USA.
Ikke desto mindre var det netop det, der skete lørdag.
Præsident Trump fortsætter kampen mod medierne
Præsidenten benyttede nemlig selv lejligheden – under et møde i CIA’s hovedbygning i Langley – til igen at kritisere medierne, denne gang for at lyve dels om hans ifølge sig selv “fremragende” forhold til efterretningsverdenen, men også for at være uærlig og underdrive antallet af deltagere i hans indsættelse:
Senere lørdag sendte Trump sin pressetalsmand, Sean Spicer, ud med en lignende besked ved det første pressemøde i Det Hvide Hus, hvor der i øvrigt ikke var lejlighed til at stille spørgsmål.
Her gentog Spicer præsident Trumps usandheder.
Og lagde et par stykker oveni, herunder, at der for første gang var sikkerhedsmekanismer på plads under indsættelsen, som gjorde, at “flere hundredtusinder blev forhindret i at komme ind” og at man også for første gang havde valgt at beskytte græsset på the National Mall med et lysreflekterende materiale, der gjorde, at luftfotografierne viste tomme “huller” af folk, hvor man under tidligere indsættelser blot kunne se græsset, der er mørkere, og at det var derfor at billederne så anderledes ud fra luften.
Desværre for Trump og Spicer tog det ikke medierne mange timer før de kunne tilbagevise påstandene ved simpelt hen at finde billeder frem fra indsættelsen i 2012
Formentlig var det tweets som dette, han henviste til:
Comparison: President Trump and Barack Obama’s #Inauguration crowds #DayOne https://t.co/bmm9G8zOUF pic.twitter.com/i8p4S51QOM
— PBS NewsHour (@NewsHour) January 20, 2017
Desværre for Trump og Spicer tog det ikke medierne mange timer før de kunne tilbagevise påstandene ved simpelt hen at finde billeder frem fra indsættelsen i 2012, der dokumenterede, at beskyttelseslaget også var på plads for fire år siden.
Se Spicers kritik af medierne her:
Det er den virkelighed, USA befinder sig under præsident Trump i 2017. Kilder vurderer, at over fire millioner mennesker er samlet verden over i demonstrationer mod Trump, men den eller så tweetglade præsident forblev forbløffende tavs på Twitter.
Ikke et ord om de kræfter som slippes løs i gaden, der om end ikke underminerer, men i hvert fald stiller spørgsmål ved, hvor solid hans folkelige opbakning er.
“Største protester siden Vietnamkrigen”
At utilfredsheden simrer i hovedstaden, er velkendt fra valgresultatet alene, men i dagene op til indsættelsen kunne man fysisk bevidne de mange lyserøde, hjemmestrikkede “pussyhatte”, som er blevet kendetegnet for bevægelsen overalt i byen.
Og lørdag morgen valfartede mængder af fredelige demonstranter – herunder POV Internationals udsendte – så mod The Mall, der til sidst lignede et langt lyserødt tæppe.
Hele den amerikanske østkyst var mobiliseret i en størrelsesorden, som ældre amerikanere bemærkede “sidst er set i civilrettighedskampen
Kilder i arrangørgruppen fortæller, at der kun var bedt om adgang for ca. 20 udefrakommende busser til Trumps indsættelse, men at 1000 busser kørte mod Washington D.C. lørdag morgen.
Rygterne i mængden ville også vide, at rastepladser fra Boston, over NYC til Washington var overfyldte med demonstranter på vej.
Hele den amerikanske østkyst var mobiliseret i en størrelsesorden, som ældre amerikanere bemærkede “sidst er set i civilrettighedskampen, og i modstanden mod Vietnamkrigen.”
Hvad er kvindernes march mod Washington udtryk for?
For det første en spontan frustration over præsidentens politik, der jo er velkendt fra valgkampen, men særligt hans udfald mod kvinder, mennesker med handicap, med anden hudfarve end hvid og med anden religion.
Hertil kom nogle meget hurtige beslutninger fra Trump, der blev iværksat på selve indsættelsesdagen, såsom at påbegynde afviklingen af sundhedsreformen fra 2011, Obamacare samt fjernelsen af Det Hvide Hus’ politikker om kampen mod den globale opvarming og beskyttelsen af seksuelle minoriteter.
Intet emne var for stort og intet for småt. En af talerne nåede endda at nævne, hvor uretfærdigt det er, at skat på tamponer er højere, end den er på Viagra
Ingen af de kvinder, som står bag marchen, der startede som en opdatering på Facebook, er imidlertid dybt politisk engagerede til daglig; ej heller har de givet udtrykt for en bestemt politisk dagsorden.
På det officielle website kan man læse, at marchen er for alle, og at den ikke er demokratisk eller republikansk.
Når det så er sagt, var hovedparten af de mange talere at finde i den demokratiske eller venstreorienterede lejr.
Der var referencer til både Bernie Sanders, Hillary Clinton og – i den mere abstrakte afdeling til ønsket om “revolution.” Det venstreorienterede ikon, senator Elizabeth Warren fra staten Massachusetts, talte hjemme i Boston. Hendes tale kan ses her:
Og selvom de fleste talere mindede om, at man var en samlende bevægelse, var der kun en taler, den sorte fagforeningsleder George Gresham som reelt rakte hånden ud til Trumps vælgere, og anerkendte deres bekymringer, deres glæde over at have vundet valget og have fået indflydelse samt retten til at glædes over fredagens indsættelse.
Greshem og Michael Moore var også de mandlige undtagelser blandt den lange liste af kvindelige talere, der bestod af både kendisser, et hav af aktivister og fagforeningsfolk.
Og selvom det kammede over for nogle af talerne, som f.eks. Madonna, der delte sine fantasier om hvordan hun helst så det Hvide Hus blive sprængt i luften eller skuespillerinden Ashley Judd, der mente, at Trump svømmer i Cheeto dust og tænder seksuelt på sin egen datter, så forløb selve marchen roligt og fredeligt, uden sammenstød, og med et overordnet budskab om, at kærlighed er stærkere end had.
Man kan imidlertid ikke påstå – med tanke på Michelle Obamas legendariske budskab til Demokraterne under valgkampen, “when they go low, we go high” – at alle formåede at holde stilen eller niveauet.
Alt og alle blev adresseret. “Vi har magten, og Trump skal lytte til os”, tordnede talerne igen og igen
Når det er sagt, var det svært ikke at blive rørt og begejstret over den massive fredelige menneskemængde.
Stemningen, hvor POV befandt sig, var god og favnende. Listen over budskaber var også næsten lige så lang, som der var skilte med slogans til stede.
Og på en måde skyldtes det genstanden for demonstration; for Trump har berørt næsten hvert eneste tænkeligt politisk område i bogen, og det adresserede talerne da også.
“Hvor var den solidaritet, det engagement og den folkelige opbakning før valget,” tænker jeg? Hvordan kan så mange mobiliseres kun to en halv måned efter valget?
Black Lives Matter, Obamacare skal bevares, modstand mod racisme og sexisme, udenrigspolitik, muslimske, afrikansk-amerikanske, asiatiske og latinamerikanske kvinders rettigheder, seksuel mangfoldighed, reproduktive rettigheder, adgang til uddannelse, økonomiske rettigheder og kampen mod klimaforandringer.
Alt og alle blev adresseret. “Vi har magten, og Trump skal lytte til os”, tordnede talerne igen og igen. Intet emne var for stort og intet for småt. En af talerne nåede endda at nævne, hvor uretfærdigt det er, at skat på tamponer er højere, end den er på Viagra.
Massernes øjeblik
Dette er massernes øjeblik. Selvom længden af dagens taler antager Fidel Castro’ske dimensioner, er folkemængden ukuelig og utrolig positiv.
Der råbes, klappes og hujes i timevis, på trods af, at den lange march aldrig rigtig kom i bevægelse før sent på eftermiddagen, hvor den sev ud i de tilstødende avenuer og græsplænerne på The Mall.
Dette er massernes øjeblik. Selvom længden af dagens taler antager Fidel Castro’ske dimensioner, er folkemængden ukuelig. Der råbes, klappes og hujes i timevis
“Hvor var den solidaritet, det engagement og den folkelige opbakning før valget,” tænker jeg? Hvordan kan så mange mobiliseres kun to en halv måned efter valget?
Hillary Clinton formåede ikke at samle alle disse menesker. Bernie Sanders gjorde slet ikke. Men den fælles afsky og frygt for Trump har samlet de protesterende. Trump er blevet selve antitesen til det frie samfund.
Særlig efter indsættelsestalen fredag, som antog hidtil usete nationalistiske og protektionistiske dimensioner.
Behøver Trump frygte denne bevægelse? Frustrationen over den utraditionelle præsident samler folk, men energien er spildt, hvis frustrationen ikke kan kanaliseres over i konkret politik og organiseres. Og spørgsmålet er, om dette projekt kan lykkes og hvilken betydning det kan få.
Dagen er vellykket jovist, men allerede på vej ud af menneskemængden hører jeg utilfredshed med organiseringen.
Det er påfaldende så mange talere, der skulle til, og listen bar præg af, at alle de mange forskellige græsrødder og faglige organisationer havde fået lovet taletid som tak for at have mobiliseret deres medlemmer.
Ingen kender barnets navn
Mange af organisationerne er ikke vant til at arbejde sammen og har i ikke-Trump tider forskellige interesser.
Hvordan kan republikanere, der er bekymrede over Trump arbejde sammen med Planned Parenthood og Black Lives Matter?
Det er økonomi, feminisme, verdenssolidaritet, rent drikkevand og Trump-antipati i en stor pærevælling
Og hvordan vil disse organisationer forholde sig til “globalisterne”, frihandelsfortalerne og dem som er bekymrede for Trumps protektionistiske politik?
Vil Gloria Steinem–feministerne og pussyhattedamerne det samme?
Forskellige aktivister vejrer morgenluft og nye organisationer som 100 days of resistance kommer til samtidig med at aktivister fra Flint, Michigan og Standing Rock også skal finde deres plads. Michael Moore oplever et politisk momentum, som han måske kunne tænkes at udnytte?
Det er økonomi, feminisme, verdenssolidaritet, rent drikkevand og Trump-antipati i en stor pærevælling.
“Hvad er det, vi er vidner til her,” spørger jeg min veninde. “Folk har brug for at få luftet deres frustration. Særligt efter indsættelsen i går og det skræmmebillede Trump fremmanede af USA. Men prøv at se dig omkring. Her er så mange mennesker alle steder fra.
De går ikke væk. Det her fortsætter. Jeg ved ikke hvordan, men det her er bare startskuddet,” svarer hun.
Noget er genfødt i Amerika. Det er stort, og kan blive problematisk for Trump. Men ingen kender endnu barnets navn
Jeg tænker tilbage på Michael Moores tale, og giver hende ret.
Den verdensberømte aktivist fik mængden til at tekste deres navn og e-mail adresser til organisationen. En halv million mennesker, som nu kan organiseres igen og igen. Og hvor mange har set med hjemmefra stuen og følt sig kaldet?
Noget er genfødt i Amerika. Det er stort, og kan blive problematisk for Trump. Men ingen kender endnu barnets navn.
Alle fotos i artiklen er taget af Kristin Parello-Plesner.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
