WATERGATE // PORTRÆTINTERVIEW – Den person, hvis hemmeligt aflyttede telefon i 1972 udløste Watergate-skaldalen og præsident Nixons fald, boede i 22 år i Danmark. Og han bor her stadig en stor del af året. Men det er først nu – i 50-året for en af det tyvende århundredes største politiske skandaler – at Spencer Oliver for alvor tager bladet fra munden og fortæller, hvad der virkelig skete i forbindelse med indbruddet i Watergate-bygningen i Washington DC. POV’s Poul Arnedal har mødt den 84-årige demokratiske veteran i hans nordsjællandske sommerresidens.
”Jeg har stort set aldrig talt offentligt om det, men nu er det 50 år siden, og så må det være på tide at fortælle, hvordan tingene egentlig hang sammen dengang,” siger 84-årige Spencer Oliver.
Han flyttede til Danmark i 1993 for at blive generalsekretær for OSCE’s parlamentariske forsamling, som har sekretariat i København. Og lige siden har den amerikanske diplomat med tætte forbindelser til toppen i Det Demokratiske Parti i USA haft en nær tilknytning til Danmark. Men selv her i landet er det meget få, som har anet noget om, hvilken rolle Spencer Oliver – og ikke mindst hans telefon – spillede i forbindelse med den skandale, der resulterede i præsident Nixons fald.
Spencer Oliver og hans danske kone Jeanie har boet i et af de gamle huse i Tisvildes oprindelige fiskerleje hver sommer, siden de erhvervede det i 1994
Og selvom jeg egentlig havde lovet mig selv – og ikke mindst min chefredaktør her på POV International – at holde en pause med at skrive om folk, som bor eller har sommerresidens i Tisvilde, så er det jo ikke hver dag, man får mulighed for at interviewe den mand, hvis telefon udløste Watergate-skandalen.
Allerede i sommeren 1972 var Spencer Oliver overbevist om, hvad årsagen til indbruddet i demokraternes partihovedkvarter var: At sikre republikaneren Nixons genvalg til præsidentposten ved at få demokraterne til at opstille den svageste modkandidat. Det er en teori, som han senere kun har fået bekræftet.
På fornavn med inderkredsen i demokraternes top
Spencer Oliver og hans danske kone Jeanie har boet i et af de gamle huse i Tisvildes oprindelige fiskerleje hver sommer, siden de erhvervede det i 1994. Fra huset er der flere steder direkte udsigt til Kattegat. I 20 år frem til 1950 rummede det et bageri og et populært konditori, som hed Strand-Konditoriet.
Men selv her i området, hvor alle kender til alle, har ingen haft nogen idé om, hvilken rolle Spencer Oliver og hans telefon spillede i Watergate-skandalen, og at han gennem hele sit liv har været på fornavn med inderkredsen i ledelsen af Det Demokratiske Parti på Capitol Hill og stadig mødes med dem hjemme i USA.
En af mine lokale bekendte ymtede godt nok noget om, at beboeren af det gamle konditori ”vist nok var en tidligere CIA-agent”, men den skrøne aflives på stedet med en klukkende latter.
”Ha, ha, det har godt nok ikke noget på sig,” siger juristen fra i Washington DC, der oprindelig satsede på at arbejde som advokat, men hurtigt blev involveret i det politiske arbejde hos demokraterne og i mange år havde forskellige højt profilerede job som politisk rådgiver i den amerikanske kongres, hvor han endte som chefrådgiver for Udenrigskomiteen i Repræsentanternes Hus, inden han drog til København – og Tisvilde.
Centralt placeret i partihovedkvarteret
I sommeren 1972 var Spencer Oliver 35 år og havde allerede en betragtelig karriere bag sig inden for Det Demokratiske Parti og dets ungdomsorganisation. En af hans personlige ambitioner var at blive formand for partiet. Det var valgår. Richard Nixon havde været republikansk præsident i fire år og ville gøre alt for at blive genvalgt. For demokraterne drejede det sig om at finde en kandidat, som kunne slå Nixon.
Partiets hovedkvarter lå i Watergate-bygningen i Washington DC. Primærvalgene i de enkelte stater, hvor man skulle vælge, hvem man ville støtte som partiets endelige præsidentkandidat ved det nationale partikonvent, var inde i sin slutspurt. Oliver Spencer sad på en af de centrale poster. Han var administrativ direktør for sammenslutningen af de lokale delstaters partier og skulle bl.a. koordinere forbindelsen mellem delstaternes partier og det føderale landspartis ledelse. Landspartiets formand hed Larry O’Brien og havde kontor på samme etage i Watergate-bygningen.
Et afgørende primærvalg i Texas
Den 13. juni var der primærvalg hos demokraterne i staten Texas, hvor et kollegium af delegerede på det lokale konvent skulle pege på, hvem de ville anbefale som partiets præsidentkandidat. Texas havde på det tidspunkt i mange år været styret af demokraterne. Men ikke hvilke som helst demokrater. Hernede i Syden var det den konservative del af partiet, som sad på magten. Det var her, den tidligere præsident og den myrdede John F. Kennedys vicepræsident, Lyndon B. Johnson kom fra. Spencer Oliver kommer selv oprindeligt fra Texas, og den tidligere præsident Lyndon Johnson og hans kone Ladybird var nære venner med Spencers forældre.
Spencer Olivers telefon havde med andre ord som den eneste været aflyttet i tre uger
”McGovern havde lige vundet primærvalget i Californien, og i hovedkvarteret i Washington DC diskuterede vi, hvordan vi kunne bremse den bølge af medvind, han red på,” fortæller Spencer Oliver fra sin lænestol i Tisvildes tidligere Strand-Konditori.
”McGovern blev betragtet som den mest venstreorienterede af de kandidater, som bejlede til at blive partiets kandidat. Det skyldtes ikke mindst hans modstand mod Vietnamkrigen. Og alle vidste, at han ikke ville have en jordisk chance imod Nixon. Vores kontakter i Texas kendte alle delegerede og kunne finde ud af, hvordan de ville stemme. Jeg kendte også selv næsten alle de lokale politikere. Ingen kunne forestille sig, at nogen fra det demokratiske establishment ville pege på McGovern. Og arbejderrepræsentanterne fra fagforeningerne ville heller ikke stemme på ham.
Spencer Oliver tog selv til San Antonio i Texas, hvor det lokale konvent fandt sted. Og stor var både hans og mange andres overraskelse, da det viste sig, at McGovern var den kandidat, der løb med de fleste stemmer.
Indbruddet i Watergate-bygningen
Fire døgn senere skete indbruddet i det demokratiske hovedkvarters kontorer i Watergate-bygningen i Washington DC. En nattevagt i bygningen havde opdaget, at nogen havde sat tape for låsene på en række af dørene, så enhver kunne komme ind. Vagten alarmerede politiet, og da ’blikkenslagerbanden’, som den kom til at hedde, senere dukkede op, blev dens medlemmer grebet på fersk gerning på partiformanden Larry O’Briens kontor, hvor de ville udskifte en mikrofon i hans telefon.
Spencer Oliver var væk på weekend og hørte om indbruddet i tv-nyhederne den næste morgen.
”Jeg var straks klar over, at det var et politisk motiveret indbrud, og at Det Hvide Hus stod bag. For hvad i alverden skulle man ellers finde på at lave på netop vores kontorer? Enhver vidste, at der ikke var noget af værdi for almindelige indbrudstyve,” siger han nu 50 år senere.
Selvom både FBI og Justitsministeriet fandt ud af det, så fik jeg det først at vide tre måneder senere
Men hvad han og alle andre på det tidspunkt ikke vidste var, at ’blikkenslagerbandens’ allerede tre uger tidligere – og uden nogen havde opdaget det – havde været inde på de demokratiske partikontorer og installeret mikrofoner i både Larry O’Briens og Spencer Olivers telefoner. Årsagen til det nye indbrud den 17. juni var udelukkende, at mikrofonen på Larry O’Brians telefon ikke virkede og derfor skulle skiftes ud.
Spencer Olivers telefon havde med andre ord som den eneste været aflyttet i tre uger.
”Men det anede jeg intet om på det tidspunkt. Selvom både FBI og Justitsministeriet fandt ud af det, så fik jeg det først at vide tre måneder sener,” konstaterer Spencer Oliver.
Blev opsøgt af Bob Woodward fra Washington Post
Fra præsidentens og Det Hvide Hus’ side gjorde man alt for at lægge afstand til indbruddet. Selvom det viste sig, at en af indbrudstyvene havde et telefonnummer til en af præsidentens nære rådgivere på sig, så gjorde både Nixon og Det Hvide Hus alt, hvad de kunne for at lægge afstand til det og kaldte det ”et tredjeklasses indbrudsforsøg”.
Takket være især de to journalister, Bob Woodward og Carl Bernstein, fra Washington Post, hvis afsløringer senere blev til filmen Alle præsidentens mænd med Robert Redford og Dustin Hoffman i hovedrollerne, lykkedes det dog at etablere forbindelsen til inderkredsen omkring Richard Nixon bl.a. takket være deres anonyme hovedkilde – den såkaldte ”Deep Throat”.
Men først to år senere i august 1974 trådte Richard Nixon som den første i historien tilbage fra sit præsidentembede for at undgå en rigsretssag.
Grunden til, at jeg ikke ville have mit navn frem, var, at uanset hvilken side man stod på i sådan en kæmpeskandale, så ville begrebet Watergate altid klæbe til mit navn
”Allerede dagen efter at det kom frem, at min telefon blev aflyttet, blev jeg opsøgt af Bob Woodward, som forudså, at det her ville blive en kæmpe skandale. Og jeg sagde til ham, at den eneste betingelse for, at jeg ville sige noget, var, at mit navn aldrig ville blive nævnt. Og det holdt både han og Carl Bernstein. Grunden til, at jeg ikke ville have mit navn frem, var, at uanset hvilken side man stod på i sådan en kæmpeskandale, så ville begrebet Watergate altid klæbe til mit navn, og det var jeg ikke interesseret i,” understreger Spencer Oliver.
”Derfor har jeg altid holdt mig og mit navn ude af Watergate. Men jeg svor at gøre alt, hvad jeg kunne for at afsløre Nixon. Og det lykkedes, fordi det var mig, der blev bedt om udarbejde det memorandum, som betød, at man overhovedet – og takket være senator Edward Kennedy – kunne etablere Senatets Watergate Komite, hvis høringer medførte, at Nixon måtte træde tilbage.”
Påstande om en callgirl-ring
Men hvad var det så, der skete i forbindelse med demokraternes konvent, som blev holdt i San Antonio, hvor man kunne bruge de oplysninger, man havde opsnappet fra Spencer Olivers telefon, og hvor Texas konservative demokrater mod al forventning stemte på en venstreorienteret kandidat?
Det er noget, Spencer Oliver først har fået fuldstændigt på plads inden for de seneste syv år.
”I mange år nægtede jeg simpelthen at læse det utal af bøger, som blev udgivet om Watergate-skandalen, og som bl.a. nogle af de dømte fra Det Hvide Hus havde skrevet. For jeg vidste, at meget af det ville handle om, at de skyldige blot skulle hvidvaske sig selv. Bl.a. hævdede forfatterne Len Colodny og Robert Gettlin i deres bog Silent Coup, at det hele handlede om, at vi sad og drev en callgirl-ring i Watergate-bygningen.
Den udkom i 1992, men allerede flere år før var jeg blevet fortalt, at nogle var i gang med at skrive den. Og det eneste formål var at kaste røgslør ud over, hvad det egentlig var, der foregik,” siger den tidligere generalsekretær i OSCE, der som 78-årig i 2015 forlod stillingen i København og sammen med Jeanie flyttede tilbage til USA. På det tidspunkt havde den internationale organisations parlamentariske forsamling, som består af 57 medlemslande, gennem 22 år genvalgt ham til den indflydelsesrige post i København.
Finansministerens dobbeltspil
”Det var først, da jeg for nogle år siden begyndte at finde bøger om Watergate på lokale loppemarkeder bl.a. her i Tisvilde, at jeg tænkte, at nu var det måske på tide at få læst nogle af dem.”
En af de centrale bøger, Spencer Oliver faldt over, var Bob Haldermans dagbøger fra hans tid i Det Hvide Hus. Bob Halderman var som stabschef en af præsident Nixons tætteste medarbejdere og blev dømt 18 måneders fængsel for bl.a. konspiration og for at forsøge at forhindre opklaring af Watergate-skandalen. Dagbøgerne udkom først efter Haldermans død i 1993.
En af de personer, som Spencer Oliver kunne konstatere hele tiden optræder i Haldermans dagbøger, er Texas-demokraten John Connally. Og Connally er ikke en hvilken som helst politiker. Den 22. november 1963 var han guvernør i Texas og sad i samme limousine og blev såret, da præsident John F. Kennedy blev dræbt ved et skudattentat i Dallas, Texas. Han tilhørte højrefløjen i Det Demokratiske Parti og var i 1972 finansminister i Richard Nixons republikanske regering. Samtidig var han stadig en af de mest indflydelsesrige demokrater i Texas.
Holy Cow, tænkte jeg. Det var det, som skete!
”Af Haldermans dagbøger kunne jeg se, at Connally var blevet en af Nixons nære rådgivere og ustandselig var i Det Hvide Hus – og også den dag, hvor jeg havde en afgørende samtale med en af de ledende demokrater i Texas om, hvordan vi kunne blokere McGovern. For samtidig var Connally den eneste, som med sin enorme indflydelse i Texas ville kunne få de delegerede til at pege på McGovern.”
”Holy Cow, tænkte jeg. Det var det, som skete! Dagen før konventet i Texas skulle Connally gå af som finansminister. Som en gestus fra Nixon var han blevet sendt på en afskedsrejse rundt i verden, og så sent som den dag, hvor han skulle træde tilbage, var han stadig i Argentina. Derfor kunne han meget passende ikke være til stede den 13. i San Antonio i Texas.
Til gengæld havde han en meget nær protegé, som også sad i partiledelsen – The National Committee – og havde sit kontor i partihovedkvarteret i Watergate. Bob Strauss hed han. Han kom også fra Texas, og jeg havde kendt ham i mange år. Og dagen inden jeg selv skulle rejse til mødet i Texas, mødte jeg ham og spurgte, om han også skulle ned til San Antonio. ’Nej,’ sagde han. ’Jeg involverer mig aldrig i de lokale partiers arbejde og deltager ikke i de lokale konventer’.”
En gave til Nixon fra Texas-demokraterne
”Og hvad skete der så to dage senere? Bob Strauss kommer gående ud af en elevator på hotellet i San Antonio og trækker på skuldrene med ordene: ’Jeg kunne alligevel ikke modstå fristensen.’
Selvsamme eftermiddag mødtes alle nøglepersonerne i et lokale på hotellet for at bestemme, hvem de skulle stemme på. To af mine gode bekendte var der også, og da de bagefter kom ud i forhallen, sagde de: ’Du tror, det er løgn, men de siger, de vil pege på McGovern og give ham deres del af de delegerede. ’Deres argumentation var: ’Vi ønsker at være fair.’ Men det var første gang i historien, at nogle i Det Demokratiske Partis top i Texas havde ønsket ’at være fair’. Og det var en ren gave til Nixon,” siger Spencer Oliver nu 50 år senere, hvor han ikke er i tvivl om, at Bob Strauss var blevet sendt i byen af John Connally for at tale på hans vegne.
”For ingen var i tvivl om Strauss’ nære forbindelse til Connally, som til gengæld ikke ville kunne anklages for at kuppe konventet,” konstaterer Spencer Oliver.
En måned senere blev McGovern valgt som demokraternes præsidentkandidat på det nationale konvent i Miami. Ved selve valget den 7. november tabte han til Richard Nixon i 49 ud af USA’s 50 stater. Blot et halvt år senere skiftede John Connally til Det Republikanske Parti. I 1980 forsøgte han at blive republikansk præsidentkandidat, men tabte stort til Ronald Reagan.
Kostede både karriere og ægteskab
”For mig var det værste ved hele Watergate-affæren, at det ikke blot kom til at koste mig min karriere i Det Demokratiske Parti. Det kom også til at koste mig mit ægteskab,” siger Spencer Oliver efter et øjebliks pause i talestrømmen.
”Det var jo min telefon, som var blevet aflyttet. Og for at renvaske sig selv var det, at Nixon-folkene bag Watergate-indbruddet opfandt historien om, at vi havde drevet en callgirl-ring fra kontoret i Watergate. Men der var intet på de bånd, der var optaget fra min telefon, som handlede om en callgirl-ring. Det blev bl.a. bekræftet af FBI. Men min daværende kone og jeg havde nogle ægteskabelige problemer. Vi gik til ægteskabsrådgivning flere gange hver uge, og vi talte om vores problemer i telefonen. Det havde de idioter lyttet til. Og da rygterne om callgirls begyndte at blive kolporteret offentligt, følte min kone sig ydmyget, så det endte med, at mæglingen mellem os mislykkedes, og hun smed mig ud.”
Og hvis nogen nu skulle tro, at det var Spencer Oliver, der var Bob Woodward og Carl Bernsteins “Deep Throat”, så kan de godt tro om igen
Karrieren i partiets top røg, fordi Bob Strauss, som havde været Connallys budbringer i Texas, allerede kort efter indbruddet i Watergate afløste Larry O’Brien som formand for Det Demokratiske Parti og samtidig gjorde alt for at lægge låg på Watergade-skandalen.
”Da det tre måneder efter indbruddet endelig kom frem, at det var min – og kun min – telefon, som var blevet aflyttet, besluttede jeg mig for at ville føre en retssag mod dem, som stod bag. Jeg ønskede at komme helt til bunds i sagen. Det var Bob Strauss imod. ’Vi skal lægge den sag bag os,’ sagde han, selvom det viste sig at blive den største politiske skandale i det tyvende århundrede. Men fordi min telefon var den eneste, som var blevet aflyttet, så var det kun mig, der kunne lave sådan et søgsmål.”
Trods modstand fra Strauss og andre ledende folk i partiet forsøgte Spencer Oliver gennem flere år at få hyret en uafhængig advokat, som kunne føre hans sag. Men hver gang endte det med, at advokaten trak sig på grund af pres udefra. Og efter godt tre år måtte han indse, at han var oppe mod kræfter, som han ikke kunne overvinde. Samtidig lykkedes det også Strauss at få ham fjernet fra hans poster i partiapparatet.
En international karriere, som førte til København
Heldigvis for Spencer Oliver var jobbet i demokraternes hovedkvarter ikke det eneste, han havde beskæftiget sig med. Sideløbende havde han i adskillige år også været præsident for Det Demokratiske Partis Ungdomsafdeling, Young Democrats of America, og rejst rundt i Europa og skabt forbindelser til andre europæiske ungdomspartier, ligesom han også blev leder af Young NATO Leaders.
Det indbefattede en masse rejseaktivitet, hvor han var væk hjemmefra, hvilket var en væsentlig medvirken til hans ægteskabelige problemer. Men samtidig gav det ham en masse internationale politiske kontakter.
Og selvom han aldrig fik opfyldt sine ambitioner om at blive formand for Det Demokratiske Parti, blev han til gengæld stabschef for den amerikanske Helsingforskomite og chefrådgiver for Repræsentanternes Hus’ Udenrigskomite, inden han i 1993 blev enstemmigt valgt af de 57 medlemslande som generalsekretær for OSCE’s parlamentariske forsamling, hvis nye sekretariat havde hovedsæde i København.
Det var her, han mødte sin nuværende kone Jeanie.
Afsløringen af ”Deep Throat”
Og hvis nogen nu skulle tro, at det var Spencer Oliver, der var Bob Woodward og Carl Bernsteins “Deep Throat”, så kan de godt tro om igen. I 2005 oplyste en advokat på vegne af den dengang 92-årige – og tidligere underdirektør i FBI – Mark Felt, at det var Felt, som havde været Bob Woodwards og Carl Bernsteins ’Deep Throat’, hvilket de to journalister bekræftede.
Og selvom Carl Bernstein og Spencer Oliver mødtes i København til et møde for mediefolk for tre år siden, hvor Bernstein fortalte om Watergate-skandalen, og til deltagernes store overraskelse kunne afsløre Spencers centrale rolle i den forbindelse, så er det først nu, hvor det er 50-året for Watergate-indbruddet, at den demokratiske veteran synes, at det er på sin plads at delagtiggøre danskerne i sin historie.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
