Angsten æder fortsat sjæle op – svar til Anette Dina Sørensen

af i Debat/LIGESTILLING/Mænd

DEBAT // KVINDERS ANGST – I sidste uges POV skrev Anette Dina Sørensen, DAGENS POV, som er vores daglige kommentar og synspunkt, om den angst, der er mange kvinders livslange følgesvend og som ofte gør, at de føler det nødvendigt at tage forholdsregler af forskellig art og for manges vedkommende stopper dem fra f.eks. at overnatte alene på øde steder eller bevæge sig frit rundt. Nikolaj Blinkenberg Willadsen deltog i debatten på POV’s Facebookside om synspunktet. Han er træt af, at kvinder iscenesættes som ofre og altid er bange. Hvad skete der med den rationelle debat og en søgen efter løsninger – og hvor er de modige kvinder?

Rainer Werner Fassbinders skuespil om en marokkansk indvandrer Ali, og en tysk rengøringskone kamp mod diskrimination, Angst essen Seele auf, er stadig aktuel. Faktisk mere aktuel end nogensinde.

Aldrig før er der blevet talt så meget til frygten. Frygten for de fremmede, frygten for dommedag. I vores mere og mere polariserede samfund, bliver der konstant talt til frygten, og medierne sluger det råt – der er penge i det skidt.

Angst er det nye milleniums svøbe.

Forleden læste jeg en glimrende artikel af Pernille Stensgaard i Weekendavisen – ”Rasende jaget vildt”, og senere en opfølgning her i POV af Anette Dina Sørensen: ”Det er da ikke noget at være bange for vel?”

Jeg bliver frygtelig trist, for ingen mennesker skal gå rundt med sådan en frygt

Begge artikler er delvist afstedkommet af et nyligt overfald med døden til følge af en 58-årig kvinde i et sommerhus i Tisvilde. Pernille og Anette beskriver begge den helt urimelige angst, som mange kvinder bærer rundt på: Angsten for overfald, angsten for at være alene, mørket, byen…

Jeg bliver frygtelig trist, for ingen mennesker skal gå rundt med sådan en frygt.

Jeg har flere gange deltaget i debatter om emnet på sociale medier, men ender som regel med at få skudt i skoene, at jeg som mand bliver nødt til at leve med, at jeg bliver set på som en potentiel voldtægtsmand – a’ hva’ba!?

På samme måde beskriver Pernille og Anette, at jeg ikke må argumentere rationelt, og der bliver kommenteret i tråden til begge artikler på sociale medier, at problemet bliver fortiet.

Begge kvinder fortæller mig, hvordan jeg må argumentere, og at det eksempelvis ikke nytter noget at fortælle, at mange andre er mere udsat.

Deri er jeg meget uenig. Vi har aldrig talt så meget om angst som vi gør i dag, og faktisk har vi sjældent haft mindre grund til at bære rundt på den. Derfor tillader jeg mig her at behandle den rationelt. Derfor tillader jeg mig at argumentere rationelt.

Min 20-årige søn er betydelig mere udsat end de kvinder som beskrives i artiklen.

For ja, jeg oplever også frygt, når min 20-årige søn f.eks. bevæger sig rundt i sit lokale hood på Nørrebro og Østerbro. Og frygten er kendt, selvom den var større da han var 7 år, men det må jeg jo ikke sige. Nu siger jeg det så alligevel: Min 20-årige søn er betydelig mere udsat, end de kvinder som beskrives i de to artikler, er.

Jeg må ikke beskrive min frygt, får jeg indtryk af, så jeg vil nøjes med at sige, at jeg faktisk ikke oplever reel frygt omkring min søns færden.

Jeg kan altid parkere den med min fornuft – også selvom min 20-årige søn nok er den allermest voldsudsatte gruppe, der findes overhovedet.

Jeg prøvede også at parkere frygten hos min kæreste (dengang jeg havde en), når jeg fortalte hende, at mere end 95 procent af alle voldsovergreb på kvinder begås af et menneske, de kender. Dengang var det gode, at hun i det mindste ikke blev bange for mig, efter jeg havde fortalt hende det. Men det hjalp ikke på hendes generelle angst – for frygten har hun stadig.

På samme måde parkerer jeg frygten for min søns færden med hættetrøje på det mørke bandekrigshærgede Nørrebro, som i parentes bemærket er betydelig mere fredeligt i dag, end da jeg som 18-årig naivt blåøjet knægt fra Søllerød flyttede til Mimersgade i 1984 – 500 meter fra Mjølnerparken.

Det er ikke, fordi vi skal ignorere frygt eller angst, men jeg kunne godt tænke mig, at vi italesatte angsten rationelt

Jeg parkerer min angst, for jeg véd godt at det er farligere, at han kører rundt i den veteranbil, jeg forærede ham, da han blev 18.

Jeg er stor fan af svenske Hans Rosling (RIP). Han forstod at italesætte udfordringerne og sætte dem i det rette perspektiv.

På samme måde fortæller jeg mig selv, at det i virkeligheden er mere farligt at bede min søn om at køre i sin veteranbil til Netto efter en kvart liter piskefløde, når vi er i sommerhus.

Og når man således beroliger den angst med ordene; “det er jo irrationelt”, så er det måske netop for at sætte frygten i relief. Vi kan frygte frygten, og vi kan italesætte den i en uendelighed, men vi kan muligvis ikke pakke den væk.

Ligesom vi ikke kan påstå, at vi ikke har en generel højredrejning og polarisering af samfundet, som netop er baseret på frygt.

Så det er ikke, fordi vi skal ignorere frygt eller angst, men jeg kunne godt tænke mig, at vi italesatte angsten rationelt. Lad os tale om CO2 begrænsninger for at få renere luft – også for at højne beskæftigelsen, fordi vi danskere er gode til forskning. Vi er f.eks. gode til at udvikle de brancher og virksomheder, der arbejder med at udvikle alternativ energi.

Lad os tale om hvad der gør Danmark så attraktivt, at vi kan tiltrække arbejdskraft fra hele verden. Lad os motivere og sætte et positivt fokus appreciative inquriy. Lad os tale om de enorme gevinster vi har oplevet af det globale samfund. Det kan vi tale om abstrakt eller vi kan tale om det helt konkret – som f.eks. at jeg ikke anede, hvad en nektarin eller en avokado var, da jeg var barn. Det gør jeg selvsagt i dag. Der er mange rigdomme ved mødet med resten af verden.

Og lad os også gerne tale om, hvordan vi kan være gode ved hinanden – også mellem kønnene.

Hvis vi frygter for meget, dør vores sjæl og vi holder op med at leve. Det gælder både kvinder og mænd

Jeg er led og ked af, at der konstant skal tales til frygten og angsten. Og jeg synes også, at det er ærgerligt, når kvinder italesættes som ofre og bange hele tiden. Hvad med de stærke og selvstændige kvinder?

Jeg er også led og ked af at vi altid og konstant taler om problemer – lad os også tale om løsninger.

I forhold til at tale om frygten og dele den, er min pointe, at man kan benytte nogle andre teknikker. Vi kan se frygten i øjnene – rationelt. Hvad handler det egentlig om, når vi er bange?

Jeg har fire søskende. To søstre, som er halvandet og 3 år ældre end mig, og er fra et hjem af en enlig mor til fire. En rigtig rødstrømpe. Jeg vasker betydeligt bedre tøj, end mine to ældre søskende (af hunkøn) gør, og jeg er ret god til at strikke og sy.

Det skulle jeg lære. Jeg er vokset op i kassebukser med bort og med en mor iført lilla bleklud under det flagrende hår i vores 2CV med blomster og atomkraft-nej-tak mærke. Så skulle jeg mene, at scenen er sat.

Alligevel – eller måske netop derfor – udviklede jeg mig til lidt af en daredevil som ung. Jeg har klippeklatret, besteget Europas højeste bjerg (Elbrus) i Sovjet i 1989, angiveligt som den første dansker, efter først at have rejst illegalt tværs gennem et krigshærget USSR.

Jeg har kørt motorcykel, været alpin styrtløber og dyrket paragliding. Og nej, jeg har ikke et ekstra X, men jeg havde givetvis fået en diagnose, hvis jeg havde været sådan i dag. Jeg var vel en slags adrenalinjunkie, lige indtil min søn kom til verden.

Som ‘daredevil’ har jeg imidlertid arbejdet meget med angst og frygt. Mennesker, der hører hvad jeg har lavet, tror muligvis ikke, at jeg er bange eller har været det, men de tager fejl: jeg har masser af frygt. Men mit kick var at tøjle den, og teknikken er enkel:

Når man går på en lodret klippekant med 1500 mere ned til den ene side, og 45 grader is så langt øjet rækker på den anden side, så kigger man på, hvor man går på. Bredt som et fortov, og så siger man til sig selv: “Hvornår er jeg sidst snublet på fortovet”.

Hvis vi skal tale om frygt, så tillad mig at tale om den rationelt.

Det er stadig farligere at gå i Netto efter en kvart piskefløde, end det er at sove i dit sommerhus i Asserbo, og i øvrigt nok farligere med en kniv under sengen eller en peberspray på sengebordet

Hvis vi frygter for meget, dør vores sjæl og vi holder op med at leve. Det gælder både kvinder og mænd.

Det er stadig farligere at gå i Netto efter en kvart piskefløde, end det er at sove i dit sommerhus i Asserbo, og i øvrigt nok farligere med en kniv under sengen eller en peberspray på sengebordet.

Jeg har i øvrigt også sommerhus i Asserbo – shit der er mørkt, og jeg bliver forskrækket, når flagermusene kommer for tæt på om natten.

Så slukker jeg lyset fra min mobil-lommelygte og lader øjnene vænne sig til mørket. Herefter nyder jeg lydene og tænker på, om jeg mon møder et pindsvin som er aktivt om natten.


Foto: Pixabay. 

Hvem er du - hvad laver du? Det er det typiske spørgsmål vi får til middagsarrangementet, hvor vi bliver sat ved siden af en, vi ikke kender. Jeg er skibums, plejede jeg at sige i mine unge dage, og mine unge dage strakte sig til de tredive. I tyverne skabte det begejstring, i trediverne rynkede folk på næsen. ”Jamen hvad laver du rigtigt?”
Jeg er skibums…. Jeg var også stud.scient.soc, men inderst inde var jeg skibums. Det var min identitet. I dag er jeg cand.scient.soc i halvtresserne og ex skibums, paraglider, windsurfer, produktchef, byggemand Bob, onlinechef, marketingdirektør, coach, iværksætter, designer og Far med stort F. Ud over det med far, vil jeg helst ikke sættes i bås. Almuligmand er der en figur der hedder i tegneserien Iznogood. Det passer nok bedre. Det er jeg. Eller endnu bedre, så er jeg en falleret konkurrenceskiløber som coacher unge håbefulde konkurrenceskiløbere i min fritid. Jeg er stifter af designvirksomheden Blinkenberg CPH som ikke kører så godt, fordi jeg ikke er en særlig god sælger. Jeg har en lille onlinebiks som sælger konkurrenceskiudstyr og så starter jeg lige om lidt i nyt job – så må vi se hvor det bærer hen. Forhåbentlig ikke ned i en kasse, for jeg har det ikke godt med at blive puttet i kasse.
Jeg har også overvejet at gå ind i politik, men jeg passer ikke så godt ind i et parti. Derfor har jeg facebookprofilen FredloesLiberalist, som jeg måske en dag laver til en blog.

Seneste artikler om Debat