MARGRETHE II // KOMMENTAR – Gennem sin nu 50-årige regeringstid har H.M. Dronningen sikret det danske kongehus en historisk høj popularitet, hvor hun er blevet et stadig stærkere og mere og mere indiskutabelt nationalt samlingspunkt, skriver Nikolaj Bøgh. Det er sket ved at udfylde den svære rolle som monark på sin egen selvstændige, men utvivlsomt også langtidsholdbare måde. Margrethe II har ramt flere ret vanskelige balancer helt rigtigt.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I 1963, i kong Frederik IX’s 16. regeringsår, spurgte Gallup danskerne, om de foretrak, at Danmark blev en republik. 56 pct. svarede nej, 37 pct. ja, og 7 pct. var i tvivl. En markant tilslutning til monarkiet, men dog var det samtidig mere end hver tredje dansker, der ønskede, at en præsident skulle erstatte det glücksborgske kongehus. Frem mod kongens død i 1972 faldt tilslutningen til monarkiet yderligere, og Gallup kunne da måle næsten dødt løb med 42 pct. kongehustilhængere og 40 pct. republikanere.
Siden har Gallup og andre meningsmålingsinstitutter ofte målt opbakningen til monarkiet, og den klare tendens er, at den er steget meget markant. I 2013 kunne Gallup eksempelvis rapportere, at 83 pct. af danskerne var modstandere af en afskaffelse af kongehuset, og generelt er tilslutningen til indførelse af en republik meget beskeden, uanset hvem der spørger.
Republikken er ikke længere et tema
Få timer efter Frederik IX’s død den 14. januar 1972 interviewede Danmarks Radio en række danskere, der var mødt frem ved Amalienborg Slot, hvor flaget var gået på halv, om deres følelser i anledning af dødsfaldet. En af dem var den dengang ganske kendte forfatter Peter Ronild, som sagde, at han var mødt frem, fordi det nok blev sidste gang i danmarkshistorien, vi kom til at opleve, at en konge døde.
På den yderste venstrefløj går man fortsat ind for republikken, men det er svært at sige højt, uden at vælgerne enten rynker panden eller trækker på smilebåndet
I dag er Peter Ronild temmelig glemt, i modsætning til den regerende monark. Og kulturpersonligheder, der håber på eller blot forudser monarkiets snarlige fald, er omtrent så sjældne som sne i juli. På den yderste venstrefløj går man fortsat ind for republikken, men det er svært at sige højt, uden at vælgerne enten rynker panden eller trækker på smilebåndet.
Hvordan er det gået til, at opbakningen til monarkiet ikke blot er steget markant i de sidste 50 år, men at indførelse af en republik simpelthen ikke er et tema, der længere eksisterer i debatten? Og det tilmed i en periode, hvor verden på mange måder er blevet mindre nationalt orienteret, har været i hastig forandring og er blevet stadig mere individ- og lighedsorienteret.
Det er svært at pege på andre årsager end, at Hendes Majestæt Dronning Margrethe II har været en stor succes som monark. En succes, som ikke var indlysende, da man så den langlemmede, lidt usikre småbørnsmor, som i sit sorte sørgetøj blev udråbt af statsminister Jens Otto Krag på Christiansborgs balkon en grå januardag for 50 år siden.
De formelle og de uformelle krav til at lykkes som monark
Hvordan lykkes man som monark i det 21. århundrede, hvad er det, dronningen har gjort rigtigt? De formelle krav til embedet er få og små.
Man skal udnævne regeringer, underskrive love, repræsentere landet nogenlunde fejlfrit og levere en arving. De uformelle, men vigtigere krav er større og vanskeligere. Monarken skal helst være det naturlige samlingspunkt for landet i glæder og sorger, tale med autoritet og være i stand til at udfylde det tomrum, som kongernes reelle politiske magt i tidligere tider har efterladt. At løse den svære del af opgaven er indiskutabelt også lykkedes for dronningen.
Et interessant, og i grunden underbelyst tema er, hvordan forholdet mellem politikere og kongehus gradvist ændrer sig, og også har ændret sig meget i de 50 år, dronningen har siddet på tronen.
Dansk forfatningshistorie kan være svær at få hold på, fordi meget er usagt og bygger på traditioner og sædvaner, der langsomt ændrer sig, og som først kan ses i det lange perspektiv. Den danske grundlov er meget tydelig om kongens rolle: Kongen har den udøvende magt, kongen slår mønt, kongen erklærer krig osv.
I stedet for at være en politisk leder er hun blevet en moralsk leder, som uden at løfte pegefingeren giver sine tydelige og gode råd til, hvordan vi bør forstå os selv og leve med hinanden
Virkeligheden er en del mere kompliceret. I mange år efter Grundloven af 1849 var kongen fortsat en markant politisk aktør. Ikke alene udnævnte han egenmægtigt regeringerne uden hensyn til Rigsdagens flertal frem til 1901, men han var også en person, hvis politiske holdninger i øvrigt vægtede meget højt, og som politikerne i betydeligt omfang lyttede til.
Påskekrisen i 1920, hvor Christian X afskedigede ministeriet Zahle, uden at der var konstateret et flertal i Rigsdagen imod det, regnes i almindelighed for et vendepunkt i udviklingen mod det upolitiske monarki.
Men i realiteten var Christian X også en politisk aktør længe efter det. Det var i hele hans regeringstid en fuldstændig naturlig ting, at der blev indkaldt til statsråd med kongen for bordenden, når landet standede i våde, og store beslutninger skulle træffes.
Under besættelsen var både konge og kronprins særdeles instrumentelle i at få samarbejdspolitikken til at glide smult gennem de ofte oprørske politiske vande.
Lad politikerne strides i fred, vælg det moralske lederskab
Først med Frederik IX fik vi for alvor et upolitisk kongehus. Kongen havde ikke nogen personlig interesse i at være en politisk aktør, og udførte alene sine forfatningsmæssige pligter korrekt i relation til politikerne.
Den tradition har hans datter, Margrethe II, fortsat. Hun har absolut fastholdt, og flere gange givet udtryk for, at det er vigtigt, monarken løser sine forfatningsmæssige opgaver, er garant for regeringernes legitimitet og giver lovene kraft.
Monarkens rolle i statens styre må ikke blot være ”ingenting, hæftet op med roser”, som hun har udtrykt det. Men monarken skal ikke påtage sig en politisk rolle ved at være i situationer, hvor hun må vælge side til fordel for en del af befolkningen. Hun skal repræsentere helheden, den fælles nationale interesse.
Men dronningen har også sat noget i stedet for den egentlige politiske involvering, som hendes far ikke i helt samme grad evnede. I stedet for at være en politisk leder er hun blevet en moralsk leder, som uden at løfte pegefingeren giver sine tydelige og gode råd til, hvordan vi bør forstå os selv og leve med hinanden.
Samtidig er hun vores fælles anker til historien og repræsenterer både fysisk og mentalt mindst 1000 års fælles danmarkshistorie.
I dagens Danmark er politik det, der splitter os, mens monarki er det, der samler os
Margrethe II lefler bestemt ikke for tidsånden. Hun følger med tiden, men hun er ikke slave af den, og hun leverer sine egne fortolkninger af tidens store temaer, som i reglen rammer det almengyldige præcist, uden på nogen måde at være selvfølgelige eller ligegyldige.
Dronningen er lykkedes med at sikre, at i dagens Danmark er politik det, der splitter os, mens monarki er det, der samler os. At blande sig i politik kan være en fristelse for et engageret og begavet menneske, men gevinsten ved ikke at gøre det, er uendelig meget større. Når blot man har stærke, menneskelige egenskaber at sætte i stedet og evner at balancere den symbolske rolle til perfektion.
At finde balancen mellem at lade politikerne strides i fred, altimens man selv definerer sit eget værdimæssige og symbolske univers, det er en vigtig vej til succes som monark i det 21. århundrede.
Et både nærværende og ophøjet kongehus
Paradoksalt nok er kongehuset blevet både mere nærværende og mere ”kongeligt” ophøjet i Margrethe II’s regeringstid.
Det er blevet nærværende gennem dronningens personlige henvendelser til befolkningen, ikke mindst i form af nytårstalen, som er et fast samlingspunkt på nytårsaften for langt de fleste danskere. Og gennem den fortrolighed vi har fået med hendes personlighed, smag og stil.
Hendes store interesse for kunst, scenografi, arkæologi, kristentro m.m. rammer næppe 1:1 hovedparten af danskernes personlige interesser, men det aftvinger respekt, fordi det netop er så meget hende og så åbenlyst autentisk og ægtefølt.
Kongehuset har i dronningens regeringstid fået genskabt noget af den pomp og pragt, som vi forbinder med tidligere tiders kongelige
Efter 50 års regeringstid er det langt hovedparten af den danske befolkning, som ikke kan huske en tid, hvor Margrethe II ikke var dronning. Hun har været der altid og er en del af bagtæppet for vores eget liv. Uanset om man personligt er optaget af kongehuset eller ej, så er hun der et sted i kulissen for os alle. Et fælles referencepunkt for alle danskere, som for de fleste nok fremkalder en lille varm følelse i maven eller sågar en glædeståre i øjenkrogen.
Frederik IX’s meget folkelige monarki er erstattet af et knap så folkeligt, hvor det på en særlig måde er lykkedes at genfortrylle institutionen på en frugtbar og værdifuld måde.
Kongehuset har i dronningens regeringstid fået genskabt noget af den pomp og pragt, som vi forbinder med tidligere tiders kongelige, hvilket bestemt ikke var kendetegnende for hendes fars regeringstid.
Dronningen er vistnok den danske monark nogensinde, der er blevet portrætteret flest gange, og en række af de kongelige slotte er restaureret og udstyret tilbage til fortids storhed. Der er udført historiske gobeliner, som vil smykke Christiansborg Slot i århundreder fremover, der er skabt et stort, monumentalt gravmæle til Roskilde Domkirke.
Det er fornemt uden at være ekstravagant, fordi alle disse kunstneriske frembringelser lægger til vores fælles kulturarv og er en gave fra dronningen og os alle til fremtiden, hvor Danmark vil være et kulturelt rigere sted.
En tid efter Margrethe II
At finde balancen mellem det nærværende og det ophøjede, både at kunne føle sig inkluderet og andægtigt at kunne betragte, uden at sommerfuglestøvet tørres af, det er en vigtig vej til succes som monark i det 21. århundrede.
Hvis det er sandt, at det danske kongehus popularitet i dag i høj grad er skabt af dronningens personlige evne til at mestre rollen som monark, så rummer det naturligvis også risici for fremtiden.
Monarkiets natur er, at det skal kunne bestå, uanset hvilke konkrete personer, der sidder på tronen. Det er institutionen, ikke personen, der er i centrum og skal give det legitimitet.
Alt tyder dog på, at de næste glücksborgske konger nok skal klare opgaven også. Selvom de er andre typer af personer, så har de et uendelig stærkt forbillede i Margrethe II, hvis betydning for kongehuset givetvis vil kunne mærkes længe efter hendes regeringstid.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
