RIGSRETSSAG // ANALYSE – Mandag falder dommen i Rigsretten mod forhenværende udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg. Dommen burde ligge på den flade, men helt så let er det alligevel ikke at forudsige udfaldet. Støjberg har nemlig fået hjælp fra uventet kant, og det har givet Rigsretten et helt andet forløb end ventet. Det kan derfor ende med en overraskelse.
Rigsretten er nedsat af et flertal i Folketinget, som dermed optræder som anklager gennem de to advokater Anne Birgitte Gammeljord og Jon Lauritzen. Dertil kommer, at Folketinget også har udpeget 13 ud af de 26 dommere i Rigsretten.
Det er, som det fremgår, et kæmpe apparat, der sættes i gang, når Folketinget sjældent nedsætter en rigsret, og hele molevitten skønnes da også at koste i omegnen af 50-80 mio. kr. Siden vores første grundlov i 1849 har Rigsretten da også kun været i arbejde seks gange inklusiv den igangværende.
Når sagen så alligevel ikke er så forudsigelig, som man umiddelbart skulle tro… skyldes det især, at Rigsretten har fået et helt andet forløb, end Instrukskommissionen havde, selv om det stort set er de samme vidner, der er afhørt
Det ligger derfor i sagens natur, at Folketinget kun skal nedsætte Rigsretten, når flertallet føler sig helt sikre på, at den vil føre til domsfældelse, og det mente et flertal jo så åbenbart i januar i år, efter Instrukskommissionen havde afleveret sin tusindsider lange rapport med konklusionen:
”Kommissionen har fundet, at der efter det materiale, der er indgået i kommissionsundersøgelsen, og de afgivne forklaringer ikke er nogen rimelig tvivl om, at Inger Støjberg forud for udsendelsen af pressemeddelelsen var blevet advaret mundtligt af embedsfolk….”
Instrukskommissionens rapport blev efterfølgende vurderet af de to førnævnte advokater, der tyggede den igennem og afleverede deres vurdering til underudvalget under Folketingets udvalg for Forretningsorden.
I deres vurdering af sagen lød det:
”Samlet set er det vores vurdering, at der på baggrund af beretningen er grundlag for at rejse tiltale mod tidligere minister Inger Støjberg for Rigsretten vedrørende indkvarteringsordningen og dens administration, og at der er en rimelig formodning om, at Rigsretten, hvis Instrukskommissionens bevisvurderinger ikke ændres, eller nye afgørende beviser fremkommer, vil finde, at der foreligger forsæt eller grov uagtsomhed, hvorved tiltalen kan føre til domfældelse.”
Uforudsigelig dom
Sagen burde derfor være oplagt. Når højesteret tirsdag den 13. december er færdig med sin votering og højesteretspræsident, Thomas Rørdam, afsiger dommen, burde det altså kun være et spørgsmål om straffeudmålingen.
Erik Ninn Hansen fik fire måneders betinget fængsel for brud på ministeransvarlighedsloven i den seneste rigsret for nu 26 år siden. Anklagerne har i Støjberg-sagen krævet den samme strafudmåling, mens de to forsvarere, Rene Offersen Nicolai Mallet, har krævet frifindelse.
Når sagen så alligevel ikke er så forudsigelig, som man umiddelbart skulle tro efter både Instrukskommissionen og de to advokater har været klare i deres vurderinger, skyldes det især, at Rigsretten har fået et helt andet forløb, end Instrukskommissionen havde, selv om det stort set er de samme vidner, der er afhørt og selv om vidnerne stort set har gentaget deres forklaringer.
Ministernotatet blev den nye præmis i Rigsretten
Mens Instrukskommissionen næsten udelukkende havde fokus på tilblivelsen af den ulovlige pressemeddelelse og spørgsmålet om, hvorvidt Inger Støjberg handlede mod bedre vidende, så har pressemeddelelsen fået en klar og ligeværdig konkurrent i Rigsretten.
De to forsvarere og naturligvis bistået af den anklagede, Inger Støjberg, har vedholdende argumenteret for, at grundlaget for administrationen af de unge asylpar slet ikke var pressemeddelelsen, men derimod et ministernotat, som Støjberg godkendte dagen før udsendelsen af pressemeddelelsen den 9. februar 2016.
I Instrukskommissionen blev ministernotatet blot affejet, men i Rigsretten har det altså spillet en hovedrolle og bliver altafgørende for, hvordan dommen falder ud
I ministernotatet skitseres rammerne for adskillelsen, hvilket vil sige de forvaltningsmæssige regler og de europæiske menneskerettigheder. Notatet giver med andre ord plads til undtagelser efter individuelle partshøringer, hvilket den kategoriske pressemeddelelse ikke gjorde.
Groft sagt kan man derfor sige, at Rigsretten, i modsætning til Instrukskommissionen, i overvejende grad er sket på forsvarernes præmisser – eller i hvert fald på ligeværdige præmisser.
Anklagerne vil derimod holde fast i, at ministernotatet var uden betydning, fordi Støjberg aldrig lod sin politiske holdning skjule om, at alle par skulle adskilles. Flere embedsmænd, blandt andet det helt centrale vidne, Jesper Gori, har da også i Rigsretten forklaret, at ministernotatet var “dødt og borte”.
Over for det står dog den tidligere departementschef Uffe Toudal, der konsekvent har bakket Inger Støjberg op, og som i døren til ministerkontoret den 10. februar sagde:
”Du får det, som du vil (med pressemeddelelsen, red.), men vi administrerer altså efter loven”.
Det skete blot ikke. Ministernotatet blev aldrig sendt til udlændingestyrelsen, der kun havde pressemeddelelsen at rette sig efter og derfor begyndte styrelsen på de kategoriske adskillelser.
Retfærdigvis skal nævnes, at der er strid om, hvorvidt styrelsen fik en telefonisk besked den 10. februar fra afdelingschef, Line Skytte Mørk Hansen, om at administrere efter loven – altså efter ministernotatet. Det mener to vidner i styrelsen ikke, de fik besked om.
Altafgørende for dommen
I Instrukskommissionen blev ministernotatet blot affejet, men i Rigsretten har det altså spillet en hovedrolle og bliver altafgørende for, hvordan dommen falder ud.
For i sidste ende bliver det et spørgsmål om, hvorvidt Inger Støjberg var i god tro med hensyn til, at der blev administreret lovligt – eller gennemtvang hun sin vilje gennem den omstridte pressemeddelelse over for et føjeligt embedsapparat, der aldrig gjorde alvorlige indsigelser ved at påpege ulovlighederne over statsministeren.
Faktum er i hvert fald, at der blev administreret ulovligt i en periode
Faktum er i hvert fald, at der blev administreret ulovligt i en periode. Men er det så ministerens ansvar, når hun kun har udtrykt sin vilje i en pressemeddelelse, der ifølge ministeren kun har været tænkt som en politisk kommunikation til pressen og til offentligheden – men ikke som en myndighedsinstruks?
Hjælp fra uventet kant
I tiden op til nedsættelsen af Rigsretten fik Inger Støjberg ovenikøbet hjælp til sit synspunkt fra uventet kant.
Som det nok er de fleste bekendt, befinder regeringen sig i en stor krise som følge af sin beslutning om at nedslagte alle mink den 3. november, 2020. I den anledning udfærdigede Justitsministeriet den 18. november sidste år en notits om, hvorvidt et pressemøde har virkning som en forvaltningsordre.
Det har den ikke, fastslog juristerne, hvormed man naturligvis må lægge til grund, at det også gælder for pressemeddelelser. Det stiller umiddelbart Støjberg i et godt lys, som dog skæmmes af, at hun har gentaget pressemeddelelsens indhold flere gange i aviser og tv-interviews samt over for Folketingets udvalg.
Nyt politisk spil åbner sig
Bliver Inger Støjberg dømt, forventer flere en forholdsvis mild dom, da sagen ikke er oppe i Tamilsags-ligaen. Frifindes hun derimod, åbner der sig et helt nyt og spændende kapitel i dansk politik, og det rejser blandt mange disse spørgsmål:
Går hun efter den ledige formandspost i Dansk Folkeparti?
Hvilket rivegilde vil det udløse i hendes gamle parti, Venstre, der stemte for nedsættelse af Rigsretten?
Søger hun om optagelse i andre partier?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
