Margrethe II -portræt

Nikolaj Bøgh: Monarkiets genfortryllelse – Margrethe II 80 år

i Featured/Historie/Politik & Samfund af
MARGRETHE II // ANALYSE – Hendes Majestæt Dronning Margrethe IIs 80 års fødselsdag er en milepæl i fortællingen om et stærkt og levedygtigt monarki, der i hendes snart 50-årige regeringstid markant har styrket sin samfundsmæssige position og på mange måder genskabt fortidens forherligelse af monarken og hendes slægt. Dronningen har både med dygtighed fuldendt transformationen af sine forfædres mere politiske monarki til at udfylde en mere symbolsk rolle. Samtidig har hun genfortryllet kongehuset med stærke historiske referencer, der understreger monarkiets betydning som historisk anker og den gyldne tråd gennem danskernes fælles historie.

Den stilfærdige corona-dikterede fejring af dronningens 80 års fødselsdag bliver som meget andet i det danske samfund lige nu en meget atypisk begivenhed. For under normale omstændigheder ville hele samfundet være i sving med at fejre en af de mest populære monarker i Danmarkshistorien.

Dronningens autoritet er stærk og urokkelig, fordi hun ikke henter sin legitimitet i stemmeboksens troløse og omskiftelige univers, men direkte i danskernes hjerter

Siden tronbestigelsen i 1972 har dronningen formået at sætte sit meget personlige præg på en institution, som i stadig stigende grad er blevet tømt for politisk indhold, men i takt med det netop stiller større krav til den enkelte monarks evne til at sætte sit personlige præg på rollen.

Enkeltpersonerne betyder i grunden ikke så meget – og så alligevel

Det ligger historisk set i monarkiets natur, at enkeltpersoner i grunden ikke er så betydningsfulde.

Monarken – og i visse tilfælde nogle af hans/hendes nærmeste familiemedlemmer – har bestemte roller i statens store maskineri, som ikke nødvendigvis kræver særlige personlige egenskaber, udover pligtopfyldenhed og evne til at forstå de forfatningsmæssige rammer, man fungerer indenfor.

Det sidste kan god rådgivning hjælpe godt på vej med. Kongehuset lever videre, selvom konger og dronninger dør, og sådan har det været gennem mere end 1000 år. Det er kongehuset som institution, det gælder.

I løbet af de seneste 100 år er de forfatningsmæssige rammer for monarkens magtudøvelse blevet langt snævrere end tidligere. Danmarks regeringsform er ifølge Grundloven ”indskrænket-monarkisk”, og hvad det egentlig betyder, var langtfra givet fra den første grundlov i 1849.

Efterspørgslen efter monarkiets symbolske rolle som nationens samlingspunkt bliver kun større i en tid med globalisering, konstant foranderlighed og grænseløshed mellem nationer og mennesker

Det krævede mange års tovtrækkerier mellem regering, kongemagt og folkevalgte, før arbejdsdelingen faldt endeligt på plads, og de første tre konger af den glücksborgske slægt – Christian IX, Frederik VIII og Christian X – spillede hver på deres måde en væsentlig politisk rolle, også efter påskekrisen i 1920, som endegyldigt fastslog det parlamentariske princip i dansk statsret.

Det er først med Frederik IX og Margrethe II, vi har fået det grundlæggende upolitiske kongehus, vi kender i dag.

Monarkiets betydning kan blive større i en globaliseret verden

Mindskes kongens/dronningens politiske rolle, øges betydningen af at kunne udfylde monarkiets symbolske rolle som nationens samlingspunkt og derigennem fastholde institutionens legitimitet samtidig.

Efterspørgslen efter den rolle bliver kun større i en tid med globalisering, konstant foranderlighed og grænseløshed mellem nationer og mennesker.

Politiske ledere kommer igen og igen til kort i globaliseringens tidsalder, deres virkemidler er ofte svage og utilstrækkelige, og den tid, hvor store politiske visioner skabte lande og samfundsmæssige forandringer, er – i hvert fald foreløbig – forbi. De fleste mennesker har inderst inde brug for et forankringspunkt, et tegn på, at de er forbundet med andre og deler skæbne med mennesker, de kan relatere sig til.

Den rolle har monarkiet en stor mulighed for at udfylde, hvis ellers dets medlemmer formår at løfte opgaven og tage ansvaret på sig.

Det er i høj grad lykkedes for Margrethe II, og derfor er det danske monarkis betydning paradoksalt nok blevet større i en globaliseret verden, som ellers på så mange måder repræsenterer det stik modsatte af monarkiets værdier – kontinuitet, tradition, slægtsbevidsthed og ansvarsfølelse.

Opbakningen til kongehuset er i dag historisk høj, ligesom republikanisme er et politisk randfænomen uden nogen samfundsmæssig betydning.

Monarkiet og demokratiet sameksisterer harmonisk, og de to måder at hente legitimitet på – gennem henholdsvis blod og arv og gennem demokratiske valg, udgør tilsammen danskernes styreform, som har meget stor folkelig opbakning. Demokrati handler om alt det, der skiller, monarki om alt det, der samler.

Margrethe II i 1973
Dronningens første nytårstale, 1973. En ung 32-årig monark, der endnu ikke helt havde fundet sin form. Nytårstalen er en gammel tradition med rødder tilbage til Christian IX, men den har først i Margrethe IIs regeringstid fået den enorme udbredelse og popularitet, som den har i dag. Foto: Kongehuset.dk

I en tid med ekstrem individualisme er det lykkedes dronningen at gøre sig til samfundets store autoritet og igen og igen tale til danskernes fællesskabsfølelse, bl.a. gennem nytårstalerne, som i hendes regeringstid er blevet et samlingspunkt for danskerne med budskaber, der både passer til tiden og repræsenterer et moralsk kompas, som er uforanderligt i en stærkt foranderlig verden.

Talerne bliver til i en dialog med den siddende regering, men det er i høj grad dronningens egne ord, der ender med at komme ud af hendes mund, og hun har selv fortalt, hvordan hun indimellem forinden sad længe med kabinetssekretæren og “tyggede blyant” for at få ordene til at vende rigtigt.

Det er svært at sige noget epokegørende hver gang i snart 50 år, men forbavsende ofte er det faktisk lykkedes for dronningen at sætte en tydelig dagsorden med nytårstalerne, som har ramt noget vigtigt i tiden og i danskernes liv.

Når dronningen taler, bliver der lyttet, præcis som da hun fornylig helt ekstraordinært holdt tale om coronakrisen og formanede danskerne til at blive hjemme og rette sig efter myndighedernes anvisninger – alt andet ville være både tankeløst og hensynsløst. Dronningens autoritet er stærk og urokkelig, fordi hun ikke henter sin legitimitet i stemmeboksens troløse og omskiftelige univers men direkte i danskernes hjerter.

En folkekonges død

Den 14. januar 1972 døde kong Frederik IX på Kommunehospitalet i København. Umiddelbart efter blev en række personer, der havde forsamlet sig på Amalienborg Slotsplads, interviewet af Danmarks Radio om deres følelser i anledning af dødsfaldet.

En af dem var den nu temmelig glemte forfatter Peter Ronild, der frejdigt erklærede, at han var mødt frem, fordi det nok blev sidste gang i Danmarkshistorien, at vi kom til at opleve et kongedødsfald.

Frederik IXs personlige smag var afgjort til en folkeliggørelse af monarkiet, som ikke skulle fremstå som særligt ophøjet eller fornemt. Han talte om ”min kone og børnene”

Frederik IX havde været en populær og folkelig konge, men tidsånden i begyndelsen af 70’erne var ikke just med monarkiet, og meningsmålinger viste markant og stigende tilslutning til republik.

I anledning af Margrethe II 80 år
Fyrstemaleren Laurits Tuxens enorme “De fire generationer”, som hænger på Christiansborg Slot, viser de første fire konger af den glücksborgske kongeslægt, grundigt udstyret med enevældens magtsymboler. På Frederik IIIs trone ses Christian IX, flankeret af sin søn, den senere Frederik VIII, sin sønnesøn, siden Christian X og med sin oldesøn, som mange år senere blev Frederik IX foran sig. De fire konger er beskyttet af Frederik IIIs tre sølvløver. Frederik IX hadede billedet med dets voldsomme dynastiske symbolik. Christiansborg Slot.

Kongens regeringstid havde været præget af en stadig mere begrænset rolle til monarkiet i samfundslivet.

I udviklingen af det konstitutionelle monarkis position trak Frederik IX afgjort i retning af det mere og mere tilbagetrukne, givetvis i stor overensstemmelse med kongens personlighed, som ikke var til at indtage markante standpunkter eller markere klare grænser for sin forståelse af sin centrale rolle som forfatningens værner i forhold til de folkevalgtes magtudøvelse.

Frederik IXs personlige smag var afgjort til en folkeliggørelse af monarkiet, som ikke skulle fremstå som særligt ophøjet eller fornemt. Han talte om ”min kone og børnene” og fortalte gerne medierne om, hvordan de egentlig levede som en helt almindelig familie.

Det dynastiske var heller ikke hans kop te, og i de kongelige repræsentationslokaler på Christiansborg anvendte man efter hans udtrykkelige ønske i hans regeringstid nødigt det rum, som stadig rummer et enormt og traditionsmættet slægtsportræt, malet af Laurits Tuxen, med hans oldefar Christian IX på enevældens trone flankeret af efterfølgerne Frederik VIII og Christian X i hermelinskåber og med den lille prins Frederik i hvid barnedragt som kongehusets pant på en arvefølge og en fremtid, der ville strække sig mange, mange år frem i tiden.

Den prunkløse grav

Da Frederik IX var død, var det længe ganske usikkert, hvad der skulle ske med hans jordiske rester. Hans flagsmykkede kiste blev placeret midt på gulvet i Christian IXs kapel i Roskilde Domkirke, hvor de tre begravelsespladser allerede var optaget af hans forældres, bedsteforældres og oldeforældres sarkofager.

Her stod den helt til 1985, hvor den blev flyttet til den nuværende begravelsesplads udenfor kirken, hvor han og dronning Ingrid nu hviler under åben himmel som det første danske kongepar i omtrent et årtusinde.

En stor, men egentlig helt almindelig granitsten med et kors formet som et anker og den nøgterne tekst ”Frederik IX – Danmarks konge fra 1947 til 1972” dækker den sejlglade konges grav, der kun er skærmet fra omgivelserne af en ottekantet rødstensmur med kikhuller i, tegnet af arkitekterne Inger og Johannes Exner og Vilhelm Wohlert, men i grunden ikke stort fornemmere end hvad mange velhavende borgerlige danskere kunne præstere.

Gravmælet i anledning af Dronning Margrethe II (80 år)
Bjørn Nørgaards gravmæle til Dronningen i Sankt Birgittes Kapel i Roskilde Domkirke med meget stærke historiske referencer og referencer til Dronningens rige. Allerede opstillet, men nu pakket ind i en kasse, indtil tid er. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix 2018. www.kongehuset.dk

Gravpladsen har plads til ti grave og kunne dermed have markeret afslutningen på den periode i Danmarkshistorien, hvor selve Roskilde Domkirke var kongeslægtens gravkirke.

Her kunne, udover Frederik IX og dronning Ingrid, have været plads til Margrethe II, Frederik X, Christian XI og (måske) Frederik XI med ægtefæller.

Sådan skulle det imidlertid ikke komme til at gå, og i 2013 blev det offentliggjort, at kunstneren Bjørn Nørgaard gennem en årrække havde arbejdet på et monumentalt gravmæle til Margrethe II og Prins Henrik, en dobbeltsarkofag i glas med Dronningen og prinsgemalens silhouetter udformet som hulrum i glasset, med heraldisk udsmykning og båret af tre søjler smykket med elefantordenens elefant udført af henholdsvis grønlandsk marmor, færøsk basalt og bornholmsk granit.

Gravmælets placering bliver inde i domkirken, i Sankt Birgittes Kapel, hvor regentparret efter de oprindelige planer begge skulle hvile under gulvet. På sine ældre dage ønskede Prins Henrik imidlertid en anden begravelsesform, så nu bliver det Dronningen alene.

Ankeret er kastet tilbage til de gamle konger

Med værket trækker kunstneren og dronningen, som utvivlsomt har medvirket meget aktivt i udformningen, på stærke referencer til renæssancen og barokken.

Bjørn Nørgaards storslåede gobelinudsmykning gennemgår hele Danmarkshistorien med markant vægt på de danske kongers rolle og med en tydelig undertone af, at det er de dybe historiske rødder og blodets bånd, der legitimerer vore dages monarki

Selvom der er tale om et udpræget moderne kunstværk, er det med fremhævelsen af regentparrets fysiske fremtræden og kongemagtens symboler og geografiske besiddelser snarere i familie med kirkens store renæssancegravmæler over Christian III og Frederik II og med Christian Vs, Frederik IVs og deres dronningers storslået udsmykkede barokkister i højkoret end med de mere enkle og nøgterne sarkofager, der rummer Frederik IXs umiddelbare forgængere.

For slet ikke at tale om kongen selv, der altså indtil videre udgør en parentes i kongehusets begravelseshistorie med sin relativt beskedne udendørs begravelse.

Bjørn Nørgaards gobeliner til Dronning Margrethe II
Bjørn Nørgaards gobeliner til Dronningen i riddersalen på Christiansborg Slot. Det er kunstnerens fortolkning af 1000 års Danmarkshistorie, der så at sige har Dronningen og hendes sønner som – det foreløbige – endemål. Foto: Wikimedia Commons.

På samme måde som dronning Margrethe IIs kommende gravmæle kaster et markant anker tilbage i historien og genskaber en stor del af den pragt og herlighed, som omgav fortidens konger i efterlivet, så har majestætens hidtidige regeringstid efterladt flere andre meget markante minder, som på mange måder genfortryller kongemagten og trækker den ud af den ”almindeliggørelse”, som ellers havde været god latin i hendes fars regeringstid.

I Christiansborgs riddersal finder man således i dag samme Bjørn Nørgaards storslåede gobelinudsmykning, der gennemgår hele Danmarkshistorien med markant vægt på de danske kongers rolle.

Her er en tydelig undertone af, at det er de dybe historiske rødder og blodets bånd, der legitimerer vore dages monarki, der afslutter gobelinserien med helfigursportrætter af dronningen og prins Henrik samt deres to sønner med solide heraldiske og historiske referencer.

Igen er der tale om et moderne kunstværk, der på aldeles ”usamtidig” vis hylder monarkiet og kontinuiteten og meget tydeligt trækker på referencer til renæssancen og barokken, bl.a. til Hans Kniepers kronborgtapeter fra 1580’erne med den danske kongerække samt til Karel van Manders (desværre tabte) tapeter med motiver fra Christian IVs regeringstid på Frederiksborg Slot og til gobelinerne i riddersalen på Rosenborg, der viser Christian Vs sejre i Skånske Krig. Med Bjørn Nørgaards gobeliner er der skabt et enestående kunstværk, der på samme måde er “født” med en naturlig plads i Danmarkshistorien og i dansk kunsthistorie.

Det forekommer indlysende, at dronning Margrethe IIs regeringstid, som vi nu formentlig befinder os i den senere del af, har givet monarkiet nyt liv og ny mening for mange mennesker, som kvitterer med at yde det stor opbakning, så snart lejlighed gives

Var det tænkeligt, at Frederik IXs regeringstid skulle have efterladt et så storslået monument til eftertiden med en gennemgående fortælling om Danmark som et 1000-årigt kongerige og kongeslægten som den gyldne tråd og samlingspunkt i denne lange historie?

Det var det næppe, ligesom Frederik IX næppe heller ville have haft vilje eller interesse til at blive en af de mest portrætterede danske monarker til dato, således som tilfældet er med Margrethe II. I en tid, hvor portrætkunsten de fleste steder i samfundet er sat på museum og alene hører fortiden til, der er den i kongehuset så levende som aldrig før, og eftertiden vil råde over en stor samling fremragende malede portrætter af dronningen, udført af samtidens ypperste danske og internationale kunstnere.

Fornyet vægt på kontinuiteten

Hvordan bevarer man en skrøbelig, dybt værdifuld institution som monarkiet i en tid og i et land, der sædvanligvis dyrker demokratiet som et helligt princip, og meget ofte også roser sig af at være det land i verden med den største lighed, den korteste afstand mellem top og bund. Hvor vi ofte hylder lighedsmageriet, vrænger lidt af det ophøjede og fornemme og er fulde af beundring for alt, hvad der er ”nyt”?

Det er naturligvis en balancegang mellem tradition og fornyelse, hvor også monarkiet gradvist må indrette sig på ændringer i samfund og omgangsformer.

Men uden en insisteren på og en understregning af den kontinuitet og de slægtsbånd, der i sidste ende legitimerer monarkiet, der er det vanskeligt at se, at det kan opretholde sin mening og folkelige opbakning. Hvorfor skulle en helt almindelig familie, der stærkt insisterer på at være netop det, bo på slotte, køre i karet og være dem, der giver lovene kraft?

Det forekommer indlysende, at dronning Margrethe IIs regeringstid, som vi nu formentlig befinder os i den senere del af, har givet monarkiet nyt liv og ny mening for mange mennesker, som kvitterer med at yde det stor opbakning, så snart lejlighed gives.

Centrale kendetegn for denne udvikling har været en genfortryllelse af monarkiet, der med stærke og dybe rødder står solidere end nogensinde.

Dronning Margrethe II med de to kronprinser
Dronning Margrethe II med Kronprins Frederik og prins Christian.

Topillustration: Dronning Margrethe II med Kronprins Frederik og prins Christian. Foto: Per Morten Abrahamsen/Kongehuset.

LÆS ANDRE ARTIKLER AF NIKOLAJ BØGH HER

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Nikolaj Bøgh (født 1969) er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, rådmand og formand for Kultur- og Fritidsudvalget på Frederiksberg (C) samt konservativ folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet en række bøger, herunder ”Hækkerup” om den socialdemokratiske udenrigsminister m.m. Per Hækkerup og ”Brødrene Møller” om de fremtrædende konservative politikere Aksel og Poul Møller. Hans seneste bog er "100 historier fra Frederiksberg", der udkom i marts 2019.

Seneste artikler om Featured