NULPUNKT – “Ivrigt sprang han ned ad trappen, kiggede hele tiden på mig for at tjekke, om jeg tog billederne, sprang ned til halvt i, holdt en lille fotopause, dukkede sig helt under, holdt en (meget kort) fotopause, da kun hans ansigt var oven vande, hvorefter han sprang op og poserede til det sidste billede, mens han forcerede et smil og forsøgte at skjule sine kuldesmerter.” Sine Lex er vinterbader. Men det er slut med blot at nyde den sjældne, isnende fryd ved at springe i grødisen. Det hele skal fotograferes på mobilen.
Jeg har været vinterbader i tyve år. Og jo, det er en helt særlig oplevelse, når der er is på vandet og grødis i hullet, man sænker sig ned i. Man kunne opleve det for et par uger siden på Helgoland badeanstalt.
Sidste gang, der var grødis på Helgoland badeanstalt var efter sigende i 2012. Det er enhver vinterbaders sjældne, våde drøm.
Jeg var selv dernede en fredag morgen. Selvom der var fygesne og blæst, og alt i kroppen skreg NEJ til at tage tøjet af og gå i havet, var vi overraskende mange.
Stemningen var euforisk, hvilket den langtfra plejer at være sådan en almindelig fredag morgen på badeanstalten. Selvom Helgoland har lige godt 5000 medlemmer fra hele København, er der normalt ikke flere dernede ad gangen, end hvad kan tælles på en hånd. Og en overvejende del af disse er ældre mennesker.
De fleste havde deres telefon i hånden, når de skulle i vandet … De slap den først på trappens sidste trin, og enkelte havde den også med helt ned i vandet, som var den en lille livredder, hvis isen skulle finde på at sluge dem
Men nu skal jeg love for, at folk var blevet vinterbadere. Voksne mænd og kvinder (flest mænd) hoppede nøgne og kuldrede rundt og snakkede om grødis, og der lød hvin og brøl fra trapperne, der var beklædt med et tykt lag is.
https://www.facebook.com/Helgolandbadeanstalt/photos/pcb.1570045509777741/1570044956444463/?type=3&theater
Det var der ikke noget underligt i. Det nye ved oplevelsen var, at de fleste havde deres telefon i hånden, når de skulle i vandet. Og det har jeg altså ikke set før.
De slap den først på trappens sidste trin, og enkelte havde den også med helt ned i vandet, som var den en lille livredder, hvis isen skulle finde på at sluge dem. Det var selvfølgelig for at tage selfies, når de badede i isen. Og mens jeg gik rundt og nød den helt særlige kulde-immunitet, man oplever i minutterne efter man har været nede i det iskolde vand, blev jeg også bedt om at tage billeder af andre, mens de gik i vandet:
”Tag gerne ét, lige når jeg sænker mig ned, og så ét, når jeg er under, og så ét lige når jeg kommer op, og gerne sådan, at man ser mig komme helt under”, instruerede en mand mig nøje.
Lidt efter så jeg den samme mand få en anden af de tilstedeværende vinterbadere til at tage flere billeder af sig. Mine havde måske ikke været helt gode nok. Til Facebook, Instagram, Tinder?
Ivrigt sprang han ned ad trappen, kiggede hele tiden på mig for at tjekke, om jeg tog billederne, sprang ned til halvt i, holdt en lille fotopause, dukkede sig helt under, holdt en (meget kort) fotopause, da kun hans ansigt var oven vande, hvorefter han sprang op og poserede til det sidste billede, mens han forcerede et smil og forsøgte at skjule sine kuldesmerter.
Stakåndet tjekkede han billederne igennem, da han kom op, mens jeg målløs så til.
”Har du fået taget billede af dig selv i vandet?” spurgte han mig. Sikkert for at være flink og tilbyde at gøre gengæld.
Jeg svarede, at jeg ikke havde strøm på mobilen, selvom jeg end ikke havde overvejet at have den med mig, når jeg skulle bade i grødis.
”Nå, det var ærgerligt, når der nu er is på drengen”, svarede han kækt, og jeg måtte vægre mig for ikke at komme til at sænke blikket og se, om der rent faktisk var tilfældet.
Lidt efter så jeg den samme mand få en anden af de tilstedeværende vinterbadere til at tage flere billeder af sig. Mine havde måske ikke været helt gode nok. Til Facebook, Instagram, Tinder?
En anden mand i begyndelsen af 40’erne, gætter jeg på, som var taget alene på Helgoland for at prøve grødisen, var også grebet af stor eufori. Han sprang lystigt frem og tilbage mellem saunaen og ishullerne med et ansigt, der lignede en flækket træsko. Som det mest selvfølgelige i verden havde også han sin telefon med sig i vandet og fotograferede hæmningsløst sig selv på vej ned, i vandet, og på vej op igen.
Væk var det frirum for al det hejs, som badeklubben plejer at være. Hvor det er oplevelsen af det intense nu, hvor man går i vandet og bagefter mærker suset i blodet og varmen fra saunaen, mens man sidder og ser ud over Øresund og føler et tyst fællesskab med de få andre tilstedeværende
Og sådan blev det ved. Voksne mennesker sprang ned og dyppede deres krop og tog billeder af det, som var det selve formålet med seancen. Enenestående chance for at indhøste de små dopamin-udløsende likes eller kommentarer på telefonen resten af dagen på kontoret, måske.
Først smittede deres begejstring mig. For det er jo herligt at noget kan begejstre så meget, at man bliver som barn igen. Så gjorde jeg lidt kærligt nar af dem, fordi det virkede så åbenlyst, at de sprang i vandet for at få billederne.
Til sidst blev jeg lidt slukøret over, at det var så massivt og derfor tog noget af magien fra oplevelsen. Forstyrrende tanker meldte sig om, hvorvidt jeg også burde tage billeder af mig selv i vandet, på vej ned og op, måske et fællesbillede af mig og min kæreste, og så lægge dem på Facebook.
Væk var det frirum for al det hejs, som badeklubben plejer at være. Hvor det er oplevelsen af det intense nu, hvor man går i vandet og bagefter mærker suset i blodet og varmen fra saunaen, mens man sidder og ser ud over Øresund og føler et tyst fællesskab med de få andre tilstedeværende. Som er reduceret til de mennesker, de er inde bag tøjet og de roller og identiteter, vi trækker uden på kroppen.
Luciaoptog i mobilernes skær
Det minder mig om en lignende oplevelse, hvor jeg også blev lidt mavesur. Luciaoptoget i min søns fritidshjem.
Personalet på fritidshjemmet havde slukket al lyset og gjort, hvad de kunne for at finde de mest varmt-tonede LED-stearinlys frem, så oplevelsen kunne minde mest muligt om dengang, vi selv var børn og det var rigtige stearinlys, børnene holdt i hånden.
Før optoget kom gående, kunne man trods mørket mærke forventningens glæde brede sig blandt den sammenpressede skare af forældre og søskende.
I de få sekunder, det passerede forbi, koncentrerede de sig om deres mobiltelefon. Og da børnene var gået forbi, stod de og afspillede den, for at se om den var kommet i kassen. Væk var magien. For alle
Men da optoget nærmede sig, tændte vel to tredjedele af alle forældre deres mobiltelefoner for at optage eller fotografere optoget, og de mange mobillamper lyste så meget op, at man lige så godt kunne have tændt loftlyset. De syngende børn kneb øjnene sammen for ikke at blive blændet, når de kiggede efter deres mor eller far. De forældre, der stod med mobiltelefonerne, kan ikke have set meget af optoget.
I de få sekunder, det passerede forbi, koncentrerede de voksne sig om deres mobiltelefon. Og da børnene var gået forbi, stod de og afspillede den, for at se om den var kommet i kassen. Væk var magien. For alle.
Min yngste søn går i en Rudolf Steiner børnehave. Her frabeder de sig, at man foreviger de særlige øjeblikke, fødselsdagsritualerne, højtidsfesterne osv. Det gør de ud fra tanken om, at børn er til stede i nuet og skal have lov til at bevare oplevelserne dér, i nuet, og som et aftryk i hjertet.
Ikke som et opstillet billede på mobilen. Eller på mors Facebook-side.
Til at starte med fandt jeg det nærmest Amish-agtigt og teknologifjendsk. Men nu, hvor jeg ser, hvordan alle de særlige oplevelser passerer for næsen af os i forsøget på at få dem indfanget og gjort til en del af vores personlige brand på internettet, synes jeg de har fat i den lange ende.
Nuvel – hvem er jeg til bedrevidende at fortælle folk, at de kunne opleve bedre uden at tage alle de selfies hele tiden. Jeg tillader mig alligevel lige for en stund at være tanten med pegefingeren, for vi bruger oceaner af tid og opmærksomhed på vores online-parallelverden – tid vi tager fra vores i forvejen fortravlede hverdag.
Topillustration: Vinterbadere, .Helgoland Badeanstalt. Foto: Charline Charli Skovgaard.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
