Lotte Kirkeby: De nærmeste – uddrag af debutroman

i Bøger/Kultur/Liv & Mennesker af

BOG // UDDRAG – Efter deres forældres død mødes de tre søskende, Eva, Christian og fortælleren Anna, for at opløse deres barndomshjem. Sammen med Annas teenagepiger forsøger de at dele sorgen over deres tab, men som i de fleste familier er der spændinger, hemmeligheder og roller, som hverken er nemme at affinde sig med eller forlade, og de må konfrontere alt dette, sig selv og hinanden.

De dør natten til søndag, og da vi er alene igen, tager jeg mine ting. Jeg begynder at gå, men så standser jeg. Jeg opdager, at jeg har glemt at spørge pigerne, om de vil med, og det skal jeg. Det er de vant til, og jeg vender om.

De siger nej. De vil hellere blive, og de kan sagtens være alene. Jeg skal jo bare ned at bade.

Jeg ved ikke, om de kan høre, at jeg helst er fri, eller om de kan mærke, at jeg ikke mener det, og jeg kigger mig over skulderen, da jeg går ud af haven. Men de har ikke fortrudt, som de gjorde, da de var små og fulgte efter mig.

Jeg ved ikke, hvor mange gange vi har gået ned ad stien sammen, men det er mange. Mine bevægelser er formet efter deres, som de var efter Evas og Christians, da vi var mindre, og jeg har altid gået i midten. Først mellem min storesøster og min lillebror, og senere, da pigerne kom, mellem dem, med Marie på den venstre side og Ida på den højre, og selv da de blev større, holdt vi i hånd, hvis der ikke var nogen, der så det.

Men i år, da syrenerne sprang ud, gav de slip. De vil ikke mere, og jeg vidste godt, at det ville komme. Men jeg vidste ikke, at det var nu. Savnet sniger sig ind på mig som et hav, der langsomt spiser af en skrænt, og jeg håber bare, at jeg kan træde et skridt tilbage, at jeg kan blive stående og kigge på dem.

Der ligger sten på stien. Regnen har skyllet dem ned ad skråningen, som rejser sig op fra den, og det er varmt.

Jeg går i zigzag mellem vandpytterne, men mine sandaler bliver alligevel våde, og mine tæer suger sig fast til det lyse læder. Da jeg kigger ned, kan jeg se, at der er kommet pletter, og jeg tror ikke, at de forsvinder, når de tørrer.

Men det er lige meget. Jeg skal bare gå, og jeg sætter farten op. Det går nedad, men jeg fortsætter, til stien ender, og jeg kommer ned på stranden. Her er også sten, men de er runde, og jeg lægger mit tøj på den største, som jeg stadig kalder min.

Da pigerne var små, sagde de aldrig noget, men det gør de nu. De bryder sig ikke om det. De siger, at jeg skal lade være, i hvert fald når de er med, og det gør jeg, selv om jeg var ligeglad, da min far badede nøgen. Det var de andre også, men jeg ved godt, at der ikke er mange, der kan lide at se deres forældre uden tøj, og at vi måske var anderledes end de fleste.

De siger også, at jeg ikke er så ung, som jeg har været, men at jeg kan snyde på afstand, og da jeg går ud gennem det lave vand, forestiller jeg mig, at der står nogen ved bredden og kigger. Måske gætter de på, hvor gammel jeg er, og de kan ikke vide, at jeg har børn, men ingen mand, for der er ikke noget, der afslører mig bortset fra det ar, som jeg har på maven efter Marie, og som man skal tæt på for at se.

Vandet er koldt. Mit blod løber mod hjertet, og om syv dage vil det hele være nyt. Jeg ved ikke, hvad der bliver af det gamle, hvor det forsvinder hen, og jeg breder armene ud, som om jeg skal fange en af pigerne og give hende en svingtur. Men det ville være for glat at gøre her, det er kun for at holde balancen, og jeg går ud gennem det tykke bælte af tang, som altid kommer, når vinden står ind mod land.

Da vandet er blevet rent og klart, lægger jeg mig på ryggen. Jeg lader strømmen bære mig, og hvis jeg lukker øjnene, forsvinder tiden. Pigerne fortoner sig og tager mine forældre med, og jeg længes efter dem og tiden, der aldrig kommer tilbage, men som jeg kan trylle frem og gøre til et nu, hvis jeg kniber øjnene sammen. Så vender badeturene med Eva og Christian og svalerne, der altid kommer i april og tager sommeren med sig igen i september, tilbage, sammen med lugten af kokasserne på engen, som vi vendte med en pind for at finde biller, der var kulsorte og blanke og skyndte sig væk, når de blev forstyrret, som om deres liv stod på spil.

Jeg flyder uden retning og fortøjning gennem tiden, og alt er, som det plejer at være. Der er ikke noget, der er forandret, og når jeg kommer hjem, vil min mor og min far være der, de vil vente på mig, og Eva og Christian, eller også er det pigerne, som er ligeglade med, at jeg er nøgen, vil komme løbende ud til mig.

Jeg vender mig om på maven, dykker ned under overfladen og svømmer ind mod land, til jeg kan mærke tangen, der vikler sig ind i mit hår, og så rejser jeg mig og går ind mod stranden. Solen er bag mig, og jeg kigger hen mod skovbrynet, mod mit hus, som ligger derinde ved siden af mine forældres, der nu er tomt.

Jeg bliver stående i vandkanten og snor mit hår så stramt over den ene skulder, at vandet løber som en bæk ned over mit bryst. På den anden side af bugten kan jeg se et træ, der er væltet. Det må være sket for nylig, for jeg har ikke set det før, og der er stadig blade på.

I kronen sidder en flok skarver. De er sorte og stikker af mod det grønne, mod de gule siv og den blå himmel, der spejler sig i vandet, og de har foldet deres vinger ud, som om de skal til at lette. Men de bliver siddende, som vi gjorde, da vi var små, for deres fjer skyr ikke vand, og de skal tørre, inden de kan dykke igen, inden de kan bryde vandet med en fart, der er så høj, at man næsten ikke når at opdage, at de er forsvundet.

Mit tøj er gledet ned fra stenen, og da jeg bøjer mig for at samle det op, strejfer min hånd et stykke fra et skelet.

Jeg tager det op. Det er en vinge fra en måge, og jeg glemmer altid, hvor store de er, når jeg ser dem i luften, eller når de vækker mig om morgenen med deres skrig.

Da jeg smider den, falder den fra hinanden, og jeg går langs stranden og op gennem sivene, som næsten er hvide i det skarpe lys, videre ind i krattet og hen mod mosen, hvor der engang var en pige, der druknede. Men det er længe siden. De fandt hende aldrig, og hun må være væk nu.

Vi forestillede os altid, at dyndet trak hende ned og lukkede sig over hende, så hun ikke kunne få luft, og når vi snakkede om det, fik vi mareridt. Min mor sagde, at vi skulle lade være med at gå derned, også om sommeren, når mosen tørrede ind, og man kunne gå på den, hvis man tog sine sko af og gik på bare tæer. Jeg kan stadig mærke den varme og mudrede jord, som trænger op mellem tæerne og stivner, mens man leger, og lægger sig i mørke flager, der falder af og forsvinder, inden nogen opdager det.

Jeg følger stien ind i skoven. Det er længe siden, jeg var her sidst, og alt er grønt. Grenene svirper og lukker sig bag mig, men jeg ved, at jeg ikke farer vild, og hvis jeg gør, skal jeg bare blive stående, hvor jeg er, så de andre kan komme og finde mig igen.

Hvis jeg går til højre, kommer jeg ned til mosen, men jeg går til venstre. Jeg vil hele vejen op på højen, hvor vi plejede at fælde juletræer, og hvor jeg kan se hjem. De varme grannåle stikker mine bare tæer i sandalerne, da jeg går op ad den trappe, som de blottede rødder fra bøgetræerne har dannet, og mod syd kan jeg se myretuerne.

Der ligger de altid, fortalte min far os, men jeg kan ikke huske hvorfor, og han fortalte også, at vi kunne pille de lyse skud af granerne om foråret, når de var små og friske, og at vi kunne spise både dem og myrerne, som bed, hvis de var levende.

Han tog en op og viste os, hvordan man kunne klemme den mellem to fingre, så den døde, og Eva fangede en af dem, der løb rundt i hendes hånd, og puttede den i munden. Bagefter sagde hun, at det ikke var rigtigt.

Den bed ikke. Det var bare et prik på tungen, som ikke gjorde ondt.

Hun sagde også, at hun bedst kunne lide de orange, som smagte af appelsin, og selv om jeg har prøvet, har jeg aldrig fået pigerne overtalt. De siger stadig nej, og måske skal jeg holde op med at spørge. Måske skal jeg gå hjem til dem, hvis de savner mig, eller hvis de er blevet kede af det.

Men de er bare gået ud i haven og har lagt sig på de puder og madrasser, som de har slæbt ned fra terrassen. Det ville jeg have set, hvis jeg var gået hele vejen op ad højen, og hvis jeg havde haft min kikkert med, så jeg kunne se gennem de tynde graner, der aldrig knækker, når det blæser, men bare svajer.

Jeg vil hjem til dem. Men jeg kan mærke myrerne, der kravler op ad mine ben, og jeg bliver nødt til at standse for at børste dem væk, inden jeg vender om og går ind over engen med køerne, der kigger op på mig, da jeg kommer ud fra skoven.

Solen har fået vandet til at fordampe, og saltet har lagt sig som hvide dråber på min hud. Mit hår er tørt og stift, og jeg ved, hvordan det smager.

Da jeg var lille, tog jeg altid en tot ind i munden, inden jeg skulle sove, og der var ingen, der vidste det, for jeg gjorde altid, som min mor sagde, at jeg skulle, og gik i bad, når vi kom hjem fra stranden. Men jeg snød og stod med hovedet uden for strålen, så saltet ikke blev skyllet af, mens jeg glædede mig til, at jeg skulle sove, og at vi skulle til stranden igen.

Da vi blev større, gik vi selv, men da vi var små, tog min far med. Min mor blev altid hjemme, og jeg kan ikke huske, at jeg har set hende i andet end nederdel og skjorte, som hun knappede op ved håndleddet med små bevægelser, hvis det blev for varmt, og som hun tog en cardigan over, hvis det blev for koldt. Men den var altid lukket i halsen med de små overtrukne knapper, som også var på manchetterne, og senere, da vi gav hende tøj på og lagde hende ned i kisten, havde jeg svært ved at lukke dem, og jeg ville tage hendes hånd, som ikke længere lignede sig selv. Den havde forandret sig allerede i morges, og jeg havde siddet med den i min og bevæget min tommelfinger hen over hendes håndryg, så den løse hud, der fulgte min finger, lagde sig i de samme formationer, som vand laver i sand.

Hvis hun var her nu, og hvis hun så mig, ville hun sige, at jeg skulle bruse og klæde om, inden vi spiste.

Men det er hun ikke, og jeg mærker et strejf af lettelse.

Det lægger sig oven på den dårlige samvittighed, som altid sidder i mig, og som de mennesker, der står mig nærmest, altid får frem, også selv om de ikke siger noget, selv om de ikke er der.


Lotte Kirkeby: De nærmeste
Rosinante
Omslag: Ida Balslev-Olesen
ISBN: 978-87-638-6001-7
210 sider
Vejl. pris: 249,95 kr.

Lotte Kirkeby (f. 1970) debuterede som skønlitterær forfatter med novellesamlingen Jubilæum. De nærmeste er hendes første roman. Hun har tidligere været forlagsredaktør på Gyldendal, men har siden 2007 arbejdet som anmelder, oversætter, journalist og forfatter.

Seneste artikler om Bøger