TRUMP // KOMMENTAR – USA’s præsident Trump delte vandene, fra før han blev valgt. Nogle så ham som et oprør mod USA’s politiske elite. Andre så ham som løsningen på alverdens problemer. Og andre igen så ham som blot og bart et onde. Diskussionen om hans eftermæle er i gang, og her kan Trumps opførsel siden valget ses som en prisme, som alting kan vurderes igennem, skriver Thomas Christiansen.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Donald Trump har nok delt vandene mere end nogen anden amerikansk præsident i nyere tid. Det er ikke alene sket i USA, men også i resten af verden, som har betragtet de sidste fire års udvikling i USA med alt fra beundring til forfærdelse.
Få har stået på sidelinjen og forholdt sig neutralt til fænomenet Donald Trump.
På trods af, eller måske netop på grund af det entydige nederlag, er konflikten mellem tilhængere og modstandere af Trump ikke blevet mindre skarp.
Men nu er han på vej ud. Trump tabte valget den tredje november på mange forskellige fronter. Han fik syv millioner færre stemmer end Biden, og Biden blev valgt valgmandskollegiet med samme antal stemmer, som Trump fik i 2016:
https://twitter.com/realDonaldTrump/status/802972944532209664
Dengang – i november 2016 – kaldte Trump sin sejr i valgmandskollegiet for “a landslide“. Siden valget har Trump og hans allierede også tabt omkring 60 retssager i relation til valget og kun vundet en enkelt, som ikke havde nogen praktisk betydning.
På trods af, eller måske netop på grund af det entydige nederlag, er konflikten mellem tilhængere og modstandere af Trump ikke blevet mindre skarp.
På den ene side står en stor mængde amerikanere, som tror, at Trump tabte valget på grund af valgsvindel. På den anden side trækker endnu flere amerikanere vejret med lettelse, da det stod klart, at Trump havde tabt valget.
Denne skillelinje er også tydelig mange andre steder i verden, inklusiv i kommentarsporet til vores USA-korrespondent Annegrethe Rasmussens artikler om USA her i POV International.
Intet nyt – men mere tydeligt
Som det er velkendt, har Trump endnu ikke anerkendt sit valgnederlag offentligt. Så sent som søndag kom han i et psykofantisk interview på Fox News med en lang række udokumenterede påstande om, at han havde vundet valget:
During his first on-camera interview since the election, President @realDonaldTrump discusses the rollout of the coronavirus vaccine, his campaign’s legal challenges, and investigations on Hunter Biden. @foxandfriends pic.twitter.com/60QVqq9pON
— Brian Kilmeade (@kilmeade) December 14, 2020
For dem, som har fulgt bare lidt med i amerikansk politik i de seneste fire år, er der ikke noget nyt i Trumps opførsel. Nu er det bare endnu mere tydeligt.
Eksemplerne på det kontroversielle i Trump er mange og velkendte. I flæng kan man nævne hans utallige løgne om stort og småt, hans misogyni, hans promovering af konspirationsteorier, hans narcissisme, og hans racisme
Samtidig, fordi der er så meget på spil, er det imidlertid en god prisme at se Trump igennem – og dermed bliver det også en god prisme at se præsidentens trofaste tilhængere igennem.
Politik vs. personlighed
Selvom Trump er politiker, har debatten om ham ikke kun fokuseret på hans politik. Debatten har i lige så høj grad drejet sig om hans personlighed, som ikke kan kaldes andet end kontroversiel.
Eksemplerne på det kontroversielle i Trump er mange og velkendte. I flæng kan man nævne hans utallige løgne om stort og småt, hans misogyni, hans promovering af konspirationsteorier, hans narcissisme, og hans racisme. Det er alt sammen velkendt, og der er ikke grund til at gå i dybden med eksempler.
Men debatten om Trump har selvfølgelig også haft politiske dimensioner. Ligeledes i flæng kan man nævne udenrigspolitikken inklusiv USAs forhold til Kina, Rusland, og Nordkorea, klima, miljø, immigration, sundhed, og håndteringen af Covid19-pandemien.
Det er selvfølgelig ikke overraskende, at folk har været uenige i vurderingen af Trumps politiske holdninger. Er klimaændringerne menneskeskabte? Skal der føres en mere eller mindre restriktiv immigrationspolitik? Hvordan organiserer man bedst et sundhedssystem?
Men i Trumps tilfælde har diskussionen altså i høj grad også drejet sig om hans personlighed, og det i en grad, som man ikke finder i forhold til ret mange andre ledende politikere. Spørgsmålet er, om man kan skille de to ting ad?
TDS
Kritikken af Trumps personlighed har ført til, at der er opfundet et nyt begreb. TDS – Trump Derangement Syndrome – “Trump forstyrrelses-syndrom”. Begrebet som idé blev skabt af den konservative amerikanske kommentator Charles Krauthammer tilbage i 2003.
Siden Trump blev et politisk fænomen har TDS-begrebet været et handy håndtag at trække i for Trumps tilhængere. Det har især blevet brugt overfor personer, som har været kritiske overfor Trumps personlighed
Det var selvfølgelig ikke i forhold til Trump, som endnu ikke var i politik, men derimod i forhold til daværende præsident George W. Bush.
Krauthammers begreb hed derfor oprindeligt Bush Derangement Syndrome, og Krauthammer definerede det som ‘The acute onset of paranoia in otherwise normal people in reaction to the policies, the presidency — nay — the very existence of George W. Bush.’
https://twitter.com/realDonaldTrump/status/1019544304853966853
Siden Trump blev et politisk fænomen har TDS-begrebet været et handy håndtag at trække i for Trumps tilhængere. Det er især blevet brugt overfor personer, som har været kritiske overfor Trumps personlighed.
Med TDS-begrebet har Trumps tilhængere kunnet afvise kritikerne som paranoide og dermed slippe for at tage stilling til kritikkens substans.
TDS-begrebet er også blevet brugt i sammenhæng med argumentet om, at det ikke er Trumps personlighed, men hans politik, som er vigtig. Når man er ‘ramt af TDS’ – lyder argumentet – er man blind for Trumps politiske aktiviteter.
‘Even paranoids have enemies’
Brugen af TDS-begrebet er på den ene side nemt og umiddelbart bekvemt for en Trump-tilhænger. Man behøver ikke at tage stilling til substansen af kritikken. Samtidig får man afskrevet kritikkerne som paranoide, og hvem kan tage psykisk syge alvorligt? Men brugen af begrebet indeholder – mindst – to alvorlige problemer.
For det første fører det til et nedbrud i den politiske dialog. Ved at bruge TDS-begrebet nægter den ene part at anerkende den anden, som værdig til at indgå i en dialog. Den ultimative konsekvens af det synspunkt er, at demokratiet undergraves.
De tre vigtigste ting for Trump er Trump, Trump og Trump. Hans narcissisme taget i betragtning er det ikke en overraskelse, men det er sjældent udstillet så tydeligt og entydigt som nu
For det andet ignorerer brugerne af TDS-begrebet, at even paranoids can have enemies. Eller sagt på en anden måde: Der kan være rationelle og reelle grunde til at være paranoid i forhold til Trumps personlighed samt at mene, at hans personlighed ikke kan adskilles fra hans politik.
Det kommer tydeligt frem, når man ser på Trumps håndtering af valgnederlaget den 3. november. Forløbet i de seneste seks uger er dermed den prisme, som Trump uundgåeligt må vurderes igennem.
En autoritær og narcissistisk psykopat
Efter sigende siger ejendomsmæglere altid, at de tre vigtigste ting ved en bolig er beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed. På samme måde må det efter valget være klart for enhver, hvad der er vigtigst for Trump.
På det konkrete niveau er det hverken spørgsmålet om politik (hvem har set hans valgprogram i 2020?), spørgsmålet om håndteringen af covid19-pandemien eller spørgsmålet om økonomien.
På et mere abstrakt niveau er det heller ikke et spørgsmål om valg, demokrati og magtens tredeling. De tre vigtigste ting for Trump er Trump, Trump og Trump. Hans narcissisme taget i betragtning er det ikke en overraskelse, men det er sjældent udstillet så tydeligt og entydigt som nu.
Hans narcissistisk drevne og psykopatiske angreb på det amerikanske demokrati er et åbenlyst eksempel på et autoritært magtovertagelsesforsøg. Intet mere, intet mindre
Med et eneste mål for øje har han igangsat en kampagne for og om sig selv, og alt, som ikke passer ind i det narrativ, bliver skånseløst forsøgt ryddet af vejen. Vælgernes dom, delstaternes autonomi, domstolenes uafhængighed, bureaukratiets arbejde.
Det er ikke småting. Det er grundpiller i det amerikanske demokrati – og det vestlige demokrati som sådan – som han forsøger at rive ned. Det er samtidig et kraftigt signal til resten af verdens allerede eksisterende og håbefulde autoritære politikere. Go for it!
Det er også i denne sammenhæng, at Trumps personlighed bliver åbenlyst politisk. Hans personlighed kan ikke længere med sanddruelighed kaldes en uvigtig detalje, som ikke betyder noget for hans politik.
Hans narcissistisk drevne og psykopatiske angreb på det amerikanske demokrati er et åbenlyst eksempel på et autoritært magtovertagelsesforsøg. Intet mere, intet mindre.
De nyttige idioter
Hvis Trump havde lykkedes med at overtrumfe det amerikanske valg- og retssystem, så havde hans personlighed haft konkrete og alvorlige politiske konsekvenser. Men selvom han tabte, er konsekvenserne ikke fuldstændigt annulleret.
Troen på demokratiet er blevet formindsket blandt de amerikanske vælgere, domstolenes uafhængighed er under pres, politikere har modtaget dødstrusler for at passe deres job. Det er alt sammen konsekvenser af Trumps narcissisme, og hvor hans psykopati viser sig i hans ligegyldighed overfor konsekvenserne af sine handlinger.
Selvom det mislykkedes for Trump at kuppe sig til magten, viser forløbet tydeligt, at kritikkerne af Trump var berettigede i deres paranoia. Dermed har TDS-begrebet skiftet karakter. Det er nu ikke længere relevant som et nedladende udtryk, der kan bruges til at udskamme Trumps kritikere.
Man kan ikke længere gemme sig bag ‘at Trumps personlighed ikke betyder noget, så længe hans politik er rigtig’. Hans personlighed – hans autoritære og narcissistiske psykopati – har politiske konsekvenser, også selvom han forlader det Hvide Hus til januar
Det er i stedet en betegnelse for, at det var og er nødvendigt at tage alvorligt, at der er seriøse politiske konsekvenser af Trumps personlighed.
Man kan ikke længere gemme sig bag ‘at Trumps personlighed ikke betyder noget, så længe hans politik er rigtig’. Hans personlighed – hans autoritære og narcissistiske psykopati – har politiske konsekvenser, også selvom han forlader det Hvide Hus til januar. Det kan ikke længere ignoreres.
Hvis man på trods af dette fortsat bakker op om Trump, så bakker man op om hans autoritære magtovertagelsesforsøg. Dermed krydser man kridtstregen. Det gør man også, hvis man hævder, at målet helliger midlet. Det gør man også, hvis man lukker øjnene og påstår, at stregen ikke er der. Og endeligt krydser man også kridtstregen, hvis man undskylder Trump med, at han er offer for intimidering, pressens forfølgelse, deep state, og hvad der ellers bruges som undskyldninger for det uundskyldelige.
De fire sidste år viser også, at der sker en anden ting, når man krydser kridtstregen. Man bliver, hvad enten man vil det eller ej, reduceret til en “nyttig idiot”, hvis primære formål er at tilfredsstille Trumps narcissistiske psykopati.
Her er man dog ikke alene. De sidste fire år er til overflod fyldt med eksempler på folk, som Trump har “brugt og smidt væk”: John Bolton, Bill Barr, Steve Bannon, Jeff Sessions og et langt etcetera. Man er derfor ikke alene, men det er et tvivlsomt selskab – og indtil videre har ingen formået at tøjle Trump.
LÆS ALLE THOMAS CHRISTIANSENS ARTIKLER HER
Topfoto: Plakat med ordet NOPE, der er en parodi på Shepard Fairey’s Obama HOPE-plakat
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her