GHANA // ESSAY – “Jeg ved ikke rigtig, hvad der bragte mig til, hvor jeg er nu. Af og til tager jeg vilde beslutninger ud fra et presserende ønske om frihed. Det bringer mig steder hen, jeg ikke kendte til, før jeg sidder midt i det”, skriver Sananda Solaris. Hun er i Ghana.
Jeg er landet i middelklassens poolparty i Accra.
Jeg er havnet i endnu en fest med vuggende numser og rullende erotiske deller – flirtende og sjove mennesker. Vilde mænd og intense kvinder. Alt emmer, ulmer og pulserer.
Her er jeg en harmløs, forsagt, dansk opdraget lille tæppetisser, der i den grad fylder ingen verdens ting. Jeg er også stjerneskæv.
De har nemlig puttet weed i min Sisha. Jeg er begyndt at ryge vandpibe. Normalt dog uden weed. Her spørger folk bare tit først bagefter.
Jeg ved ikke rigtig, hvad der bragte mig til, hvor jeg er nu. Af og til tager jeg vilde beslutninger ud fra et presserende ønske om frihed. Det bringer mig steder hen, jeg ikke kendte til, før jeg sidder midt i det.
Så her sidder jeg ved poolen i larmen uden at kende nogen. Det er mærkeligt, mærkværdigt.
Der er sket det besynderlige, at jeg opfører mig som en teenager. Det har taget tid at selvransage mig frem til essensen – klassisk overgangsalder.
Jeg fylder 50 om få uger, og det er da det.
Det er hormonernes skyld, at jeg tager billigt glimmer på og kører rundt på motorcykler i trafikkaos, hvor folk dør dagligt, og har crashed et poolparty. Middelalderens krise tager på find-sig-selv rejsen? Indestængt pladder om frihed? Ordinært? Trivielt? Tro mig. Jeg kan godt se det.
Det er nok også derfor, jeg har det så helt utroligt godt i Ghana.
Jeg er nu en halvgammel fri kvinde, der elsker at give slip – og faktisk være fri.
Ghana er dramatisk død og gnistrende glam. Det er også kaos og ordentlighed og samtidig utroligt venligt og dannet. Der er sladder, drama og rasende skænderier – ofte livsfarligt til tænderne
Jeg sidder på plastikgræsset og drikker ufrivilligt varmt vand ved muligvis den grimmeste pool, jeg nogensinde har set. Jeg mærker festens vilde rytmer. Der er en afsindig larm – alle spiller deres egen musik samtidig. Og nu lægger de sig på gulvet og danser et samleje.
Jeg er simpelthen så glad. Det er alle de andre også.
Sagen er, at jeg er syv måneder bagud, når det handler om at skrive en artikel om Ghana. Redaktøren er et tilgivende og rummeligt menneske heldigvis. Naturligvis har hun igen bedt mig holde en bedre dramaturgi, når jeg skriver. Jeg sender hende en omgang rod, som hun tålmodigt læser for så at skubbe lidt på.
Det værdsætter jeg, for jeg har siddet en smule fast. Jeg har ikke kunnet komme i gang. Og så er der lige det der med at holde en dramaturgi, når man skal skrive.
Sagen er, at Ghana har rykket mig op af og væk fra den danske depressive diagnosekultur og ind i en anden virkelighed, hvor alt er sindsoprivende sindssygt, storslået sexet, alvorligt avanceret med en vis logisk ladhed.
Ghana er dramatisk død og gnistrende glam. Det er også kaos og ordentlighed og samtidig utroligt venligt og dannet. Der er sladder, drama og rasende skænderier – ofte livsfarligt til tænderne. Hver dag, hele tiden.
Er det i Ghana, Gud findes?
Men jeg skal finde den dramaturgi, hvor jeg er helten på dannelsesrejsen, der muligvis vinder eller taber den konkrete kamp, vi følger. Ellers gider ingen læse med, forklarer redaktøren. Det er klart.
Jeg kunne måske finde en god heltehistorie ved at tage udgangspunkt i min søgen efter Gud. For her er ved selvsamme Gud et kaos af udbud stående på vaklende skilte over alt.
Man får utrolige løfter. Et sted lover de, at “our Lord Jesus will provide resurrection for true believers”, et andet sted “more Faith, more money.” Der er forskellige udgaver af monoteistiske religioner i alle afarter og højt skrigende dommedagsprofeter på motorvejen samt enorme paladser med plads til tusindvis af gågængere.
Ja, der ligger så den ældgamle kultur i al sin mangfoldighed og skubber til virkeligheden.
Men så skete det. Jeg mødte ”Afrika-tid”. Modstanden. Det, der hindrer helten i at opnå sit mål
Det siges, at vi er skyldige i meget men måske mest det voksende had til queers. I Ghana skal man nogle gange ikke tale om ting, som bare er. De ér bare.
Så da ghaneserne blev påduttet af vestens godhedsindustri at sige fra over for had til homoseksuelle, blev de ligesom nødt til at leve op til at være homohadske og smide queers ud af damesalonerne – en meget vigtig vinkel på vores Savior Complex og på den fortumlede og klodsede måde, vi bevæger os rundt i den tredje verdens lande, igen mig selv inklusiv.
Der, hvor hvide ikke er inviteret
Og især når det kommer til åndelige dannelse, så er Ghana fyldt med os. Selv ventemelodien i telefonen på de største (og få) telefonselskaber er endnu en sang om Jesus frelse. Men lige under overfladen findes det hele endnu. Hvide er ikke inviteret. Jeg har været så heldig at møde den virkelighed flere gange.
Det er en virkelighed, hvor man holder spirituelle seancer og taler med guderne ude i landsbyerne. Det koster det, du vil give af dit hjerte, og kun hvis det lykkes at opnå det, du ønsker dig.
Så jeg lovede 5000 cedis og en fuldvoksen ko til festen, da jeg bad guderne formilde min skilsmisse, og at min nye spirituelle fader ville binde min eksmand op på en kærlig kommunikation.
De havde aldrig før set en hvid i landsbyen, så de ville gerne holde en fest – derfor den fuldvoksne ko. Mine 5000 ville som alle betalinger til den åndelige leder gå til landsbyens børns uddannelse eller et andet fælles behov.
Men som skrevet kun hvis det lykkes. Guderne her mener det. Derfor hænger eksmandens billede stadigvæk på en hemmelig spirituel væg i Volta.
Og derfor lagde jeg mig også frivilligt i deres hænder.
Selverkendelsen
Jeg blev badet i herligt helligt vand, hvori der lå et råddent oksekranie, smurt ind i shea butter, som havde ligget i 35 graders varme, guderne må vide hvor længe, åd tørret skildpaddeblod og drak afsindigt stærkt snap med lokale rødder og urter – alt sammen inden kl. 10 om morgenen.
Hvilket selvfølgelig betød, at jeg kastede lidt op til sidst. Det er okay, for i skrivende stund føles det, som om skilsmissen er blevet nemmere, og en lidt formildende stemning med en smule omsorg for hverandre er opstået. Så måske skal jeg snart til fest igen. Måske er det min underliggende kamp, hvor den dybe erkendelse ligger.
Erkend dig selv – teatrets evige mantra.
Afrika-tidens takt
Teatret er jo også den konkrete kamp, som helten, mig i eventyret, er i. Lykkes det at få skrevet stykket og opført det med 500 medvirkende?
Offerhistorie, slavetiden, herrevældet, skyld og skam, heltehistorierne. Der er så meget, vi ikke forstår og ikke ved om vores fælles baggrund. Jeg har mødtes med ministre, ambassadører, teaterchefer og en kort overgang så det ud, som om alt var muligt lige med det samme.
Bliver man kærester med en afrikaner, følger der en hel familie med, siges der. Det, fandt jeg så også ud af, var rigtigt nok
Men så skete det. Jeg mødte ”Afrika-tid”. Modstanden. Det, der hindrer helten i at opnå sit mål.
Afrika-tid betyder, at alt er uforudsigeligt, og man ved aldrig helt, hvor henne man lander, mens dagen går. Meget her er genbrug. Bilerne falder fra hinanden, regn opløser vejen, er solen for varm, bliver man langsom, trafikprop i brændende larm og bilos og lange køer i forretningen. Ofte er det, man bestiller, helt forkert eller gået i stykker, og selv ens venner forsøger sig med snyd og bedrag – dit og mit har ikke helt samme mening som i Danmark.
Folk lover, at de kan alverdens ting, men ofte bliver de løfter glemt. Hospitalet er udstyret med iltflasker fra 1940, og politiet afkræver lange forhandlinger om penge for, at man kan passere gaden. Det sker også, at en stor flok vandbøfler eller geder stopper flowet. De skal jo også over vejen midt i storbyen.
Måske modstanden er for stor for helten?
Vestens fortælling
Det er jo på alle måder helt utrolig kompliceret at ville lave verden om med teater og så i Ghana. Især med tunge hvide institutioner, som ikke mener, at en ghaneser kan synge opera, når de nu er så gode til danse deres egne danse. Eller når man i Danmark laver udstillingerne om vores fælles fortid uden nogensinde at spørge en eneste ærlig arkæolog i Ghana om de udgravninger, de har lavet af danske slaveborge.
Det er svært at komme nogen vegne, når man mødes af den ubevidsthed. Den dør af dumhed. Men hvem har så igen lovet nogen, at det skulle være nemt?
Det mest naturlige for min generation ville selvfølgelig være den velkendte og medbragte vestlige fortælling om Verdensbankens grådige gældstvang og indre København bygget på slavehandel og ghanesisk guld – en tale om politisk status, NATO, BNP, EU og FN og noget med fattigdom med slet skjult forargelse. Og en masse om klima med store bebrejdende bogstaver. Om ansvar og svigt.
Det handler mest om de komplekser om at redde de sorte, som de hvide nærer, mig selv inklusiv. Og ikke særlig meget om den dannelsesrejse, helten er på.
Rejste væk fra sorg og angst
Måske er det bedste dramaturgiske greb at starte, før jeg overhovedet kom til Ghana. Den indledende hændelse, separationen. Det var mig igen. Det er tit mig. Mit iltre, viltre vanvid og mine mangel på dyder og almen dannelse. Og min angstlidelse, som kan være meget voldsom for både mig selv og mine pårørende. Jeg forstod godt min mand og alle de andre.
Så i stor sorg drog jeg til Ghana. Den fortumlede fortælling er vigtig.
Jeg genkender nemlig mange sindslidende frænder her. Jeg ser dem overalt. Der findes en høj gudelignende mand med en intens skønhed. Som i søvne går han rundt i sin eget slow mode i Accras gader. Han er nøgen og sanser intet omkring ham. Der er heller ingen, der sanser ham. De siger, han er skør.
Brødrene og søstrene er vilde, og de giver Godfather baghjul. De styrer området med så hårde hænder, at enhver morder eller røverbandit hilser ærbødigt
Men støvet – det gule sand ligger på hans hud som guld. De nøgne sindslidende lever i en anden dimension. De findes ikke. Heller ikke når de råber eller tisser ned ad sig selv.
Der er også historien om et ophold på intensiv med drop for infektioner, malariaorme og bakterier med overvældende latinske navne. Det er en dramaturgi, der vil noget – dramatiske bjergtoppe og ørkendale.
I voodoo-præstens varetægt og på hospital
Jeg var frivilligt kørt med Voodoo-præsten, som både beskyttede og forbandede mig. Jeg tissede og sked i et hul. Det samme hul, som selv hunden blev vasket i.
I det rum, alle sked i, vaskede vi os også med vand fra brønden og spanden, vi alle vaskede røv i.
Vi spiste mad fra et køkken, der ikke fandtes, og til det ikke-eksisterende køkken, købte jeg gryder, som forsvandt.
Jeg blev indlagt fire gange og en af gangene var på intensiv, hvor de var meget bekymrede. Folk døde omkring mig, og der blev holdt sørgesang på mit sygeleje. Blodet sprøjtede fra arme, der var revet af, og patienter var selv med til at vaske blodet væk bagefter.
Toilettet var rædselsfuldt ulækkert, fordi der ingen penge var til rengøring. Så jeg var nødt til at blive unplugged fra mit drop og stavre ud selv og skide i busken. Alt det imens jeg sloges med både voodoo-præsten og hans fordrukne livvagter.
Voodoo-præsten stjal 10.000 kroner fra mig, og min hukommelse tog han også. Jeg var konstant syg, hjernen var forvirret af malaria, og præsten kørte døddrukken rundt med sine hunde, der kastede op på mig – ofte med 120 km. i timen.
Det lagde jeg ikke så meget i, for det hele var på en gang blandet med gudernes snap, og blod, der sprøjtede, og halvdøde dyr over alt. Det har jeg allerede fortalt om i Nordjyske.
Kærestens familie
Så måske skal forestillingen være en vild skæbnehistorie. Om folks levede liv. Ikke mig selv som helten. Mere en slags dokumentarisk nedfældning. Den kan jeg også komme op med, for midt i det hele blev jeg forelsket i en vaskeægte og ibenholtsort konge. Det er også en hel artikel værd.
Bliver man kærester med en afrikaner, følger der en hel familie med, siges der. Det, fandt jeg så også ud af, var rigtigt nok.
Det er farligt at gå alene. Det er farligt at blive uvenner. Det er rigtigt, rigtigt dumt at skændes med nogen
Moren har stået alene med fem børn indimellem, ingen mad eller uger kun med ris. Så er hun kun royal som i høvdingens datter. Hende tog man sig ikke af, for hendes far er af højtstående kongelig æt. Faktisk nedstammer hele familien fra den første konge af Áshanti-stammen.
Faren tog til Tyskland i 20 år og giftede sig med en hvid kvinde. Det meste af tiden huskede han at sende penge, men når han i årevis glemte det, stod mor alene nu med de fem børn på gaden – forsømt af den meget fine familie.
Far blev så ramt af demens, og da han havde ligget lammet i en seng i Tyskland forladt af alle i over tre år, besluttede hans børn og mor at hente ham hjem. Også selv om han havde glemt, at de ikke havde noget spise i lange perioder på grund af ham.
Nu husker han mit navn i flere minutter. Det går fremad.
Brødrene og søstrene er vilde, og de giver Godfather baghjul. De styrer området med så hårde hænder, at enhver morder eller røverbandit hilser ærbødigt. Forleden dag gramsede en mand på en af de unge piger i familien. Hun stod og kiggede på, da hendes mor gennembankede ham. Jeg blev på en syret måde helt glad. Det var passende.
Irettesat
At blive inddraget i sådan en familie i Afrika er bestemt ikke for amatører. I tell you.
For mig er det igen at fucke up og blive højlydt irettesat af alle – hele tiden. Det er noget, jeg fortsat arbejder hårdt med: At skulle blive en afrikansk kvinde, som underkaster sig sin mand og er skidegod til at lave banku eller fufu.
Alle spørger hele tiden med stor forventning om, hvor godt jeg kan lide afrikansk mad. Det kan jeg så ikke, og det er virkelig et problem. Som afrikansk kvinde skal jeg ikke bare elske fufu. Jeg skal også stå i bagende hede og elske at hamre løs på en hvedeklump i fire timer med en lang og tung træstamme. Så skal jeg med stor ærbødighed servere den med fiskestuvning, som vi alle presser de svedende grabber ned i. Sammen.
Det kan jeg ikke. De der fisk ligger og kigger på mig nede i sovsen, og jeg har smidt omkring 15 kilo på den kostplan.
Folk tænker tit, at jeg er en tosse, en slags ufrivillig antihelt. De skælder mig ud verden over. Der er ingen forskel på den måde. Det er okay. Det er også vildt at begribe eventyret af den stormende vildskab. En verden, vi ikke ved findes, lige på den anden side af landegrænserne.
Med livet som indsats
For sådan er Ghana. Her er vildt. Der er geder slynget op på motorcykler og vandbøfler på ladet, høns i bunker og vilde hunde, afrikanske høge og halvt ædte killinger, farlige slanger og store lizards, som de kalder for alligatorer. De kan slå en ihjel med giftige haler. Og tea er ikke te men lunken kakao med hvidt brød.
Og farligt er altså farligt. Det er ikke for sjov.
Man kører med livet på spil. Det er hverdag her, og det er dobbelt op efter midnat. Det er kun folk med et helt særligt vovemod, der bevæger sig rundt i natten, mens banderne kører motorcykler bevæbnet med det tungeste, der findes.
Dem møder jeg også indimellem – de slår folk ihjel for en halvtredser og en sølvring.
Så jeg er pludselig omgivet af mennesker, der hylder mine bedrifter og stolt deler deres egne. Vi er stolte af vores sejre, og at vi overkom “the suffering”
Det er apokalyptisk: Sandet. Plastikken. Smadrede biler. Hele ruiner eller halvt byggede huse. Den overdrevne seksualisering på skærme overalt i et land, hvor man ikke viser brystvorter. Der er tiggere, som sover i store bunker i grøften, hvor bilerne spyr sort og kører, som det passer dem. Der er babyer, der kravler rundt på midterrabattens kantsten blot en meter fra gigantisk overlæssede lastbiler med 100 i timen.
Larmen er overdøvende, her er mennesker, der slås i gaderne, road rage er hverdag, prostitution er almindeligt, og alt er voldsomt.
Her er der hele bjerge af døde hvide menneskers tøj, og folk lever sammen med geder og bøfler. Det er et land uden for lov og orden – det er det vilde vesten. Folk slår hinanden ihjel. Giftmord og snigende væbnede hjemmerøvere er hverdag.
Her i huset sover vi med macheter og metal bats. Vi har planer om at udvide med pistoler. Det er farligt at gå alene. Det er farligt at blive uvenner. Det er rigtigt, rigtigt dumt at skændes med nogen.
Det hele er også fuldt forståeligt og logisk. En teaterchef får 5000 kr. om måneden i et land, hvor det meste er dyrere end i Danmark. Så det er nødvendigt at finde andre måder at overleve på.
Den alternative økonomi, som opstår i sådanne lande, bliver at betale for alting ved siden af. Det koster tit 100 kr. i bestikkelse at komme fra a til z. Immigration, politikere, embedsmænd, ja, i det hele taget alle myndigheder tager sig betalt “small small”.
Smil og mirakler
Nu er der gået ni måneder, og der sker noget med mig. Jeg er mere glad. Mit hår kruser, og jeg mærker en ro, der breder sig. Jeg har det faktisk helt forrygende.
Jeg oplever en stor livsglæde og en meningsfuldhed i at mærke, at jeg kan og vil det. At jeg ikke længere frygter smerten, men lever med den som et vilkår
Folk hernede er begavede og har utrolige historier. Mirakler og eventyrlige ting er sket. Jeg sanser en højere mening med det hele og en utrolig evne til at fungere på trods af alt.
Der er store, ærværdige mennesker, der knokler for en bedre fremtid, og der er altid et smukt smil til fremmede. Folk er afsindigt stærke og karismatiske. Alle er konger og dronninger i sind og krop.
Skillevejen
Så jeg hænger på. Jeg vil længere ud i mørket. Ind i bushen og ud til de hellige steder. For Ghana er magisk på en helt omvendt måde. For trods alle de store forventninger til fufu og fiskestuvning, føler jeg mig hel indeni. Nærmest lykkelig.
Så måske er enden allerede sket. Måske helten kom hjem til sig selv og klogere end før. Velvidende at den danske kontrolstat smadrer folk med tvang og trusler, finder jeg mere hjem i Ghana. Måske er slutningen poolfesten, jeg er med i.
I det mindste lever folk i virkeligheden her.
Hvor det danske system tilbyder en særlig ondskabsfuld kvælning af individet, er Ghana en realisering af sig selv hele tiden. Noget folk ligger på psykologernes bænke i vesten over for at opnå.
Den danske ensomhed dræber flere, end der bliver myrdet i Ghana. Hvor Danmark holder en nede, giver Ghana ultimative prøvelser og uendelige muligheder. En styrkeprøve på mod og standhaftighed – man sejrer, hver gang man ikke giver efter. Det er så spændende.
For mig er Ghana blevet en skillevej. Bliver jeg gammel nu, eller bruger jeg min energi fremadrettet på noget vigtigt? Kan jeg fortsat konfrontere de vanskelige dybe og altid smertefulde transformationer, eller giver jeg op?
Jeg var bange for, at jeg ikke kunne, da jeg sad i flyveren på vej herned – virkelig bange for at ikke have lysten til det. Men jeg oplever en stor livsglæde og en meningsfuldhed i at mærke, at jeg kan og vil det. At jeg ikke længere frygter smerten, men lever med den som et vilkår.
Jeg ler af de absurditeter, der opstår, og de næsten uvirkelige situationer, jeg står i. Jeg er ikke bange længere, snarere fascineret.
Ghana satte mig fri af isolationen og fri fra min skam, fri fra at lade mine mørke sider fylde mig med nihilistisk selvhad. Fri til at være stolt – sammen
Jeg kan endelig bevise den mærkværdige parallelle virkelighed, jeg har befundet mig i altid. Jeg kan tage billeder og dokumentere det. Jeg er så fascineret af det eventyr, verden er.
De uendelige virkeligheder, hvor mirakler sker, og nogle mennesker har superkræfter, mens andre lever i en grå verden uden særlige oplevelser. Eller det vildeste, de oplever, er de mest banale ligegyldige ting.
Jeg tror, vi alle kan gå ind i den virkelighed, men jeg tror ikke, mange tør lade verden, hadet, smerten stå lige ved siden af sig for at komme derhen, og det er vel skillevejen.
Vil man vækkes eller bekræftes i, at ens mønstre og ens omgivelser har smadret så meget? Eller går man åben på ny, genfødt og dum som aldrig før, igen uvidende og alligevel lykkelig, fordi man endelig forlod det hele, lagde det bag sig og vovede at se hele ens virkelighed blive brudt ned?
Vi kæmper alle
Måske blev man sat fri siddende midt i poolfesten fyldt med lømler og banditter, som man ikke frygter, og man kan ikke se himlen for bilosen eller høre, hvad man selv tænker.
Er det fordi, jeg deler min kamp og min skam med mennesker, som uden blu også deler deres? Her i landet bruger vi ordet suffering, når noget er hårdt – lidelse med andre ord. Men det dækker alt fra opvasken til at kæmpe for livet efter et overfald.
Så jeg er pludselig omgivet af mennesker, der hylder mine bedrifter og stolt deler deres egne. Vi er stolte af vores sejre, og at vi overkom “the suffering”.
Og så erkender jeg en dyb frihed i at vide, at jeg selv bestemmer. At jeg er så privilegeret, at jeg har den mulighed overhovedet.
Så slutningen på artiklen var i virkeligheden allerede skrevet.
Det dramaturgiske greb skrev sig selv. Enden blev, at Ghana satte mig fri af isolationen og fri fra min skam, fri fra at lade mine mørke sider fylde mig med nihilistisk selvhad. Fri til at være stolt – sammen.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
