KROP // KLUMME – Jeg har mest lyst til at tale min krop til fornuft. “Gør nu som jeg siger,” formaner jeg. Men måske er det ligesom med mine børn i takt med, at de er blevet ældre. De hører ikke rigtig efter længere. De går deres egne veje. Det gør huden måske også. Det tænker jeg lige lidt mere over. Godnat eller godmorgen eller god aften, hvor I nu er.
WASHINGTON D.C: – I virkeligheden er jeg en mand. Ja, det kommer muligvis som en overraskelse for de læsere, der har fulgt mine klummer gennem over 20 år på diverse medier og magasiner.
For jeg er så generøst indrettet, at jeg ikke har været karrig med at dele ganske personlige og farverige detaljer fra min personlige rejse gennem livet.
De bedste skove og solnedgange samt strande eller bjerge må være dem, jeg kan finde på Instagram. Naturen er i det hele taget slemt overvurderet. Der er myg, mudder, det regner alt for ofte eller er for koldt eller for varmt
Så de fleste, der har været med på klummerejsen, vil med en vis berettigelse kunne indvende, at de ganske mange beretninger om børn, ægteskab, ungdomserindringer, feministiske kampråb og brokkerier, diverse eskapader og ekskurser fra intimsfæren samt en dokumenteret forkærlighed for balkjoler for det første dokumenterer en solid heteronormativ tilgang til livet, samt for det andet umiskendeligt peger på, at jeg er en kvinde.
Nuvel – hvorfor så påstå det modsatte?
Damebladene – ‘it’s complicated’
Der er flere grunde, men en af dem er, at jeg elsker at arbejde, hvor utrolig mange kvinder, jeg kender (men næsten ingen mænd) hellere vil holde fri – ikke ‘bevidstløst fri’ men sådan på mindfulness-måden.
Eller den kloge, litterære måde, den grønne nydende måde eller den bagende hyggelige måde.
Men det vil jeg ikke.
Og jeg finder absolut nul – zero, nada, rien, keine – glæde ved en lang liste af ting, som damebladene og mine højtelskede veninder derudover fortæller mig, at damer elsker.
Jeg bliver decideret nedtrykt af raw food, Palæo, smoothies med rødbeder, Chia, rismel, proteinpulver, spinat eller kål. Det eneste kål, der finder vej til min mave, er stuvet hvidkål, Coleslaw eller rødkål juleaften
Jeg nævner i flæng, at jeg bliver decideret nedtrykt af raw food, Palæo, smoothies med rødbeder, Chia, tofu, proteinpulver, spinat eller kål. Det eneste kål, der finder vej til min mave, er stuvet hvidkål, Coleslaw eller rødkål juleaften.
Mine øjne bliver tilsvarende matte ved synet af sider og sider i magasiner med salater, kylling og laks (“protein”), der er dresset op med de obligatoriske mandler, der sammen med mørk chokolade repræsenterer det eneste syndefald, der er tolereret i dette lattervækkende univers, ligesom jeg også er helt kold overfor løb, yoga, duftlys, meditation, Pilates, mindfulness og wellness ophold, refugier, klostre, retreats og andet i samme skuffe.
Altså, ikke at det ikke lyder meget dejligt med pedicure, massage til en træt krop eller spa med tilbud om et glas Champagne on the side. Men så skal der også være en god bog og en pæn massør at se på.
Og bagefter kan man forhåbentlig gå ombord i noget med kød, piskefløde, smør eller kager (hvoraf en stor bestanddel jo må og skal være hvedemel).
Jeg foretrækker også til enhver tid storbyer fremfor landlig kontemplation. Og mener tilsvarende, at de bedste skove og solnedgange samt strande eller bjerge må være dem, jeg kan finde på Instagram.
Naturen, det billige skidt
Naturen er i det hele taget slemt overvurderet.
Der er myg, mudder, det regner alt for ofte eller er alt for varmt eller alt for koldt. Hvis jeg skal vælge mellem duften af en dansk bøgeskov og den sødeligt varme dunst af skrald i Greenwich Village, New York, tager jeg det sidste anytime. Ligesom jeg også elskede plastik- og neon-universet i Las Vegas, da jeg for år tilbage besøgte Caesars Palace
Misforstå mig ikke – jeg er også vild med Paris, Covent Garden i London, Amsterdams kanaler og Down Town D.C. – det tager mig 10 minutter at køre til Dupont Circle eller Georgetown fra mit hjem. København en sommeraften, hvor jeg kan rende rundt og blive nostalgisk over egen forgangne ungdom, er også helt OK – især hvis der er en cocktailbar i nærheden, hvilket der ofte er.
Nuvel – det jeg bruger mest tid på er imidlertid at arbejde. Ligesom de fleste mænd jeg kender.
Og det vil i min (medie)verden sige at skrive mine egne tekster i form af artikler eller bøger, tale med spændende dvs. kloge mennesker, redigere andres artikler, læse bøger, holde oplæg, taler og mere i samme boldgade.
Jeg underholder også ofte diverse danske foretagender med oplæg om hhv. amerikansk politik, medier eller internationale forhold, ligesom jeg af og til taler om Danmark her i USA – eller hjælper mediefolk, danske erhvervsvirksomheder, gymnasieklasser eller politikere på besøg i Washington eller New York. Jep, jeg elsker at arbejde
Kontraproduktiv krop i udbrud
Og når kvinder (altid kvinder) igen og igen deler den der sikkert sande historie med hende sygeplejersken, som fortæller, at folk på deres dødsleje fortryder alt den tid, de har brugt på kontoret eller foran skærmen og ønsker, at de havde leget mere med deres børn eller gået ture med deres elskede i skoven (der var den igen – strand og skov synes at være absolutte plusord) så hvæser min indre hulemand:
“Tal for jer selv.” Jeg elsker mine børn over alt i verden, men de var svært kedelige som babyer og det bedste ved at amme i to år – som jeg gjorde, jovist – var, at man kunne knappe dem på brystet og skrive imens.
OK – godt så. Sådan er der gået 25 år som journalist, debattør, foredragsholder og forfatter.
Jeg har, igen på ret maskulin vis nu jeg selv skal sige det, specialiseret mig selv i mere hard core områder indenfor amerikansk politik – sikkerheds-, forsvars- og udenrigspoitik samt terrorbekæmpelse især.
Der har været vilde opture og ditto nedture, men arbejdsløs har jeg aldrig været. Der har faktisk altid været oceaner af arbejde i forskellige former.
Ikke mindst sørgede jeg selv for den sag, da jeg sidst i 2015 mistede et par arbejdspladser, og derfor var med til at starte det medie, vi befinder os på lige nu.
Uheldigvis skete der noget lettere kontraproduktivt med min krop for tre år siden … jeg fik først ret ondt i ryggen, og seks måneder senere begyndte der derefter at ske noget virkelig mærkeligt med mine ben. Og så mine arme. Og til sidst mine hænder
Uheldigvis skete der noget lettere kontraproduktivt for tre år siden, og nu nærmer vi os substansen i denne klumme: jeg fik først ret ondt i ryggen – her satte min søde og kloge mor imidlertid ind med et program, der fik smerterne til at gå væk igen.
Det var godt nok hamrende irriterende at skulle bruge 45 minutter på hver morgen, når man nu er typen, der arbejder 50 timer om ugen hele året rundt, næsten ikke har tid til at gå ud at tisse, for slet ikke at tale om at lave mad (derfor bestiller jeg da også det meste fra den glimrende eco-deli længere nede på vejen) og ikke holder ferie.
Det bedste ved at holde ferie for mig er nemlig at arbejde videre i et nyt land. Jeg elsker at rejse, fordi jeg er nysgerrig og lettere rastløs, så nye steder er helt OK. Men at sidde med en drink ved en swimmingpool eller endnu værre, som hvid krop på en strand, keder mig usigeligt.
Men det kunne lade sig gøre at manøvrere videre i samme spor trods ryggens protester.
Da min krop gik ud af sit gode skind
Seks måneder senere begyndte der derefter at ske noget virkelig mærkeligt med min krop eller mere præcist ben. Og så mine arme. Og til sidst mine hænder.
Eksem er ikke sjovt og da sygehistorier er ret kedelige skal jeg opsummere tre års lidelser som følger:
Treårs besøg hos dermatologen med on and off brug af steroider og cremer, der nedsætter immunforsvaret, hjalp ikke. Så konsulterede jeg Facebook-hjernen, og over 200 venner øste ud af deres råd.
Det sidste jeg havde lyst til at var at se på min livsstil. Men der var ingen vej udenom
Jeg var herefter hos en allergispecialist (jeg er ikke allergisk overfor andet end træer og katte i små rum – det vidste jeg godt i forvejen, men nu er det i det mindste fastslået, at jeg ikke lider af hverken gluten-, parfume-, nikkel- eller mælkeallergi. Sikke et held).
Herefter gik turen til en kinesiolog. Hun foreslog en kost, der stort set eliminerede gluten og sukker og fokuserede på mad, der ikke havde været kogt, bagt eller stegt. Jeg behøver ikke at fortælle, hvordan det gik. Min krop havde ikke lyst og hovedet heller ikke. Eller maven.
Jeg fik nærmest demonstrativt lyst til burgers, pommes frites og æbletærte.
Eksemen var der imidlertid fortsat. Og eftersom jeg lider af en last, som jeg tror begge køn kan genkende: jeg er ret forfængelig – så stod det klart, at der skulle ske et eller andet. Det sidste jeg egentlig havde lyst til at var at se på min livsstil. Men der var ingen vej udenom.
Og her kommer en tilståelse:
I årevis har jeg arbejdet frem til 03-04-tiden. Det passer så fint med Danmark, hvor alle folk står op, og man lige kan nå at få morgenen med, så man ved, hvad man skal fokusere på som journalist. Imidlertid skal jeg op igen 06:30 til daglig, fordi jeg skal sende de 3 af mine 4 børn, der fortsat bor hjemme, i skole.
Nuvel – når jeg lige har ordnet morgenmad, opvaskemaskine og en gang tøjvask og svaret på et ton af e-mails, sover jeg ofte igen fra ca. kl. 09- 13.
Det giver på de dårlige dage 6 timers søvn og på de gode 8. Og til alle – især min udmærkede mand og mor – der har stillet spørgsmålstegn ved dette mønster har jeg indvendt, at jeg dels sover udmærket, når jeg altså sover. Og at jeg jo ofte får de 7-8 timer, man “skal have.”
Endelig skete der noget pudsigt med mine spisevaner, hvor jeg var ude af stand til at modstå slik, is og kager efter 01-02 om natten. Og nok spiser jeg som en mand, men jeg ønsker ikke, at min krop skal veje det samme som en
Men eksemen blev ved og ved, og jeg lignede på dårlige dage en, der var blevet overfaldet af 200 myg, eller led af alvorligt allergisk udslet. Dertil kløede det så vanvittigt, at jeg ikke kunne styre det, når jeg sov. Og det begyndte også at brede sig til flere dele af kroppen.
Endelig skete der noget pudsigt med mine spisevaner, hvor jeg var ude af stand til at modstå slik, is og kager efter 01-02 om natten. Og nok spiser jeg som en mand, men jeg ønsker ikke, at min krop skal veje det samme som en. Især ikke op til tennissæsonen.
Så det blev også et problem.
“Det er din krop, der gør oprør”, sagde min kloge mor – og mand. “Huden siger stop.”
Det var jeg ikke meget for at høre på.
Min praktiserende læge var sjovt nok enig, men hjalp mig derudover med fem gamle husråd, som jeg fluks vil dele her, i fald der skulle være læsere med stædig eksem (og hvem ved – jeg var i hvert fald overrasket over, hvor mange af mine Facebook-venner, der enten selv eller hvis børn døjede med det):
For det første droppede jeg alle steroider.
For det andet er jeg i dag blevet storforbruger af god gammeldags vaseline. Det er fedtet og virker bedst, hvis man har noget ud over (ikke særlig sexet må jeg tilstå, men effektivt) natten igennem; handsker eller Lycra-sparkedragt kan anbefales. Og nej – jeg deler ikke billeder.
For det tredje hjalp det at skabe, hvad min læge kalder “en swimmingpool i badekarret”. Man hælder en halv dl. klorin i karret. Sidder i 20 minutter (det dræber bakterierne på huden) og så gør man det en gang til med en neutral badeolie for ikke at udtørre huden unødigt. Hvis man orker et tredje bad, inden man sover, er Epsom Salt genialt som optag af ekstra magnesium.
Solskin hjælper. Det fandt jeg ud af ved et tilfælde, fordi jeg var på reportagetur i det sydfranske under præsidentvalget og da internettet i min lejlighed strejkede, blev jeg nødt til i tre dage at arbejde udenfor. Efter tre dags fransk forårssol gik det meste eksem på armene væk.
Endelig tager jeg en ekstra antihistamin og en “anti acid tablet” hver dag, fordi der er forbindelse mellem ens fordøjelsessystem og huden. Det siger alle læger, så det er nok sandt.
Søvneksperten – en klog kvinde
Så langt så godt. Eksemen stilnede af men forsvandt ikke helt.
Så til sidst – da jeg var i Danmark i tre dage – konsulterede jeg efter et råd fra en god POV-kollega en dansk læge med ekspertise i stressbekæmpelse. Hun hedder Anne-Lene Schwartz og har en klinik i Charlottenlund, der hedder StressCare Institute.
Min kollega mente, nøjagtig som min mor, at min hud forsøgte at råbe mig op, fordi den var stresset – også selv om jeg ikke selv mente, at jeg var det.
Du restituerer dig slet ikke nok; faktisk ligger dine tal på linje med de værste stressramte erhvervsfolk, jeg møder i min konsultation”, meddelte lægen mig. De mænd, hun hun talte om, var gået ned med flaget, typisk var de sygemeldte fra topjobs, og var nu mødt op på hendes klinik for at få hjælp
Og hun fortalte mig noget, jeg muligvis godt vidste – lidt – men ikke havde lyst til at høre. Efter at have udstyret mig med en måler, der registrerede min hjertelyd over tre dage i det amerikanske, kunne hun fortælle mig, at selv om jeg sov, så restituerede kroppen sig ikke.
Faktisk var tallene ret vilde. Anne-Lene Schwartz meddelte mig over en telefonkonsultation, at tallet for restitution skal være 75 procent for at man gendanner essentielle hormoner og for at kroppen er i balance. Uheldigvis lå mine tal i de tre dage, målingen varede, på 27 procent, 5 procent (!) og 9 procent.
“Du restituerer dig slet ikke nok; faktisk ligger dine tal på linje med de værste stressramte erhvervsfolk, jeg møder i min konsultation”, meddelte hun mig. De mænd, hun talte om, var gået ned med flaget, typisk var de sygemeldte fra topjobs, og var nu mødt op på hendes klinik for at få hjælp.
“Men jeg er jo aldrig stresset,” indvendte jeg spagt. “Og jeg er også altid glad og super engageret i det, jeg laver. Jeg er heller ikke uvenlig eller hidsig overfor andre. Og jeg sover i samme øjeblik jeg rammer hovedpuden.”
Men lige lidt hjalp det. Anne-Lene forklarede mig om nødvendigheden af tilstrækkelig aktivitet i det parasympatiske nervesystem, hvor man producerer de restitutionshormoner, som kroppen har brug for:
“Man bør restituere sig 75 procent, ” gentog hun tålmodigt og understregede, at mit tal på den dårligste dag, vi målte altså var fem procent. “Og når du siger, du ikke har søvnproblemer, er det fordi du nærmest falder om, når du lægger dig. Så det er klart, du ikke lider af søvnløshed.”
‘Alle dine celler skriger på sukker’
Hun fortalte mig også, at den ustyrlige trang til noget sødt, når jeg sidder og arbejder hele natten til ud på morgenen “giver fuldstændig mening.”
Min trang til sukker skyldes at stresshormonniveauet er alt for højt, og det påvirker insulinbalancen:
“Alle dine celler skriger på sukker fordi der skal produceres stresshormoner. Insulinhormonerne vil gerne hjælpe med at producere stresshormonerne, men det ødelægger din evne til restitution”, forklarede hun, og understregede, at “alle fysiologiske processer hænger sammen.”
Jeg er enorm tilhænger af lægevidenskab og naturvidenskab i det hele taget. Hvorimod alt “alternativt” uanset om vi taler homøopati, irisanalyser, astrologer eller anden humbug lader mig helt kold. Stik mig en kittel og noget kemi og jeg retter ind
Der var en del andre lægelige forklaringer, som alle sammen så irriterende overbevisende ud.
For en anden del af det der med at være en mand er uheldigvis, at jeg er enorm tilhænger af lægevidenskab og naturvidenskab i det hele taget. Hvorimod alt “alternativt” uanset om vi taler homøopati, irisanalyser, astrologer eller anden humbug lader mig helt kold. Stik mig en kittel og noget kemi og jeg retter ind.
Og det havde jeg så at gøre med her.
“Hvad sagde jeg,” meddelte min mand, da jeg lagde røret fra mig efter samtalen med Anne-Lene, og vendte mig om. Han var nemlig for en gangs skyld hjemme, hvilket han ikke er 75 procent af tiden, fordi hans arbejde fører ham rundt i verden konstant.
Jeg undlod at ringe til min mor. Man har jo ikke brug for at to mennesker tæt på en kan triumfere.
Bliver hun klogere? Næppe
Så her er vi nu. Klokken er 03:58 og den foreløbige konsekvens, jeg har taget er den, jeg altid drager: Når jeg oplever noget, skriver jeg om det.
Om fem timer starter der en høring, jeg skal til i det amerikanske senat med den tidligere FBI-chef. Om to en halv time skal mine unger op, og der skal jo også smøres madpakker.
Men hvis I nu, kære læsere, tænker, at jeg vitterlig hermed har bevist, at jeg inderst inde er en mand – fordi som vi feminister ved, så lærer mænd jo ikke af deres fejl, det er kun kloge kvinder, der gør det – så vid, at I har ret.
Måske bliver jeg klogere hen over året. Måske ikke.
Jeg har mest lyst til at tale min krop til fornuft. “Gør nu som jeg siger,” formaner jeg. Men måske er det ligesom med mine børn i takt med, at de er blevet ældre. De hører ikke rigtig efter længere. De går deres egne veje. Det gør huden på min krop måske også.
Det tænker jeg lige lidt mere over. Godnat eller godmorgen eller god aften, hvor I nu er.
Og sov godt.
HVIS DU VIL LÆSE FLERE ARTIKLER AF ANNEGRETHE RASMUSSEN kan du klikke her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
