LIV & MENNESKER // KLUMME – Taxachauffører taler stor set kun deres eget modersmål. De forstår i det hele taget kun lidt. Den fordom kender POV’s firehjulede klummeskriver, Jesper Grunwald, alias TAXAMANDEN – kun alt for godt. I denne historie fra den virkelige virkelighed tager han sin stille hævn, da en kunde i lufthavnen udleverer sit privatliv på hemmelighedsfuldt tysk.
Lad mig sige det, som det var: Ikke min bedste dag.
Jeg er flov over det, men fra dagens begyndelse var jeg ramt af latent gammelmands-surhed. Det startede med centralen, der kaldte mig i lufthavnen for at hente en fast kunde. Da jeg ankommer, viser det sig, at han først lander om 35 minutter. Og så skal der ventes på bagage og corona-kontrol. Jeg kommer til at vente i mere end en time derude – uden taxameter. Kundeservice på taxichaufførens regning.
Min mentale fuckfinger lyser som en fakkel over hele lufthavnen. Og senere: Der kom lige et verbalt sammenstød med en helt ung kollega i opkørselsbåsene. Han har erhvervet sit førerkort på et eller andet aftenskolekursus og udtrykker sin begejstring for fri konkurrence ved at tage røven på sine kolleger. Ved bommene ind til ”depotet”, overhaler han mig nærmest indenom som i et sving på en gokartbane.
Engang betød kollegialitet faktisk, at taxichauffører end ikke overhalede hinanden på motorvejen ud til terminalerne. Heller ikke førere fra konkurrerende firmaer. Den slags venstresnoet arbejdersolidaritet er for længst afskaffet og erstattet af darwinistisk konkurrence.
Jeg tager en ordentlig tur med ”kollegaen”, da vi holder foran terminal 3. Siger sarkastisk til ham, om han nogensinde har hørt om begrebet kollegialitet. Han slår hænderne ud til siden og spørger mig igen og igen, om han formelt har overtrådt nogle regler.
Jeg bliver sur – og giver op.
Så er der mere stil over den unge kunde, der går trænet og målbevidst i retning af den gråhårede taxi-morfar i vogn 6828, da jeg er nået ind under halvtaget. Jeg gør mit bedste. Er hurtigt på benene, tager hendes bagage, åbner bagdøren i el-taxiens højre side. Der er bedst plads til hendes lange ben i køretøjet, hvor hele undervognen er et stort batteri.
Hun oser af moderne forretningskvinde. Det er søndag aften, og hun er givetvis ankommet til København for at være frisk og klar til morgendagens møder.
I aften er hun i fritidstøjet, som sidder skarpt på hende. De der jeans, der er skåret i med knive, så man kan se brudstykker af hendes brune ben. Der er tale om et fattigdomskostume, som er langt mere tjekket, end jeg overhovedet kan forstå. Det er jeg sikker på. Attituden er cool, hun taler kort, lidt overpædagogisk engelsk til mig. Hun kender taxichauffører worldwide – og vi er generelt ikke de skarpeste knive i skuffen. De skal have ordrerne ind med ske på børne-engelsk.
Det er som en skriftestol med en stokdøv præst, der bare har lært de forudsigelige ord om tilgivelse.
I venstre hånd holder hun sin kæreste navlestreng, mobiltelefonen, som er tændt.
“Moment, mal“, siger hun til personen i den anden ende.
Jeg havde allerede gættet det.
Hun er tysker. Og lige nu skal den her tur bare iværksættes med klare ordrer til den halvdøve taxichauffør, så hun kan komme videre med det vigtigste – telefonsamtalen.
Det bliver en nærmest tabloid gengivelse af begivenhederne lørdag aften og nat. Som sagt før. Jeg er taxichauffør, det er en hovedopgave ikke at lytte til kundernes privatsfære. Og glemme alt øjeblikkeligt, hvis man får viden, som ikke kommer én ved.
Vi kører ud på motorvejen, akkompagneret af den manglende motorlarm fra den elektriske motor – men dog fulgt af dækstøjen. Jeg nyder faktisk støjen i takt med min kundes referat fra nattens vilde party – en utilsigtet åben reportage fra den navnkundige berliner-dekadence, som den udspillede sig snart et døgn tidligere. Det er MEGET privat – og op til grænsen af soft porno. Og så sidder jeg inde med en kompetence, som den unge kunde ikke tiltror mig – en evne, der lige nu er tæt på at krænke min blufærdighed.
Jeg mærker, at en prank, som mit SoMe-kyndige barnebarn, Ludvig, på 11 ville kalde det, trænger sig på
Jeg forstår, og jeg taler tysk – som barnebarn af en østprøjsisk billedskærer, der valgte at slå sig ned og etablere familie i Odense.
Min kunde, derimod, er helt klart sikker på, at nu lige her, en sen søndag-aftentime i et fremmed land, med et fremmed sprog, kan tale ud. Det er som en skriftestol med en stokdøv præst, der bare har lært de forudsigelige ord om tilgivelse.
Det er godt nok en fed historie om at lokke bossen på hotel, fordi han bare er for lækker. Om at blive så fuld, så man ikke er helt sikker på, hvordan det egentlig gik. Om hans flove ansigt næste morgen, hvor manden guddødemig fik bondeanger. Jamen, hvad havde han forestillet sig.
Det er unfair, jeg ved det. Men jeg mærker at en prank, som mit SoMe-kyndige barnebarn, Ludvig, på 11 ville kalde det – trænger sig på. En spøg, hvor jeg spiller rollen som mig selv. Som den hun ikke vidste, jeg var.
Vi kører op foran en af byens smukkeste hoteller. Min kunde har besluttet, at det er passende at slutte telefonsamtalen. Stopper elskovskrøniken lige inden hun er ved at komme helt tæt på selve den fysiske konsekvens af den lækre chef, hun havde lokket med på hotel.
Hun er flov som en teenagepige – og jeg fortryder et øjeblik, at jeg ikke hold min kæft
Så tænder jeg lyset i kabinen. Nu ser vi hinanden tydeligt, og jeg leverer den replik, jeg har glædet mig til de sidste kilometer af det blanke, natteoplyste København:
– Wollen Sie mit Kreditkarte bezahlen?
“De taler tysk”, konstaterer hun selvindlysende med et gisp, mens hun nærmest springer ud af taxien.
Lidt efter står jeg klar med hendes lyserøde flight case. Hun tripper lidt uroligt på stedet med de lange ben og de stilfulde huller i de lyseblå jeans. Hun kigger mig ikke ind i øjnene. Hun undgår dem, mens hendes indre antivirusprogram scanner, hvad hun egentlig fik sagt til veninden under taxituren, og hvad den gamle taxamand egentlig forstod. Hun er flov som en teenagepige – og jeg fortryder et øjeblik, at jeg ikke hold min kæft.
Jeg må bryde stilheden.
– Min farfar var tysker. Han døde, før jeg blev født, men jeg besluttede, at ville lære hans modersmål.
“Interessant”, siger hun, mens hun leder efter et musehul, hun kan krybe ned i. Korridoren ind til hotellets foyer blev flugtruten.
Inden da bukker hun høfligt. Siger tak for turen. På tysk!
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
