Overnatning, tøjbytte og bilkørsel. Deleøkonomi er oppe i tiden, men er den i praksis for alle, eller er det en lukket fest for en særlig klasse? Er deleøkonomi et redskab i en kamp for en ny og mere retfærdig verdensorden, eller er historien snarere bare den, at storbyens kreative klasse har skabt en fortælling og et fællesskab om at dele kloden med hinanden? Bente Yde Enert og Eva Rehling har set på sagen og konkluderer: økonomien er den gamle – men indpakningen er ny.
Der findes ikke en knivskarp definition på begrebet ”deleøkonomi”. I bund og grund er der tale om forskellige varianter, hvilket illustreres gennem de mange forskellige betegnelser; deleøkonomi, cirkeløkonomi, bytteøkonomi, peer economy, collaborative economy, og collaborative consumption.
I daglig tale bliver ordet brugt om et forbrugsmønster, hvor vi ved at dele, bytte og låne os frem til forbrugsgoder og tjenesteydelser, foruden at spare penge, også kan passe på jordens ressourcer. Der er ofte fokus på det idealistiske, som handler om at dele tjenester og goder, så f.eks. jordens ressourcer og vores klima beskyttes.
Forbrugeren skaber identitet gennem sit forbrug men nu på en ny måde, hvor man er mere aktivt deltagende i krav til udvikling, produktion og distribution.
Men deleøkonomien taler også ind i en anden tendens, som handler om ’den magtfulde forbruger’, der stiller krav om åbenhed omkring produktion, spild, arbejdsmiljøregler, børnearbejde mm. Den moderne forbruger forventer mere og mere at blive taget med på råd i produkt- og produktionsudviklingen for at bevare en interesse og loyalitet overfor produkter – og i deleøkonomien kan vi alle være producenter og leverandører, samtidig med at vi er kunder.
Forbrugeren skaber med andre ord identitet gennem sit forbrug men nu på en ny måde, hvor man er mere aktivt deltagende i krav til udvikling, produktion og distribution.
Privat udlejning
Deleøkonomien følger tre hovedretninger.
For det første tales der om, at vi lever i en tid præget af ”freedom from ownership”. En ny epoke, hvor det er vigtigere for forbrugeren at have adgang til forbrugsgoder end at eje dem. Alene den meget høje fart, hvormed teknologisk udstyr forældes, betyder at vi gerne vil leje eller låne ting, for hele tiden at have mulighed for at få adgang til det nyeste produkt. Spørgsmålet er ikke længere, hvad vi skal ’have’, men snarere hvad vi skal ’bruge’.
Et godt eksempel er Airbnb, hvor man kan bo i private hjem på det meste af kloden.
GoMore er et andet eksempel, hvor der formidles udlejning af private biler, eller et af passagersæderne, hvis ejerne alligevel skal køre langt. Denne form for deleøkonomi giver flere fordele for brugere, der får adgang til denne form for forbrugsgoder uden at skulle forholde sig til opbevaring, forsikring, vedligehold og reparation. Disse deleøkonomiske aktiviteter er baseret på private initiativer, men der sælges fortsat en ydelse, som en (for)bruger betaler for.
Privat salg og genbrugstanken
Når private sælger til private, f.eks. gennem genbrugsforretninger, loppemarkeder eller online via dba.dk eller trendsales.com, så handler det om at forlænge livet på et produkt. Det er med genbrugstanken, som vi har kendt længe som den røde tråd, i et forløb, der i dag beskrives med de fem R’er: Reduce, Re-cycle, Re-use, Repair og Redistribute.
Spørgsmålet er ikke længere, hvad vi skal ’have’, men snarere hvad vi skal ’bruge’.
Det kaldes også ’cirkulær økonomi’, som er modsætningen til lineær økonomi, hvor produktet gennemløber nogle faser fra produktion over distribution til destruktion.
Den cirkulære økonomi forlænger tiden mellem produktion og destruktion ved at redistribuere tingene, hvilket kjolebyttebutikken Resecond, der ligger i Jægersborggade på Nørrebro i København, er et godt eksempel på. Her skifter kjolerne ejer gennem en systematiseret bytteordning, og de får på den måde nyt liv og ny værdi.
Ifølge medstifteren af Resecond, Stine Skytte, bruges en ny kjole normalt i gennemsnit tre gange, før den destrueres, selv om den kan holde meget længere. Med Resecond kan man forlænge kjolens liv og samtidig medvirke til at reducere den meget miljøbelastende tøjproduktion.
Foræringer, kvit og frit
Når private forærer til private udgør en tredje kategori.
Her finder vi deleøkonomiske aktiviteter hvor der ikke udveksles penge og heller ikke forventes en modydelse i form af et bytte. Danske Floragora.dk er et godt eksempel, hvor brugerne kan bytte planter, ligesom man kan gøre det på Haveselskabets plantebyttemarkeder eller andre byttemarkeder ud fra devisen ”ingen kan komme ind uden selv at have givet til markedet”.
Foreningen Del Jorden har med ønske om at fremme økologien skabt en digital platform, hvor man kan udlåne jordlodder, som man ikke selv har brug for, til andre, eller man kan dele plantegødning, frugter, frø foruden viden om økologisk havebrug. Man kan også tilbyde eller efterlyse en hjælpende hånd til havearbejdet. Her gives uden nogen former for modydelse.
En økonomisk ny model?
Fælles for to ud af de tre modeller er altså en egentlig traditionel form for økonomisk tænkning: Nuvel, det er billigere og måske også mere ressourcebevidst at bruge deleøkonomiske varer og ydelser, end det, vi kunne kalde traditionelle producentstyrede varer eller ydelser, men der er fortsat tale om en økonomi, hvor der som det bærende element betales for en vare. Ikke meget deles kvit og frit.
Så spørgsmålet er, om der er tale om en ny form for økonomi, eller om det er nye udgaver af de traditionelle transaktions- og økonomimodeller?
Ofte er talen om økonomien sekundær, når initiativtagere taler om, hvorfor de har skabt en platform eller et deleøkonomisk initiativ … Det er en meget sympatisk begrundelse, som det er meget svært ikke at lade sig gribe af, og måske derfor også svært at være kritisk overfor.
Ofte er talen om økonomien sekundær, når initiativtagere taler om, hvorfor de har skabt en platform eller et deleøkonomisk initiativ. Her tales der primært om værdier omkring det sociale og samfundsbevidste menneske, eller godgørenhed eller det at passe på klodens ressourcer – det handler om det at dele. Det er en meget sympatisk begrundelse, som det er meget svært ikke at lade sig gribe af, og måske derfor også svært at være kritisk overfor.
Vores undersøgelser viser imidlertid, at langt de fleste forbrugeres baggrund for at deltage i deleøkonomien først og fremmest er økonomisk motiveret; brugere af deleøkonomiske initiativer har den økonomiske gevinst som primære incitamentet. Den idealistiske fortælling om deleøkonomien kommer i anden række og i en del tilfælde er den fuldstændig irrelevant for deltagerne. Kun et enkelt sted er den det primære motivation, nemlig hos Del Jorden.
Spørgsmålet er, om ’Anne’, når hun lejer sin lejlighed ud via Airbnb, gør det fordi hun har et ønske om at give andre en mulighed for at få en særlig oplevelse af at bo i hendes liv? Eller er hun motiveret af at kunne tjene lidt penge, der måske kan bidrage til at hun kan tage på ferie, betale gæld eller købe en bil?
Spørgsmålet er, om ’Anne’, når hun lejer sin lejlighed ud via Airbnb, gør det fordi hun har et ønske om at give andre en mulighed for at få en særlig oplevelse af at bo i hendes liv – eller er hun motiveret af at kunne tjene lidt penge, der måske kan bidrage til at hun kan tage på ferie, betale gæld eller købe en bil?
Gammel økonomi på ny platform
Hvis vi antager, at Annes motivation er at skaffe penge til en ferie eller lign., så er der tale om en helt klassisk tilgang til økonomi, idet hun har et produkt, som kan sælges til en forbruger, der efterspørger et sted at sove.
Så selv om Anne altså deler sin lejlighed med andre, er der tale om en traditionel økonomi med en traditionel producent, som konkurrerer med andre (f.eks. hoteller) om at sælge overnatning.
Forskellen er blot, at det er en meget lille producent (Anne) med et relativt begrænset produkt (hendes eget hjem til udlån) for en meget lille pris (som endda ligger udenfor det normale skatte og afgiftsområde).
Eller hvad med ’Anders’, som skal fra København til Odense? Han kan vælge at tage toget, men det er dyrt, og han vil gerne finde noget, der er billigere. Han overvejer at leje en bil hos Avis eller andre biludlejningsfirmaer, men det er endnu dyrere. Så han vælger i stedet at søge på GoMore for at se, om der er nogen, der skal fra København til Odense på samme tid, som han skal. Her kan han leje sig ind på en plads i bilen – vel at mærke til langt under det de øvrige transportleverandørers priser. Altså igen et traditionelt køb af en ydelse – transport – som er billigere end de øvrige muligheder.
Ja, det er korrekt at Anne deler sin lejlighed, og bilejeren deler sin bil med Anders, men det er en stadig en form for traditionel afsætningsøkonomi. Der er en producent, der er en vare, der er en kunde, og der er en transaktion af økonomisk karakter.
Forskellen er digital
Så konklusionen er, at der ikke er tale om en ny økonomisk model. Forskellen ligger i den digitale platform, som giver mulighed for at kunne dele langt bredere, end man har kunnet tidligere, hvor det kun kunne foregå i nærmiljøet. Derudover er det tale om et socialt element, hvor vi skaber (digitale) sociale relationer gennem de digitale spor, der ligger i vores godkendelse af andre ligesindede til at være leverandør, producent eller forbruger af deleøkonomiske ydelser.
For Anne godkender hvem hun vil dele sin lejlighed med, ligesom den, der låner Annes lejlighed, vælger Anne. Anders vælger hvem han vil køre med, og den, der har bilen, bestemmer om han/hun vil have Anders med.
Der er nogen, der er i højere kurs for at dele end andre. For når man skal godkendes af sine ’delere’ indenfor deleøkonomiske aktiviteter, er der fokus på den fortælling, du både som modtager og udlåner er en del af.
Forskellen ligger i den digitale platform, som giver mulighed for at kunne dele langt bredere, end man har kunnet tidligere. Derudover er det tale om et socialt element, hvor vi skaber (digitale) sociale relationer gennem de digitale spor, der ligger i vores godkendelse af andre ligesindede til at være leverandør, producent eller forbruger af deleøkonomiske ydelser.
Dvs. at den, der har en lækker bil/lejlighed, eller som du oplever, du har interessefælleskab med, er mere interessant at leje sig ind hos, end en lejlighed i en betonforstad eller en udtjent Toyota Corolla. For man skal skrive lidt om sig selv for at blive accepteret som lejer, og her har en kulturchef, kunstner eller reklamechef måske højere kurs end rengøringskonen eller kontanthjælpsmodtageren.
Er deleøkonomien et nutidigt udtryk for social & kreativ kapital?
Richard Florida gør i bogen Den kreative klasse op med den klassiske tilgang til at klassificere mennesker efter indkomst. Hans pointe er, at hvor man før havde udgangspunkt i forudbestemte rammer, normer og værdier for en klasse, så er det i dag noget, der i langt højere grad kan vælges til.
Fokus er i vor tid på de holdninger og interesser, mennesker har; herunder deres værdier, uddannelse, bopæl, job og netværk. Den kreative klasse er typisk koncentreret omkring storbyer, fordi de tiltrækkes af miljøer, hvor der er en åbenhed i mødet med andre, i idéudvikling og i netværksmuligheder.
Det handler om, i hvor høj grad du har mulighed for at møde andre, som du kan udveksle viden, holdninger, idéer mv. med. Deleøkonomien passer godt i den kreative klasses fællesskab, da den som social og kreativ kapital kan binde en gruppe af mennesker sammen med udgangspunkt i deleøkonomiske interessefællesskaber og tænkemåder.
Deleøkonomien passer godt i den kreative klasses fællesskab, da den som social og kreativ kapital kan binde en gruppe af mennesker sammen med udgangspunkt i deleøkonomiske interessefællesskaber og tænkemåder.
I vores undersøgelser er vi kommet frem til, at deleøkonomien tilbyder en form for fællesskab, der er med til at give os en identitet, forbundet med dannelsen af en stærk social og kreativ kapital. Et fællesskab, der er afgørende i en postmoderne tid – i en flydende modernitet.
Det, der gør deleøkonomien stærk, er med andre ord, at den foruden en økonomisk gevinst også giver en oplevelse omkring dit forbrug, som de traditionelle produkter ikke kan levere.
Oplevelsen af at møde andre og have et fællesskab med dem. Oplevelse styrker fortællingen om, hvem du er – og det giver den eftertragtede sociale kapital og identitet. Det, at man f.eks. giver afkald på selv at eje en bil eller at man har tillid nok til at låne sin bil ud til fremmede eller orker at have en fremmed med i sin bil, kan ses som et udtryk for høj social kapital.
Den sociale kapital er afgørende for om deltagelsen i deleøkonomien og dens netværksform bliver en succes. Der ligger som et usagt og indforstået regelsæt i deleøkonomien. Et regelsæt, der viser, hvad man mener via handlinger og forbrug. Den digitale ’rating’ viser, hvilken vurdering du får efter f.eks. at have lejet en lejlighed eller kørt med til Århus, og det viser din sociale og kreative kapital.
Der var i begge tilfælde et sæt af uskrevne regler, som ingen talte om, men som alle blev bevidste om. I delekjolebutikken var forventningen, at de kjoler, som medlemmerne kom ind og byttede, var af en vis kvalitet, og de accepterede ikke kjoler fra H&M, som acceptable byttevarer.
I vores kvalitative undersøgelse af holdningerne hos brugerne af delebilsordningen GoMore og kjolebyttebutikken ReSecond, var tilbagemeldingerne ganske ens og viste, at det var en bestemt gruppe af mennesker med en bestemt fælles kapital. Der var i begge tilfælde et sæt af uskrevne regler, som ingen talte om, men som alle blev bevidste om.
I delekjolebutikken var forventningen, at de kjoler, som medlemmerne kom ind og byttede, var af en vis kvalitet, og de accepterede ikke kjoler fra H&M, som acceptable byttevarer. Størrelsen på kjolerne i butikken var stort set kun str. 36-42, fordi det var de størrelser, brugerne har, og derfor bringer ind i butikken. Butikken ligger på en trendy adresse, hvor det lidt karikeret typisk er der, det vi kan kalde den kreative klasse, kommer.
I GoMore beskrev alle de brugere, vi spurgte, samstemmende, hvordan de lige tjekker føreren/ejeren ud, ved at læse alle anmeldelserne af vedkommende, foruden lige at tjekke ud hvor fed bilen er – inden de booker. Det gør sig også gældende for deleøkonomiens fanebærere som f.eks. Airbnb, hvor det ser ud til, at det er dem med de bedst beliggende lejligheder, bedste ratings, mest interessante historier, bedste job, der får mest ud af deleøkonomien.
Deleøkonomien er et feel good-projekt
Deleøkonomien omtales ofte med en entusiasme, der får forbrugere til at synes, at deltagelse gør en forskel på et meningsmæssigt niveau. I interviews med brugere og initiativtagere til deleøkonomiske aktiviteter, lægges der vægt på ’fællesskab’ – at være fælles om noget, dele noget eller ville gøre vores verden et bedre sted. For forbrugere bliver det at være en del af deleøkonomien et identitetsskabende forbrug – og et forbrug, der skaber et fællesskab med mennesker, der minder om dig selv, hvorfor det samtidig bliver et ekskluderende fællesskab, da andre uden samme kapital ikke kan være med.
Måske skulle vi fokusere mindre på iscenesættelsen af et forbrug, og mere på cirkeløkonomien, når vi taler om deleøkonomi: Der, hvor private sælger eller deler med private og giver produkter og ydelser et så langt liv som muligt. Der, hvor der skabes fællesskaber med naboen over hækken, som i deleøkonomien også kan være en ’digital hæk’. Der, hvor du møder fremmede, som du udviser tillid til og får tillid af, i et fællesskab med udgangspunkt i sund trailerøkonomi og tillid til hinanden.
Så lad os nu bare kalde deleøkonomien det den er: En traditionel økonomisk model i en ny forførende indpakning, som er gjort mulig via nye digitale platforme – og som en speciel gruppe i samfundet har taget til sig som identitet og ”feel good projekt”.
Deleøkonomien i form af f.eks. Airbnb eller GoMore har ikke som primært formål at gøre verden til et bedre sted at være: Det handler om, at der er en, der tjener penge, og en der får adgang til noget, som han/hun måske ikke før kunne få adgang til, f.eks. et bilsæde til Århus eller en lækker overnatning i en storby til en rimelig pris.
Så måske skulle vi fremover fokusere mindre på iscenesættelsen af et forbrug, og mere på cirkeløkonomien, når vi taler om deleøkonomi: Der, hvor private sælger eller deler med private og giver produkter og ydelser et så langt liv som muligt. Der, hvor der skabes fællesskaber med naboen over hækken, som i deleøkonomien også kan være en ’digital hæk’. Der, hvor du møder fremmede, som du udviser tillid til og får tillid af, i et fællesskab med udgangspunkt i sund trailerøkonomi og tillid til hinanden.
Resten er traditionel økonomi i ny indpakning.
Hovedfoto: Alan Levine, Creative Commons.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
