KLUMME – Eller rettere: Gid, jeg var en af de millennials, der kommer frem under en billedsøgning på Google. Disse smukke, unge mennesker med så meget stil og selvsikkerhed, at der er rigeligt at give videre til andre ved hjælp af selfiestænger og mobile enheder. De smiler, og hvorfor skulle de ikke smile? De er jo omgivet af andre, der er ligesom dem: Sociale optimistiske væsener, der mestrer informationsalderens adfærdskodeks, som om de aldrig har kendt til andet.
Denne nye generation – som vi kalder millennials, fordi de er i årene op til årtusindskiftet – er så heldige at vokse op i en tid, hvor det meste bliver bedre og bedre: I år 2000 formulerede FN en række mål for verdens udvikling. Dem har man nu fulgt op på, og resultaterne er meget positive.
Det viser sig, at mens vores millennials er vokset op, er det lykkedes verdenssamfundet at halvere antallet af mennesker i ekstrem fattigdom. Desuden kommer over 90 procent af verdens børn i skole, og piger og drenge har for første gang i historien samme muligheder for uddannelse. Herudover bekriger vi hinanden mindre, vi udøver mindre vold og oplever mindre terrorisme og kriminalitet.
Som om det ikke var nok, kan millennials tage økologiske råvarer, smoothies og sushi for givet. Til sammenligning kan jeg fortælle, at jeg voksede op i fattigfirserne, hvor man snildt kunne panere en skive (ikke-økologisk og ikke-skånsomt fanget) torskerogn, stege den på panden i margarine og kalde det for aftensmad. Er der noget at sige til, at jeg er misundelig?
Millennial-generationen lever i en tid, hvor kurven for indkomst, viden, livskvalitet, nydelse og forbrugsgoder stiger. Jeg skal skynde mig at sige, at det her er et generelt billede, og at der er mange, der oplever det meget anderledes. Men til dem er der også gode nyheder: De unge millennials lever nemlig også i en tid og i en verdensdel, hvor generationen før dem (baby boomer-generationen) er uhyre veluddannet og talrig.
Hvis man er vant til, at kurven går opad, hvad sker der så, når den knækker?
En meget stor del af disse baby boomere arbejder med at sikre, at den nye generation kommer igennem ungdomstiden uden for mange skrammer på selvværdet og med alle muligheder intakte. Det betyder, at vi ser et omfattende udbud af stresskonsulenter til at lære de unge at håndtere skolepresset, terapeuter til at lytte og hjælpe dem, der er født ind i dysfunktionelle familier, skolepædagoger og fagpersoner til at diagnosticere og behandle adfærdsproblemer og indlæringsvanskeligheder samt foreningsfrivillige til at udvikle de unges karakter og solidaritet.
Solidaritet er et nøgleord. Aldrig har en generation været så udadvendt, selvreflekterende og berejst. Som resultat af denne åbenhed udviser disse seje millennials stor tolerance over for forskelle i køn, race, seksualitet og indkomstniveau. De er den bedst uddannede og mest teknologikompetente generation. For slet ikke at tale om deres købekraft! Og rigtig mange af dem bruger deres indflydelse til at bidrage positivt til klima, økologi og bæredygtighed.
Det er også en vigtig pointe, at vores millennials er vokset op i en verden, hvor du producerer værdi for samfundet ved at forbruge foran skærme, der er responsive og intuitive. Forbrugshandlingen er mere raffineret end nogensinde og 100 % rettet mod forbrugernes behov og præferencer. Det har medført en ungdomsgeneration, der træffer beslutninger ud fra deres mavefornemmelse og orienterer sig imod personer og brands, hvor de kan mærke tillid og autenticitet.
… Det er lige præcis sådan en millennial, jeg gerne vil være.
Men jeg vil ikke være den slags millennial, jeg møder, når jeg holder foredrag på landets gymnasier. Dem, der ikke tør skille sig ud og ikke vil stå frem foran gruppen, med mindre det sker i den yderst kontrollerede situation, vi kalder for selviscenesættelse.
Jeg har heller ikke lyst til at være den slags millennial, der har så mange muligheder, at de er bange for at gå glip af dem og derfor præsterer langt mere, end deres unge kroppe og sind kan klare.
Nu jeg tænker efter, vil jeg nok heller ikke være den slags millennial, der er opdraget af empatiske, kærlighedserklærende, selvopofrende, veluddannede forældre, som har vist deres barn, at intet er vigtigere end dets behov og selvfølelse, hvorfor barnet måske som konsekvens heraf finder det naturligt at vurdere andres værdi i forhold til sit eget behov.
Allermindst vil jeg være den slags millennial, som takket være alle sine privilegier ikke er trænet i at klare modgang. For hvis man er vant til, at kurven går opad, hvad sker der så, når den knækker?
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
