Gertrude Kiel: “De fleste kan godt forstå nuancer, hvis man gider forklare dem”

i Featured/Kultur & Medier/Viden & Bæredygtighed af

VIDENSKABSFORMIDLING – Hvordan formidler man videnskab til børn på en fængende måde – samtidig med at man er tro mod verdens nuancer? Og hvad kan man opnå ved at pakke det hele ind i en skønlitterær fortælling? Amalie Keren Maarbjerg har talt med forfatter Gertrude Kiel, der er aktuel med ny bog om den videnskabelige revolution, fortalt i børnehøjde.

Hvad himlen kan fortælle os – Videnskabshistorier for børn. Det er titlen på første bind i en ny bogserie, der skal formidle naturvidenskab til de yngste. Bogen handler om otteårige William, der mod eget ønske er på sommerferie hos sin mærkelige forskertante Gunvor. Tanten viser sig dog at være et både klogt og underholdende bekendtskab – og så ved hun en helt masse om rummet, stjernerne og fysikkens historie, der vækker Williams nysgerrighed.

Før vi har set os om, kigger vi på stjerner med Tycho Brahe, bygger planetmaskiner med Ole Rømer og er vidner til, hvordan otteårige William næsten bygger en tidsmaskine. Men hvordan fortæller man den store historie til de små størrelser? Og hvorfor er tante Gunvor egentlig så sær?

Bogens forfatter Gertude Kiel svarer på spørgsmål.

 

Hvad gav dig lyst til at gå ombord i netop dette projekt?

– Jeg synes det er megavigtigt at fortælle videnskabens historie – historien om, hvordan vi ved de ting, vi ved – og så syntes jeg, det gav mening at starte med børnene. Det er så vigtigt, at de får et ordentligt afsæt for at afkode verden. At de både ved, hvordan det har været, og hvordan det er nu, og at de får redskaberne til at opbygge en kritisk bevidsthed.

Efter valget af Trump og da hele debatten om fake news rasede, virkede det bare endnu mere vigtigt. Jeg var ret chokeret over, hvor mange mennesker, der var villige til at tro på noget, der var grundlæggende forkert, simpelthen fordi de ikke havde forudsætningerne for at vide bedre.

Men du kunne vel have skrevet en lærebog – hvorfor formidle gennem fiktion?

– Fiktion er en måde at bearbejde verden på, og en måde hvorpå man kan strukturere sine oplevelser og erfaringer på en brugbar måde. Og så giver den os nogle andre muligheder for indlevelse end faglitteratur. Når man læser fiktion, så oplever man sammen med personerne i historien – gennem dem. Det er en måde aktivt at dele erfaringer på – man kan trække på andres erfaringer ved at gennemleve dem via fx fiktion, så man ikke behøver at gøre alle erfaringer selv.
.
Det samme gælder for børnelitteratur. Gennem fiktion kan børnene få nogle erfaringer, så de måske ikke behøver at prøve alt det farlige i verden af selv.

Jeg har selv altid syntes det var svært at læse faglitteratur – at det var spændende, men også tungt! Når jeg ser en film derimod, eller læser en bog, så husker jeg det meget bedre, fordi jeg jo ligesom har ”oplevet” det. Hjernen kan faktisk ikke rigtig skelne mellem fiktion og det man selv har oplevet.

Du er skønlitterær forfatter (Getrude Kiel har bl.a skrevet bogen Tidsjagten), men du er jo også en erfaren faglig formidler. Hvordan er det anderledes at formidle videnskab til børn end at gøre det til voksne?

– Jeg synes i hvert fald ikke, det er lettere! Med denne bog havde jeg desuden hele tiden det grundprincip at forklare, hvordan vi så ved de ting, vi ved, hvilket jo medførte utrolig mange mellemregninger. Der var så meget, jeg også lige var nødt til at forklare, før jeg endelig kunne sige, “Så det er derfor!” Det blev bogen noget mere kompliceret af, og vi var nødt til at hæve målgruppealdreren.

Tante Gunvor er meget inspireret af den danske seismolog Inge Lehmann, der lavede banebrydende forskning indenfor sit felt.

Men faktisk var det et godt princip, synes jeg. Det betød, at historien blev lidt mere… filosofisk. Jeg kunne jo godt bare have fortalt en sjov historie om Galilei, der blev uvenner med kirken – den ville man jo sagtens kunne fortælle til en femårig – men det ville bare slet ikke blive den samme historie. Det ville blive historien om en videnskabsmand, der kæmpede for det, han troede på, men man ville mangle den saglige, nysgerrige og kritiske vinkel. Den som handler om, hvordan vi overhovedet kan vide noget som helst.

Det er vel også sværere at skrive en bog, der både skal være fængende skønlitteratur fra et børneperspektiv, og samtidig formidle videnskab, end det er at skrive almindelig fiktion til børn, hvor man så at sige kan bestemme alting selv?

– Det var svært, at det ikke bare var min historie. Normalt skriver jeg ud fra mig selv, ud fra kroppen, på en nødvendighed eller en følelse. Jeg tror, det er den måde historier bliver vedkommende på. Her var jeg hele tiden nødt til at være oppe i hovedet og have styr på en masse ting, og samtidig skulle jeg jo skrive på en måde, så bogen også blev nærværende. Det gjorde det også svært, når jeg fik respons fra konsulenter på noget, der skulle laves om, for så var det jo ikke bare lige at ændre en sætning… Jeg skulle også hele tiden sikre den overordnede sammenhæng.

Bogens fortæller er jo Williams forskertante Gunvor – en ret speciel dame, der måske kan beskrives som en mellemting mellem en distræt professortype og en kvindelig Ole Opfinder med en snert af eventyrheks. Hvordan endte I op med hende?

– Det lyder meget rammende! Vi havde en aftale om en rammefortælling, der meget klassisk bestod af en dialog mellem et nysgerrigt barn og et ældre familiemedlem. Vi ville gerne have, at bogen appellerede til både drenge og piger, så vi overvejede forskellige konstellationer, fx en farfar eller onkel og en lille pige, men kom så frem til, at det jo ligeså godt kunne være fx en farmor eller en tante og en lille dreng. Og så endte vi op med William og tante Gunvor. Vi ville gerne repræsentere kvinder i historien, men ikke for hver en pris, så vi gjorde os en del tanker om ligestilling og kønsnuancer.

Ja, for der er jo også en kønsdimension i bogen – om end den er underspillet. Fx. hører vi jo om Kepplers mor, der blev beskyldt for at være heks, og et par steder i bogen erfarer vi også, at livet som kvindelig forsker nok heller ikke altid har været en dans på roser for Tante Gunvor…

– Tante Gunvor er meget inspireret af den danske seismolog Inge Lehmann, der lavede banebrydende forskning indenfor sit felt. Hun blev ikke anerkendt i Danmark, fordi hun var kvinde og blev aldrig taget seriøst i sit eget forskningsmiljø. Først da hun blev gammel, blev hun hentet til USA for at lave storstilet forskning – og så kunne vi rigtigt lære det herhjemme! Hun har en spændende historie og er også en meget spændende kvinde. Efter sigende var hun ret tør og ikke noget særlig behageligt bekendtskab. Så hun var interessant som inspiration.

Det er enormt tankevækkende at det, der faktisk er udsprunget af en religiøs stræben, i dag er endt med nærmest at blive beviset for, at Gud ikke findes

Da jeg gik i gang med at skrive på det, så kunne jeg dog også se al den bitterhed, hun efter sigende havde følt, ikke fungerede i forhold til vores bog. Jeg havde ikke lyst til kun at fortælle den forsmåede kvindehistorie og var træt af offerollerne i feminismedebatten. Jeg anerkender naturligvis, at nogle kvinder er ofre for mænds dominans, men hvis vi nogensinde skal videre, så tror jeg, vi er nødt til at holde op med at fastholde os selv i offerrollen, hvis vi på nogen måde kan slippe den. For man har meget få handlemuligheder, når man er offer. Og vi er frem for alt nødt til at give vores børn nogle andre rollemodeller end forsmåede kvinder.

Derfor blev tante Gunvor en væsentligt mere tilfreds karakter – måske lidt en krydsning mellem Lehman og Astrid Lindgren. Gunvor er sådan én, som gør ting, fordi hun synes, hun er i sin naturlige ret til det, og som ikke falder helt i afmagt over få et afslag eller bliver sur over at være blevet forsmået. Hun er bare optaget af sine projekter!

Bogen handler jo om den naturvidenskabelige revolution. Du forklarer dog ikke alene, hvad der skete, men også hvilke tanker den blev født af. Var det planen fra start?

– Vi havde en fortløbende dialog om det med forlaget. Fra start var både redaktøren og jeg enige om et idéhistorisk fokus. Det, der ikke var fastlagt, var til gengæld, hvilke historier og videnskabsfolk, der skulle være med. Et af udgangspunkterne var Ole Rømer, men i begyndelsen handlede det også lidt om, hvilke fonde, der ville give midler til projektet. Vi tog det lidt henad vejen, men i sidste ende havde jeg meget frie hænder. Oprindeligt var det også meningen, at historien skulle føres helt op til moderne astrofysik, men så meget information var der simpelthen ikke plads til i én bog.

Din bog afspejler også det forhold, at religionen jo faktisk var en ret afgørende motor i den videnskabelige revolution – hvilket jo står i stor kontrast til vores moderne opfattelse af religion og videnskab som hinandens modsætninger?

– For mig handler det om at lave en ærlig og fair repræsentation af det, der har været, set gennem mine øjne. Jeg er ikke selv religiøs, men man kan ikke forstå renæssancens naturvidenskab, hvis ikke man forstår religion. Det er enormt tankevækkende, at det, der faktisk er udsprunget af en religiøs stræben, i dag er endt med nærmest at blive beviset for, at Gud ikke findes. Debatten mellem religion og videnskab i dag er lidt trist. Der er så mange ting, vi kunne være enige om, og i stedet spilder vi tiden på at være uenige om en sandhed, som ingen jo kan gøre krav på at have.

En anden skelnen, vi typisk laver i dag, er den mellem naturvidenskaben på den ene side, som udtryk for fornuften og det sande, og så kunst og kultur på en anden side, som vi betragter som følelsernes og det subjektives domæne. Din bog rummer imidlertid begge dele – du skriver fx om betydningen af musik. Hvorfor det?

– Det er jo en generel tendens. Førhen betragtede man mange ting indenfor den samme videnskabelige ramme, som led i en grundlæggende nysgerrighed på verden. Siden er naturvidenskab og humaniora blev skarpere og skarpere adskilt. Men faktisk skal vi helt frem til Romantikken, før musikken bliver skilt ud fra naturvidenskaben som noget romantisk. Lige pludselig kunne en humanist så ikke tale om naturvidenskab.

Hvis ikke nogen faktisk prøver at forklare nuancerne, så har vi jo heller ikke en ærlig chance for at forstå, hvad vi skal gøre ved forskellige problematikker i samfundet

Den opdeling, synes jeg faktisk er rigtig problematisk, for som humanister kan vi ofte se nogle ting, som mange naturvidenskabsfolk ikke er opmærksomme på i deres eget fag – og omvendt. Derfor er blandingen af fagområder også et tema i bogen. Det er vigtigt, at vi låner vores briller ud til hinanden – så vi undgår at blive så snæversynede. På den måde vi et får et langt større og meget mere spændende indblik i alt det, der forgår omkring os.

Hvad håber du, børn får ud ad din bog?

– Jeg håber selvfølgelig, at de synes, det er en god historie, og at de får en nysgerrighed på verden. At de vil synes, verden er spændende. Der er jo temmelig mange komplicerede informationer i bogen, og jeg regner ikke med, at de kan huske alt og efterfølgende har totalt styr på den naturvidenskabelige revolution, men jeg håber, bogen kan hjælpe dem med at udvikle en kritisk bevidsthed og et nuanceret billede af sandheden. En forståelse af, at verden ikke er sort-hvid.

Dog oplever jeg faktisk ofte, at børn er meget bedre end voksne til at acceptere, at der er noget, de ikke forstår. Vi lever i en tid, hvor politikere taler ned til befolkningen og undlader at forklare, hvordan tingene virkelig hænger sammen. Man forsimpler ting, fordi ellers forstår folk det nok ikke, og hvis de ikke forstår det, ja så stemmer de nok heller ikke på én …

Hele denne der spin-bølge…. Den er jeg så frusteret over. For hvis ikke nogen faktisk prøver at forklare nuancerne, så har vi jo heller ikke en ærlig chance for at forstå, hvad vi skal gøre ved forskellige problematikker i samfundet. Det er nederen at tale ned til mennesker. De fleste kan jo godt forstå nuancer, hvis man gider forklare dem.

“Hvad himlen kan fortælle os – videnskabshistorier for børn” udkommer den 6. august 2018 på forlaget Character Publishing, men kan allerede nu bestilles online hos forlaget Character Publishing.

Bogen, der er første bind i en serie af børnebøger med fokus på naturvidenskab, er illustreret af Gunvor Rasmussen og støttet af bl.a. Statens Kunstfond. 

Topfoto: Cirkeline Buron.

Illustrationer:  Gunvor Rasmussen. 

Amalie er freelancejournalist og videnskabsredaktør på Point of View International. Hun interesserer sig for videnskab, religion og kultur og har skrevet til bl.a. Weekendavisen, Information og Kristeligt Dagblad. På POV skriver hun om kultur og videnskab. Amalie er født i 1986 og uddannet webdesigner og webfilminstruktør fra Kort- og Dokumentarfilmskolen i Lyngby. Kunne du lide artiklen? Så har du mulighed for støtte Amalies skriveri på POV direkte via Mobilepay på: 42209468 Donér, hvad du selv synes er rimeligt. Eller lad være, det er ganske frivilligt.

Seneste artikler om Featured

Da kvinder tog magten

NY BOG – Ritt Bjerregaard, Lone Dybkjær, Britta Schall Holberg, Grethe Fenger Møller,

Diagnosens Dag

ESSAY – ”Da du kom her første gang med din mor, spurgte