Stilforvirret, men med umiskendelig tæft for popmelodier – Kim Larsens manager udsender soloalbum

af i Kultur/Musik

MUSIK // ANMELDELSE – Kim Larsens impresario gennem et par årtier, Jørn Jeppesen, har udsendt et soloalbum. Sangene på Odense Banegård er skrevet, mens Jeppesens ven kæmpede med sin sygdom. “Det tjener Jeppesen til ære, at han intetsteds på denne soloplade refererer til eller forsøger at slå plat på sin ven og læremester. Hverken i tekst eller musikalsk. Dog fornemmer man indimellem røgen fra smøgen mellem linjerne,” skriver POV’s Jan Eriksen i denne anmeldelse af albummet, som han finder stilforvirret – men med gode melodier.

”Hvad gør vi nu, lille du?,” tænkte Jørn Jeppesen muligvis, da det blev kendt, at hans nære ven og samarbejdspartner Kim Larsen led af en kræftsygdom, der i værste fald ville være dødelig.

Jeppesen, der var Larsens impressario og medlem af Kjukken i årevis, gik hjem og skrev nogle sange i perioden, hvor vennen kæmpede med sin sygdom frem mod sin død for et år siden.

I begyndelsen var det ’bare’ sange. Efterhånden formede idéen om et egentlig album sig – og Larsens og Kjukkens pladeselskab besluttede at udsende sangene på Jeppesens soloalbum Odense Banegård.

Det tjener Jeppesen til ære, at han intetsteds på denne soloplade refererer til eller forsøger at slå plat på sin ven og læremester. Hverken i tekst eller musikalsk.

Jørn Jeppesen skriver ligefremt og uprætentiøst. Det er hverdagens poesi. Desværre bare for sjældent, at ordene gør den forskel, der gør, at man stopper op og tænker efter

Dog fornemmer man indimellem røgen fra smøgen mellem linjerne. Det gælder respekten for det gode pophåndværk, bundcharmerende omkvæd, melodisk i det hele taget – det fornemmes også i et par forsøg på småfilosofisk storytelling som for eksempel i åbningsnummeret ’Hjem igen’.

I pladens med afstand stærkeste nummer ‘Det hemmelige sted‘, bruser Jeppesen over i en prægtig popkomposition med en tekst, der fint rammer stemningen af noget forgangent – her et ungdomsvenskab/kærlighedsforhold – der var så smukt, at det stadig skinner. Selv de digitale strygere indrammer perfekt denne melankolske perle.

Derudover er Odense Banegård en samling musikalske vignetter med aftryk og inspiration fra forskellige genrer og tidsaldre.

Der er som ofte i Jeppesens gamle band noget Tom Petty’sk rock-shuffle over ‘Hjem igen‘.

Kan du lide mig’ er en fjollet reggaesang, der muligvis ville kunne noget til en ”Vi elsker (mærkeligt nok) 90’erne”-fest i hænderne på Ace of Base. ‘Til dit sted‘ kunne være en moderne pompøst produceret Melodi Grand Prix-sang med en melodilinje, der gentages lidt for mange gange.

I de bedste sange på dette album afspejles den sindsstemning, hvori man må formode, at albummet er indspillet. I den første single ‘Du må aldrig gå alene‘ fornemmes dybde og klædeligt molmørke.

Jeg sidder tilbage med en klar fornemmelse af, at det ville have klædt dette album at blive indspillet af et håndholdt band i et bredere og mere rustikt analogt lydbillede

Kaster mine tanker‘ lyder ligesom ‘Drømmerejsen‘ – der prydes af en fed melodi – af dansk firserpoprock. Det sidste med endog meget markant vintage digital keyboard-lyd. Det er lige før Depeche Mode bør ringe til Nephew og spørge, hvorfor de har lånt deres gamle lyd ud til andre.

Efter at have lyttet nogle gange til ‘Alting forandres‘ tænker jeg, at 80’er-navne som Climie Fisher og Curiosity Killed the Cat åbenbart har ni liv. Også denne melodi har et fedt b-stykke af den type, der ender med at få sit eget liv, medmindre man passer på.

Albummet er indspillet alene af Jeppesen og Søren Mikkelsen fra Medley Studiet. Og selvom Jeppesens sang står meget klart og flot i denne tætte produktion, er det også ærgerligt. Selvfølgelig ville det på alle niveauer have været forkert at indspille albummet sammen med Kjukken.

Styrken i dette debutsoloalbum ligger klart i Jørn Jeppesens umiskendelige tæft for popmelodier. Og en stemme, der pryder dem. Det lytter jeg gerne til igen

Men jeg sidder tilbage med en klar fornemmelse af, at det ville have klædt dette album at blive indspillet af et håndholdt band i et bredere og mere rustikt analogt lydbillede.

Jeppesen er ikke digter som sin gamle ven. Det giver han sig heller ikke ud for. Der er ingen referencer til sønderskudte banegårde på Odense Banegård. Men måske en hilsen til Sophus Claussens digt ‘Rejseminder’ – den med Skanderborg Station. Som Claussen betragter Jeppesen livet passere forbi.

Jørn Jeppesen skriver ligefremt og uprætentiøst. Det er hverdagens poesi. Desværre bare for sjældent, at ordene gør den forskel, der gør, at man stopper op og tænker efter.

Styrken i dette debutsoloalbum ligger klart i Jørn Jeppesens umiskendelige tæft for popmelodier. Og en stemme, der pryder dem. Det lytter jeg gerne til igen.


Jørn Jeppesen: ‘Odense Banegård’, album, udsendt af Warner. 


Foto: PR. 

Jan Eriksen (f. 1958) er oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88.

Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX.

Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017).

Spørger man ham om højdepunktet i hans karriere, vil svaret til enhver tid lyde: ’At have opfundet navnet ’Kryddersildene’ om Spice Girls.' Hvis du vil bidrage til Jans løn på POV kan du donere til hans Mobile Pay: 22 64 82 35

Seneste artikler om Kultur

Blinde idiot

ESSAY – Det smukkeste sted, jeg har besøgt i nyere tid, er