INTERVIEW – For præcis 30 år siden mødte jeg jazzlegenden Herbie Hancock efter en midnatskoncert i det gamle Copenhagen Jazzhouse. Dengang var jeg en nervøs 25-årig med en båndoptager. I dag – tre årtier senere – fylder han stadig koncertsale verden over. Jeg genser ham i DR Koncerthuset og genoplever det møde, der kulminerede i noget helt særligt: en personlig version af ‘Autumn Leaves’, spillet kun for mig.
Det går ikke stejlt nedad. Livet. Det skråner umærkeligt. Det er om noget tydeligt, da jeg i går, lørdag aften, genser selveste Herbie Hancock. Den amerikanske verdensstjerne, der både har haft succes inden for jazz, funk og soul.
Han er på alle måder godt gående – overraskende godt faktisk – og stadig snaksaglig og klar i spyttet. På den vis er der nul slinger i valsen. Og da slet ikke, da han spiller foran godt 2000 fremmødte publikummer.
Musik er ikke kilden – den er en refleksion af livet. Og det enkle kan være det mest dybe
“It’s been a while since I last was here,” som han erkender, mens han står midt på DR Koncerthusets scene, der 180 grader rundt er omkranset af publikummer, som han drejer sig hele vejen rundt for at vinke til. ’Sidst’ er vist i al fald fem år siden. Og her i dag, lørdag aften, spiller han for anden dag i træk.
Men da jeg for 30 år siden, en vinternat i 1995, står ansigt til ansigt med Herbie Hancock, har han ikke det mindste spor af den skrøbelighed, som jeg trods alt ikke kunne undgå at bemærke, han nu har – god form eller ej, er det naturligvis uundgåeligt, når man er nået op i så høj en alder.
Der i sidste årtusinde er han på det tidspunkt 54 (et år yngre, end jeg er lige nu), og jeg er 25 uerfarne år. Det er en lørdag aften, der er gået over i søndag nat, og det er i midten af februar. Udenfor er det en kold tid, som vi lever i, alle går rundt og fryser – kun halvanden måneds tid forinden, den 24. december, har vi haft det, der siden har vist sig at blive den sidste landsdækkende hvide jul i århundredet.
Heldigvis er der godt lunt i det daværende Copenhagen Jazzhouse, et jazzspillested på Niels Hemmingsens Gade i det indre København, der i sin levetid fra 1991 og frem til det lukkede i 2017 havde plads til omkring 200 siddende publikummer [i dag har det skiftet navn til Hotel Cecil].
Herbie Hancock er – af grunde jeg stadig ikke har fattet – på plakaten med det smådubiøse svenske Peter Johanneson Band, sat til at gå på klokken 20.30. Som en anden groupie er jeg allerede troppet op klokken 18.00. Før lydprøverne. Man sku’ jo nødig gå glip af noget, når nu en af jazzens allerstørste gennem alle tider er i byen. Og det tilmed er første gang, jeg skal opleve ham live. OG så lige den detalje, at jeg skal interviewe ham.
Den ulasteligt påklædte Hancock er gledet ubemærket ind i lokalet. Ingen store verdensstjerne-armbevægelser
Jazzhouses daværende musikchef, Lars Thorborg, er badet i sved og travlt beskæftiget med at få rigget de sidste instrumenter til, inden Hancock ankommer. Han betror mig, at det ikke kun er sliddet, der giver ham sved på panden.
”Det er utroligt! Jeg har været involveret i så mange jazzkoncerter med store navne, men selv efter så mange år må jeg sgu tilstå, at jeg i aften har sommerfugle i maven.”
”Shit!”, tænker jeg, ”Lars Thorborg, jazzens svar på en amerikansk marinesoldat, der ud af det blå taler om sommerfugle i maven …” Min nervøsitet over at skulle tale med Hancock går nærmest over i angst.
Hello Eddie…
Efter en halv times ventetid er det, som om han pludselig har materialiseret sig op af gulvet. Den ulasteligt påklædte Hancock er gledet ubemærket ind i lokalet. Ingen store verdensstjerne-armbevægelser.
Iført en lysebrun kashmir-overfrakke sætter han sig til tangenterne – lydprøven er i gang. I et næsten uvirkeligt hurtigt tempo kører han sine fingre hen over tangenterne – med én hånd ad gangen. Det er som at se en topatlet varme op. Godt, der ikke bliver taget et billede af mig lige dér, for jeg sidder med åben mund og polypper og ser totalt bøvet ud.
Herbie Hancock er naturligvis blændende under koncerten, hvorimod svenskerne er … ja, det har jeg glemt. Så stort et indtryk har de gjort. Kun husker jeg, at de kæmpede med at holde trit med kolossen fra Chicago, Illinois, hvor han er født og opvokset.
Cirka around midnight er koncerten slut, og efter Hancock har bukket, vinket, smilet over hele femøren, modtaget stående klapsalver og givet ekstranumre, vender han omkring som en soldat og marcherer ud backstage, hvor adskillige flasker champagne står klar i en stor isspand, og et mindre entourage af gæster sidder bænket og venter.
Alt det får jeg fortalt af Lars Thorborg, der samtidig indstiller mig på, at jeg nok kommer til at vente lidt. For der er også en del damer til stede i Jazzhouses undseelige backstagerum, hvilket ikke synes at genere Herbie Hancock.
Faktisk er Hancock så tilfreds med situationen ude backstage, at klokken er 01.40, da musikkamæleonen med den højt udviklede teknik (der formentlig på det tidspunkt – og den dag i dag – gør ham til en af verdens bedste nulevende pianister) kommer slentrende ind på scenen med et champagneglas i hånden. Lars har fortalt, at jeg kan sætte mig med min båndoptager ved Jazzhouses enorme Bösendorfer-flygel på scenen og her lave interviewet.
”Hello Eddie, thank you so much for waiting!”, lyder det venligt fra sværvægtsmesteren, der rækker sin herostratisk berømte højre hånd frem for at hilse … i sig selv så vildt, at jeg nærmest stivner og er ved at glemme at tage imod håndtrykket.
”Do you want a glass of champagne?”, supplerer han. Jeg er stadig så rystet over håndtrykket, at jeg ikke engang har sagt pænt goddag, men hører dog min mund sige: ”Øhhh …!”
Herbie Hancock sætter sig ned foran flyglet og gør opmærksom på, at jeg får ti minutter! Og dér vågner jeg så op af min Tornerosesøvn. Yes sir – det er modtaget. Det er lige før, jeg gør honnør og klapper hælene sammen. Det lykkes mig at formulere et spørgsmål.
Med sit indgående musikkendskab, der strækker sig fra bebop, modal og freejazz til elektrisk funk, soul, discofunk og rockinflueret jazz – senere kendt som fusion – hvad er det egentlig, Herbie Hancock spiller?
”Jeg ville foretrække, at folk lyttede til mine plader og lod være med at bekymre sig om at beskrive musikken. Jeg indspiller så mange forskellige former for musik – fra forskellige verdensdele og forskellige genrer. Jeg holder af mange typer musik. Jeg hænger mig ikke i mærkater, men ’musik’ er et godt mærkat,” griner en veloplagt (og nok lidt halvsnaldret) Hancock.
Dristig nytænkning
I 1970’erne havde jazzen svære vilkår, fordi genren mistede terræn i populærkulturen til fordel for rock, soul, funk og disco. Jazzens tilbagegang begyndte allerede i første halvdel af 1960’erne. Bands som The Beatles, Rolling Stones og senere psykedeliske navne som Jimi Hendrix eksploderede i popularitet og overtog hitlisterne, der hidtil havde domineret populærmusikken med swing, bebop og cool jazz i 1940’erne og 1950’erne.
Flere jazzmusikere – blandt andre Herbie Hancock – søgte nye, genreoverskridende veje, hvor jazzens improvisation og kompleksitet blev kombineret med populærmusikkens energi og rytme
Det blev gradvist set som mere nichepræget og sværere tilgængeligt. Samtidig oplevede jazzmiljøerne økonomiske udfordringer, da spillesteder lukkede, og pladeselskaber blev tilbageholdende med at satse på jazz. Derfor søgte flere jazzmusikere – blandt andre Herbie Hancock – nye, genreoverskridende veje, hvor jazzens improvisation og kompleksitet blev kombineret med populærmusikkens energi og rytme. Eksempelvis gennem fusion og funk.
En på papiret trist udvikling, som dog skulle vise sig at blive en af de mest innovative og spændende perioder i hele Hancocks karriere!
For ham blev 1970’erne præget af det, man anså som dristig nytænkning. Efter at han i 1968 havde forladt Miles Davis’ band, indledte Hancock en mere eksperimenterende fase – det, man kan kalde Mwandishi-perioden, opkaldt efter albummet Mwandishi fra 1971. Sammen med pladerne Crossings (1972) og Sextant (1973) udforskede Hancock nu elektroniske landskaber med synthesizere som Moog og ARP og trak på afro-futuristiske ideer, som skabte et radikalt anderledes udtryk end tidligere.
I 1973 tog Hancocks karriere et stort skridt, da han udsendte albummet Head Hunters, som blev en milepæl inden for jazz-funk og fusion-genren. Med numre som ”Chameleon” og en mere ’dansevenlig lyd’ inspireret af funk-legender som James Brown og Sly & The Family Stone opnåede Hancock pophitlisteplaceringer.
Albummet blev hans første million-sællert og gjorde ham til den første jazzmusiker, der opnåede platinstatus med et album. Succesen fortsatte med funk-udgivelser som 1974-albummet Thrust (hvor kompositioner som ”Palm Grease” og ”Spank-a-Lee” formentlig er noget af det hårdest swingende funk, der nogensinde er indspillet), Man-Child (1975) og Secrets (1976), der fastholdt og udvidede jazz-funkens popularitet og bragte Hancock ud til et bredere publikum.
”Det pladekøbende publikum kunne jo enten lide Head Hunters-pladen, eller også kunne de ikke, og så købte de jo bare ikke. Det havde jeg egentlig ikke noget problem med,” husker Hancock om pladen, der skabte et kæmpe postyr i jazzverdenen – ligesom da Miles Davis satte strøm til hele molevitten med albummet In a Silent Way (1969) og inkorporerede Fender Rhodes, elektrisk guitar og elektrisk bas, hvilket kulminerede med albummet Bitches Brew (1970). Det endte med, at jazzpolitiet trak stavene, fik fråde i mundvigene og ville have Hancock deporteret hen, hvor pebret gror.
”Jeg havde mest et problem med folk fra pressen … som dig for eksempel,” konstaterer Hancock knastørt og holder en pause, hvor mit hjerte lige når at stå stille nogle sekunder, før han igen bryder ud i et stort grin.
”Neeej, jeg tager gas på dig. Du er jo kun i midten af tyverne, så du er uskyldig, men jazzskribenter fra dengang … uuuha … de var ’skuffede over stilskiftet’ og ’forfærdede over pladen’. De så på det som blasfemi!”
Jazzrødderne
Samtidig begyndte Hancock fra midten af årtiet også at genopdage sine akustiske jazzrødder gennem V.S.O.P.-gruppeprojektet, hvor han genforenedes med gamle kolleger fra Miles Davis’ gruppe: saxofonisten Wayne Shorter, bassisten Ron Carter, trommeslageren Tony Williams og Freddie Hubbard på trompet i stedet for Miles.
Men sidst i 70’erne drejede Hancock endnu en gang i en ny retning, da han begyndte at eksperimentere med elektroniske og poporienterede elementer. Pladerne Sunlight (1978), Feets, Don’t Fail Me Now (1979) og Directstep (1979) introducerede vocoder-vokal og mere pop-orienterede grooves. Særligt de albums opnåede moderat succes på mainstream-hitlisterne – især i Storbritannien – og demonstrerede igen hans evne til at bevæge sig ubesværet mellem genrer.
Men hvorfor reagerer mange i jazzverdenen stadig på samme måde, når andre store jazzkoryfæer som bassisten Ron Carter og (de nu afdøde) trompetister Donald Byrd og Don Cherry blåstempler hiphoppen og måske endda indspiller med rappere?
”Det er fordi, mange af jazzskribenterne tror, at de ved alt. De er jo blevet sat i en position, hvor deres mening er noget, man lytter til, og som ofte følges af en bred skare af mennesker. Men en anmelder kan jo umuligt lytte til en masse forskellig musik – og så sidde alene og evaluere. Der er så meget musik, så mange film, så mange teaterstykker, så mange musicals, så meget af det hele. Og det betyder selvfølgelig, at folk er afhængige af en ’guide’, men den magt, mange journalister har fået, er blevet så stærk, at den har gjort pressen arrogant. Desværre. Nogle af dem, der virkelig hadede det, jeg lavede i The Headhunters-tiden, forstod først år senere, hvad det egentlig gik ud på … og blev begejstrede for det.”
The Headhunters var Hancocks banebrydende funk-jazz-gruppe, dannet i 1973 i forbindelse med albummet Head Hunters. Gruppen bestod oprindeligt af Bennie Maupin (saxofon), Paul Jackson (bas), Harvey Mason (trommer) og Bill Summers (percussion), med Hancock selv på elektriske keyboards og synthesizere.
Hancock gør gældende, at Miles Davis havde stor betydning for Head Hunters. Som på mange af Miles Davis’ egne indspilninger var der på dette album en åben tilgang til improvisation – og struktureringerne gav rytmisk, harmonisk og melodisk frihed. Men det handlede om endnu mere end det.
”Head Hunters kom fra en anden rytmisk æra. En æra, der kom fra ’The Black Experience’,” understreger Hancock.
Vil det så sige, at du så at sige fulgte med tiden – 1970’ernes Black Awareness-bølge i USA?
”Nej. På det tidspunkt tænkte jeg ikke så meget på lige netop det, men musikken, jeg havde spillet før, var blevet så æterisk og så langt ude, at jeg havde mistet jordforbindelsen. Jeg ville tættere på mulden – jorden. Jeg havde det på samme måde, da vi i 1970 indspillede Mwandishi. Her var det sådan, at når det var godt, var det virkelig godt. Men jeg var igen begyndt at miste det enkle – og det var netop det, jeg igen ville i kontakt med. Det lyder måske underligt, at det kommer fra mig, der spiller så komplekse ting. Hvis jeg for eksempel skulle beskrive mit liv lige nu med tre ord, ville det blive: Hmm. Ahmm. Mmmm! Den enkle måde at udtrykke det på har mere følelse end en eller anden intellektuel forklaring på, hvordan jeg har det. Nogle gange er det, der er enkelt, meget dybere end noget, som er komplekst. Derfor skal du altid huske: Keep it simple!”
I begyndelsen af 1990’erne var det primært soulsangere og musikere som James Brown, der blev samplet af rapperne, men da jeg møder Hancock i 1995, er der en trend i retningen af, at også jazzmusikere så at sige står for skud. Her er Hancock – med numre som hans Cantaloupe Island – en af de mest samplede.
”Jeg synes, det er fantastisk at blive samplet af rapperne. Det er meget i tråd med, hvad vi i USA kalder ’politisk korrekt’. Det betyder, at vi går ind for at genbruge ting i miljøet. Min musik bliver genbrugt og sammensat i en form, der er mere passende for den tid, vi lever i nu. Det er smigrende – og det giver samtidig min musik en chance for at blive eksponeret for et publikum, der normalt ikke ville blive udsat for den.”
Hvis der er noget Herbert Jeffrey Hancock har gjort i sit 85 år lange liv, så er det at inspirere. Shit, mand. Han har nærmest været med til det hele. Nærmest med alle
Herbie Hancock er selv aktuel med albummet Dis Is Da Drum, da vi mødes – her kan man blandt andet høre ham folde sig ud i en 1990’er R&B-lyd (heriblandt nummeret ”Butterfly”, som han spillede i DR Koncerthuset), der sine steder klart er inspireret af 1990’er hiphop, ligesom der da også medvirker rappere på albummet.
Miles Davis
Der er langt fra for eksempel Takin’ Off (hans debutalbum som 22-årig i 1962, der er dybt forankret i hard bop-traditionen) og til Dis Is Da Drum (1994). En så stor forskellighed i lyden, at det er, som om fortiden med ’klassisk’ jazz er glemt. Sådan syntes det også at være med hans gamle chef, Miles Davis – der efter sigende aldrig lyttede til sine gamle indspilninger med for eksempel John Coltrane og netop Herbie Hancock.
”Jeg ved, at Miles kunne lide de ting, vi lavede i 60’erne – han hadede det ikke, som nogle fra pressen har hævdet. Han har måske engang talt med en journalist, som han muligvis ikke respekterede, og har så sikkert sagt et eller andet tilfældigt for at provokere ham.”
Vil det sige, at hvis jeg spørger dig, om du lytter til nogen af dine egne gamle plader, og du så siger nej, så respekterer du mig ikke?
”Du har ret, jeg lytter aldrig til mine gamle plader. De lyder forfærdeligt!” lyder det prompte fra Herbie Hancock, som er så lattermild, at han ikke kan holde sig tilbage og nu slår et kæmpebrøl af et grin op.
”Nej, bare rolig. I ny og næ hiver jeg faktisk en af de gamle plader frem og tager dem med over til en ven, hvor vi sidder og lytter. Eller hvis jeg er i en klub, og DJ’en sætter en af de gamle funk-ting på, så stopper jeg selvfølgelig lige op. Nogle gange lyder det forfriskende godt – og så bliver jeg faktisk overrasket over, at det stadig holder.”
Herbie Hancock tænker ikke tilbage på de nyskabende 1960’ere og savner som sådan heller ikke de nu afdøde giganter, han tryllede med.
”Selvom jeg er 54 år, så føler jeg mig stadig ung. Jeg savner intet … endnu. Der er så mange talentfulde pianister, som jeg beundrer og bliver inspireret af. Men en af mine tidligste og største inspiratorer var dog Miles Davis! Første gang jeg var hjemme hos ham i hans hus – jeg har vel været 20 eller 21 år – blev jeg introduceret til ham af [trompetisten] Donald Byrd. Byrd tog mig nærmest ved hånden på vej ind i huset, for jeg var rystende nervøs – og det blev helt galt, da Miles bad mig om at spille en melodi. Jeg spillede en ballade. Da jeg var færdig, hørte jeg Miles’ hæse stemme bag mig: ’Nice touch’,” husker Hancock, der efterligner Miles Davis’ stemme. ”Jeg blev så flatteret over, at Miles Davis sagde det … til mig!”
Herbie ser pludselig lidt fjern ud – det giver nærmest et gib i ham, og han vender sig i et ryk mod tastaturet på Bösendorferen og fremtryller klassikeren Stella by Starlight … nummeret, som han spillede for Miles den dag som purung mand. Igen får jeg vejrtrækningsproblemer over, hvor stort det er – jeg føler mig som Marty McFly i Tilbage til fremtiden … jeg sidder lige ved siden af Herbie Hancock foran tangenterne, han spiller på.
”Ja, det var det nummer, jeg spillede,” siger Herbie med et saligt glimt i øjnene, da han runder nummeret af.
”På det personlige plan lærte Miles mig en masse om mod. Modet til at se livet i øjnene og om at stå fast på det, du tror på. Hvad angår musikken, så lærte han mig at lytte. Han lærte mig meget om at gøre en komposition provokerende nok til, at de andre improvisatorer bliver inspireret til at udfylde de blanke felter, så at sige. Han tvang os til at være kreative. Miles var fantastisk til at konversere. Han kunne nøjes med bare at sige et par ord til dig, og så ville det sætte en masse i gang oppe i dit hoved.”
Lærte du så ham noget?
”At være fjollet og tåbelig,” griner Herbie for gud ved hvilken gang.
”Nej, han var sgu allerede fjollet, da jeg mødte ham – han var et af de sjoveste mennesker, jeg har mødt. Men jeg tror ikke, jeg lærte ham noget specifikt. Men det band, vi havde sammen, det inspirerede ham – og dét er det vigtigste. At spille i Miles Davis’ gruppe i fem og et halvt år og derved møde folk som Ron Carter, George Coleman og senere Wayne Shorter og Tony Williams, står for mig som … ja … den bedste tid i min musikkarriere!”
”Det kan godt være, at Miles Davis ikke mere er her fysisk, men vi har faktisk kun mistet hans konstante evne til at kreere. Hans indflydelse er så enorm, at hans idéer om kreativitet stadig er hos de musikere, der er inspireret af ham. Så vi har ikke mistet noget – han er her stadig. Det var bare på tide for ham at tage sig et hvil. Nu er det op til os andre … inklusive dig,” formaner Herbie Hancock og prikker med sin pegefinger på min mave.
”Jazz vil, uanset om jeg er her eller ej, altid være i live. Men mit ansvar er kontinuerligt at opmuntre den yngre generation til at vende blikket indad og her række ud efter deres egen kreative kilde … og så bruge den til igen at inspirere andre mennesker.”
Hvis der er noget Herbert Jeffrey Hancock har gjort i sit 85 år lange liv, så er det at inspirere. Shit, mand. Han har nærmest været med til det hele. Nærmest med alle. Han har bevæget sig ubesværet mellem jazz, elektronisk musik, soul og pop og har – udover dem, der er nævnt – gennem tiden samarbejdet med et imponerende udvalg af verdensstjerner fra vidt forskellige genrer: Joni Mitchell, Sting, Annie Lennox, John Mayer, Christina Aguilera, Paul Simon, Carlos Santana, Joss Stone, Damien Rice, Al Jarreau, Stevie Wonder … for bare at nævne nogen.
Og inden for jazzen … well … Eric Dolphy, Hank Mobley, Lee Morgan, Grant Green, Jack DeJohnette, Dave Holland, Michael Brecker, Pat Metheny, Chick Corea, Joe Henderson, Toots Thielemans, Gerry Mulligan, Marcus Miller, Dee Dee Bridgewater og Joe Zawinul … for bare at nævne nogen. Og så alle venskaberne med ligesindede giganter som Quincy Jones.
En anden ting, der er inspirerende ved Herbie Hancock, er, hvor fredfyldt og lun han fremstår – forklaringen skal nok findes i, at han siden 1972 har praktiseret den såkaldte Nichiren-buddhisme, opkaldt efter den japanske munk Nichiren Daishonin (1222–1282). Retningen kendetegnes især ved recitationen af mantraet “Nam-myoho-renge-kyo”, som skal aktivere individets indre potentiale og skabe forandring gennem personlig ansvarlighed og medfølelse.
”Ved at dyrke buddhismen har jeg lært, at musik ikke er den ultimative kilde, men en refleksion af livet. Musik fortæller historien om livet. Derfor er den ultimative kilde mere i dig selv og dit liv. Og det er vigtigt at bruge sit udtryk til at inspirere andre mennesker og derved få dem til at føle sig godt tilpas. For har man det ikke godt med sig selv, er det svært at få det godt med andre! Jeg er afhængig af andre mennesker. For eksempel er den største fornøjelse for mig som musiker at være i stand til, som jeg har gjort det her i Jazzhouse i aften, at kunne spille min musik og føle inspirationen flyde gennem mig og videre ud til publikum. For på den måde opnår jeg en ånd af fællesskab, der er større end min rolle alene. Det er min lille indsats kombineret med publikums tilstedeværelse, der skaber storheden.”
Autumn Leaves
Jeg kan se, at Herbie Hancock kigger på uret. Hjælp! Der er gået mere end ti minutter … nærmest en halv time. Selvom der nu er en stemning af afrunding, fortæller han, at højdepunktet i hans liv er at have mødt Gigi, som han på det her tidspunkt har været gift med i 26 år, og så det, at de har fået datteren Jessica. Herefter virker det oplagt at stille et sidste spørgsmål: Er der overhovedet noget, han fortryder i sit liv?
”Over en bred kam, nej. For … jeg ved, at uanset hvilke beslutninger jeg traf i fortiden – også selvom de betød et skridt tilbage i stedet for frem – så lå der i skridtet baglæns en mulighed gemt for at modnes og udvikle sig personligt. Det åbnede op for at tage et, måske flere, skridt fremad. Jeg behøver ikke at se tilbage for at finde ting, jeg fortryder – jeg behøver kun at kigge på nuet, som indeholder al fortiden og samtidig også fremtidens diamanter. Men det er jo noget, som ikke kun gælder for mig, men for alle!”
Det bliver de sidste ord … nu er det mig, der noget mere selvsikkert og afslappet rækker næven frem for at trykke hans hånd og sige tak. Mens vi trykker hånd, kan jeg ikke lade være med at fortælle, hvor stort et indtryk det har gjort at sidde ved siden af ham, mens han spillede Stella by Starlight, og at jeg en dag håber at høre ham live spille en af mine favoritter: Autumn Leaves – en af de oftest spillede standarder i jazzens repertoire.
En melankolsk og smuk sang, der nok emmer af efterår og årstiden, men endnu mere af erindring, forgængelighed og længsel. Udover, at Hancock selv har indspillet den, er den også fortolket af et hav af jazzlegender, herunder Cannonball Adderley (med Miles Davis på trompet), Bill Evans, Keith Jarrett, Nat King Cole, Stan Getz og Eva Cassidy.
Stemningen i rummet er som i den magiske scene i Disneys Snehvide og de syv små dværge. Der, hvor hun og dværgene synger og danser inde i det lille, varme træhus
Jeg når dårligt nok at færdiggøre sætningen og skal til at rejse mig, da Hancock igen med et ryk vender sig mod tastaturet … og fandengalemig går i gang med Autumn Leaves.
Det er en fortolkning, hvor der er fuld knald på – den er højlydt. Så højlydt, at seks tilbageværende gæster fra koncerten, der stadig sidder i baren ovenpå, kommer farende ned i koncertsalen, hvor det nu kun er Hancock, mig og min jævnaldrende ven, fotografen Andreas Johnsen, der sagte har sværmet omkring os og foreviget interviewet.
Som du kan se på Andreas’ foto, har de seks stillet sig op bag os – stemningen i rummet er som i den magiske scene i Disneys Snehvide og de syv små dværge. Der, hvor hun og dværgene synger og danser inde i det lille, varme træhus, og man udenfor, under træernes bløde skygger og måneskær, ser skovens dyr samle sig. Hjorte, egern, fugle og kaniner, der som fortryllede står og stirrer ind gennem vinduerne, deres øjne store og blanke, som om de fatter, at de ser noget helligt.
Ikke bare et menneske, men noget større: en sjæl, der spreder lys midt i mørket. Det er som om, vi alle holder vejret. Og at hele verden står stille et øjeblik – båret af Hancocks spil.
Her på billedet ovenfor kan du se, at Herbie Hancock pludselig kigger på mig midtvejs. Kort efter stopper han.
”Det er ikke den fortolkning, du drømmer om, vel?” spørger han mig. Jeg er jo lykkelig for, at han i det hele taget spiller den uptempo-version, han gør, men … når nu svesken skal på disken: ”Nej, det er ikke den,” svarer jeg nærmest flovt.
Autumn Leaves er kendetegnet ved, at den typisk går i det, man kalder AAB-form og ofte spilles i g-mol (eller e-mol), med en tydelig vekslen mellem dur og mol – hvilket skaber den dér lidt melankolske eller sørgmodige klang. Og det er præcis det, der nu følger … Hancock går i gang med at spille nummeret sagte og poetisk og … ja … nu er Disney-knappen skruet HELT op på maks, og vi har alle otte en klump i halsen.
Da han er færdig og har spillet sidste tone, eksploderer vi i klapsalver, og Hancock er ét stort smil, griner højt og takker ydmygt. ”Jeg kunne nærmest mærke på dig, at det var dén version, du ville høre,” siger han og klapper mig på skulderen.
Da jeg ti minutter senere forlader Jazzhouse, er byen helt stille – som kun København kan være det en iskold søndag nat i februar. Men indeni er jeg fuld af lyd.
Al musikken fra koncerten, den han efterfølgende lige har spillet for mig … hans stemme, hans grin. Det er helt surrealistisk. Jeg har mødt og hygget mig med Herbie Hancock … der ydermere har spillet for mig.
Gående ned ad det mennesketomme Strøget kommer jeg, af alle, i tanke om Friedrich Nietzsche – en aften, stående på broen over Po-floden, beskrev han som værende ”hinsides godt og ondt” … det er sådan, jeg føler det – og længere kan vi mennesker vel ikke komme?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og