Rundt omkring står de døde menneskers huse
tomme, ikke bare husene
med stikkende forladte øjne
ikke bare forsømte tomter, ikke bare mørket,
også de steder de døde mennesker
fyldte ud i verden
mens vi huskede deres ansigter
hørte deres stemmer og kendte deres navn
rundt omkring står de døde menneskers steder
nu pludseligt uudfyldte som om de spurgte efter nogen
hvem skal bo i de døde menneskers huse
hvem skal rejse en jernvilje, en klang af liv
fra de rustne steder
hvor deres hænder holdt sig fast,
aftenernes altaner, hvorfra de så ud over dagen,
hvem skal se den første nældens takvinge
en hidtil ukendt morgen i april
hvem skal synge mod døden
hvem skal synge sig op mod døden
når den lader sin enstonige sang, sin falske kanon
sive forskelsløst gennem alle sprækker
hvem skal nu stå døden imod
hvem skal fylde de huller i verden
som de gamle mænd forlod uden at sige farvel?
Hvem skal nu se månen rejse sig gennem de uudsprungne træer
hvem skal vente på tv-avisen
hvem skal mærke kulden om halsen
og vide at den forsvinder
hvem skal høre klirren af glas og skabslågers knirken og klikken
i et andet rum
hvem skal se lys komme hen over gulvet som felter
gennem en åbnende dør
mennesker i hvide dragters sagte skridt
hvem skal sige og høre navne
hvem skal gøre åndedrættet til sit eget
Det skal vi, det er os det taler til
det er os, de tomme huses requiem synger ud
det er os, de venter på, de forladte møblementer
det er os, der skal række en hånd ud og standse døden
hvis man ikke er helt stille
kan man tydeligt høre
den tone der venter på os
for at vi skal række den videre
med vores åndedræt
med modstandens logik
modstandens egensindige målestok
det er os
vi er kroppene, der bliver til
som et henkastet ord
der standser ophøret, det er os
der kommer tilstede som lyden af et forår
husene er ikke længere sørgmodige
efterladte som om de var uden betydning
der er os der synger lys i de tomme vinduesrammers øjne
de mørnede sprosser, de sprukne lag
af ubeskriveligt ældet farve som befolkede vores blikke
mens skyggen faldt over dem
det er os der er husene og de steder i verden
der står døden imod og ikke kan forsvinde
LÆS ANDRE DIGTE AF JAKOB BRØNNUM HER.
Digtet er tidligere trykt i Tidsskriftet Det poetiske bureau Nr. 23 (Maj 2020)
Foto: RGB Stock
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
