ORNITOLOGI // ESSAY – Hvor jeg før kunne spadsere ugeneret gennem en eller anden strækning, og hvor kun synet af en fugl kunne få mig til at løfte kikkerten, så har jeg nu fokus på, at der – i hvert fald på denne tid af året – er en utrolig masse forskellige lyde, der alle kommer fra forskellige fugle, skriver Mikkel Stolt.
Fra den nedlagte pumpestation i det beskyttede, langelandske fuglereservat kunne vi høre rørdrummen ude i rørskoven.
For første gang i mit liv – siden vores far skræmte livet af os med en plade med fuglestemmer på de store højttalere i stuen, hvor en dyb, nærmest ulykkelig og rygradsrislende lyd mødte vores små ører i det til lejligheden mørklagte rum.
I forårssolen 48 år senere virkede lyden mindre faretruende, og vores skræk er blevet erstattet af ønsket om faktisk at SE fuglen. Det er ikke så nemt – men en dag vil det lykkes.
Jeg kender da nogle fugles lyde, men altså slet ikke nok. Så fik jeg anbefalet en applikation til telefonen
Hjemme igen funderer jeg over, at den rene auditive oplevelse i naturen ikke stod mål med oplevelsen hjemme i stuen som barn. Der manglede simpelthen noget, og det noget må jo være billederne. Rigtige levende billeder og ikke bare dem, jeg dannede dengang som barn i stuen, da vi hørte den uhyggelige lyd.
Måske er det tidstypisk, at der skal være et visuelt proof, før det ’gælder’, eller måske er jeg som filmmager bare erhvervsskadet?
Lyden af fugl
Men det vil jeg ikke finde mig i. De fleste af mine film og tv-programmer har jeg trods alt lavet efter lydfilmens opfindelse, og jeg er jo også en slags amatørmusiker, så hvorfor er det nogle gange ikke nok for mig at HØRE en fugl?
Det er klart, at både at se og høre noget helt åbenlyst er at foretrække, men så længe Agent Orange ikke er blevet tilladt, så vi kan få fjernet alt distraherende løv fra træerne, så skal man som almindelig og rastløs fugleinteresseret være meget heldig for at se for eksempel en nattergal eller bare en havesanger. Men man kan jo høre dem, og så var det, jeg tænkte, at jeg fik brug for hjælp.
Jeg har aldrig været god til at genkende fuglestemmer – eller rettere: Jeg har ikke prioriteret det i mit liv at sætte mig ind, hvordan de enkelte fugle lyder. Bevares, jeg kan som regel kende en solsort, en bogfinke (”Det, det, det ka’ jeg sige lige så tit, det skal være”, som gentages) og en gulspurv (”En, to, tre, fire, fem, seks, syyyv”, om end de lokale tit springer både fem og seks over).
Efterhånden har jeg også lært gråspurvenes og skovspurvenes lyde her i haven, selvom jeg ikke kan kende forskel på lyden af de to arter – endnu. En gøg og en nattergal kan jeg også klare – og altså rørdrummen – men det var vist også dét. Nej, også sanglærken kender jeg, og efter vi blev naboer til en fugtig eng, har jeg lært at nyde ikke bare synet af vibens flugt, men også dens kald, buik, selv efter mørket er faldet på.
Mit liv har ikke været det samme siden
Nå, okay … jeg kender da nogle fugles lyde, men altså slet ikke nok. Så fik jeg anbefalet en applikation til telefonen: ”Merlin”, som er fabrikeret af Cornell University i New York – et af de berømte Ivy League-universiteter. Så må den da kunne noget, tænkte jeg autoritetstro, selvom jeg alligevel havde en vis mistro. De andre apps, jeg havde hørt om, var brugeren nemlig ikke specielt imponeret af.
Men lad mig sige det med det samme: Mit liv har ikke været det samme siden. Hvor jeg før kunne spadsere ugeneret gennem en eller anden strækning, og hvor kun synet af en fugl kunne få mig til at løfte kikkerten, så har jeg nu fokus på, at der – i hvert fald på denne tid af året – er en utrolig masse forskellige lyde, der alle kommer fra forskellige fugle. Jeg hørte det godt før, men jeg lyttede ikke.
Nu tager jeg ustandselig min telefon op, starter en optagelse, og straks begynder min skærm at fortælle mig, hvilke fugle den mener, der er i nærheden
Nu tager jeg ustandselig min telefon op, starter en optagelse, og straks begynder min skærm at fortælle mig, hvilke fugle den mener, der er i nærheden.
Jeg testede første gang hjemme i haven, og ganske rigtigt sagde appen, at der var både solsort og gråspurv og bysvale og sanglærke og vibe inden for mikrofonens hørevidde. Da der også kom flere flokke gæs flyvende, kunne den skelne korrekt – hvilket jeg kunne se med mine egne øjne, men ikke konstatere med egne ører – mellem grågæs og bramgæs.
Det var jo utroligt. Og lærerigt. For meningen er jo, at jeg gerne vil lære lidt mere om, hvad der omgiver mig. Gerne også insekter og planter (hvor der også findes apps), men fugle er bare et godt sted at starte, synes jeg. Men måske skal ornitologien ligge i blodet.
Jeg lærte også den første dag, at det, som vi havde troet var en stær (hvad det også tit var), i virkeligheden var en tornirisk. For ja, der sad den søreme på en valnøddegren og sang så fornøjet med sit lille rosa bryst vendt mod os og solen.
Oops, My Mistake
Men så begyndte det at gå galt: En grøn guldbasse kom summende lige forbi mig og telefonen, og straks mente min software, at der var en gærdesanger i nabolaget. Og senere samme aften så og hørte jeg et smælende rådyr på strandengen, og det opfattede min nye ven som lyden af en ravn.
Dens lyd kender jeg nu godt, og da rådyret fortsatte, holdt appen da også op med at foreslå det. Som om den sagde oops, my mistake. Men på samme tur fik jeg både hørt og set en rørspurv og en engpiber i det lille område. Og fandeme også en stenpikker (fniiiis).
Et par dage senere sad jeg under en stærekasse og kunne se og høre den voksne fugl, der fløj ind og ud af kassen for at servicere sit afkom. Vi har en del stære, men selv efter flere forsøg fik jeg ikke appen til at indrømme det. Denne gang sagde den, at det var en skovskade, men det var det altså ikke. Og så først i tredje optagelse gik det op for den: Okay, der ER en stær.
Der er selvfølge mange akustiske og tekniske forklaringer på, hvorfor den ikke altid har ret, men alt i alt har det været en berigelse at have den med. Når den ikke lige er en forbandelse, fordi man bliver så optaget af det og glemmer, at man egentlig var ude for at få lidt motion og ikke skulle stoppe op hele tiden.
Hvori består den største oplevelse og følelse af samhørighed med alt det, der omgiver mig?
Men jeg har lært at dosere det – og tage det hele med et gran salt. Det er meget muligt, at de lunde og enge mod fjorden, der ligger fem minutters gang herfra, ud over måger og gæs, huser både tornsanger, gransanger, kærsanger, løvsanger, sivsanger, rørsanger, gulbug, nattergal, gulspurv, rørspurv, solsort, sangdrossel, sanglærke, grønirisk, blåmejse, munk, gærdesmutte, gul og hvid vipstjert, rødstjert, dompap, bogfinke og jernspurv, men jeg har altså ikke lært at høre forskel på dem alle endnu.
Og appen kæmper som antydet også, for flere af de nævnte fugle er jo mestre i at efterligne andre. Måske var det derfor, at telefonen en maj-aften lidt i panik foreslog, at der var en spottesanger (Hippolais polyglotta), som er endnu bedre til at efterligne andre, inden for hørevidde. Men da jeg senere kunne læse, at den kun er set fire gange herhjemme de sidste ti år, eller hvor meget, det nu var, så tænker jeg, at det nok var en af de andre.
Men hvori består den største oplevelse og følelse af samhørighed med alt det, der omgiver mig?
Er det, når jeg ligger i sengen om natten med åben dør og kan høre nattergalen i en nærliggende lund, som jeg ikke kan se i mørket? Eller når jeg står og kigger gennem et teleskop på havørnereden nede i skoven, hvor de to store, næsten flyvefærdige unger står på kanten og blafrer lidt med vingerne – uden at jeg kan høre en lyd?
Jeg har under alle omstændigheder fået åbnet ørerne lidt.
Læs Mikkel Stolts fuglekigger-essay fra marts
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
