MORS DAG I KRIGENS SKYGGE // ESSAY – “Normalt er mors dag for mig bare en søndag som alle andre. Men der er sket noget med måden hvorpå jeg ser mig selv som mor. Det er især blevet en mere markant og stærk fysisk fornemmelse, at jeg er nogens mor. Det er svært at beskrive. Det er dybt, det er underligt, det er ældgammelt, det er modigt og det er angstfyldt. Og det er krigen i Europa, der har skærpet min bevidsthed. Krigen er ubærlig for mig og så langt fra det livgivende i at være nogens mor, man overhovedet kan komme. For hver dag, der går må jeg tage bedøvelsen i større og større doser”.
Det er mors dag søndag den 14. maj. Mine digitale og fysiske feeds flyder over med forslag til gaver, som jeg gætter på, at nogen i ramme alvor forestiller sig, at jeg skal give til min mor eller mine børn skal forære mig.
Der tilbydes alt fra moderkager, skønhedspleje, hjertevedhæng eller en omsorgsvigtet brændende kærlighed fra det lokale supermarked.
Det hele føles latterligt, overflødigt og provokerende. For jeg er i krigshumør.
Mennesker bliver åbenbart ikke hverken sødere eller klogere i takt med, at vi ved mere, har mere og lever længere. Og krig er ikke noget ”vi aldrig mere skal opleve”, men noget som præsidenter, generaler og andre med magt sætter i værk
Der er krig lige nede om hjørnet og til venstre. Omkring 1300 kilometer fra mit hus i Danmark ligger det Ukraine, som snart er bombet sønder og sammen. Nogenlunde samme afstand som Paris, hvor man kan være på et par timer med sin weekendtaske og drikke vin ved Seinen. Så det er tæt på. Lidt for tæt på, hvis man tillader sig at mærke efter.
Der er en del af mig, som ikke mærker efter. Jeg følger med i krigen næsten dagligt og rummer den faktisk. Jeg er med i hovedet og gør mig alle mulige tanker om krigen, præsidenterne, parterne og de globale spillere, alliancer, magthavere og mulige mæglere.
Som så mange andre forstår jeg pludselig også ukrainsk geografi, militær strategi, forskellige typer våben og kampvogne, ligesom jeg tænker over de historiske perspektiver og de strategiske valg, som træffes.
Det har været sværere at være tilstede i krigen med hjertet. Jeg har længe lukket øjnene for, at verden ikke nødvendigvis er blevet et bedre sted i min levetid. Civilisation er ikke, som ellers jeg engang troede, bare noget, der stille og roligt vokser med udvikling, uddannelse og velstand.
Mennesker bliver åbenbart heller ikke hverken sødere eller klogere i takt med, at vi ved mere, har mere og lever længere. Og krig er ikke noget ”vi aldrig mere skal opleve”, men noget som præsidenter, generaler og andre med magt sætter i værk.
De elsker også deres børn
Mine illusioner er også nærmest tæppebombet. Et europæisk næsten-naboland, hvor mur- og betonbrokker ligger som støvede bjerge i det, der engang var levende byer med hjem, kontorer og butikker – ligesom her, hvor vi bor.
Et sted, hvor folk gik til og fra arbejde, luftede hunden, gik i byen og kyssede i parkerne. Og ”elskede deres børn”, som Sting sang. Præcis som vi gør. Nu er mange af disse mennesker slået ihjel, nogle er flygtet, andre er forsvundet for tid og evighed, uden vi kender deres skæbne, mens andre igen er invaliderede på krop og sjæl for altid.
Det er for meget at kapere. Livet går videre
Vi er, som de helt almindelige mennesker, vi er, forfærdede. Vores reaktion er at ville handle, så vi forsøger at hjælpe gennem at give tøj, økonomisk støtte, medicin, jobs og husly til ukrainerne. Det heler at hjælpe, hvor man kan, men vi kan faktisk heller ikke rigtig gøre andet.
Jeg har erkendt, at denne krigs længde og udfald er ude af mine hænder. Det foregår på et helt andet niveau, og vi kan som individer ikke stoppe krigen.
Derfor begynder vi at fortrænge den. Det er en basal overlevelsesmekanisme ikke at kunne rumme det hele. Globaliseringen af vores nyhedsstrøm betyder, at vi hver eneste dag mange gange om dagen skal forholde os til katastrofer, busulykker, skoleskyderier, overgreb og krig rapporteret fra 195 lande over hele verden.
Det er for meget at kapere. Livet går videre.
Jeg er mor, og det fylder mere og mere
Normalt er mors dag for mig bare en søndag, som alle de andre. Jeg har aldrig længtes efter fysiske beviser på, at jeg er værdsat eller elsket af mine børn. Min mor får en buket hver femte år, hvis jeg husker det, og det er mit indtryk, at hun er ret ligeglad. For os begge er det nok, at familien har det godt.
Men der er sket noget med mig og den måde, hvorpå jeg ser mig selv som mor og min mor som mor. Det fylder mere og mere, og det er især blevet en mere markant og stærk fysisk fornemmelse, at jeg er nogens mor.
Det er svært at beskrive. Det er dybt, det er underligt, det er ældgammelt, det er modigt og det er angstfyldt. Moderskabet er en langt større del af min identitet end jeg hidtil har turde erkende overfor mig selv. Og det er krigen i Europa, der har skærpet min bevidsthed.
Jeg ænser ikke flere døde, selvom om jeg ser dem på billeder hver eneste dag. Selv med advarsler om barske scener, kan jeg kigge med, fordi jeg ikke længere magter at indoptage implikationerne af det, jeg ser. Fordi det er nogens børn, der er døde. Uanset deres alder og oprindelse, vil der være nogen, der har mistet dem
Krig som fænomen, som greb, som middel, ja, som det hele, er ubærligt for mig. Det er så langt fra det livgivende i at opfostre et barn og være nogens mor, man overhovedet kan komme. For hver dag, der går med krigen i Europa, må jeg tage bedøvelsen i større og større doser.
Jeg ænser ikke flere døde, selvom om jeg ser dem på billeder hver eneste dag. Selv med advarsler om barske scener, kan jeg kigge med, fordi jeg ikke længere magter at indoptage implikationerne af det, jeg ser. Fordi det er nogens børn, der er døde. Uanset deres alder og oprindelse, vil der være nogen, der har mistet dem, og nu gennemlever den dybeste rædsel og sorg.
Jeg er nødt til og er lykkedes med at eksportere mine følelser et helt andet sted hen. Indtil for nylig.
I en samtale med en veninde faldt alle paraderne.
Vi diskuterede forskellen mellem værnepligt og -ret ud fra et feministisk ideologisk ståsted. Vi talte om de forskellige positioner i debatten om, hvorvidt også danske kvinder har pligt til at værne om Danmark, som en del af vores militære forsvar. Det forsvar, som uanset hvad vi kalder det, de sidste årtier også har været involveret i invasioner, og som har krævet danske unge mænd og kvinders liv i deres forsøg på at forsvare Danmarks interesser.
Hvad mente vi om det?
Vi mente en hel masse, indtil vi så på hinanden og begge fik tårer i øjnene. Vi græd sammen. Som om vi havde holdt på tårerne og angsten længe og nu endelig kunne slippe dem fri.
Krigens mødre
Vi var totalt færdige. Vi talte om krigen, der slår folk ihjel. Vi tænkte på andre mødre og deres børn og på vores egne børn.
Selvom de er voksne, er de stadig vores børn, og vi tænker på dem hver eneste dag, selvom de helst er fri. Dem, vi forsøger at beskytte, rådgive og hjælpe, uden at de føler, vi trænger os på. De skulle bare vide. Det er en ting at forholde sig til værnepligt i fredstid, en anden, hvis verdensorden begynder at skride.
For en feministisk mor ligger det lige for at trække en principiel ideologisk og politisk diskussion ind i det private, også selvom det gør ondt. Fordi feministisk teori i hvert fald den, hun og jeg læner os op ad, åbner for mulighed for at se perspektivet eksemplificeret i den enkelte. Der, hvor det levede liv betragtes som valid evidens, og hvor individet altid kun er relativt frisat.
Vi kan ikke fravælge krigen, så vi talte om vores egne liv og vores egne børn i et perspektiv af Europa i krig. Vi græd, mens vi talte om, hvordan vi ville have det, hvis vores sønner og døtre ville blive tvunget til at gå i krig og måske miste det liv, de og vi sætter så højt.
Hvor mange dåser bønner og flåede tomater har vi hver især stående? Og hvor meget vi kan huske af førstehjælpskurset næsten 40 år tilbage? Og hvad nu, hvis de også klipper det store kabel over? Så man ikke kan ty til nettet for gør-det-selv-bunkere?
Vi græd på hver sin side af bordet i en snusket restaurant. Vores te til maden blev vekslet til øl. Vi var endelig åbne overfor nogen om, hvad krigen gør ved os som mødre, og hvordan vi dog skal lagre al den information om døde drenge og piger, forældre der begraver deres børn, atomsprænghoveder rettet mod vores by, spionage på vores infrastruktur sammen med vores magtesløshed.
Vi gemmer den så langt væk som overhovedet muligt og er sønderknuste på indersiden.
Ville vi være egnede til at gennemgå det, ukrainerne har gennemgået døgnet rundt i mere end et år? Min veninde og jeg talte om vores egne kvalifikationer og blev enige om, at vi kan mange ting, men også begge mangler essentielle færdigheder.
Vores børn mangler dem også, fordi vi aldrig har haft brug for de færdigheder.
Vi blev enige om, at krig er perversion, galskab og vold og at der er brug for en ny stor fredsbevægelse. Og at værnepligten er utidssvarende i hele sin ide og sit væsen, og at de kompetencer, der er brug for i fremtiden kræver mere end en mindre gruppe unge mænd, der kan holde på et våben og stille deres liv til rådighed for staten.
Det kræver, at alle unge får vilje og evne til at skabe fred, drage omsorg, respektere liv, yde beskyttelse, bekymre sig om klimaet og overleve for få midler.
“Nå, vi tales ved. Hils hjemme”
Når man har talt længe om noget skrækkeligt, er man nødt til at grine sig ud af det klaustrofobiske kammer, som sorg, angst og magtesløshed skaber. Så vi begyndte at tale fjollet om alt det, hun og jeg trods alt kan, hvis det nu er.
Vi talte også om, hvem af os der har det bedste rum til beskyttelse, hvor vi bor, og om vi måtte komme hen til hinanden, hvis sirenen lyder. Hvor mange dåser bønner og flåede tomater har vi hver især stående? Og hvor meget vi kan huske af førstehjælpskurset næsten 40 år tilbage? Og hvad nu, hvis de også klipper det store kabel over? Så man ikke kan ty til nettet for gør-det-selv-bunkere?
Da latteren havde lagt sig, stod stilheden nøgen tilbage i restauranten. Vi rettede os op i stolene og forsikrede hinanden om, at det nok skal gå alt sammen. Vi gav hinanden et kram og sagde: ”Nå, vi tales ved. Hils derhjemme”
Kan vi stadig skrive i hånden, betjene kortbølgeradioer og morse gennem murbrokker? Har vi dyrket noget, vi kan finde ud af at gemme? Og i så fald kan vi så sylte og konservere? Kan vi tænde bål med to pinde? Og kan man egentlig lave bål i en kælder?
Og hvad med stearinlys, som vi ikke længere køber pga. CO2-aftrykket? Og alt det, som vi med råd fra oprydningseksperter smed ud, fordi det ikke skabte glæde, men måske i en snæver krigsvending kunne redde liv?
Vi grinede nu hysterisk over, at minimalister er komplet uduelige, fordi de ikke ejer noget, der kan bruges i en undtagelsestilstand.
Da latteren havde lagt sig, stod stilheden nøgen tilbage i restauranten. Vi rettede os op i stolene og forsikrede hinanden om, at det nok skal gå alt sammen. Vi gav hinanden et kram og sagde: ”Nå, vi tales ved. Hils hjemme.”
Læs mere af Nanna Kalinka Bjerke her.
Læs mere om moderskab i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
