FILMFESTIVAL // REPORTAGE – “Max Kestner er den danske instruktør, som mest inkarnerer den position, som jeg i sin tid i min selvovervurdering troede, jeg skulle have”, skriver POV’s udsendte Mikkel Stolt fra åbningen af CPH:DOX. Efter selv at have forladt produktionsmiljøet føler han ikke længere jalousi og bitterhed over at møde kolleger, der har større succes end ham selv. Kestners Livet og andre problemer er en værdig festivalåbner.
På grund af nedlukning, sygdom og glemsomhed er det ved at være nogle år siden, at jeg har været med til åbningen af CPH:DOX, men af en eller anden grund figurerer jeg stadig på gæstelisten. Og til åbningen er det primært inviterede gæster, der får lov at komme med – lige så til afslutningen – så derfor oplevede jeg tirsdag aften i denne uge for første gang Konservatoriets Koncertsal i det tidligere Radiohus på Frederiksberg som film-venue.
Og det var ikke en dårlig oplevelse. Gennem årene har jeg ellers på min blog kritiseret forholdene for filmvisningerne på de steder, der har været valgt – især DR Koncerthuset. Jeg har også kritiseret valget af åbningsfilm og selvfølgelig drikkevarerne. Men denne gang kan jeg ikke brokke mig overdrevet meget. Udover, naturligvis, at der ikke var noget at spise, men os i mediebranchen faster jo alligevel alle sammen i det tidsrum, vi taler om. Hvis øl og hvidvin altså ikke regnes med. Så nej, det er ikke ramadanen, jeg tænker på.
Jeg har hørt Kulturministeren holde mere mindeværdige indlæg, men godt at han var der
Måske har mit milde sind noget at gøre med, at den nye administrerende direktør er en af mine personlige venner, eller det kan skyldes, at jeg selv har forladt produktionsmiljøet og derfor ikke længere føler jalousi og bitterhed over at møde kolleger, der har større succes end mig selv? Nej, småligheden omfavner jeg stadig, men efter jeg er gået over til kritikerstanden og the dark side, føler jeg mig måske bare mere ovenpå? Eller lettet over at være sluppet ud af?
Aftenens arrangement startede med fem minutters forsinkelse – ligesom Oscar-showet forleden – og derefter var der to live-numre med bandet Efterklang. Jeg forstår desværre ikke helt at goutere deres musik efter fortjeneste, men det er mit problem, fik jeg at vide bagefter. Så gik der lige fem minutter med at fjerne deres grej fra scenen, inden de to direktører for festivalen holdt årets åbningstale i lækkert multicolor-outfit.
Åbningstalen
De kom ind på, at filmfestivaler på det seneste har fået på puklen for officielt at tage stilling i de aktuelle, internationale stridigheder – især Mellemøsten – men at CPH:DOX ikke er part i nogen konflikt. Filmene og filmskaberne skal have al taletiden, uanset hvor de kommer fra. Vi skal turde og kunne håndtere samtalen og ikke skyde på hinanden fra hver vores skyttegrav. Tanke- og ytringsfrihed er centrale demokratiske værdier, fortsatte de to talere, og derfor har festivalen også indstiftet en ny pris i tilgift til de ellers forholdsvis mange priser, HUMAN:RIGHTS AWARD.
De kom også ind på udfordringen med at give folk med fysiske handicap bedre adgang til filmforevisninger, og selvfølgelig at den ellers København-baserede festival i år bredes ud til hele 42 kommuner i landet i form af DOX:DANMARK. Og fortsat til internettet selvfølgelig, blandt andet i form af KLUB:DOX, hvor man fremover kan se film hele året.
Så klappede vi af de veloplagte talere, og så kom kulturministeren. Jeg har hørt ham holde mere mindeværdige indlæg, men godt at han var der. Han bød så åbningsfilmens instruktør velkommen på scenen, og så klappede vi endnu mere.
Åbningsfilmen
Max Kestner er den danske instruktør, som mest inkarnerer den position, som jeg i sin tid i min selvovervurdering troede, jeg skulle have: Branchens humoristiske, æstetisk bevidste, filosofiske og selvinvolverende instruktør. Den, der LEVER film mere end bare LAVER dem, og som behandler emner med en gåen-rundt-om-tilgang i en processuel jagt på mulige svar. Hans Livet i Danmark (2007) og Drømme i København (2009) er nogle af mine yndlingsfilm af ham.
Jeg tog naturligvis fejl med hensyn til mig selv, men vi har heldigvis Kestner, hvis nye film – som i en vis grad peger tilbage til hans debut, Rejsen på ophavet (2004) – er en værdig festivalåbner.
Livet og andre problemer handler om ”meningen med livet, døden og alt det andet”, som programteksten siger, og om vores forhold til selve eksistensen. Den gennemgående historie, som er med til at fastholde os, er den om den noget uheldige giraf, Marius, og den internationale polemik der opstod ved dens aflivning. Vi møder derfor tidligere videnskabelig direktør Bengt Holst fra Københavns Zoo samt en række naturvidenskabsfolk, der alle afkræves udtalelser om enten giraffen, livets mening i det hele taget eller begge dele.
Jeg er sådan en skabning, at jeg bagefter trængte til to velsmagende To Øl og gode gensyn med gamle venner og kolleger, hvor vi diskuterede filmen
På trods af den bærende Marius-historie favner filmen alligevel flere af filmessayets karakteristika, blandt andet i kraft af forskellige billedmanipulationer og ekspressiv klipning. Og tillige at den på trods af det subjektive udgangspunkt – instruktøren selv – alligevel formår at teste egne refleksioner.
Filmens ’Max’ er ikke udelukkende en forlængelse af filmskaberen selv, for det er en karakter, der undersøger selvsamme Max’ virkelighedsopfattelse … og dermed også vores. Det kan forekomme en del ordrigt og svævende undervejs i voice-over’n, og de stærkeste scener er ubetinget dem, hvor instruktøren under en samtale med en medvirkende misforstår noget eller sætter den pågældende videnskabsmand i vildrede.
Der er således mange gode scener undervejs, og filmen er i positiv forstand underholdende. Og da den i bedste essaystil også har sin ufuldkommenhed intakt, så lever jeg og især alle andre med, at det var Max Kestner, der blev dansk films Max Kestner og ikke mig.
Han formår at holde det højttravende fra at blive fodslæbende.
Filmen får udover visningerne på CPH:DOX egentlig biografpremiere d. 21. marts, og så klappede vi af den og dét og af de medvirkende, der kom op på scenen bagefter.
Derfra fik en af de mest fornøjelige medvirkende – og som jeg faktisk gerne ville have set mere til – de sidste ord: What sort of creatures are we and how should we live? Ja, jeg er sådan en skabning, at jeg bagefter trængte til to velsmagende To Øl og gode gensyn med gamle venner og kolleger, hvor vi diskuterede filmen.
Sådan skulle det være og sådan blev det.
Fodboldfilmen
Onsdag aften havde jeg en anden oplevelse med noget af det, som filmfestivalen CPH:DOX også kan: mødet mellem publikum (ikke de der medietyper fra aftenen før) og film. Filmen var i dette tilfælde den engelske Copa 71, instrueret af Rachel Ramsay & James Erskine, som handler om, at der i 1971 blev holdt et slags VM for kvinder i fodbold i Mexico.
Uden at spoile for meget kan jeg vist godt sige, at selve formidlingsformen er noget anderledes end åbningsfilmen. Vi følger kronologisk historien, inklusiv flere af kampene, mens spillerne fra nogle af de deltagende lande optræder som talking heads.
Det er ofte et problem med sportsfilm i det hele taget. De skal altid handle om ’noget andet’, og det er blandt andet derfor, Jørgen Leths cykelfilm stadig er berømte
Stilen er hårdtpumpet og let larmende, mens tematikken tydeligvis er i højsædet: kvindefodbold er blevet diskrimineret og tacklet helt forkert og urimeligt gennem årene.
Man underholdes og ser optagelser ikke mange har set før, men det er alligevel som om, at det hele bliver for … ja, ”maskulint” i sin form. Jeg savner poesien og en gengivelse af glæden ved spillet – hvad vil det egentlig sige at spille fodbold? – og hvis ikke udtrykt gennem æstetikken så dog i det mindste af de medvirkende.
Nuvel, der er ikke meget materiale at klippe i fra selve kampene – den seneste træningskamp, som jeg så kvindelandsholdet spille direkte på DR2, havde ti gange så mange kameraer – men jeg får ikke indtrykket af instruktørerne er specielt vilde med sporten. Det er ofte et problem med sportsfilm i det hele taget. De skal altid handle om ’noget andet’, og det er blandt andet derfor, Jørgen Leths cykelfilm stadig er berømte. Fordi de er så tætte på selve sportens væsen.
Det mest spændende var for mig derfor selve oplevelsen i salen. Der viste sig at være syv af de danske spillere tilstede, og ligesom vi havde klappet af de danske mål under filmen, og da de vinder finalen, så klappede vi også af dem i salen. Det var jo rørende, og jeg tror, de nød det.
Den slags vil jeg anbefale, at man holder øje med: filmvisninger, hvor der er tilknyttet besøg af instruktører eller andre relevante personer
Helt personligt har jeg ’altid’ vidst, at ’vi’ var verdensmestre i kvindefodbold, for det var da noget, vi talte om i skolegården i sin tid og følte os lidt skidtvigtige over.
Vi tænkte ikke over spillernes forhold, men da jeg havde en kvindelig formand i min atletikklub og der var masse af pige- og damehold (ja, man brugte mest ordet ”damer” dengang) i min basketballklub samt en turneringsliga til dem, så anede vi ikke, at der var et problem med fodbolden.
MEN! Målvogteren Birte Kjems – som kaldte sig selv ’målmand’ – udtalte i debatten bagefter, at de lidt følte sig taget som gidsler: “Vi ville bare spille fodbold. På trods af vores spilledragts farver var vi ikke rødstrømper”.
Hun kom ikke nærmere ind på, om det var selve filmen, den overordnede debat eller begge dele, der var gidseltagerne, men de andre i paneldiskussionen, der efterfulgte filmen, løftede da lige øjenbrynene lidt. Men debatten var ellers god og handlede om at skabe bedre forhold for og opmærksomhed om kvindefodbold, hvilket ingen jo er uenig i. Længere.
Så den slags vil jeg anbefale, at man holder øje med: filmvisninger, hvor der er tilknyttet besøg af instruktører eller andre relevante personer, og jeg vil samtidig anbefale, at man ikke er for længe om at bestille billet.
Fodboldfilmen var helt udsolgt, og jeg vil ikke sige, at du ikke skal se den, hvis du har muligheden, for de fleste i salen var meget begejstrede og medlevende.
Tjek visningerne her, og se om film og et par verdensmestre kommer hjem til din by, eller du skal ind til København.
Der kommer mere fra CPH:DOX på POV i den kommende tid.
Læs i mellemtiden om dokumentarfilm i denne artikel.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
