NATUROPLEVELSER // FOTOREPORTAGE – Efter en sommer uden helt stramme restriktioner var det svært ved efterårets komme at se ind i et efterår og en vinter, hvor de ville vende tilbage og måske endnu mere strikse end i foråret. Det resulterede i et par ture ud til Kalvebod Fælled af varierende længde. Den ene en uges varighed og den anden 4 dage.
Der var stadig lune sensommeraftener, selvom deres længde var afkortet noget og temperaturen heller ikke helt kunne måle sig med sommerens, men når det blev tusmørke, kom bålet mere til sin ret, med både varme og lys.
pulverkartoffelmos, bacon stegt med løg og majs på trangriaen, det holder, når man sidder i sin campingstol og ser solen forsvinde mellem træerne, akkompagneret af fasanens forkølede trut
Naturens gang havde farvet nogle af de tidligere grønne blade gyldne og en del var endt på jorden. Til gengæld var antallet af myg reduceret og lydene om natten fra Hejresøen, der lød som et kæmpe cocktail-party tidligere på året, aftaget i takt med solens magt var blevet mindre.
Noget af det man oplever helt tæt på, når man overnatter i naturen, er vejret og dets skiften, og den danske sommer må siges at byde på det meste. Således har jeg ligget vågen en morgenstund 2 timer i tordenvejr, det blev til lange og mange overvejelser, om jeg skulle søge ly i shelteret, der lå 50-100 m væk, men vejen derhen var en åben mark, så nej.
Den halve nat pga blæsevejr ved Øresund og nattesøvn er blevet forstyrret af den kraftige trommen af regn på teltdugen. Heldigvis holdt det næsten tørt inde i teltet. Men så længe man har en regnjakke, en varm trøje og et par sko/støvler, så kan man klare det meste i den danske sommer.
På min første tur i efteråret til Kalvebod Fælled på en uge var jeg opsat på at nyde den sidste varme og så finde Bjarke Cirkelsten, som det jo ikke lykkedes med tidligere på året.
Jeg slår lejr på græsplænen ved Viden Shelter, så er der vandpost og muld-toilet inden for rækkevidde. Menuen er som så ofte før pulverkartoffelmos, bacon stegt med løg og majs på trangriaen, det holder, når man sidder i sin campingstol og ser solen forsvinde mellem træerne, akkompagneret af fasanens forkølede trut, der jævnligt lyder fra det høje græs, og en gang imellem tager den en tur over græsplænen i sin søgen efter føde.
Dagen efter lover vejrudsigten lidt sol med byger, så jeg tænker, at det ikke er dårligt at gå på jagt efter den glemte kæmpe, da det primært foregår i skoven, så der er lidt læ, hvis regnen skulle blive for voldsom. Jeg har fundet ud af, at jeg skal følge Fasanstien gennem hele Kongelunden, den er lang, så slår røven i sadlen og kører derudaf.
Checker mobilen endnu engang for at prøve at finde lokaliteten og så finder jeg ud af, hvor den er. Var ellers lige ved at give op. Jeg når en lysning i skoven med en cirkel af store sten, så ved jeg, at jeg er kommet til rette sted. Dog kan jeg stadig ikke se så meget som en flig af skulpturen. Den er godt gemt.
Man ville kunne køre på stien i årevis, uden at opdage dens eksistens. Præcis som mange af de andre skulpturer kunstneren Thomas Dambo har gemt rundt omkring i det danske landskab. Jeg bliver altid overrasket over, hvor meget personlighed disse træstykker får, når de bliver sat sammen på rette måde.
De fremstrakte hænder og nuttede kæmpefødder og den knælende kæmpe i samspil med de store sten, der danner en kæmpecirkel, kun delvis synlig, falder på en eller anden måde naturligt ind i omgivelserne der. Træet som Bjarke Cirkelsten er opstået af, er tilbage i sit rette element, dog i en ny form.
Derefter tager jeg endnu en gang til Kongelundsfortet, denne gang for at spise take-away med en ven, jeg har sat stævne derude.
I takt med at maden glider ned og maven fyldes op, forsvinder solen i vest og månen står op nærmere øst. Det giver dramatiske skuer på himlen, som nydes lige så meget som maden. Her på toppen af verden med udsigt til verdens ende.
Kongelundsfortet emmer af historie, og når man går rundt og læser de små skilte med beskrivelser om livet på fortet tilbage i årene, får man et godt indblik i Danmarks forsvarsværker omkring hovedstaden i det 20. århundrede. Der fortælles historier om soldaterne og deres hverdag her mellem haubitzer og afstandsmålere. Man kan næsten høre deres støvletramp, når man læser om Soldaterhjemmet og Mandskabsbarakken.
Det er blevet tusmørke, da jeg vender snuden ”hjem-ad” mod min lejr. Inde i skoven mellem træerne er det bælgmørkt og cykellygterne gør ikke meget for at oplyse, så jeg er glad for, at jeg har kørt ad stierne før og har en anelse om, hvor jeg skal henad, ellers kunne jeg meget vel være endt i grøften, eller på ufarbar skovbund.
Jeg mærker en snært af barndommens mørkerædhed og erindrer svagt en dag at være faret vild i skoven, da jeg som ca 8-10-årig var på besøg med min mormor, i nogle af hendes venners sommerhus, og der faldt mørket også på. Alene i den mørke skov. Heldigvis er jeg ikke faret vild denne gang, men drager dog et lettelsens suk, da jeg kommer ud i mere åbent landskab og falder helt til ro, da jeg når min lejr, der ligger badet i næsten-fuld-måne skin, hvor alt er, som da jeg forlod den.
På min anden tur i efteråret bliver jeg bekendt med Lærkefalken. Jeg er bymenneske med stort B og har kun boet i lejlighed, så sådan noget med fugle og arter er ikke lige min spidskompetence. Men kan mærke, at jo mere jeg opholder mig i naturen, jo mere melder sig en trang til at kunne navngive dyr og fauna. Jeg kender selvfølgelig navnene på de allermest almindelige, altså svane, and, solsort, gråspurv, skade osv. Men mangler jo så lige tusindvis af andre. Nu er der så kommet en tre-fire mere ind på lystavlen, Lærkefalken, Rødkælken/halsen og Gransangeren, sidstnævnte kan jeg dog nok bedst identificere ved dens trille.
Der kommer rigtig mange fuglekiggere på Kalvebod Fælled. Det skyldes nok de lukkede fuglereservater, som vi mennesker kun kan skue ind i. Her får fuglene ro til at leve og yngle, eller spise sig mætte og samle kræfter til en videre færd ud i verden mange kilometer væk. Lærkefalken er af den sidste slags, den har et pitstop her, hvor den spiser så meget den kan, før den trækker videre mod Afrika. Det er et rent flyvende tag-selv-bord af godt opfedede guldsmede, som den jagter her i de sidste lune dage i efteråret.
Fuglekiggerne starter med at komme om eftermiddagen d. 15. september. Rygtet har spredt sig på deres kanaler på de sociale medier. 2-3 mindre grupper med tunge kameraer og stativer krydser over plænen og forsvinder i krattet, der omkranser Hejresøen.
Ikke mange minutter efter løber fire fasaner, med få sekunders mellemrum, ud fra den lille sti, hvor fuglekiggerne forsvandt. Fasanerne var nok glade for, at det var kameraer, de skød med. Jeg får en snak med en af fotograferne, da han, efter flere timers fotografering, er på vej hjem. Han viser mig det vildeste billede af en af lærkefalkene med en guldsmed i næbbet, knivskarpt, er guldsmedens sidste sekunder afbilledet i et splitsekund, til evig tid.
Det er en rolig beskæftigelse, når man sidder og betragter dens jagt (hvis man ikke fotograferer), men hjertet kan godt begynde at banke lidt hurtigere, når den svæver i cirkler over hovedet på en, før dens dødelige nedslag. Der lander en guldsmed på mit bare ben og jeg ville ønske, at jeg kunne advare den om faren oven fra. Mon den ender i falkens mave?
Næste år vender Lærkefalken nok tilbage på træk mod varmere himmelstrøg, i en uges tid i september, her på Kalvebod Fælled og det uanset, hvordan verden ellers ser ud til den tid. Vi kan så bare håbe, at verden og landegrænser igen er åbnet for os mennesker også.
LÆS DEL 1 OG 2 AF SERIEN HER
LÆS ALLE KIOWA RUDOLPHS ARTIKLER HER
Alle billeder er taget af skribenten.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her