ONLINE ARBEJDE // ESSAY – Livet som digital nomade lover frihed og fleksibilitet, men kan i stedet føre til en skjult form for afhængighed og kontrol. Er vi i virkeligheden fanget i en ny form for usynligt fængsel i vores stræben efter selvrealisering og frihed?
Ufriheden tager i dag dog ikke form som gammeldags tvang, der kontrollerer med trusler om smerte. Ufriheden har taget form som nydelse og glædeshåb.
Jeg har engang været afhængig af cigaretter. De kontrollerede mit liv, men jeg nød det, da røgen gav min hjerne et narkokick. I dag har jeg fundet en anden afhængighed. Dopaminen fra skærmbrug er langtfra lige så kraftig, men den skaber samme form for ubehag ved fravær og euforisk forløsning, når man overgiver sig til sit begær.
Jeg har også været afhængig af mine ambitioner. De første smøger blev jeg presset til at ryge for at være sej, og det samme kan siges om ambitionerne. Jeg havde det egentlig fint uden, men da alle andre jo gjorde det, så følte jeg mig langsomt mere og mere udenfor.
Jeg valgte indledningsvis smøgerne og ambitionen frit, men da jeg først var afhængig, så kunne jeg ikke slippe fri.
Online-iværksætteren skal altid være opdateret, tilgængelig og klar til kommunikation, hvilket lægger et større beslag på psyken, end fabrikkens samlebånd nogensinde har gjort
Ambitionerne var høje. De kunne ikke blive store eller vilde nok. Vejen til ambitionens indfrielse blev derfor kun længere og længere. Jeg var derfor altid bagud og utilfreds.
Jeg vågnede snart op om morgenen med en ufuldstændighedsfølelse. Forventningerne til mig selv drev mig gennem dagen, men aldrig langt nok. Ved nattetid blev jeg lullet i søvn af mine urealistiske drømme. Næste dag, repeat.
Jagten på næste dopaminfix
I begge tilfælde var jeg underlagt tvang gennem positive ting. Smøgen og selvrealisering skabte begge noget rart. Nikotinen gjorde mig dog kun glad, fordi min hjerne manglede sit fix. Nydelsen var som at tage et par alt for stramme sko af – glæden var et direkte resultat af unødig smerte.
Nydelsen ved selvrealiseringen var også kun en dulmen af smerte. Smerten var ikke biologisk, men kom fra en psykologisk fejlagtig forestilling om, at jeg ikke var en succes, før jeg nåede frem til et udefineret overambitiøst mål. Hvert kryds på min uendelige tjekliste gav et lille skud af glæde, fordi det betød, at jeg kom et lille skridt tættere på at være god nok i mine egne øjne. Jagten på det næste dopaminfix skabte en mental tvangsrefleks til altid at tage på arbejde.
Livet som digital nomade gjorde kun afhængigheden mere svær at komme ud af. Computeren har sat alle fri til at arbejde hvor som helst. Den stigende fysiske frihed fører dog til mere psykisk fængsling. Det fysiske stavnsbånd er ophævet, men alligevel føler mange sig kun mere og mere ufrie midt i al deres liberale frihed.
Friheden til at gøre, hvad man vil, og gøre netop det, man føler for, er kun frihed, så længe afhængigheden ikke hele tiden ensretter ens følelser og vilje. Det digitale stavnsbånd håndhæves af den biologiske og psykiske afhængighed, som sættes i en af andre, og som ensretter ens intuitive og spontane indre impulser mod deres dagsorden.
Kontrollen opretholdes ikke ved straf, men af abstinenser ved udeblivende belønning
Friheden kan faktisk gøre ondt. Den kan skabe en selvbevidst tilstand, som gør, at man mærker sine abstinenssmerter. Det logiske valg er derfor nu selvfølgelig at anvende sin frihed til at maksimere nydelse og minimere smerte – hvilket sker ved, at man sætter sig foran skærmen igen.
Telefonen er altid ved hånden
Med telefonens fremkomst forsvandt den sidste rest af de naturlige pauser og gemmesteder. Alle slæber nu rundt på hele deres arbejdsplads i lommen. Telefonen har samme tyngde som en arbejdslejr.
Som en højmoderne iværksætter er man ikke længere underlagt chefens krav, kun telefonens. Man er fri til kun at lade sig styre af sin egen virksomheds krav. En virksomhed, der dog ofte kræver konstant pleje som et lille barn og altid skriger i lommen. Online-iværksætteren skal altid være opdateret, tilgængelig og klar til kommunikation, hvilket lægger et større beslag på psyken, end fabrikkens samlebånd nogensinde har gjort.
Man har heller aldrig rigtig fri. Ens business kan altid optimeres. Markedet sover aldrig og tilbyder altid mere dopamin. Kapitalismen har nemlig intet slutmål, men kun evig profitoptimering.
Iværksætteren er blevet sin egen slavepisker. De må også altid overvåge sig selv, da de er deres egen chef. Man er derfor aldrig fri fra et dømmende blik, da blikket er ens eget. Jo mere fri fra andres agenda man er, jo mere er man altså også underlagt sin egen selvtvang, hvilken man dog hverken kan råbe ad eller gøre oprør imod.
Ingen straf, ingen belønning
Kontrol er blevet sin egen modsætning. Engang lignede den kontrollerende og den fængslede hinanden. Fængslet er nu usynligt, fordi det er så ulig den gammeldags celle, der holdt kroppen stille og nærværende bag tremmer. Man var bevægelseshæmmet og tvunget til at være nærværende i samme ensformige kedsommelighed. I dag består fængslingen af mentalt fravær og bevægelsestrang, som man dog heller ikke kan komme fri fra, fordi man er afhængig.
Derfor burde friheden og nydelsen ikke hyldes som et ubetinget gode
Tvangskontrollen tvinger nu iværksætteren til altid at være nærværende et andet sted end der, hvor de faktisk ønsker at være. Kontrollen opretholdes ikke ved straf, men af abstinenser ved udeblivende belønning.
Det værste er, at uden det konstante dopaminsus fra telefonen, så kommer alt andet til at føles kedeligt. Ja, selv familiens stilhed og tilstand opleves nu som det nye fængsel, som man må bruge sin frihed til at flygte fra. Det er et problem i et samfund, hvor retten til frihed og selviskhed er blevet større end pligten til at elske. Når abstinenser og kedsomhed tvinger en væk fra konen eller vennerne, så kan de ikke forpligte en til at blive, da det jo så er et indgreb i den hellige frihed.
Derfor burde friheden og nydelsen ikke hyldes som et ubetinget gode. De burde underkastes samme kritik som smerten og tvangen, da disse to ting falder sammen med hinanden, før man får set sig om.
Læs også Jonathan Løws tekst “Vi ødelægger hjernen – 30 sekunder ad gangen”.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og