DEN RADIKALE KONFLIKT #2 // LONGREAD – Konflikten mellem Israel og Iran ikke blot et regionalt opgør, men et spejl for en dybere og mere omfattende global konflikt om ‘virkelighedens’ og verdensordenens karakter, centrum og fremtid, skriver fredsforskeren Claus Kold i den anden af to artikler. Der er ingen reel plads i hverken den amerikanske eller den europæiske politiske diskurs for den forskellighed, som Iran repræsenterer, som kan accepteres uden enten at skulle løses eller inddæmmes. Irans institutionelle dualisme – mellem valgte og udpegede organer, mellem folkets og Guds suverænitet – gør det vanskeligt for vestlige aktører at finde et stabilt forhandlingspunkt.
Iran som stat er formet af en ca. 3000 år gammel kulturel og teologisk udvikling. Det moderne Iran bærer træk af en imperial centralisme, en shiitisk teokratisk struktur og en postkolonial modstandsform. Revolutionen i 1979 markerede ikke blot et regimeskifte, men en fundamental forandring af, hvad statslig autoritet er og bør være.
Den iranske stat er derfor ikke sekulær i vestlig forstand, og ikke trinitarisk i sin krigsførelse, fordi staten er indlejret i en teologisk doktrin, hvor Guds vilje ikke blot er en moralsk reference, men også en praktisk juridisk og institutionel realitet gennem velayat-e faqih – de retslærdes lederskab.
Iran bliver ofte tolket som irrationel eller uforudsigelig, ikke fordi det er det i egen logik, men fordi den logik ikke kan oversættes til det Westfalske statssystems sprog
Det betyder, at den øverste leder (rahbar) ikke blot står over præsident og parlament, men personificerer en transcendent kilde af politisk suverænitet.
Suveræniteten i Iran er dermed ikke folkelig i oplysningsfilosofisk forstand, men hierarkisk-transcendent og delvist eskatologisk (dommedag) orienteret.
Adskillelse mellem stat og religion
Denne forskellige statsform har flere konsekvenser for Irans relation til det internationale statssystem. For det første kolliderer Irans model med det Westfalske princip om ikke-indblanding og suveræn lighed.
Det er den klassiske europæiske stat – som vi kender den fra den Den Westfalske Fred (1648) og frem – som i en historisk kontekst blev præget af territoriale forandringer i Europa, sekularisering af suverænitet og en fremvoksende ny bureaukratisk og juridisk orden.
Den iranske stat anerkender ikke nødvendigvis den sekulære adskillelse mellem stat og religion, og dens revolutionære identitet betyder, at den ser sig selv som forpligtet til at støtte islamiske bevægelser og samfund på tværs af grænser – ikke som imperialisme, men som moralsk pligt og sandhed.
Dette medfører en fundamental mistillid fra andre klassiske vestlige stater, som tolker sådan adfærd som illegitim intervention eller destabilisering.
For det andet gør Irans institutionelle dualisme – mellem valgte og udpegede organer, mellem folkets og Guds suverænitet – det vanskeligt for vestlige aktører at finde et stabilt forhandlingspunkt.
Præsidenten og udenrigsministeren er ikke nødvendigvis i stand til at garantere langsigtede aftaler, fordi den øverste leder og revolutionsgarden (IRGC) har egne uafhængige politiske og militære dagsordener. Dette underminerer det klassiske diplomatsystems grundforudsætning: at stater er enheder med en entydig repræsentation.
For det tredje har Irans forståelse af konflikt og krig et andet register end, hvad FN Pagten og Folkeretten har formuleret. Krig er ikke nødvendigvis en rationel fortsættelse af politik med andre midler, men kan også være shahidistisk (martyr), lidelsesorienteret og symbolsk. Det vil sige, at statens engagement i asymmetriske krige og proxy-konflikter ofte tjener formål, der ikke er umiddelbart forståelige for vestlige observatører.
Dette udfordrer ideen om krig som et kalkuleret interesseinstrument, og åbner for et forskelligt konfliktunivers, hvor martyrskab, modstand og eskatologi indgår som legitime faktorer på linje med hære og traktater.
Israel, USA og Iran er således meget forskellige statskonstruktioner baseret på forskellige ‘virkeligheder’, symbolske ordener, sprogsystemer og verdensbilleder.
USA har historisk indlejret konflikten mellem Iran og Israel i en dualistisk fortælling om frihed overfor totalitarisme, demokrati overfor religiøs fanatisme og orden overfor kaos
I relation til det internationale system skaber Irans statsform en dyb dissonans. Set fra Europas og USA’s side fremstår Iran som en stat i juridisk forstand, men Iran agerer som et hybridt regime, hvis legitimitetsgrundlag og rationalitet ikke svarer til det, det vestlige statssystem forudsætter. Det skaber ikke blot diplomatiske spændinger, men også narrative blokeringer: Iran bliver ofte tolket som irrationel eller uforudsigelig, ikke fordi det er det i egen logik, men fordi den logik ikke kan oversættes til det Westfalske statssystems sprog.
Det er netop her, den radikale forskel, den britiske fredsforsker Ramsbotham taler om, får en institutionel dimension: Den handler ikke kun om værdier og narrativer, men om selve forståelsen af ‘virkeligheden’, ‘verdensbilleder’ og hvad stat, krig, fred og legitimitet er ifølge denne ‘virkelighed’ og disse verdensbilleder.
Iran og de klassiske europæiske stater (og deres efterfølgere) ser derfor ud til at operere i to inkommensurable ontologier. Det er derfor, at relationen ikke blot er konfliktuel, men radikaliseret: Forskellen kan ikke overvindes med rationalitet, forhandling og konfliktmægling alene, fordi selve det – udgangspunktet – der tæller som det, der er ‘rationelt’, ikke er fælles.
Omverdenen føjer energi og eskalation til konflikten mellem Iran og Israel
Andre aktørers konfliktforståelser og strategiske narrativer spiller samtidig helt afgørende roller i både opretholdelsen, forskydningen og fordybningen af den radikaliserede konflikt mellem Iran og Israel.
Når man inddrager stormagter og transnationale blokke som USA, Rusland, EU og BRICS-landene i analysen, bliver det tydeligt, at deres ‘bidrag’ ikke blot er neutrale, rationelt taktiske eller geopolitiske, men også bestemte narrativer: De italesætter og former, hvad der overhovedet kan forstås som ‘konflikt’, hvad der kan kaldes ‘sikkerhed’, og hvem der kan opfattes som ‘legitime’ aktører, osv.
Dermed trænger deres narrativer ned i de forskellige konfliktlag, og bidrager her til at opretholde eller undergrave mulighederne for at transformere den radikale konflikt.
USA har historisk indlejret konflikten mellem Iran og Israel i en dualistisk fortælling om frihed overfor totalitarisme, demokrati overfor religiøs fanatisme og orden overfor kaos. Denne fortælling er ikke en rationel diplomatisk diskurs, men fungerer som en rammesættende konfliktforståelse for, hvordan Iran fungerer som en destabiliserende, irregulær og illegitim aktør i verdensordenen.
Det betyder, at USA’s strategiske politik – herunder sanktioner, militær tilstedeværelse og alliancepolitik – bidrager til at reproducere den radikale forskel, fordi den udelukker Iran fra at blive opfattet som en modpart, man kan forstå, tage alvorligt og forhandle med. Samtidig understøtter USA Israels selvforståelse som den rationelle, civiliserede og eksistentielt truede part, hvilket forhindrer, at den israelske side konfronteres med egne eskalationsmønstre.
Konflikten mellem Israel og Iran bliver også i mange sammenhænge præsenteret som om, USA’s mange politiske positioner ser den samme konflikt. Det gør de ikke, men om de selv er klar over det, er uklart – konflikten og krigen omtales for det meste i singularis. Under alle omstændigheder presser det Trump, at der er så mange udlægninger, og at hans beslutninger, hvis de ikke flugter, bliver udråbt som fejlagtige og svigt.
Konflikten er både værdibåret og civilisatorisk; den er ikke blot om Iran, men om verdensordenen, verdensbilledet
For MAGA-bevægelsen – som trækker på en blanding af isolationistisk realisme, evangelikal exceptionalisme og populistisk nationalisme – bliver Iran oftest betragtet som en sikkerhedspolitisk interessekonflikt, hvor Iran ses som den destabiliserende og ekspansionistiske trussel mod amerikanske interesser i Mellemøsten, især hvad angår Israel, olie og anti-terror. Iran skal ikke nødvendigvis integreres, men inddæmmes, og underlægges maksimalt pres, sanktioner, trusler – med det implicitte håb, at regimet enten ændrer sig eller bryder sammen. Samtidig kan man i MAGA-tilgangen spore elementer af værdikonflikt, især når Irans islamiske system stilles op som antitese til de amerikanske friheds- og demokratiforståelser, men denne værdidimension er ofte sekundær i forhold til nationalistiske og strategiske hensyn.
Hos de neokonservative – der opererer ud fra en ideologisk og kristent-missionerende forståelse af USA som normgivende magt – er relationen til Iran primært en værdikonflikt. Her tolkes Iran ikke blot som fjende, men som en illegitim stat, der udfordrer den liberale verdensordens moralske fundament: retsstat, individets frihed, sekularisme og international normbinding.
De neokonservative insisterer ikke bare på regimeskifte i Iran af strategiske grunde, men fordi de opfatter det teokratiske system som uforeneligt med en civiliseret verdensorden. Deres forestilling er, at Iran kan og bør bringes til at ligne en vestlig stat – med demokratiske institutioner, åbent marked og sekulariseret suverænitet – og at USA har en moralsk pligt til at fremme denne transformation.
Konflikten er derfor både værdibåret og civilisatorisk; den er ikke blot om Iran, men om verdensordenen, verdensbilledet.
I det demokratiske etablissement – som bygger på universaliserende tænkninger – er der typisk en opfattelse af konflikten som en interesse- og behovskonflikt, hvoraf nogle kan forhandles. Obama-administrationens Joint Comprehensive Plan of Action (JCPOA) var netop et forsøg på at afkoble sikkerhedsinteresser (berigelsesprogrammet) fra systemkritikken (Irans regering) og åbne for en trinvis engagementspolitik.
Men selv her blev forhandlingsrammen aldrig afkoblet fra et vestligt statsbillede: Iran blev ikke forstået som legitim på sine egne præmisser, men som en overgangsform, der – gennem engagement, handel og åbning – potentielt kunne udvikle sig til noget mere “ansvarligt”, dvs. mere vestligt.
Det demokratiske verdensbillede inkluderer en forestilling om modernisering: Alle stater er på vej mod det liberale demokratis form, og Iran er blot forsinket i denne udvikling. Se f.eks. Fukuyamas bog, End of History.
En afvigelse og en trussel
Ingen af disse positioner lader til at have blik for, at Iran som stat er opstået under helt andre vilkår end de klassiske vestlige stater, og at det islamiske system har sit eget rationale, som ikke udelukkende er reaktionært og irrationelt, men struktureret af en forskellig forståelse af forholdet mellem religion, suverænitet og folk.
Selv de mest velvillige amerikanske positioner har svært ved at anerkende denne forskel som legitim. I stedet bliver Iran tolket som en afvigelse, trussel, et overgangsfænomen eller en fejlslagen stat. Der er ingen reel plads i hverken den amerikanske eller den europæiske politiske diskurs for en forskellighed, som kan accepteres uden enten at skulle løses eller inddæmmes.
Det er netop det, Ramsbothams tænkning om radikale forskelle tydeliggør: når forskellen ikke kan anerkendes som forskel, men kun som fejl, trussel eller problem, er en forskydning fra radikal forskel til radikal konflikt næsten uundgåelig.
USA’s politiske fraktioner – uanset hvor forskellige de ellers er indenrigspolitisk – deler en fælles blindhed for denne radikale konfliktlogik. De forsøger alle at løse konflikten på måder, som kun er mulige, hvis Iran ophører med at være det, det er. Og det er netop derfor, at relationen forbliver fastlåst – ikke fordi Iran nødvendigvis er uforanderlig, men fordi det ikke giver plads til, at Iran kan være anderledes uden at være forkert – og farlig.
Rusland har – efter Syrien-krigen – opbygget et strategisk partnerskab med Iran, og spiller rollen som både garant og balancerende aktør.
Men Ruslands egen konfliktforståelse er præget af en civilisatorisk fortælling, hvor Vesten fremstilles som dekadent, ekspansionistisk og moralsk desorienteret. Ved at støtte Iran får Rusland mulighed for at stille sig som beskytter af suverænitet og multipolaritet, men også som modbillede til USA’s universalistiske liberale normativitet.
Denne fortælling om legitim opposition mod vestlig hegemoni risikerer at bekræfte Irans position som offer for en fjendtlig verdensorden og dermed forstærke den radikale konflikt, fordi Irans selvforståelse som ideologisk-religiøs modstander ikke bliver udfordret, men bekræftet og instrumentelt anvendt.
USA’s politiske fraktioner – uanset hvor forskellige de ellers er indenrigspolitisk – deler en fælles blindhed for denne radikale konfliktlogik
EU forsøger traditionelt at indtage en mæglerrolle, og har især i forbindelse med JCPOA forsøgt at skabe rammer for interessebaserede forhandlinger. Men EU’s konfliktforståelse er præget af en normativ tilgang, hvor stabilitet, retssikkerhed og multilateralisme gøres til bærende elementer. Denne tilgang kolliderer med den radikale konflikt, fordi den forudsætter, at alle aktører anerkender hinanden som ens, rationelle og legitime.
Når konflikten imidlertid er formet og struktureret af radikale forskelle, bliver EU’s diplomati let marginaliseret, fordi det ikke formår at adressere den eksistentielle og symbolske dybde, der præger relationen mellem Iran og Israel. Samtidig undergraves EU’s rolle af dets interne uenigheder og dets afhængighed af amerikansk sikkerhedspolitik, hvilket gør det vanskeligt at etablere et selvstændigt konflikttransformerende narrativ.
Konflikten mellem Israel og Iran ikke blot et regionalt opgør, men et spejl for en dybere og mere omfattende global konflikt om ‘virkelighedens’ og verdensordenens karakter, centrum og fremtid.
BRICS-landene – især Kina og Indien – indtager en mere systemkritisk position, og udfordrer den vestlige monopolisering af ‘virkelighed’, værdier, normer og identiteter.
I deres konfliktforståelse fremstår Iran som en aktør, der har ret til teknologisk udvikling og suverænitet, og Israel som en del af den vestligt dominerede struktur. Denne tilgang anerkender i nogen grad de strukturelle uligheder, men risikerer samtidig at relativisere eller ignorere den vold og eksklusion, som den iranske stat selv udøver – både internt og i sin eksterne politik.
BRICS indgår i, og bidrager derfor til en multipolær kamp om normer, hvor konflikten mellem Iran og Israel bliver indlejret i et større spørgsmål om, hvem der har ret til at definere legitimitet, udvikling og trussel.
Det bidrager ikke til en løsning, men til en pluralisering af konfliktforståelser, som forstærker usikkerheden og uforenelighederne.
Disse forskellige aktørers konfliktforståelser opererer således ikke ‘neutralt’ på en rationel overflade af den iransk-israelske konflikt, men virker dybt ned i konfliktens virkeligheder, strukturer, symboler og identitetsformer.
De former, hvad der fremstår som noget, der kan forhandles, hvad der kan tolkes som trusler, og hvad der kategoriseres som vold, krig og kamp. Og fordi de selv er indlejret i globale magtkampe og legitimitetsopgør, bidrager de ofte – bevidst eller ubevidst – til at befæste den radikale konflikt, snarere end at muliggøre dens dekonstruktion.
Det gør det vanskeligt at transformere konflikten, fordi de forskellige stormagtsnarrativer ikke blot tolker konflikten forskelligt, men indskriver den i hver deres ‘virkelighed’ og verdensbillede, som selv er i konflikt. Dermed bliver konflikten mellem Israel og Iran ikke blot et regionalt opgør, men et spejl for en dybere og mere omfattende global konflikt om ‘virkelighedens’ og verdensordenens karakter, centrum og fremtid.
Huntingtons civilisationskonflikter er radikale forskelle
Den radikale konflikt mellem Israel og Iran bør, som et konkret udtryk for en radikal forskel, der er eskaleret til en radikal konflikt, sættes ind i en større geopolitisk historie, Her tilbyder Samuel Huntington i sin bog, The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order, en sådan forståelse.
Huntington ser og beskriver verden som opdelt i større kulturelle helheder – civilisationer – med dybe religiøse, kulturelle og historiske rødder, og han argumenterede i 1996 for, at fremtidens konflikter ville udspille sig ikke primært mellem politiske stater, men mellem civilisationer, hvor religion og kulturel identitet ville være det centrale konfliktfelt.
Radikale konflikter skal ikke forstås som konflikter, der kan afgøres eller løses, men som dybe og ofte uovervindelige forskelle, der må bæres og gennemleves i en form for gensidig og lidelsesfuld sameksistens
Iran og Israel kan i denne sammenhæng siges at repræsentere to civilisationer: henholdsvis den islamiske (shia-muslimske, persiske) og den vestlige (judæo-kristne, sekulære-demokratiske), hvor Israel i Huntingtons model vil blive opfattet som en vestlig udpost i Mellemøsten. Den konflikt, vi ser, er imidlertid mere end en kulturel markør. Den er eksistentiel, som Ramsbotham ville sige det, fordi den radikale forskel mellem dem handler om absolut uforenelige forståelser af ‘virkelighed’, verdensbilleder, legitimitet og suverænitet.
Hvor Huntington beskriver disse civilisationers grænser som givne og determinerende, arbejder Ramsbotham med radikaliseringer som en proces: forskelle bliver ikke nødvendigvis til radikale konflikter, medmindre de gøres uforenelige gennem kulturel, religiøs eller politisk eksklusion og dæmonisering. Huntington antager, at forskellene er uforenelige fra begyndelsen; Ramsbotham ser uforeneligheden som et resultat af handling, diskurs og konfliktforvaltning. Det betyder, at mens Huntington ville tolke konflikten som systemisk og uundgåelig, tilbyder Ramsbotham et mere transformativt blik, hvor radikale forskelle kan opstå – men også forandres over tid.
Konflikten mellem Israel og Iran illustrerer altså det, Huntington pegede på som en ‘fault line’ konflikt. Det er derfor, at konflikten ikke kan behandles som en klassisk geopolitisk eller rationalistisk interesse- eller behovskonflikt, men må ses som en radikal konflikt, hvor selve kulturforskellen er blevet absolut – men ikke nødvendigvis er det essentielt, ontologisk eller ‘virkeligt’.
Ontologiske forskelle og verdensbilleder
Et bud her er således, at de radikale forskelle kan eskalere til radikale konflikter mellem disse civilisatoriske og geopolitiske områder, fordi de mangler en fælles virkelighed, og at det er det vi ser dels i Mellemøsten mellem Israel og Iran, dels i Ukraine mellem den vestlige og den ortodokse civilisation og dels mellem den vestlige og den konfucianske civilisation i landene rundt om Kina.
Stillet over for så dybe ‘virkeligheder’, store landområder og befolkninger må vi indse, at verdens civilisationer og stormagter ikke kan krige sig ud af de radikale forskelle og konflikter for at nå frem til afgørelser.
Ramsbotham peger derfor på, at radikale konflikter ikke skal forstås som konflikter, der kan afgøres eller løses, men som dybe og ofte uovervindelige forskelle, der må bæres og gennemleves i en form for gensidig og lidelsesfuld sameksistens.
Så, i stedet for at søge en voldelig afgørelse, peger han på nødvendigheden af en form for transformation, hvor civilisatoriske forskelle ikke elimineres, men integreres i et nyt dialogisk rum – ikke for at blive forstået fuldstændigt, men for at blive anerkendt som legitime eksistenser.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og