EN STORMAGT IN SPE #2 // SERIE – Polen er ved at forvandle sit landskab til både fødevarekammer, energiproducent og sikkerhedspolitisk frontlinje. På cykel langs landets marker og gennem landsbyer undersøger Nikolaj Lubanski, hvordan den grønne omstilling formes af krigen i Ukraine, energiuafhængighed og en ny kamp om Europas mest værdifulde ressource: jorden.
Allerede få kilometer uden for Gdańsk folder det polske landskab sig ud i store flade marker, der strækker sig så langt øjet rækker. En næsten endeløs flade, brudt af små landsbyer, siloer og drivhuse. Vinden, som næsten altid kommer fra vest, får de modne kornaks til at bølge i takt. Polen er blandt Europas største landbrugslande, og denne del af kontinentet er afgørende for Europas fødevareforsyning.
Men markerne er ikke længere kun marker. Mellem korn, raps og majs dukker solcelleanlæg op i store sorte felter bag hegn. Høje hvide vindmøller står som nye landmærker i horisonten. På afstand kan de ligne fremmedlegemer i et gammelt kulturlandskab, men de er også tegn på noget større: Polen er ved at omforme sit landskab til både at være fødevarekammer, energiproducent og sikkerhedspolitisk buffer.
“Det handler ikke først og fremmest om at være grøn,” siger Joanna Maćkowiak-Pandera, præsident for Forum Energii, en uafhængig polsk energitænketank i Warszawa. “Det handler om sikkerhed.”
Den sætning ændrer måden, man ser landskabet på. I Danmark har grøn omstilling i mange år især været forbundet med klima, CO2 og teknologi. I Polen begynder den et andet sted. Her handler energi også om uafhængighed, Rusland, krigen i Ukraine og frygten for igen at være afhængig af naboer, man ikke kan stole på.
Europas fødevareland
Polen er et land med plads. Mellem Warszawa og Berlin er der ifølge topografiske kort kun omkring 70 meters højdeforskel, og denne flade topografi gør store dele af det nordlige og centrale Polen ideelle til industriel landbrugsproduktion.
Ifølge EU’s landbrugsstatistik bruges over halvdelen af Polens areal, omkring 15,4 millioner hektar, til landbrug. Til sammenligning har Danmark omkring 2,6 millioner hektar landbrugsjord.
Når man taler om Europas egentlige madkammer, peger mange på Ukraine. Før krigen rådede Ukraine over mere end 30 millioner hektar landbrugsjord og stod for en meget stor del af Europas og verdens eksport af hvede, majs og solsikkeolie.
Ukraine er fortsat større end Polen på korn og oliefrø, men Polen har en anden styrke: bredden. Landet producerer korn, kartofler, frugt, grøntsager, kød og mejeriprodukter i stor skala. Det gør Polen til et af Europas vigtigste fødevarelande, ikke som én stor råvaregigant, men som leverandør af et bredt udvalg af fødevarer.
I flere dage cykler jeg langs Wisła-floden. Den løber som en bred, brun pulsåre gennem det polske landskab og har gennem århundreder forbundet bjergene i syd med Østersøen i nord. På begge sider af floden strækker landbrugsjorden sig ud, og flere steder følger jeg de historiske diger, der blev bygget for at kontrollere vandet, når regnen falder tungt i syd. For mange landsbyer og marker ligger faretruende lavt i forhold til flodens bred.
Langs Wisła passerer jeg middelalderborge og byer, som vidner om den rigdom, landbruget og handelen har bragt med sig. Malbork, med sin enorme teglstensborg, troner over floden som et symbol på magt og dominans. Grudziądz og Tczew ligger smukt med gamle lagerbygninger og bymure. I Toruń, Nikolaus Kopernikus’ fødeby, mærker man historiens tyngde i de brostensbelagte gader. Floden har været livsnerve, handelsvej og trussel på én gang.
På markerne ses hele paletten af polsk landbrugsproduktion. Kornmarker og majs. Kartofler, hvede og raps. Store æbleplantager med snorlige rækker af træer, mange overdækket af net mod fugle og hagl. I den nordlige del ser jeg store områder med drivhuse, ikke avancerede glasdrivhuse, men enkle poly-tunneller, hvor tomater og agurker dyrkes. Flere har store brændeovne for enden, som tydeligt viser, at opvarmningen sker med træ og kul. Effektivt, men næppe klimavenligt.
Det meste af landbruget er i dag mekaniseret. På nogle strækninger cykler jeg i timevis uden at se mennesker i markerne, kun store maskiner, der samler høsten ind. Andre steder er det anderledes. Polen er stadig kendt for sin store andel af små familiebrug. Næsten tre fjerdedele af alle polske gårde er under ti hektar, og selv om der sker en vis konsolidering, er det stadig en markant forskel fra Danmark og Tyskland, hvor større enheder dominerer.
Men der er også bagsider. Flere gange cykler jeg forbi åer, hvor vandet er helt grønt af alger. Små bække, der burde være fulde af liv, lugter surt og er næsten stillestående. Intensiv gødskning og brug af pesticider sætter sine spor. På marker, hvor afgrøderne er høstet, ses dybe traktorspor, og jorden er så hårdt pakket, at det næsten klaprer under cykeldækkene. Insekter ser jeg ikke mange af, og fuglesangen, som burde følge en cyklist gennem landet, er forbløffende tavs.
Økologisk landbrug fylder fortsat meget lidt i det polske landbrug. Kun omkring 3-4 procent af det samlede landbrugsareal dyrkes økologisk, klart under EU-gennemsnittet. Det skyldes ikke kun manglende miljøbevidsthed. Janusz Kahl, leder af South Poland Cleantech Cluster, et netværk for grøn teknologi, energi og industri i det sydlige Polen, peger på, at efterspørgslen efter økologiske produkter fortsat er langt mindre end i Danmark. For mange polske forbrugere er pris og adgang til fødevarer stadig vigtigere end produktionsform.
Det gør forskellen til Danmark tydelig. Vi diskuterer også landbrug, kvælstof, biodiversitet, vindmøller, solcelleparker og naturgenopretning. Men i Polen bliver den samme arealkamp foldet ud i et langt større landskab og under et tungere sikkerhedspolitisk tryk.
Energi som sikkerhed
I årtier var Polen næsten synonym med kul. Sorte skorstene, miner og kulkraftværker var en del af landets identitet og økonomi. Kul var arbejde, varme, elektricitet og uafhængighed. Men kullet er også blevet en byrde. Det er dyrere at udvinde, dyrere at brænde af og politisk stadig sværere at forsvare. Samtidig har Ruslands invasion af Ukraine ændret hele energidebatten. Afhængighed af fossile brændsler er ikke længere bare et spørgsmål om pris eller klima. Det er et spørgsmål om sikkerhed. For Polen er det ikke en abstrakt pointe. Landets geografi gør det konkret.
Joanna Maćkowiak-Pandera beskriver energiomstillingen som et spørgsmål om frihed. Vedvarende energi betyder ikke kun lavere udledninger. Det betyder, at man i højere grad selv kan producere sin strøm, mindske importafhængighed og gøre samfundet mindre sårbart over for pres udefra. I den polske debat er det derfor ikke altid klimaet, der er den stærkeste begrundelse for sol og vind. Det er uafhængigheden. Det forklarer noget af det, jeg ser langs vejene. Solcelleparkerne er ikke kun grønne anlæg. De er også små stykker sikkerhedspolitik i landskabet. Vindmøllerne er ikke kun energiproduktion. De er del af en større kamp om forsyning, priser og national modstandskraft.
I årtier var Polen næsten synonym med kul. Sorte skorstene, miner og kulkraftværker var en del af landets identitet og økonomi. Kul var arbejde, varme, elektricitet og uafhængighed. Men kullet er også blevet en byrde. Det er dyrere at udvinde, dyrere at brænde af og politisk stadig sværere at forsvare.
Samtidig har Ruslands invasion af Ukraine ændret hele energidebatten. Afhængighed af fossile brændsler er ikke længere bare et spørgsmål om pris eller klima. Det er et spørgsmål om sikkerhed. For Polen er det ikke en abstrakt pointe. Landets geografi gør det konkret. Joanna Maćkowiak-Pandera beskriver energiomstillingen som et spørgsmål om frihed. Vedvarende energi betyder ikke kun lavere udledninger.
Det betyder, at man i højere grad selv kan producere sin strøm, mindske importafhængighed og gøre samfundet mindre sårbart over for pres udefra. I den polske debat er det derfor ikke altid klimaet, der er den stærkeste begrundelse for sol og vind.
Det er uafhængigheden. Det forklarer noget af det, jeg ser langs vejene. Solcelleparkerne er ikke kun grønne anlæg. De er også små stykker sikkerhedspolitik i landskabet.
Vindmøllerne er ikke kun energiproduktion. De er del af en større kamp om forsyning, priser og national modstandskraft. Det betyder ikke, at omstillingen er ukontroversiel. Tværtimod. Men konflikten handler ofte mindre om, hvorvidt Polen skal væk fra kul, og mere om hvordan, hvor hurtigt, hvem der skal betale, og hvem der får indflydelse.
Janusz Kahl siger, at der i dag ikke længere er nogen stor diskussion om, hvorvidt den grønne omstilling kommer. Den kommer, både på grund af EU-regler, energipriser og sikkerhedspolitik. Men den rammer forskelligt. For nogle er den en mulighed. For andre er den først og fremmest nye regninger.
Det gælder især varmen. Polen har enorme fjernvarmesystemer, men mange af dem er stadig baseret på kul. Samtidig er millioner af private huse fortsat afhængige af kul, gas eller brænde. Derfor bliver energiomstillingen mærkbar helt ind i husholdningsøkonomien. Den handler ikke kun om store kraftværker, men om betaling for omstillingen og de konkrete varmeregninger.
Her er Danmark et oplagt spejl. Vi har længe set os selv som foregangsland for fjernvarme, vindenergi og energieffektivitet. Men Polen minder os om, at grøn omstilling ikke kun er et teknisk projekt. Den skal bæres socialt. Ellers bliver den opfattet som noget, der besluttes i byerne og betales på landet.
Fra kul til sol
Udbygningen af vedvarende energi i Polen er sket med en hastighed, som få havde forudset for bare ti år siden. Især solenergi har oplevet en eksplosiv vækst. I dag er der installeret mere end 22 gigawatt solcellekapacitet i Polen, langt størstedelen etableret efter 2019. Små anlæg på hustage og landbrug er blevet suppleret af store solparker på tidligere landbrugsjord.
Vindenergien har haft en mere ujævn udvikling. Stramme afstandskrav og lokal modstand bremsede udbygningen i flere år. Under den tidligere PiS-regering blev reglerne så stramme, at store dele af landet reelt blev lukket for nye vindmøller. I dag er reglerne blevet lempet, og nye projekter er igen under planlægning både på land og til havs i Østersøen.
Men den største udfordring er ikke længere kun at bygge flere solceller og vindmøller. Den ligger i systemet bag dem. Forum Energii har gentagne gange peget på, at Polens energiomstilling er reel, men ujævn og hæmmet af netkapacitet, lagring og fleksibilitet. Det nytter ikke at producere store mængder grøn strøm, hvis nettet ikke kan transportere den, hvis forbruget ikke kan tilpasse sig, og hvis kulkraftværkerne stadig skal holdes i live som sikkerhedsnet, når vinden ikke blæser.
Joanna Maćkowiak-Pandera formulerer det sådan: Det svære er ikke længere kun at bygge vedvarende energi. Det svære er at få hele energisystemet til at hænge sammen.
Det er en vigtig pointe. For fra cykelsadlen ser man mest det synlige: møllerne, solpanelerne, masterne og hegnene. Men den egentlige kamp foregår også i det usynlige: i elnet, markedsregler, investeringer, lagring, fleksibelt forbrug og politiske beslutninger.
På landet virker diskussionen dog mindre ideologisk, end man måske skulle tro. Flere steder ser jeg skilte mod vindmøller, men jeg møder sjældent egentlig modstand mod grøn energi som sådan. Da jeg besøger min gamle ven Andrzej i Kołodziejewo syd for Toruń, fortæller han, hvordan diskussionen om møllerne har splittet lokalsamfundet. Problemet er ikke ønsket om grøn energi i sig selv, siger han, men at møllerne rejser sig for tæt på husene. Den konstante susen gør det svært at slappe af, og for mange føles det som en invasion af landskabet.
Solcellerne er mindre kontroversielle. Måske fordi de er lavere. Måske fordi de er nemmere at overse. Eller måske fordi de bringer penge direkte til jordejerne, som kan leje deres jord ud og få en ny indtægtskilde.
Janusz Kahl peger på, at modstanden mod vindmøller ofte handler om støj, skyggevirkninger og lokal kontrol. Det er ikke nødvendigvis modstand mod grøn energi. Det er modstand mod at miste bestemmelsen over det sted, man bor.
Det er genkendeligt fra Danmark. Også her er vindmøller, solcelleparker og energianlæg blevet del af en større debat om, hvem der bestemmer over landskabet. Staten, kommunerne, energiselskaberne, lodsejerne eller dem, der skal bo med udsigten?
Hvem skal eje landskabet?
Det spørgsmål bliver mere og mere påtrængende, jo længere jeg kommer ind i landet. På den ene side er Polen stort. Der er marker nok, skove nok, horisonter nok. På den anden side er det tydeligt, at plads aldrig bare er plads. Jord har værdi, historie og betydning.
For landmændene er jorden levebrød. For staten er den fødevareforsyning. For energiselskaberne er den potentiale. For lokale beboere er den hjemstavn. For Europa er den pludselig blevet en del af forsyningssikkerheden. Det er derfor kampen om Polens landskab ikke kun er en konflikt mellem landbrug og energi. Den handler også om natur, økonomi, lokal identitet og national strategi.
På en landevej øst for Toruń holder jeg pause ved en lille lokal butik. Foran mig kører traktorer med kornvogne forbi i den varme sensommerluft. Samtidig kan jeg i horisonten se rækker af nye solpaneler glimte i solen
Flere steder ser jeg gamle landsbyer, hvor tiden næsten synes at stå stille, ligge få kilometer fra nye motorveje, logistikcentre og energianlæg. Små butikker, slidte facader og ældre mennesker på bænke foran husene står side om side med moderne industri og ny infrastruktur. Polen bevæger sig hurtigt, men ikke alle bevæger sig i samme tempo.
Forskellene mellem land og by er markante. Omkring 38 procent af befolkningen bor i landdistrikterne, en langt større andel end i mange vesteuropæiske lande. Indkomsterne er lavere, arbejdsløsheden højere, og mange unge forlader landsbyerne for at søge arbejde i byerne. Det skaber en følelse af at være hægtet af udviklingen, selv om landbruget fortsat spiller en central rolle for hele landets økonomi.
De seneste års landmandsprotester mod EU’s grønne landbrugspolitik og import af ukrainske landbrugsvarer er udtryk for denne spænding. For mange landmænd handler det ikke kun om regler og støtteordninger, men om anerkendelse. En oplevelse af, at beslutninger træffes langt væk, mens konsekvenserne mærkes på landet.
Det er her, Danmark og Polen ligner hinanden mere, end man måske tror. Vi har også vores egen kamp om arealet. Landbrugsaftaler, kvælstofkrav, naturnationalparker, solcellefelter, energiparker, kystnær havvind og fjernvarmeudbygning. Også i Danmark bliver grøn omstilling konkret, når den rammer jord, udsigt, økonomi og hverdagsliv.
Men der er en forskel. I Polen lægger krigen i Ukraine et ekstra lag over det hele. Når energiuafhængighed bliver sikkerhedspolitik, bliver markerne også strategiske. Når fødevareforsyning bliver geopolitik, bliver landbruget også en del af Europas modstandskraft.
Det nye landskab
På en landevej øst for Toruń holder jeg pause ved en lille lokal butik. Foran mig kører traktorer med kornvogne forbi i den varme sensommerluft. Samtidig kan jeg i horisonten se rækker af nye solpaneler glimte i solen. Det virker næsten symbolsk. De samme marker skal nu levere flere ting på én gang: mad, energi, eksportindtægter og sikkerhed.
Og presset bliver kun større. Krigen i Ukraine har vist, hvor sårbare forsyningskæder kan være. Klimaforandringerne gør vand, jord og høstudbytter mere usikre. Energipriserne kan vælte husholdningsbudgetter og industriplaner. Samtidig har Polen ambitioner om at vokse videre, modernisere og indtage en stærkere position i Europa. Det er en enorm opgave for et landskab at bære.
Et land, der i generationer har været formet af kul og landbrug, men som nu er ved at omforme sit landskab endnu en gang
Polens grønne omstilling er derfor ikke en pæn og lineær fortælling om et kul-land, der bliver grønt. Den er ujævn, støjende og fuld af modsætninger. Gamle kulkraftværker skal holdes i live, mens solparker bygges. Landmænd skal producere mere effektivt og samtidig tage hensyn til naturen. Lokalsamfund skal acceptere energianlæg, men ønsker også kontrol og del i gevinsten. Staten skal sikre forsyning, nedbringe afhængighed og holde priserne nede.
Der findes ingen enkel løsning. Men det er netop derfor Polen er interessant for Danmark. Ikke som et forbillede, man bare kan kopiere. Ikke som et land, vi skal belære. Men som et spejl, hvor vi kan se nogle af vores egne konflikter i større skala og skarpere lys.
For også Danmark skal finde plads til fødevarer, natur, energi, industri og forsyningssikkerhed. Også vi skal bygge mere elnet, mere lagring, mere fjernvarme og mere robusthed. Også vi skal finde ud af, hvordan grøn omstilling bliver noget, mennesker kan leve med og ikke kun noget, systemer kan beslutte.
Jeg forlader Wisła og drejer mod øst. Landskabet bliver vildere, mere kuperet, og skovene tager over. Men i baghovedet sidder billederne fra det centrale Polen. Kilometer efter kilometer med kornmarker, drivhuse, landbrugsmaskiner og nye energianlæg. Et land, der i generationer har været formet af kul og landbrug, men som nu er ved at omforme sit landskab endnu en gang.
Det polske landskab er ikke længere kun et produktionslandskab. Det er blevet et sikkerhedslandskab. Det skal føde Europa, forsyne Polen med energi og samtidig bære byrden af en ny geopolitisk virkelighed.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og