DEN AUTENTISKE REJSE // KRONIK – Vi længes efter det autentiske, når vi rejser, skriver forsker Jakob Linaa Jensen. Men jagten på uspolerede steder, oprindelige kulturer og ægte oplevelser fører ofte til iscenesatte forestillinger – og rejser samtidig et vigtigt spørgsmål: Er det autentiske noget, vi kan finde, eller noget, vi selv er med til at ødelægge?
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Du kender det godt: rejsearrangører lover ”autentiske” oplevelser eller dine venner fortæller dig om uspolerede, ”autentiske” steder, ofte med henvisning til, at der ikke er turister (ud over dem selv).
Jeg har som de fleste andre søgt det autentiske på mine rejser. Den traditionelle, lokale græske restaurant, hvor bedstemor laver maden, og sønnerne serverer, er nu engang bedre end en tillempet udgave af slagsen med plasticstole og tjenere fra Tyskland eller Thyborøn. Og selvfølgelig skal berejste have “rigtige”, “autentiske” rejsesouvenirs med hjem frem for plasticgondolen fra Venedig.
Når den rejsende jager den autentiske stamme eller det autentiske samfund, ligger der en holdning om, at man selv er kommet videre.
Imidlertid står drømmen om det autentiske ikke altid mål med virkeligheden. Alain de Botton skriver det meget fint i Kunsten at rejse. Han har booket en tur til Barbados med løfte om lokal caribisk kolorit og vajende palmer. Det første, han bliver mødt af i lufthavnen er Shells store oliebeholder og en ublu taxachauffør, der kører ham til et betonhotel. Vi har alle prøvet det. Nogle gange er drømmene mere romantiske end virkeligheden.
Så hvad er egentlig det autentiske? Det har jeg tænkt over, hver gang jeg har rejst og som professionel forsker, (blandt meget andet i medier og turisme) har jeg også skrevet om det i min og Anne Marit Waades bog Medier og Turisme. Det følgende er nu mest en refleksion over min egen jagt på og møde med det autentiske, som det har udspillet sig rundt omkring i verden.
Mavedans i Mele “Village”
Stillehavet og dets kultur og folk har altid fyldt mig med udlængsel. Salig Troels Kløvedal har en stor del af skylden. Thor Heyerdahl resten. Hvem drømmer ikke om at sidde blandt indfødte polynesiere omkring bålet og at høre deres historier fra fjerne tider?
De fleste, der har været i Stillehavet, kan forvisse sig om, at den slags som regel kun er noget, man ser på tv. Helt galt går det på min første jordomrejse, da vi, med Troels Kløvedals tv-billeder på nethinden, siger ja til en autentisk melanesisk “village feast” på Vanuatu.
Her er autenticiteten blevet en industri
Vi bliver afhentet i en minibus. Ad mudrede veje blev vi kørt ind i Mele, ”den største landsby på Vanuatu”, lyder det. Men hvor går grænsen mellem landsby og by? Vi kører mellem hytter af bølgepap og blik ad det, der mest af alt ligner amerikanske villaveje.
Ved ankomsten bliver vi i nærmest kommandoagtig stil bedt om at følge med til et traditionelt palmehus, det eneste i byen, og som med sikkerhed er bygget til glæde for turisterne. Her er autenticiteten blevet en industri.
Vi træder indenfor og får serveret den berømte lokale drik, kava, i små hvide plastickrus. I hjørnet spiller en japansk ghettoblaster popmusik fra Fiji. Vi bliver vist over til den traditionelle jordovn, det eneste virkelig interessante den aften, og ser hvordan kartofler, kylling og svin bliver stegt under skoldhede sten og blade.
Under middagen udsættes vi for et danseoptrin, der er grænsende til det pinlige. En lokal pige i græsskørt danser mavedans til italiensk techno. Det hele er så afskyeligt, at jeg fuldstændig opgiver at tage billeder. Noget så kunstigt fortjener ikke at blive foreviget. Vi går fra ondt til værre, da landsbyens guitarband bestående af unge drenge går på scenen. De er, sammen med pigen, de eneste lokale til stede denne aften. Resten er så heldige at slippe for denne lidelse.
Indianere i cowboybukser på sivøerne
Mange rejsende kan godt lide at se autentiske lokale, gerne stammefolk eller nogle, der stadig lever et traditionelt liv. Desværre bliver de ægte stammefolk færre og færre og udryddes nærmest i samme takt som verdens vilde dyr.
Derfor laver man mange steder kunstige etniske indslag til ære for turisterne, hvor de lokale mere eller mindre frivilligt tvinges til at gå rundt i folkedragter og leve et autentisk liv, man for længst har forladt.
Helt skævt bliver det en morgen ved Titicacasøen i Bolivia. Vi er taget på tur ud til de berømte sivøer ude i søen, hvor beboerne tilsyneladende lever et meget oprindeligt liv. Vi er med første båd derud, tror vi.
Foran os sejler dog en anden båd, fyldt med lokale i ganske almindeligt tøj. Da vi lidt senere når øen, ser vi de samme mennesker, som i lokale dragter spiller rollen som faste, oprindelige beboere. Man kan endog se spraglede turist-t-shirts og cowboybukser inde under de farverige folkedragter. Øerne er i dag ubeboede, og det lokale liv bliver kun opført til ære for turisterne, på hverdage mellem 9 og 17.
De lokale flygter – til turistpubben!
Mere kompliceret bliver det i de tilfælde, hvor rollerne byttes om, og de lokale, der hidtil har fungeret som tjenere og ferieværter, pludselig selv falder ind i turistrollen og besøger de steder, hvor deres gæster bor.
Et sådant paradoksalt eksempel oplever jeg ved Bunratty Castle i det vestlige Irland, hvor man tæt på slottet har konstrueret en middelalderlandsby med ”autentisk” bar til ære for turisterne.
Imidlertid ligger der overfor en berømt gammel pub, der på grund af guidebøgernes lovord om stedet nu er blevet en seværdighed så fuld af turister, at de lokale ikke længere kan holde ud at være der. I stedet holder de til i pubben i den kunstige landsby. Hvor der ingen turister er!
Manddomsprøve
Man kan dog sagtens finde det rigtigt autentiske. Engang boede jeg sammen med en ven tre dage i landsbyen Bunlap på Vanuatu, hvor de lokale stadig spankulerede rundt i græsskørter og penisfuteraler. Vi fik også lejlighed til at se deres lokale tradition, naghol.
I århundreder har mændene på øen Pentecost på en dag i april eller maj omkring yamshøsten sprunget ud fra op til 30 meter høje tårne kun med lianer om fødderne. Hermed viser mændene ydmyghed overfor naturen, og det er meningen, at hovedet akkurat skal ramme jorden, hvorved denne befrugtes til næste års høst. Samtidig er det også kommet til at fungere som lidt af en manddomsprøve.
Også her er der dog paradokser. De lokale har fundet ud af, at de kan tjene gode penge på deres tradition. Ud over os er der derfor også en flok japanske turister, som knipser med deres kameraer med en vildskab, der ikke står meget tilbage for den urkraft, der udøves i springene.
En af dem har endog bevæget sig helt op i toppen af tårnet. Kulturmødet kunne ikke være mere udtalt: den nærmest uberørte jungle og de tilsyneladende endnu uspolerede mennesker med deres ritualer og traditioner står overfor den vestlige turists ritualer: fotografiet og dokumentationen til videre erindring. De lokales ritual afspejler livscyklussen og evigheden: fødsel, manddom, høst og død.
Man tilpasser sig evigheden, lader den gennemstrømme sin krop og bøjer sig i dens strøm. Vi mennesker fra den vestlige verden vil derimod fange og fastholde evigheden. På moderne turistsprog betyder det, at man ikke været der, hvis man ikke har billeder. Som i vores sociale medieverden kan lægges på Facebook og Instagram.
Kan man overhovedet tillade sig at jagte det autentiske?
Tilbage står spørgsmålet, om man overhovedet kan tillade sig at jagte, endsige definere det autentiske? Mister autenticiteten sin uskyld i det øjeblik, den bliver gjort til genstand for betragtning? Kan vi som forkælede vesterlændinge overhovedet tillade os at være på jagt efter det oprindelige? Hvad ville vi sige, hvis der stod 50 udenlandske turister og knipsede løs på en jysk bondegård? Eller midt på Strøget i København?
Der findes dem, der siger, at vestlige turister repræsenterer en ny form for kolonialisme. Når den rejsende jager den autentiske stamme eller det autentiske samfund, ligger der en holdning om, at man selv er kommet videre.
I det sidste tilfælde er jagten på det autentiske en jagt efter ens egen tabte uskyld, i stil med syndefaldet og menneskets exodus fra paradisets have. Ubevidst søger vi det uspolerede, som når vi drømmer om den perfekte strand eller den helt oprindelige kultur.
At rejse ud og blive klogere
Selv om vi ikke nødvendigvis er enige om, hvad der er autentisk, og selv om autenticiteten ofte bliver gjort til salgsargument i turistreklamer, er det stadig muligt at få en oplevelse, de fleste vil betegne som autentisk.
Og man behøver såmænd ikke rejse langt væk til sjældne stammefolk eller kulturer. At se på et originalt kunstværk, at spise et enestående måltid, at se på høstmånen i august eller at gå en tur i skoven kan være lige så autentisk som de vildeste oplevelser i det fremmede. Og som min gode ven Peter sagde så fint i vores paneldebat på folkemødet: hvis man ikke vender klogere hjem, er det, fordi man rejste dum ud.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og