STORPOLITIK // ANALYSE – Som USA’s 46. præsident har Joe Biden overrasket positivt på den internationale scene. Han har standset krigen i Afghanistan, skruet ned for dronebombningerne og leveret afgørende støtte til Ukraine. Men forude lurer en konflikt med Kina, der risikerer at sætte fredsarbejdet over styr.
Da det i begyndelsen af april 2020 stod klart, at Joe Biden blev Demokraternes kandidat til at vælte Trump af pinden, var entusiasmen til at overse. For nordeuropæere, der følger amerikansk politik fra den anden side af Atlanten, mindede hans største konkurrent, den venstredrejede socialdemokrat Bernie Sanders, mere om noget, vi kender, og Sanders fremhævede da også selv den skandinaviske velfærdsmodel som et forbillede.
I kontrast til det havde Biden som klassisk Blue Dog Democrat tilbragt sit politiske liv på midten af amerikansk politik, hvilket oversat til danske politiktermer ville placere ham et godt stykke til højre for midten. Jovist, Trump-alternativet på den ekstreme højrefløj var værre, men noget inspirerende udgangspunkt var det ikke.
Siden har Biden overrasket positivt og blandt andet på det udenrigspolitiske område været en langt mere progressiv præsident, end de fleste politiske kommentatorer havde spået. Men Biden står nu i den irriterende situation, at hans udenrigspolitiske skifte på en række områder ikke rigtig bliver anerkendt, men snarere tages for givet.
Var han fortsat ud af samme spor som sine forgængere, havde kritikken været nådesløs; i stedet bliver en række bemærkelsesværdige kursændringer mødt med den endnu værre skæbne at blive forbigået i stilhed. Damned if you do, damned if you don’t.
Krig og dronetogter
Særligt på to områder får Biden meget lidt anerkendelse for et politisk paradigmeskifte, der ikke var nær så skrevet i sten, som den manglende opmærksomhed kunne foranledige én til at tro. Først og fremmest må man fremhæve beslutningen om at slutte den endeløse krig i Afghanistan. Da Joe Biden efter blot fire måneder i Det Hvide Hus meddelte, at alle amerikanske tropper ville blive trukket ud af landet, valgte han symbolsk slutdatoen 11. september 2021. Nato-invasionen nåede ikke at fejre 20-års jubilæum, og godt det samme.
Krigen blev indledt af George W. Bush, og så stadig i Donald Trumps fire år ved magten ud til at fortsætte i det uendelige. Som Barack Obamas vicepræsident havde Biden siddet med ved bordet under otte års krigsdeltagelse, der endda blev markant intensiveret i 2009, med Obamas Afghan Surge, der sendte endnu flere soldater til Afghanistan.
Biden kunne meget nemt have fulgt i Bush, Trump og Obamas fodspor, men han valgte at gå i den stik modsatte retning. Det burde have vakt glæde for fredsaktivister verden over. Foreløbig har rosen dog været til at overse for Biden, der i stedet kritiseres for et kaotisk exit, og særligt i neokonservative kredse blev det betegnet som katastrofalt, svagt og rodet.
Biden kunne meget nemt have fulgt i Bush, Trump og Obamas fodspor, men han valgte at gå i den stik modsatte retning
Også på et andet, nært beslægtet krigsområde har Biden overrasket positivt i forhold til analytikernes forventninger og gjort op med både sine republikanske forgængere og sin egen tidligere chef. Før Ukrainekrigen redefinerede vores forståelse af begrebet ’dronekrig’, regerede det amerikanske militærs droner luftrummet over lande som Afghanistan, Irak, Libyen, Pakistan, Yemen og Somalia. Her blev der fra 2004 til 2020 gennemført mindst 14.000 målrettede droneangreb, og selvom det retfærdigvis skal siges, at størstedelen af dronerne ramte militære mål, anslås de civile følgeskader at overstige 22.000 menneskeliv – heraf 1.000 børn.
Da Obama i 2009 modtog Nobels Fredspris, markerede han det med året efter at beordre flere dronebombninger end i hele George W. Bush’ tid ved magten. Da dronetogterne var på deres højeste i 2013, afslørede lækkede Pentagon-dokumenter, at 90 % af de dræbte under Operation Haymaker i Afghanistan var uskyldige, utilsigtede ofre.
Senere skruede Obama en smule ned for dronemyrderierne, der så fik en renæssance under Trump. Her blev tidligere begrænsninger på droneprogrammets omfang fjernet med en iver kun overgået af hans skattelettelser, og særligt bombetogterne i Yemen, Afghanistan og Syrien blev intensiveret. Blandt de mest opsigtsvækkende angreb under Trump var mordet på den iranske hærchef Qasem Soleimani i 2020, der satte en effektiv stopper for alle forsøg på diplomatisk rapprochement mellem de to ærkerivaler.
Alene i Trumps sidste år på posten affyrede Predator-droner 40 missilangreb på Somalia, hvilket fik kommentatorer til at bemærke, at Trump havde ’arvet en dronekrig, men fraskrevet sig ethvert ansvar for den.’
Med Bidens indtog i Det Ovale Kontor blev der igen sat en bremseklods i den globale dronekampagne. Sådan da. Den nye regering kunne trods alt ikke modstå fristelsen til at eliminere Osama bin Ladens næstkommanderende, Ayman al-Zawahiri, da den egyptiske emir en sommeraften i juli 2022 blev spottet i Kabul. Dronepolitikken er således ikke død, men snarere sat kraftigt i bero, særligt efter Biden i oktober 2022 underskrev et dekret, der kraftigt strammede reglerne for, hvornår Pentagon og CIA må bombe uden for aktive krigszoner.
At Biden i modsætning til sine forgængere også har standset den endeløse amerikanske krig i Afghanistan, er en bedrift, som fortjener anerkendelse
Fra et ikke-interventionistisk perspektiv har Biden-administrationen været overraskende god, men ikke fejlfri. Der spekuleres blandt andet i, at den amerikanske regering har spillet en større rolle end indrømmet i kuppet mod Pakistans præsident, Imran Khan, der tydeligvis ikke var i høj kurs hos USA. Overordnet har Joe Bidens præsidentembede dog været kendetegnet ved en langt større accept af de internationale spilleregler end sine forgængere. Der er ikke blevet startet nye krige i Irak (Bush) eller Libyen (Obama), og Biden har heller ikke eskaleret konflikten med Iran eller forsøgt at vælte den venezuelanske præsident (Trump). At han – i modsætning til sine forgængere – også har standset den endeløse amerikanske krig i Afghanistan, er en bedrift, som fortjener anerkendelse.
På den rigtige side af historien i Ukraine
Mens Biden har skruet ned for de direkte amerikanske interventioner, som ellers har kendetegnet landets udenrigspolitik de seneste 82 år, har han til gengæld leveret varen, når det gælder støtte til Ukraines selvforsvar. Mange analytikere og kommentatorer, herunder den tidligere svenske statsminister Carl Bildt og Frankrigs ekspræsident Hollande, peger på, at det netop var Bidens beslutning om at trække sig ud af Afghanistan, der endeligt overbeviste Vladimir Putin om, at han et halvt år senere kunne starte sin invasion af Ukraine. Putin forventede, at han kunne annektere Ukraine uden synderlig modstand fra et svækket, splittet Nato anført af USA. I så fald var det en fejlberegning fra Kreml-regentens side, der forvekslede deeskalering med svaghed.
Forvirringen er ikke blevet mindre af, at USA er trådt tilbage i sin vanlige rolle under den igangværende israelske belejring af Gaza og har stillet sig klart på Israels side
Siden Putins fatale brøler i februar 2022 har USA været blandt de mest bastante støtter til Ukraine, og sendt militært isenkram for over 170.000.000.000 kroner. Kun takket være en så massiv amerikansk bistand har ukrainerne kunnet holde skansen og endda generobre dele af det besatte territorie. Uden amerikanske Javelin-missiler, Himars-raketter og artilleriammunition havde den russiske besættelse af Ukraine formentlig antaget en helt anden karakter og mindet mere om den partisankrig, amerikanerne endda selv forventede, da det stod klart for deres efterretningsapparat, at Rusland ville gøre alvor af invasionstruslen.
At USA således – for en gangs skyld – har stillet sig på den rigtige side af historien i Ukraine, har skabt kognitiv dissonans blandt mange, der er vant til at tænke landet som en supermagt, hvorfra kun ondskab strømmer. Forvirringen er ikke blevet mindre af, at USA er trådt tilbage i sin vanlige rolle under den igangværende israelske belejring af Gaza og har stillet sig klart på Israels side.
Forhåbningen om, at USA pludselig var blevet de svages globale forsvarer, misforstår de amerikanske motiver i Ukraine. Det gør imidlertid ikke støtten til Ukraine forkert. For havde Rusland opnået sit ønske om at vinde en blitzkrig, indsætte en ukrainsk Quisling i form af Viktor Medvetjuk og genindlemme landet som en vasalstat, havde resultatet været katastrofalt for verdensfreden.
En hurtig russisk sejr havde opmuntret alverdens reaktionære regimer til også at udleve deres kroniske ekspansionstrang og rykket os endnu tættere på en ny verdenskrig. Samtidig havde det bekræftet synspunktet om, at den eneste vej frem var mere oprustning, og sat atomvåben endnu længere op på dagsordenen for både Sydkorea, Iran, Japan og Saudi-Arabien. På den måde har Joe Biden også i Ukraine gjort verdensfreden en tjeneste – uanset hvilke motiver vi ellers tillægger den amerikanske intervention.
Krigen med Kina
Trods en udenrigspolitisk kurs, der relativt til både Bush, Obama og Trump gør Biden til en fredsskabende præsident, står hans regering over for en sikkerheds-hurdle, der truer med at udhule hele den diplomatiske indsats. Forholdet til Kina er det seneste årti gået kraftigt ned ad bakke, og er nu blevet så iskoldt, at en krig mellem verdens to supermagter er blevet et tilbagevendende samtaleemne i både vestlige og kinesiske medier. Her optrapper begge sider konflikten, hvilket også konkret kan aflæses i antallet af skibe, der sejler i Det Sydkinesiske Hav ved Taiwan. Anført af det gigantiske hangarskib USS Ronald Reagan har USA de seneste år øget sin tilstedeværelse i området, mens Kina også optrapper konflikten ved at sende rekordmange kampfly i luftrummet rundt om øen.
Striden handler dog ikke kun om Taiwan, men hele det globale herredømme på både verdenshavene, i Afrika og resten af verden. Det er samtidig en konflikt, der både afspejler en voksende kinesisk position på verdensscenen og en amerikansk vending. Fra primært at orientere sig mod den anden side af Atlanterhavet er amerikanske interesser i stigende grad blevet flyttet i retning af den anden side af Stillehavet. Paradoksalt nok har særligt samhandel med Kina drevet den udvikling. Siden Kinas indtræden i WTO i 2001 er handlen mellem landene femdoblet, og Kina er med længder blevet det største importmarked for USA, som særligt henter elektronik, husholdningsmaskiner og tøj, mens landbrugsmaskiner og avancerede industrikomponenter ryger den anden vej.
Også her kan Biden siges at have arvet en konflikt fra tidligere administrationer. Nixon-æraens Ping-pong diplomati og Clinton-tidens pragmatiske handelsaftaler er langt borte, og er særligt efter Trumps indførsel af strenge handelsbarrierer i 2018 blevet til en regulær kappestrid. Den nye kurs blev understreget af daværende vicepræsident Mike Pence, der i en tale samme år gjorde det klart, at USA nu anså Kina som en konkurrent snarere end en samarbejdspartner. Året efter strammede Trump-regeringen yderligere skruen ved at hæve afgiften på kinesiske varer til en værdi af 1.400.000.000.000 kroner.
I modsætning til Afghanistan-krigen og den globale dronekampagne har Biden ikke brudt med sine forgængere i forholdet til Kina. Tværtimod lader der på begge sider af det amerikansk-politiske skel til at være konsensus om at føre en konfrontatorisk kurs. En analyse i New York Times opsummerede i foråret den anspændte situation: ”Biden-regeringen har opgivet at forandre Kina og satser nu på at holde landet under kontrol.”
Som en symbolsk understregning af den brede enighed om en Kina-konfrontatorisk linje, besøgte Demokraternes forkvinde Nancy Pelosi i august 2022 Taiwan, og da hun et halvt år efter blev afløst på formandsposten af Kevin McCarthy, meddelte han øjeblikkeligt, at han planlagde en lignende tur. Begge dele blev anset som stærkt provokerende af Kina, der ikke anerkender taiwanesisk selvstændighed.
I neokonservative kredse tales der nu om at indsætte amerikanske soldater på jorden, og eksperter kalder ligefrem Bidens kurs hårdere end den, der blev lagt under Trump. Senest har Biden-regeringen meddelt åbningen af fire nye baser i Filippinerne, mens også styrkelsen af Quad-alliancen mellem Indien, Australien, Japan og USA kan ses som led i en direkte inddæmningsstrategi over for Kina.
Også fra kinesisk side bliver konflikten optrappet. Siden Xi Jinpings magtovertagelse i 2012 er Kina slået ind på en mere nationalistisk, uforsonlig kurs end den, der blev fulgt under hans pragmatiske forgænger, Hu Jintao. Det har åbnet for et nyt begreb i kinesisk politik, wolf warrior diplomacy, der kort fortalt går ud på at true og dominere sig til indrømmelser.
Men bliver både Ulven og Ørnen ved med at puste sig op, ender det på et tidspunkt galt, og følgerne kan blive apokalyptiske. I sidste ende er det ikke i nogen af landenes interesse at sætte det veludviklede handelssamarbejde over styr, og med den endeløse streng af globale kriser – fra klimakollaps og masseuddøen til pandemier og finansielle nedsmeltninger – er der tværtimod brug for en genstart af forholdet mellem verdens to supermagter.
USA kan i sidste ende ikke kontrollere den kinesiske regerings ambitioner om at indlemme Taiwan. Men landet kan gøre alt, hvad der står i dets egen magt, for at nedtrappe konflikten diplomatisk. Mens nogle analytikere kalder konflikten dømt til at eskalere, viser historien, at konfliktnedtrapning kan lade sig gøre. Biden må derfor i den sammenhæng kigge mere til Nixon og Jimmy Carter, der formåede at optø forholdet til Kina, end til Obama og Trump, der har gjort det modsatte.
Kinesisk politik er ikke en monolitisk blok af ulvekrigere, men er som alt andet kendetegnet ved forskellige fløje. Fra sin side af bordet må USA derfor aktivt søge at styrke de mindre ulve-nationalistiske kræfter og samtidig gøre sig klart, at forhandlingsvinduet bliver mindre i takt med, at flåden i Stillehavet vokser sig større. Den tidligere udenrigsminister Qin Gang var et glimrende eksempel på en mere diplomatisk tilgang, som man med fordel kunne have søgt at styrke. Qin blev dog fjernet fra posten i juli måned, og erstattet af ulverkrigeren Wang Yi.
En genstart af forholdet til Kina bliver ikke nogen nem opgave. Biden er fanget både af sin egen hårde retoriske kurs og af det kommende præsidentvalg, der må forventes at blive en kamp om at overbyde modstanderne i antikinesisk retorik. Senest har den republikanske præsidentkandidat Nikki Haley kritiseret Bidens ønske om en optøning i forholdet som et svaghedstegn.
Det ville imidlertid være et styrketegn i særklasse at gå imod strømmen på både amerikansk og kinesisk side og insistere på et bedre forhold mellem de to lande. Lykkes det for Biden at formulere en mere fredelig Kina-doktrin, eller i det mindste at afmontere bomben under det nuværende forhold, vil han i sandhed have overgået alle meningsdannernes forventninger og kan gå over i historien som en af USA mest fredsskabende præsidenter.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
