EN STORMAGT IN SPE #3 // SERIE – Polen har oprustet hurtigere end de fleste europæiske lande og ser krigen i Ukraine som et spørgsmål om egen overlevelse. På en cykelrejse gennem landet bliver det tydeligt, hvordan historiske erfaringer med invasioner og besættelse fortsat former den nationale selvforståelse – og hvorfor Danmark bør interessere sig langt mere for sin østlige nabo.
Jeg vågner tidligt i Gdańsk. Solen er allerede på vej op over de røde tage, og luften er tung af sensommer. Jeg pakker cyklen og triller langsomt gennem de næsten tomme gader mod morgenmad. Så hører jeg musikken.
Klassisk musik strømmer ud over et grønt område bag et hegn. Først tror jeg, det er en koncert eller en højttaler fra et museum. Men da jeg nærmer mig, ser jeg skolegården. Elever og lærere står opstillet i rækker. Nogle holder små flag. Der bliver sunget, holdt taler og et minuts stilhed. Det er årsdagen for den tyske invasion af Polen i 1939.
I Danmark markeres den slags dage mest i dokumentarer, museer og officielle taler. Her foregår det i skolegården om morgenen før første time. Som noget naturligt. Som en del af børnenes opvækst. Historien virker ikke fjern eller ceremoniel. Den er til stede i nuet. Alle familier bærer på krigens erfaring.
Det er måske den vigtigste nøgle til at forstå Polen. For i Polen er historien ikke forbi. Den er ikke blevet til baggrundsstøj eller kulturarv. Den lever stadig som erfaring. Og især én erfaring går igen: at staten kan forsvinde.
Polen var i 1500- og 1600-tallet en europæisk stormagt. Det polsk-litauiske rige strakte sig fra Østersøen til Sortehavet og var et af kontinentets største områder. Men stormagten blev senere delt mellem Rusland, Preussen og Østrig. I 1795 ophørte Polen helt med at eksistere som selvstændig stat.
I 123 år fandtes landet ikke på Europakortet. Først efter Første Verdenskrig genopstod Polen som nation. Derefter blev landet invaderet af Nazi-Tyskland og Sovjetunionen i 1939, ødelagt under Anden Verdenskrig og efterfølgende tvunget ind som sovjetisk lydstat i næsten et halvt århundrede. Danmark blev også besat under Anden Verdenskrig. Men Danmark ophørte aldrig med at eksistere som stat. Den forskel er afgørende.
Når man cykler gennem Polen, mærker man hele tiden sporene af denne historie. Ikke kun i monumenterne og museerne, men i måden mennesker taler om landet på. Om frihed. Om suverænitet. Om Rusland. Om Europa.
“Den polske trusselsopfattelse er formet af nærheden til Rusland,” skriver sikkerhedsanalytikeren Wojciech Lorenz fra den polske tænketank PISM i analysen Russia’s Strategy, Goals, Means and Ways – A View from Poland. Han beskriver Rusland som en revisionistisk magt, der ønsker at genoprette en interessesfære i Østeuropa og begrænse NATO’s muligheder for at forsvare østflanken. Det lyder måske dramatisk i danske ører. Men i Polen opfattes det ofte som almindelig realisme.
Beredskab som hverdagskultur
Flere steder på rejsen bliver jeg slået af, hvor meget sikkerhedspolitik fylder i hverdagsbevidstheden. Ikke nødvendigvis som panik eller frygt. Mere som et grundvilkår. På banegårde hænger plakater med information om civilbeskyttelse.
Militærets tilstedeværelse virker mere synlig end i Danmark. Langs vejene ser man ofte soldater, militærkøretøjer eller rekrutteringskampagner. I nyhedsudsendelser diskuteres våbenleverancer, grænsebeskyttelse og energisikkerhed næsten dagligt.
En dag cykler jeg gennem et stort skovområde i det nordlige Polen. Det er varmt, stille og næsten mennesketomt. Så brydes stilheden pludselig af stemmer fra højttalere. Først tror jeg, det er et sportsarrangement eller en koncert. Jeg følger lyden ad en mindre vej og kommer frem til en kaserne omgivet af høje trådhegn.
Inde bag hegnet står unge mænd og kvinder opstillet på række i deres stiveste puds. Forældre og familiemedlemmer sidder på stole foran dem. Én efter én bliver rekrutterne kaldt frem over højttaleren og modtager deres beviser for gennemført militæruddannelse. Der klappes, gives hånd og fotograferes. Det hele er meget formelt, men samtidig præget af tydelig stolthed og glæde.
Jeg bliver stående udenfor hegnet i næsten en halv time og ser ceremonien fortsætte. Det slår mig bagefter, hvor usandsynligt det ville være at støde på noget lignende i Danmark helt tilfældigt midt i et skovområde. Ikke fordi Danmark ikke har soldater eller ceremonier, men fordi militæret i Polen virker mere synligt integreret i samfundet. Mere tilstede i den kollektive bevidsthed.
Det polske beredskab er ikke kun militært. Det findes også i hverdagen. I Danmark er beredskab længe blevet behandlet som noget, myndighederne og professionelle systemer tager sig af, og først for nylig er befolkningen igen blevet opfordret til at kunne klare sig selv i tre døgn. I Polen er tonen anderledes. I den statslige sikkerhedshåndbog til borgerne hedder det, at ansvaret for at overleve og begrænse følgerne af en krise ikke kun ligger hos myndighederne, men er en fælles pligt.
Den tanke passer til meget af det, jeg ser fra cyklen. Bag mange huse ligger der køkkenhaver, frugttræer, små drivhuse og rækker af kartofler, bønner og kål. Ikke som romantisk selvforsyning, men som en praktisk vane. Polen har også næsten en million kolonihaver, og forskere har peget på, at de ikke kun fungerer som rekreative fristeder, men også som en del af en ældre tradition for fødevareberedskab og selvforsyning.
Det er ikke sådan, at enhver polak går rundt og forbereder sig på krig. Men der findes en dybere hverdagsfornemmelse af, at man bør kunne klare sig, hvis systemerne svigter. Det er måske den mest slående forskel til Danmark: I Polen bor beredskabet ikke kun i staten. Det bor også i skuret, kælderen, haven og familien.
Og frem for alt mærker man nærheden til Ukraine. Da jeg ankommer til Białystok i det østlige Polen efter en lang dag på cyklen, møder jeg igen ukrainere. De arbejder på restauranter, hoteller og byggepladser. Nogle taler polsk flydende, andre russisk eller en blanding af ukrainsk og engelsk. Flere steder ser jeg ukrainske nummerplader.
I Danmark kan krigen stadig føles langt væk, som en regional krig nede i Ukraine. I Polen er den rykket ind i samfundet. Set fra Warszawa er Ukraine ikke kun et andet land i krig. Det er frontlinjen mellem Polen og Rusland. Den polske sikkerhedsekspert Justyna Gotkowska fra tænketanken OSW skrev i 2023, at konsekvenserne af Ruslands aggression for Polen og de baltiske lande “kan være eksistentielle”. Det er et ord, der går igen i mange polske analyser: eksistentiel. Krigen handler ikke kun om geopolitik. Den handler om statens overlevelse.
Oprustningen
Derfor har Polen også reageret langt hurtigere og mere massivt end mange vesteuropæiske lande efter den russiske fuldskala invasion af Ukraine i 2022. Polen har allerede i flere år oprustet markant, men efter invasionen accelererede udviklingen voldsomt. Landet bruger nu over fire procent af BNP på forsvar, den højeste andel i NATO. Hæren udvides hurtigt, og målet er omkring 300.000 soldater i de kommende år.
Polen har samtidig sendt enorme mængder våben til Ukraine. Ifølge det polske National Security Bureau har landet leveret mere end 350 kampvogne til ukrainerne, herunder T-72, PT-91 og Leopard 2A4. Det er flere kampvogne end USA, Storbritannien, Tyskland, Spanien, Sverige og Norge tilsammen har sendt.
Samtidig har Polen købt enorme mængder nyt materiel fra USA og Sydkorea: Abrams-kampvogne, HIMARS-raketartilleri, luftforsvarssystemer og moderne kampfly. Det er svært ikke at mærke alvoren bag disse investeringer. Hvor Danmark stadig diskuterer genopbygning af beredskab, taler Polen allerede om næste fase.
Landet bygger nu også fysisk forsvarsinfrastruktur langs grænsen mod Belarus og den russiske enklave Kaliningrad gennem det såkaldte East Shield-program. Skyttegrave, overvågning, barrierer og nye forsvarslinjer skal gøre grænsen vanskeligere at passere i tilfælde af krig. Det lyder næsten som noget fra det 20. århundredes kolde krig. Men i Polen opfattes det som nødvendigt.
Suverænitet og historisk hukommelse
Når jeg taler med mennesker undervejs på rejsen, mærker jeg ikke krigshysteri. Snarere en form for historisk nøgternhed. Man stoler ikke nødvendigvis på, at historien altid bevæger sig fremad mod større fred og integration. Den tanke går igen mange steder i polsk kultur og selvforståelse.
Den polske sociolog Marta Bucholc skriver i en analyse om kollektiv hukommelse, at historiske erfaringer i Polen fungerer som “kulturelle ressourcer”, der fortsat former institutioner, politik og offentlig debat. Historien er ikke bare noget, man husker. Den organiserer stadig samfundets måde at tænke på.
Det mærker man også i forholdet til Europa. Polen er i dag et af de mest EU-positive lande i unionen. Men samtidig fylder spørgsmålet om national suverænitet enormt meget. Ikke nødvendigvis som modstand mod EU, men som en insisteren på ikke igen at miste kontrollen over egen stat.
For mange vesteuropæere kan det virke paradoksalt, at et så EU-positivt land samtidig kan være så optaget af national selvbestemmelse. Men i Polen giver det mening. EU opfattes ofte ikke som en erstatning for staten, men som en måde at beskytte staten på. Det samme gælder NATO.
I Danmark har sikkerhedspolitik i årtier været noget forholdsvis abstrakt. Noget professionelt. Noget der foregik i internationale missioner langt væk. Polen tænker anderledes. Her handler sikkerhed stadig om territorium, grænser og national overlevelse.
Frontstaten
Måske er det derfor, den polske debat om Ukraine ofte virker mindre tøvende end den danske. Mange polakker opfatter ikke støtten til Ukraine som idealisme eller moralsk udenrigspolitik, men som selvforsvar.
Den kyniske formulering høres også nogle gange blandt analytikere og diplomater i Warszawa: Ukraine tager slagene nu. Polen står i næste række. Og bag Polen står resten af NATO. Det er afgørende for Danmark, at der tænkes sådan.
For Danmark har stor interesse i, at Polen lykkes som bolværk mod Rusland. Ikke kun militært, men også politisk og økonomisk. Polen er allerede NATO’s vigtigste østlige frontstat og samtidig et af Europas hurtigst voksende økonomiske centre. Men med den rolle kommer også en forventning.
Polen ønsker ikke længere kun at blive betragtet som nyt EU-medlem, billig produktionsplatform eller modtager af støtteordninger. Landet forventer indflydelse, respekt og anerkendelse som stormagt i Central- og Østeuropa.
Da jeg senere besøger det gamle skibsværft i Gdańsk, hvor Solidaritet-bevægelsen voksede frem i 1980’erne, står historien igen tæt omkring mig. De enorme haller og rustne kraner ligger stadig ved havnen. Ved siden af er der nu caféer, street food og kreative kontorer. Men stedet føles stadig som levende historie.
For mange polakker er Solidaritet ikke bare en fagbevægelse. Det er et symbol på national modstandskraft. Et bevis på, at landet kan overleve selv autoritære stormagter. Denne erfaring sidder stadig dybt i mange familier. Også hos polakker og efterkommere uden for Polen.
Jeg mærker det selv undervejs på rejsen. Den særlige blanding af stolthed, historisk sårbarhed og kampvilje. Følelsen af, at frihed ikke er noget permanent. At staten ikke nødvendigvis varer evigt.
Det kan måske virke gammeldags i en dansk sammenhæng. Men efter Ruslands invasion af Ukraine virker det ikke længere helt så fjernt. Tværtimod kan Polen vise sig at være et af de lande i Europa, der forstod virkeligheden først.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og