FØRTIDSPENSION // KRONIK – Retten på Frederiksberg har i februar afsagt en opsigtsvækkende byretsdom i en retssag om førtidspension. Den gav sagsøger, en svært syg flygtning, medhold i en sag imod Ankestyrelsen og fastslog, at han var berettiget til førtidspension fra Københavns Kommune allerede ti år tidligere, end han i første omgang fik tilkendt det. For tre år siden afgav Retten på Frederiksberg en helt anden dom i en tilsvarende sag.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Retten på Frederiksberg har den 13. februar afsagt en opsigtsvækkende byretsdom i en retssag om førtidspension (BS-10902/2022-FRB). Den slår fast, at Ankestyrelsen skal anerkende, at 39-årige Denis Beglerovic, der lider af en lang række alvorlige fysiske og psykiske sygdomme, var berettiget til førtidspension fra Københavns Kommune allerede fra 2010.
Det betyder, at Københavns Kommune pålægges at udbetale ca. en million kroner til Denis Beglerovic, som ellers først blev tilkendt førtidspension fra 2020 og dermed har været ti år mere på kontanthjælp, end han rettelig burde have været. Beløbet udgør differencen i den tiårige periode mellem at være på kontanthjælp og at få førtidspension.
Det var advokat Lisa Dalgas Christensen fra Pramming Advokater, der førte sagen for Denis Beglerovic, mens Ankestyrelsen var repræsenteret af advokat Jens Balle Reeder fra Poul Schmidt/Kammeradvokaten. Dommeren i sagen var Dan Bjerring.
Man kan ikke kræve, at en borger skal gennemføre noget, som vedkommende er for syg til at gennemføre, for at dokumentere, at vedkommende er for syg til at arbejde
Forhistorien er, at Denis Beglerovic endelig blev tilkendt førtidspension af Københavns Kommune i 2020 efter et meget langt forløb, hvor kommunen havde forholdt sig modvilligt til hans ansøgning. Det skete med hans mor, Nada Viscovics, og partsrepræsentant Bitten Vivi Jensens hjælp. Bitten Vivi Jensen mente, at førtidspensionen burde være blevet tilkendt med tilbagevirkende kraft fra 2010, hvor Nada Viscovic for første gange søgte om førtidspension for sin søn.
Hun sendte derfor i 2020 en anke over afgørelsen om førtidspension fra 2020 til Ankestyrelsen. Den anke afslog Ankestyrelsen i 2021. Derfor sagsøgte Denis Beglerovic i den her beskrevne sag Ankestyrelsen, selvom dommen altså vedrører Københavns Kommune.
Dette fremgår af en artikel, som Arbejderen har skrevet om sagen, ligesom jeg har set domsresuméet fra Retten på Frederiksberg.
Flygtning med krigstraumer
Denis Beglerovic kom til Danmark i 1995 som flygtning fra Bosnien-Hercegovina. Hans mor og søster kom sammen med ham.
Han havde astma, svære allergier og en hudlidelse, som gav ham bylder og åbne sår. Han fik kramper. Han var ordblind. Med sig havde han også psykiske traumer fra den daværende krigstilstand. Han havde mareridt, kunne ikke sove om natten og fik allerede i år 2000 diagnosticeret kronisk PTSD. Den lange sygehistorie indeholder også blandt meget andet en skizofrenilidelse og selvmordstanker.
Hele tiden har hans mor hjulpet ham med alt muligt praktisk og med at kontakte læger, sundhedssystemet samt Københavns Kommune. Og det er hende, som har søgt Københavns Kommune om førtidspension til ham allerede i 2010.
Denis Beglerovic klarede kun at gennemføre, hvad der svarer til 10. klasse. Et mentorforløb førte ingen steder.
Sagen indeholder utallige krumspring fra Københavns Kommune, Ankestyrelsen og Retslægerådet i forhold til at nægte at tilkende ham førtidspension tidligere end 2020. Den historie er der ikke plads til at skrive her, og jeg er også ked af at udlevere hans sygehistorie i alt for mange detaljer, da det kan virke nedværdigende.
Det vides endnu ikke, om Ankestyrelsen vælger at anke dommen.
En lignende sag tabte i Retten på Frederiksberg og i Østre Landsret
En lignende sag fik en helt anden dom i Østre Landsret den 28. april 2023 (BS-10226/2022-OLR) og før det i Retten på Frederiksberg (byret) 22. februar 2022.
En kvinde, som jeg af diskretionshensyn ikke benævner ved hendes virkelige navn, men som vi kan kalde ”Sofia”, havde bl.a. svær PTSD, psykotiske symptomer, kronisk depression, angst og jævnligt selvmordstanker, som hun måtte indlægges for i psykiatrien. Arbejdsevnen var varigt nedsat til det ubetydelige allerede 12 år tidligere. For at afgøre hendes sag ville Københavns Kommune presse hende i arbejdsprøvning og kræve en sådan gennemført.
Men læger havde vurderet, at arbejdsprøvning ville forværre hendes helbredstilstand i retning af det livstruende, og hun endte med aldrig at kunne gennemføre den. Kommunen afviste derfor at tilkende hende førtidspension. Det ankede hun til Ankestyrelsen, der gav kommunen medhold.
Jane Pihlmann, som var partsrepræsentant for kvinden, hjalp med at sagsøge Ankestyrelsen og dermed Københavns Kommune, så ”Sofia” kunne få tilkendt førtidspension uden at gennemføre det ressourceforløb, som hun blev livstruende syg af at skulle igennem. Ehmer Pramming Advokater førte dengang sagen igennem de to retsinstanser, og den blev afvist til Højesteret. Landsretsdommen blev i maj 2023 dækket af 24syv, Frihedsbrevet og Den Uafhængige, og jeg har blandt andet beskrevet sagen i NB Beskæftigelse.
Hvorfor får to sammenlignelige sager helt forskellige udfald?
Jane Pihlmann, som var partsrepræsentant for ”Sofia”, men også har været tæt inde over Denis Beglerovics sag og retssag, undrer sig over, at de to sager har fået så helt forskellige udfald i samme byret. I et Facebook-opslag af Bitten Vivi Jensen har hun beskrevet d. 18. februar, hvordan hun opfatter de to ovennævnte byretsdomme. Den kvinde, som jeg har kaldt ”Sofia”, kalder hun ”ZO”.
Hun skriver, at det i begge sager er lægeligt dokumenteret, at ”der er tale om to borgere, der begge er diagnosticeret med blandt andet PTSD, og at de begge har været svært traumatiseret siden midten af 1990’erne pga. krigen i Bosnien”. Alligevel har man opført sig forskelligt i de to sammenlignelige sager:
”Ligesom Københavns Kommune indhentede en psykiatrisk speciallægeerklæring i Denis’ sag i januar 2012, hvor psykiateren dokumenterede, at Denis’ prognose er dårlig både på grund af hans alvorlige diagnose (bl.a. PTSD) og de mange års sygdom, som kan spores tilbage til 1997, indhentede Københavns Kommune også en psykiatrisk speciallægeerklæring i ZO’s [altså ”Sofias”, red.] sag i november 2011, hvor psykiateren dokumenterede, at ZO [dvs. ”Sofia”, red.] blandt andet er så svært traumatiseret med diagnosen PTSD, at behandlingsmulighederne syntes udtømte og mest af palliativ art, samt at erhvervsevnen skønnedes at være varigt nedsat,” skriver Jane Pihlmann.
Jeg er sikker på, at regeringen kan gøre det meget bedre i forbindelse med en ny beskæftigelsesreform. Hvis den vil
Men hvor byretsdommen i Denis Beglerovics sag anerkendte den psykiatriske speciallægeerklæring som grundlag nok til at afgøre, at han var berettiget til førtidspension allerede fra 2010, anerkendte man i byretsdommen i ”Sofias” sag ikke den tilsvarende psykiatriske speciallægeerklæring som dokumentation nok for, at ”Sofia” var berettiget til førtidspension allerede i oktober 2013. Heller ikke selvom Københavns Kommune endte med at tilkende hende førtidspension i oktober 2018 på stort set det samme lægelige grundlag, som der allerede forelå i 2011-2013, konstaterer Jane Pihlmann.
I byretsdommen vedr. Denis Beglerovic har man altså ikke krævet, at han skulle igennem alle mulige indsatser for at forsøge at udvikle hans arbejdsevne, men det har man krævet i byretsdommen vedr. ”Sofia”. Det får Jane Pihlmann til at konkludere:
”At to forskellige dommere i den samme byret kan afsige to så forskellige domme i to sager, der ligner hinanden så meget, som Denis’ og ZO’s [”Sofias”, red.] sager gør, betyder, at jeg har mistet enhver form for tillid til og tro på, at domstolssystemet i Danmark sikrer borgerne en retfærdig rettergang.”
Læs mere om retspraksis i 2013-reformen af førtidspension, som jeg har beskrevet noget af i min artikel: ”Reformer af førtidspension har svækket respekten for den empiriske virkelighed og kompensation for nedsat arbejdsevne” i Kritisk Debat 2022. Her berører jeg fx juridisk bevisteori.
Regeringen bør sikre præcision i lovgivningen
Nu, hvor SVM-regeringen har inviteret til forhandlinger om en kommende reformering af beskæftigelsespolitikken, herunder af førtidspensionssystemet, bør ovenstående modsatrettede domme vække til politisk eftertanke og besindighed. Det er ikke holdbart, at sammenlignelige sager under den samme byret kan føre til helt forskellige resultater. Jeg deler Jane Pihlmanns kritik af den manglende retssikkerhed, som afdækkes med disse modsatrettede domme.
Jeg er sikker på, at regeringen kan gøre det meget bedre i forbindelse med en ny beskæftigelsesreform. Hvis den vil. Jeg henstiller til beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), hendes kolleger uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M, tidligere LA) og økonomiminister Stephanie Lose (V) samt beskæftigelsesordførerne for oppositionspartierne, når de forhandler om den nye ”beskæftigelsespolitik”, at de definerer retten til førtidspension fremover fuldstændigt præcist.
Herudover er jeg personligt af den opfattelse, at de lægefaglige akter i sig selv generelt burde have meget større vægt i tilkendelseskriterierne og dermed også i sagsbehandlingen og helst være nok for at behandle disse sager. Men selv hvis de kun kommer til at fylde en del af det grundlag, som skal afgøre sådanne sager, så bør det altså være tydeligt, hvad man kan regne med.
Det turde også være indlysende, at hvis en person er så syg, at vedkommende ikke kan gennemføre en arbejdsprøvning/et ressourceforløb og ligefrem bliver suicidal eller på anden måde endnu mere syg af afprøvningen, så skal myndighederne naturligvis anerkende, at dette er at betragte som fuldt gyldig dokumentation for, at personen ikke har nogen arbejdsevne af betydning.
Det dur ikke med en lovgivning og en forvaltningspraksis, som igen og igen presser den syge ud over dennes helbred og arbejdsevne. Man kan ikke kræve, at en borger skal gennemføre noget, som vedkommende er for syg til at gennemføre, for at dokumentere, at vedkommende er for syg til at arbejde. Det er jo, hvad man kalder en catch-22. Og så længe der findes kommuner, der påstår, at de virkelig er forpligtede fra lovgivers side til at tvinge borgere uden nævneværdig funktionsevne i arbejdsprøvning, som det er umuligt for borgerne at gennemføre, så peger det tilbage på, at loven ikke er præcist nok formuleret.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
