Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
AMERICA FIRST // KOMMENTAR – Der findes politiske slogans, som er så effektive, at de på én gang virker intuitive, forførende og dybt problematiske. America First er et af dem. Når Donald Trump bruger udtrykket, taler han direkte ind i en amerikansk selvforståelse, der rækker langt dybere end hans egen præsidentperiode. Det er netop derfor, slagordet er så virkningsfuldt – og så farligt, skriver Kim Valentin.
America First er ikke blot en udenrigspolitisk doktrin. Det er et opgør med idéen om, at USA har et særligt ansvar for den liberale verdensorden.
Det er et brud med forestillingen om, at amerikansk magt også forpligter moralsk. Samtidig er det er et signal til både allierede og modstandere om, at USA i stigende grad ser verden som et nulsumsspil frem for et fælles projekt.
Set fra et amerikansk middelklasseperspektiv kan spørgsmålet synes legitimt: Hvorfor skal vi bære byrden for resten af verden?
Dette indlæg har tre hovedpointer.
For det første: Trumps America First-regime er mere verdensomvæltende, end mange i Europa for alvor har erkendt.
For det andet: Trump har ikke opfundet den amerikanske tilbøjelighed til tilbagetrækning – den ligger latent i amerikansk historie og selvopfattelse.
For det tredje: Forskellen er, at Trump har fjernet hæmningerne, sproget og institutionel respekt, som tidligere holdt denne tilbøjelighed i ave.
Resultatet er en ændring af verdensordenen, som små, åbne demokratier – herunder Danmark – ikke har råd til at ignorere.
De andre er nassere
Der er en grund til, at America First virker tillokkende for mange amerikanere. Den taler ind i en oplevelse af overbelastning. Krige langt hjemmefra. Handelsaftaler, der opleves som uretfærdige. Internationale organisationer, hvor USA betaler mest, og andre “free rider” – nasser om man vil.
Set fra et amerikansk middelklasseperspektiv kan spørgsmålet synes legitimt: Hvorfor skal vi bære byrden for resten af verden?
Trump forstod dette instinkt bedre end nogen præsident før ham. Han gjorde det til sin politiske motor. Hvor tidligere præsidenter talte om alliancer, talte Trump om regninger. Hvor andre talte om værdier, talte Trump om transaktioner. NATO blev reduceret til et regnskab. Frihandel til et tab. Diplomati til svaghed.
I sin mest sympatiske udgave fremstår America First som et krav om ansvarlighed: At USA ikke ukritisk skal være verdens politimand. At internationale aftaler skal være gensidige. At amerikanske interesser ikke automatisk skal underordnes abstrakte globale idealer.
Men her ligger også den afgørende forskel mellem legitim kritik og destruktiv politik. For Trump stopper ikke ved reform. Han angriber selve fundamentet for den orden, der siden 1945 har skabt hidtil uset stabilitet, velstand og demokratisering.
Det, Trump reelt ændrer, er ikke blot amerikansk politik, men amerikansk identitet. USA har siden Anden Verdenskrig forstået sig selv som leder af den frie verden. Ikke fejlfri. Ikke altid konsekvent. Men grundlæggende forpligtet.
Det er ikke tilfældigt, at Trump ofte udtrykker større respekt for autoritære ledere end for demokratiske allierede. Autoritære ledere forstår magt som noget personligt. Præcis som Trump selv gør
Denne selvforståelse har været afgørende: Marshallhjælpen, NATO, Bretton Woods-systemet, FN, Verdenshandelsorganisationen. Alle bygger de på idéen om, at amerikansk magt skal institutionaliseres og forpligte – ikke blot udnyttes.
Trump gør op med dette. For ham er magt noget, man bruger – ikke noget, man binder sig igennem. Aftaler er midlertidige. Institutioner er mistænkelige. Forudsigelighed er svaghed. Han erstatter regelbaseret orden med personlig vilje.
Det er ikke tilfældigt, at Trump ofte udtrykker større respekt for autoritære ledere end for demokratiske allierede. Autoritære ledere forstår magt som noget personligt. Præcis som Trump selv gør.
Mange europæere trøster sig med, at Trump “kun” var præsident i fire år – eller at hans udtalelser mest var retorik. Det er en farlig undervurdering.
Skaden ligger ikke kun i konkrete beslutninger. Den ligger i præcedensen. I det faktum, at USA – verdens stærkeste demokrati – har vist, at det kan vælge en leder, som åbent betvivler alliancer, relativiserer menneskerettigheder og bruger økonomisk pres som politisk afpresning.
Når Trump truer med straftold mod allierede. Når han betvivler NATO’s artikel 5. Når han sætter spørgsmålstegn ved støtte til Ukraine. Når han bruger Grønland som forhandlingschip. Så sender han et signal, der rækker langt ud over hans egen person. Signalet er: USA’s engagement er betinget, flygtigt og personafhængigt. Det ændrer verden – også selvom Trump ikke sidder i Det Hvide Hus.
Men Trump opfandt det ikke.
America First før Trump
Det er vigtigt at forstå, at Trump ikke opstår i et historisk vakuum. America First har dybe rødder i amerikansk politik. USA blev grundlagt i et opgør med europæisk magtpolitik. George Washington advarede mod “entangling alliances”.
I det 19. århundrede fokuserede USA indad og vestpå. Monroe-doktrinen handlede mindre om globalt ansvar og mere om at holde Europa ude af den vestlige hemisfære.
Verdenshistoriens mest destruktive konflikt kunne muligvis have fået et andet forløb, hvis USA tidligere havde påtaget sig lederskab. Men viljen manglede
Den amerikanske selvopfattelse har altid rummet en spænding mellem mission og isolation. Mellem universelle værdier og national særinteresse. Det mest slående eksempel er USA’s rolle før 2. Verdenskrig. Trods klare advarsler om nazismens og fascismens trussel tøvede USA længe med at engagere sig.
Kongressen var præget af isolationisme. Offentligheden ønskede ikke endnu en europæisk krig. Først efter Pearl Harbor i 1941 blev amerikansk deltagelse uundgåelig. Det er værd at dvæle ved dette: Verdenshistoriens mest destruktive konflikt kunne muligvis have fået et andet forløb, hvis USA tidligere havde påtaget sig lederskab. Men viljen manglede.
Også efter 1945 har USA tøvet – ofte med store menneskelige omkostninger. I Rwanda i 1994 undlod USA at handle trods klare advarsler om folkedrab. I Balkan-konflikterne tøvede USA længe, før man greb ind.
Under Den Kolde Krig blev støtte til demokrati ofte underordnet kampen mod kommunisme, hvilket førte til støtte til autoritære regimer. USA’s forhold til menneskerettigheder har aldrig været konsekvent. Det er netop derfor, amerikansk lederskab altid har krævet politisk vilje – ikke blot magt.
Men her ligger den afgørende forskel: Tidligere amerikansk tøven var ofte passiv, præget af indre uenighed og politisk træghed. Trumps America First er aktiv, bevidst og ideologisk.
Trump siger ikke blot: Vi kan ikke. Han siger: Vi vil ikke – og vi skylder jer ingenting.
Det er et normativt brud. En afvisning af idéen om fælles ansvar. En omdefinering af USA fra garant til aktør blandt mange. For et land som Danmark er dette ikke akademisk. Vores sikkerhed, velstand og politiske handlerum er uløseligt forbundet med en regelbaseret verdensorden.
Når USA trækker sig – eller gør sit engagement betinget – opstår der vakuum. Vakuum udfyldes aldrig af ingenting. De udfyldes af autoritære magter, der ikke deler vores værdier.
Spørgsmålet er, om verdens stærkeste demokrati også vil påtage sig det ansvar, som historien har givet det. Trump svarer nej. Ikke tøvende. Ikke modvilligt. Men stolt
Trumps verden er ikke multipolær på den stabile måde. Den er fragmenteret, uforudsigelig og præget af magtpolitik uden bremser. Som danske liberale politikere skal vi hverken dæmonisere USA eller romantisere fortiden. Vi skal forstå Amerika – også dets indre spændinger. Men vi må også være ærlige: Trumps America First er en udfordring for alt det, vi bygger vores samfund på.
Derfor skal vores svar være roligt, principfast og langsigtet. Vi skal styrke Europa. Investere i vores eget forsvar. Fastholde alliancer. Og insistere på, at frihed, handel og sikkerhed hænger sammen.
Det afgørende spørgsmål er ikke, om USA må varetage sine egne interesser. Det må ethvert land. Spørgsmålet er, om verdens stærkeste demokrati også vil påtage sig det ansvar, som historien har givet det. Trump svarer nej. Ikke tøvende. Ikke modvilligt. Men stolt. Det er ikke blot en politisk holdning. Det er en ændring af verdensordenen.
Og netop derfor må vi tage America First alvorligt – også når Trump ikke selv står i rampelyset. For idéen lever videre. Og den udfordrer os alle.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og