DANSKE FANGER I SYRIEN // KOMMENTAR – Debatten om de danske børn og deres mødre, der er fanget i lejre i Syrien, splitter opinionen i to. Flertallet mener, at forældrene har valgt Danmark fra og må tage konsekvensen af den beslutning, og mindretallet synes derimod, at omsorgen for børnene vejer tungest, og at de under alle omstændigheder må bringes til Danmark. Hvad opnår vores samfund ved det første eller andet scenario? Jon Eirik Lundberg besvarer de spørgsmål og siger, at det partipolitiske højre og venstre bliver nødt til at overkomme fristelsen til at angribe hinanden med islamismen som redskab, hvis vi skal have en chance for at dæmme op for radikalisering.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Debatten om børnene og deres mødre i kurdiske fangelejre splitter opinionen i to moralske følelser. Et mindretal repræsenterer en ren omsorgsposition, at ”børnene skal hjem nu”, uagtet frygten for sikkerheden og om den ene eller begge forældre følger med. (Et synspunkt om hjemtagelse af børnene uden forældrene har dog en større tilslutning.)
Flertallet – både i og udenfor Folketinget – siger, at ”forældrene har valgt Danmark fra” ved at tilslutte sig IS. Konsekvensen er, at de af dem, der stadig lever, (og deres børn) må tage konsekvensen af den beslutning. Fordi der skal være en sammenhæng mellem de valg, man tager her i livet, og den situation, man befinder sig i. Og fordi man vægter hensynet til sikkerheden i Danmark højere end omsorgen for de pågældende personer.
Nogen vil mene, at det i praksis svarer til at give dem en administrativ dødsdom. Hvilket er at træde omsorgsfølelsen meget hårdt ned. Og det er problematisk, fordi netop omsorgsfølelsen er grundlaget for hele velfærdsstaten og de vestlige landes menneskesyn, hvori det er uacceptabelt blot at sige ”tag konsekvenserne af dine handlinger”.
Men det er endnu mere problematisk i en anden forstand: I kraft af denne hårde undtagelse fra den etablerede tilgang slipper samfundet for den meget større opgave, det ville være at konfrontere selve grunden til, at kvinderne og børnene befinder sig i deres nuværende situation.
Når højre og venstre spiller islamismen ud mod hinanden, giver de – om end indirekte – islamismen en plads i samfundet
Forklaringen på, hvorfor borgere opvokset i Vesten er endt i fangelejre i Syrien, er sammensat. Så̊ snart man begynder at grave i den materie, står man i det mest tabuiserede hjørne af hele den offentlige samtale siden 9/11. Slagsmålet om definitionsmagten over fænomener som jihad og islamisme har raset med uset intensitet i flere årtier. Den proces har imidlertid ikke gjort samfundet mere oplyst eller højnet nogen form for beredskab. Den har nærmest fungeret som en hvid kugle i et billardspil mellem det partipolitiske højre og venstre. Resultatet af årtiers diskussioner er en mudderpøl, hvor ”venstre-islamister” kæmper mod ”islamofober”.
Der har logisk nok ikke været nogen udveksling af viden eller ideer i denne polarisering. Hele problemkomplekset faldt i stedet mellem to stole. Sådan er parallelsamfundet – med alle dets forgreninger – formentlig opstået. Netop ikke som et program, men som et resultat af politisk rivalisering og et fravær af politisk handlekraft.
Selvfølgelig skal fremmede stater, som ikke anerkender menneskerettighederne, ikke etablere institutioner i vestlige lande. Og selvfølgelig skal de ikke sende deres egne agitatorer til at ”forelæse” i de institutioner om, at det er ”de troendes pligt at slå̊ ihjel”. Men det er det, der er foregået alle de steder, hvor folk er blevet radikaliseret.
Dette sidste vil indebære et brud på flere årtiers politiske vaner. Men de vaner har på den anden side heller ikke været til gavn for nogen
Når højre og venstre spiller islamismen ud mod hinanden, giver de – om end indirekte – islamismen en plads i samfundet. Det kan ikke være anderledes. Konsekvensen af dette er nu en levende realitet for en gruppe kvinder og børn i fangelejre i Syrien.
For at ændre den således fastlåste situation må man gøre flere ting samtidig: Man må demontere de strukturer, der radikaliserer borgere i Vesten, og tage hånd om børnene, som befinder sig i lejre, også̊ hvis det medfører, at deres mødre skal med. Dette forudsætter imidlertid, at det partipolitiske højre og venstre overkommer fristelsen til at angribe hinanden med islamismen som redskab. For det er klart, at hvis ikke det ideologiske program, der førte kvinderne til Syrien, er bragt til ophør, så̊ vil det være farligt at genintroducere dem til det.
Det er muligt, det vil kræve ikke-liberale tiltag. F.eks. som at bryde forbindelsen mellem OIC-lande og religiøse institutioner i vestlige samfund, indtil OIC anerkender menneskerettighederne. Parallelsamfundets normer om kønssegregering og afstand fra værtssamfundet må blive konfronteret og suspenderet.
Dette sidste vil indebære et brud på flere årtiers politiske vaner. Men de vaner har på den anden side heller ikke været til gavn for nogen, og da allermindst for hovedpersonerne i debatten om Al Hol.
LÆS MERE I POV OM DE DANSKE BØRN I SYRIEN HER
Topillustration: De danske fanger i Syrien splitter opinionen i to, men polariseringen i debatten er en del af problemet. Vi må tage omsorg om børnene – af flere grunde. Foto: jifreire3, Pixabay
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
