
FORSIKRING & PRIVATØKONOMI // POV BUSINESS-KLUMME – Hvis du kun jagter den billigste forsikring, snyder du sikkert dig selv. Ann Lehmann Erichsen forklarer, hvad der fik hende til selv at udskifte et par forsikringer for nylig og giver nogle tips til, hvad du skal tænke over, når du køber en forsikring.
I slutningen af december fik jeg brev fra mit forsikringsselskab. Heldigt for mig læste jeg brevet og blev lidt mopset. Brevet indeholdt et varsel om et nyt gebyr – et betalingsgebyr – på min bilforsikring. Fremadrettet skulle jeg af med 9,50 kr. pr måned i gebyr for at betale min regning. Det er ikke meget og med vores to bilforsikringer, er det kun 228 kr. om året.
Hvorom al ting er, så er gebyrer for at betale, ikke det bedste jeg ved
Hvorom al ting er, så er gebyrer for at betale, ikke det bedste jeg ved. Det virker altid underligt på mig, at man skal ‘betale for at betale’. I dette tilfælde var det lovligt nok, og er reelt en skjult prisstigning på forsikringen.
Mange virksomheder tilbyder dog den service, at der er mulighed for gratis ‘automatisk kortbetaling’ som alternativ til den dyre betalingsservice, men det gjorde mit forsikringsselskab desværre ikke.
Er 228 kr. for lidt til at skifte forsikring eller lige den sten i skoen, der ville få dig til at undersøge, hvorvidt det er tid til at sondere markedet?
Brevet blev den sten i skoen, der fik mig til at tjekke priserne på bilforsikringer hos andre selskaber. Men det var, som om priserne var stort set ens overalt. Så jeg kontaktede mit andet forsikringsselskab, hvor bolig og indbo er forsikret, og vupti, så fik jeg fine priser og billigere forsikring på begge biler. Og ikke nok med det. De betaler noget af præmien tilbage som bonus senere på året.
De skriver kun, når de skal, og det er, når de begynder at kræve gebyrer eller ændrer forsikringsbetingelserne
Læseren vil nok undre sig over, at jeg ikke bare havde alle mine forsikringer i det samme selskab. Svaret er, at det nogle gange, men ikke altid, er bedst at samle alt i et selskab, mens det undertiden kan svare sig at sprede sig over flere selskaber.
Når det forholder sig sådan, er man nødt til at lave sit eget serviceeftersyn og forsikringstjek en gang i mellem, uanset om man mødes med et gebyr eller andre nye betingelser fra sit selskab. Generelt er min anbefaling omkring forsikringer, at du altid skal læse de breve, som de sender dig. Som regel skriver de ikke for at høre, hvordan du har det. De skriver kun, når de skal, og det er, når de begynder at kræve gebyrer eller ændrer forsikringsbetingelserne.
Hvad er dit samlede forsikringsbudget?
Vidste du, at en gennemsnitshusstand bruger næsten 16.000 kr. i 2020 på posten forsikringer. Det er inklusive syge- og livsforsikring, ifølge Danmarks Statistik. Hvor mange penge bruger du?
De færreste kan svare på det, og de fleste undervurderer, hvad de betaler. Er de eksempelvis medlemmer af Sygeforsikring Danmark, så glemmer de nok at tælle den med, da de forbinder den forsikring med muligheden for at få rabat på briller og medicin.
En forsikring er en aftale mellem dig og et forsikringsselskab. Forsikring er, når du betaler for noget, som helst ikke må ske.
Har du læst din forsikringsaftale? Nej, det har du nok ikke. Det tror jeg ikke, at nogen mennesker gør før det er for sent
Du bruger sikkert en del penge hvert år på forsikringer mod brand, tyveri, vandskade, ulykker osv., altså på alt muligt, som helst ikke må ske. Og det er det, forsikring går ud på. Hvis de ubehagelige ting alligevel sker, har du betalt et selskab for at overtage din risiko.
Kommer tyven, er det for selskabets regning og risiko, alt efter hvad I har aftalt i jeres fælles aftale, som hedder forsikringspolicen. Da der altid ligger en ’aftale’ til grund for jeres forhold, er det vigtigt, at du ved, hvad du kan regne med, hvis ulykken er ude, for ellers kunne du nemt blive skuffet.

Hvad dækker din forsikring?
Har du læst din forsikringsaftale? Nej, det har du nok ikke. Det tror jeg ikke, at nogen mennesker gør, før det er for sent.
Alle – også jeg – anbefaler dig, at du selvfølgelig skal sætte dig ind i, hvem, hvor, hvornår og hvordan du og din husstand er dækket af forsikringen, hvis skaden sker og ulykken er ude. Så du kan tjekke, om du mon er dækket korrekt en gang i fremtiden. Men det er et lidt urealistisk råd, som ingen eller kun ganske få følger i praksis. Det kan nemlig være svært at forudse sine behov.
De fleste ser kun på prisen, når de indgår deres første forsikringsaftale. Det er først senere, når de får brug for forsikringen i praksis, at de opdager, hvad de har betalt for, og hvordan dækningen er.
Hvor mange forsikringer skal du have?
Der findes et hav af forsikringer. Min holdning er, at du bør forsikre dit indbo og din bolig, have en rejse- og en ulykkesforsikring, så er du godt dækket. Har du bil og hund, skal du som minimum have dem ansvarsforsikrede.
De mere specielle forsikringer må du overveje. Det kan nemt være penge ud af vinduet at bruge penge på en lønforsikring eller en helbredsforsikring for din kat. Du skal også sørge for, at dækningerne er fornuftige. Du skal sørge for, at du hverken er over- eller underforsikret, og så skal du huske at overveje, hvordan din selvrisiko skal skrues sammen.
Hvis du følger disse enkle råd, får du godt styr på dine forsikringer.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her