JULEFORSTEMMELSE // KRONIK – “Det er ved den tid igen allerede. Det er, som om det er jul hver 14. dag. Da jeg var barn, var december måned en ørkesløs, endeløs odyssé, der trods alt havde lys for enden, men nu forekommer det mig, at det pustes ud i begge ender. Min jul er reduceret til kulminationen på endnu et års frenetisk uforbeholden konsumption. Jeg er på ingen måde selvfornægter, noget af en hedonist, faktisk, men jeg forsøger at være en samvittighedsfuld verdensborger og begrænse mine indkøb til noget, jeg faktisk skal bruge, mens jeg anstrenger mig for at minimere, hvor meget toksisk materie jeg pumper ud i det hårdt belastede økosystem”. Bibs Carlsen har både jule- og “compassion fatigue”.
BROOKLYN, N.Y. – Jeg indrømmer: Jeg er blevet miljøneurotiker.
Når jeg går ind i et stormagasin, tænker jeg forstemt på, hvordan stort set alt på hylderne indenfor 10 år sandsynligvis ligger og forurener grundvandet på en losseplads eller i havet.
I USA ender mellem 50-90% af julegaverne i skraldespanden
I juletiden accelererer fænomenet i eksplosiv grad. For et par år siden i forbindelse med Black Friday blev en sikkerhedsvagt trampet ihjel af shopaholics, der teede sig som bissende kvæg i væddeløbet om det billigste High Definition TV.
Jeg har læst, at i USA ender mellem 50-90% af julegaverne i skraldespanden, fordi de bliver købt af andre end dem, der skal forestille at drage nytte af dem og derfor oftest er noget, modtageren ikke har brug for eller bryder sig om.
Det er blot ét grotesk eksempel på den omsiggribende værdipervertering i en verden, hvor forskellen på rig og fattig er større end nogensinde. Der er over 10.000 hjemløse børn i New York, og i forretningen Sharper Image kan man formedelst $120 købe en Must Have! fodboldhjelm i halv størrelse, der ved hjælp af en elektromagnetisk base holder sig svævende og roterende i luften 24/7.
Jeg har haft skizoide spasmer over, hvorvidt jeg var engageret i øko-turisme eller øko-terrorisme. Det er anstrengende at være værtsorganisme for en hyperaktiv samvittighed
Min far, som var et af otte børn – og ung og påvirkelig under anden verdenskrig med rationering og mørkelægning – var minimalist og livslang modstander af overflod og energispild. Så længe jeg kan huske, var hans standardsvar, når vi spurgte ham, hvad han ønskede sig til jul: et elektrisk skohorn.
Jeg tilskrev det hans finurlige sans for humor og generelle leven i henhold til fjanteloven. Først senere formåede jeg at oversætte budskabet, forkortet på “absurdisk” til: “Jeg har, hvad jeg har brug for. Lad være med at spilde penge og energi på unødvendigheder”.
Jeg henfalder til miljøneurotisk micro management. Jeg har taget mig selv i at sidde på gulvet i et supermarked med en plastik-hårbørste i den ene hånd og en lavet af træ og svinebørster i den anden, fortabt i en indre debat om, hvorvidt jeg skulle vælge den, der potentielt kunne ende i maven på en hval, eller den, der var et resultat af afskovning og dyrplageri.
Jeg har stået i Cambodia og været fristet af en udskåret drage af mahogni og haft skizoide spasmer over, hvorvidt jeg var engageret i øko-turisme eller øko-terrorisme. Det er anstrengende at være værtsorganisme for en hyperaktiv samvittighed.
Jeg er uddannet sygeplejerske og bruger en betragtelig del af min ferie på kirurgiske missioner med organisationer, der sender sundhedsarbejdere som mig ud at undervise og operere i ulande.
Jeg støtter 23 velgørenhedsorganisationer – amerikanske ulve, afrikanske elefanter, orangutanger i Borneo, forsøgsdyr, produktionsdyr, pelsdyr, Jane Goodalls chimpanser, pensionerede trækheste, pensionerede væddeløbshunde – de kan ikke klare sig uden mig. Og så er der Læger Uden Grænser, American Civil Liberties Union, Human Rights Watch og Amnesty International. Jeg sponsorerer også en etiopisk pige på 11 og en afghansk mor til otte.
Og det er blot en fraktion af dem, der henvender sig pr. email, snail mail eller telefonisk, jeg rent faktisk støtter, fordi de deler adresselister.
Jeg modtager ugentlig korrespondancer fra henved 50 organisationer. De konkurrerer lige så aggressivt som kommercielle foretagener om ens penge og bombarderer mit allerede lemlæstede sanseapparat med billeder af blinde børn, udmarvede isbjørne, loppebefængte gadehunde, amputerede krigsveteraner og mishandlede heste.
Jeg kan godt gå kold på det floromvundne sprogbrug. Den sovende krypto-kyniker vågner, gaber og viser sin spaltede tunge
Disse billeder er udenpå konvolutterne, vel at mærke, så jeg får compassion fatigue af blot at gennemgå min post. Og selvfølgelig går også disse velmenende instanser komplet amok i julemåneden og intensiverer deres bøn om hjælp i Jesu navn såvel som Jahwes.
Mener jeg virkelig, at ensomme jødiske bedstemødre i Jerusalem skal sidde alene og sulte uden latkes under Hannukkah?
Retorikken er intens og personlig, de henvender sig direkte til MIG. Det er kun med min hjælp, at uskyldige vildheste slipper for at blive jagtet med helikopter og slagtet, hunbjørnen, der mistede sin pote i en fælde, har mere brug for mig end nogensinde, kun takket være mig reddes hun og alt andet liv på jorden!
Og i anledning af julen har jeg nu en uden fortilfælde fantastisk mulighed for at få mit bidrag tredoblet gennem en anonym sponsor! Hvor er jeg heldig. Og helgenlig! Jeg har ondt i kloden, glorien strammer.
Men, indrømmet, jeg kan godt gå kold på det floromvundne sprogbrug. Den sovende krypto-kyniker vågner, gaber og viser sin spaltede tunge.
Hvor mange af mine donationer ender i foderkrybben?
Hvor mange af mine underskrifter bliver politikerne præsenteret for?
Hvad nu hvis skatteydernes bidrag gik til at holde liv i folk og fæ i stedet for at booste The Military Industrial Complex?
Hvad var det lederen af Røde Kors fik i fratrædelsesbidrag for et par år siden?
Jeg spiser kun økologisk kød, men har ubetinget for mange sko og er desillusioneret på egne og menneskehedens vegne. Vores arrogance er uovertruffen. Alt er til for vores bekvemmelighed
Nu, før jeg donerer, går jeg ind og tjekker på Charity Navigator for at se, hvordan de forskellige organisationer varetager deres mission, hvor transparente, deres arbejdsmetoder er, og hvilken indflydelse de rent faktisk har … alt sammen vældig nyttigt og af-sentimentaliserende.
For hvad kører der lige for os empatologiske vrag? Hvad med Greta Thunberg fx? Hvad var det Eleanor Roosevelt efter sigende sagde: Great minds discuss ideas; average minds discuss events; small minds discuss people.
Man skulle tro, at noget så essentielt som menneskehedens overlevelse ville være et koncept, den selvsamme menneskehed kunne forholde sig og ikke mindst foretage sig noget i henhold til uden at have en teenager til at markedsføre sagen.
Vi er infantile i vores behov for helte og heltinder, efter Hollywood i hverdagen. Og Greta sejlede verden rundt og leverede sine verbale antiluftskyts, mens dem, der førte båden, havde vagtskifte undervejs og derfor, efter sigende, måtte flyve til, hvor end det nu var, de overtog roret.
Jeg undgår palmeolie, men flyver til Australien. Jeg spiser kun økologisk kød, men har ubetinget for mange sko og er desillusioneret på egne og menneskehedens vegne. Vores arrogance er uovertruffen. Alt er til for vores bekvemmelighed.
Fremtidens arkæologer vil formentlig beskrive os som de mini-dinosaurer, der besad en hidtil uovertruffen kapacitet for selvdestruktion, og som tog al anden livsform med sig i et formidabelt udvidet globalt selvmord
Vi bruger ordene barmhjertig og human som synonymer, selvom intet andet levende væsen påtager sig systematisk at tortere og udrydde anden fauna. Vi vil redde planeten, siger vi. Mage til vrøvl. Vi vil redde os selv og måske nogle dyrearter, vi synes er nuttede nok. 4,5 trillioner år er jorden anslået til at have eksisteret. Menneskeheden står i et par hundrede tusind år.
Jeg læner mig efterhånden op ad den observans, at jorden nok skal klare sig. 200.000 år har det taget homo sapiens med stigende hastighed at reducere en grøn planet til en skraldespand.
Det kommer måske til at tage kloden 200.000 år til at regenerere, efter at vi er væk. Fremtidens arkæologer vil formentlig beskrive os som de mini-dinosaurer, der besad en hidtil uovertruffen kapacitet for selvdestruktion, og som tog al anden livsform med sig i et formidabelt udvidet globalt selvmord.
Mine velgørenhedsbidrag holder næppe skærsilden stangen.
I mellemtiden, jævnfør min hang til det absurde, overvejer jeg at nedsænke mit legeme i et badekar fyldt med hårvækstmiddel, så jeg i det mindste kan overleve vinteren som mit eget pelsdyr.
Glædelig jul!
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
