FORBRUG // KOMMENTAR – Danskerne vil helst ikke bruge penge på at fylde køleskabet. Vores madbudgetter skraber bunden i EU, og når priserne stiger, må staten sende en check, for der skal jo være råd til fastfood.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hver gang fødevarepriserne stiger, reagerer mange politikere såvel som forbrugere, som om samfundet er ved at bryde sammen. Nogen må gøre noget. I begyndelsen af året kom regeringens fødevarecheck da også til verden i en aftale med SF og Enhedslisten, hvor man afsatte 4,5 mia. kr. til at udbetale et skattefrit engangsbeløb i maj og juni i år med det formål at hjælpe over to millioner danskere med de seneste års stigende fødevarepriser.
Hånden på hjertet, så er der ikke noget, der tyder på, at de to millioner havde seriøse problemer med at fylde mad i køleskabet, når der samtidig var råd til masser af fastfood og sjove ting. Det vender vi tilbage til.
Vi har simpelthen vænnet os til at mad er noget, der ikke fylder og heller ikke må fylde i privatøkonomien
Men måske er det ikke de høje priser, der er problemet. Måske er problemet, at vi er blevet så vant til unaturligt billig mad, at vi har glemt dens værdi. Vi har simpelthen vænnet os til at mad er noget, der ikke fylder og heller ikke må fylde i privatøkonomien. For så er der jo ikke råd til alt det sjove. Vi vil have så mange funny-money som muligt.
Billig mad føles værdiløs
Tænk over det: Mange mennesker betaler uden at blinke 40 kroner for en cafékaffe, 150 kroner for en biografbillet eller flere tusinde kroner for den nyeste telefon. Men når prisen på mælk eller brød stiger et par kroner, bliver det pludselig en national katastrofe. Er det virkelig logisk, at vi accepterer luksusvarer til høje priser, men forventer, at noget så livsvigtigt som mad skal koste så lidt som muligt? Vi bliver jo, hvad vi spiser.
Vi lever i en kultur, hvor folk uden dårlig samvittighed smider en halv pose salat, gamle rester eller et par brødskiver ud. Hvorfor? Fordi maden er blevet så billig, at den næsten føles værdiløs. Hvis en bøf kostede det dobbelte, ville langt færre lade den blive glemt bagerst i køleskabet. Højere priser tvinger os til at behandle mad som en ressource i stedet for affald.
Sandheden er, at mange af dem, der råber højest om høje fødevarepriser, samtidig stadig køber fastfood, der leveres til døren, og køber billige flyrejser. Vi forventer et enormt udvalg året rundt. Vi vil have jordbær om vinteren, avocadoer fra den anden side af kloden og eksotiske varer på hylderne hver eneste dag. Men når regningen kommer, bliver vi forargede.
Måske burde en kylling faktisk koste langt mere. Er det virkelig rimeligt, at et levende dyr, nogle gange koster mindre end en pizza leveret til døren?
Høje fødevarepriser udfordrer også ideen om, at mere altid er bedre. I årevis har supermarkeder lokket os til at købe tre for to, kæmpe pakker og enorme portioner. Resultatet er overforbrug og spild. Dyrere mad kan få os til at købe mindre, men bedre. Mindre mængde, højere kvalitet.
Derudover afslører debatten en mærkelig dobbeltmoral. Mange kræver højere dyrevelfærd, mindre CO₂-udledning og mere økologisk produktion. Men de samme mennesker vælger ofte den billigste vare på hylden. Man kan ikke både kræve verdens højeste standarder og verdens laveste priser.
Måske er det mest provokerende argument af alle dette: Hvis fødevarepriserne stiger så meget, at folk begynder at planlægge deres indkøb bedre, spise op, købe færre impulskøb og værdsætte det arbejde, der ligger bag deres mad, så er de høje priser måske ikke et problem. Måske er de en nødvendig kur mod et samfund, der har forvekslet billig mad med god mad og overflod med velstand.
For måske er spørgsmålet ikke: Hvorfor er maden blevet så dyr? Spørgsmålet er: Hvordan har vi nogensinde kunnet tro, at rigtig mad skulle være så billig?
Danskernes madbudgetter skraber bunden
Danskerne klager over priserne, selvom de bruger mindre på mad og ikke-alkoholiske drikkevarer end gennemsnittet i de andre EU-lande.
Vi bruger omkring 12 procent af vores disponible indkomst på maden, som vi som et af de få lande betaler fuld moms af, mens gennemsnittet i EU er lidt over 14 procent. I de fattigere EU-lande bruger man ofte 20-25 procent af deres forbrug på mad.
Vi nægter åbenbart at ofre ret meget på at fylde køleskabet, og danskerne er da også tilbudsjægere i stadig stigende grad.
Ud over den mad vi køber i supermarkedet, lægger i køleskabet og selv tilbereder, så bruger vi meget mere, end vi tror på mad, som vi ikke selv laver. Det er altså dyre måltider fra fastfood, kantine og restaurant. Et eksempel fra Danmarks Statistiks forbrugsundersøgelse viser vores dobbelthed.
En husstand, der tjener mellem 450.000 – 699.999 kr. om året bruger 37.233 kr. på mad og drikke uden alkohol og dertil 16.617 kr. på fastfood, kantine og restaurant iflg. tal fra 2023. Det er næsten en halv gang oven i madbudgettet. Ikke nok med det, så er der også lidt udgifter til øl, vin og lignende på 6.293 kr. om året.
Jeg er ikke ude på at prædike afholdenhed eller at man aldrig skal gå ud at spise. Sagen er blot, at det klinger hult, at man ikke vil betale ret meget for sine dagligvarer, fordi det ikke er så sjovt. Vi vil hellere bruge vores penge på noget sjovt, nemlig at få maden bragt til døren eller spise den ude.
Og ja, alle husstande fra lav til høj indkomst bruger forbavsende mange penge på købemad.
Danskerne spiser nemlig mere fastfood end nogensinde før. Flere undersøgelser peger på, at burger, pizza, takeaway og færdigretter fylder stadig mere i danskernes hverdag. Hvilket er en dyr måde at blive mæt på.
Udviklingen kan aflæses i danskernes spisevaner. I 2021 spiste 20 procent af danskerne fastfood mindst én gang om ugen. Til sammenligning gjaldt det 13 procent i 2013, hvilket vidner om en markant vækst på relativt få år.
Samtidig er danskernes køb af takeaway steget kraftigt. Ifølge DTU Fødevareinstituttet køber en gennemsnitlig dansk husstand i dag 84 procent mere fastfood og takeaway end for otte år siden.
Så hvad er det egentlig, vi vil?
De fleste svarer, når de bliver spurgt, at de gerne vil købe sund mad, men hånden i køledisken vil noget andet. Den fravælger det økologiske kød i en grad, så mange økologiske kødproducenter har drejet nøglen om.
Pris slår kvalitet
Samtidig med at Danmark har oplevet stigende overvægt gennem årtier – også hos børn, bruger danskerne, som nævnt, relativt lidt af deres budget på mad sammenlignet med mange andre europæiske lande. Man kan derfor spørge, om meget billig mad altid er et gode, hvis resultatet er et stigende forbrug af kalorier og flere livsstilssygdomme.
Min mand, der er læge, er meget kontroversiel, fordi han mener, at dyre fødevarer er rigtig godt, for så har folk ikke råd til slik, chips og tomme kalorier. Han har ret i teorien, men i virkeligheden er det hvide sandwichbrød, no name cola, chips and andre tomme kalorier, også kendt som ultraforarbejdet mad, meget billigere end ’rigtig’ mad.
De fleste svarer, når de bliver spurgt, at de gerne vil købe sund mad, men hånden i køledisken vil noget andet
En liter cola uden mærke er billigere end en liter græsmælk og sådan kunne man blive ved. Dyr mad vil ikke få os til at nøjes med at købe rigtig mad. I stedet vælger vi endnu mere ernæringsmæssig underlødig mad.
Lad mig citere livsstilseksperten Anne Glad, der har skrevet bogen Danskernes Mad. Hun skriver bl.a. om danskernes madvaner, at det skal være nemt, hurtigt og billigt, og at vi spiser som børn, der har fødselsdag hver dag. Sundhed dyrker vi i januar.
Når det handler om madkultur i Danmark, er det op ad bakke. Pris slår kvalitet, fordi prisen nu er blevet en kvalitet i sig selv.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og