JUL // KOMMENTAR – Allerede halvanden måned før jul står den på en overflod af knas og røde hjerter, juletræer og stadigt mere iøjefaldende pynt for hvert år. Men “seriøst, Ragnhild, hvad er problemet i, at nogen pynter deres juletræ en måned før, hvis de kan lide det sådan? Hvis det løfter stemningen?“
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Lad mig nedkalde en forbandelse over alle jer julefuskere. Over alle jer juleudplyndrere, der piller chokoladen ud af julekalenderen, før det overhovedet er 1. søndag i advent. Som ikke magter at holde grabberne i lommen, når butikkerne dufter af hurtige kulhydrater, akut indfriede forventninger, af tilfredsstillelse, af hygge, som kun voksne børn administrerer den: Momentant. Utålmodigt. Ureflekteret.
Med den hængende underlæbe foldet over hagen i smug, fordi der ikke længere er nogen andre, der kan koge hyggen sammen. Fordi ungerne aldrig spørger dig, hvordan det går med ryggen. Fordi det er så ørkesløst at trøste sig selv. Fordi det føles så godt – ja, næsten lidt småbørnsfrækt! – at plastre et lille juletræ på såret. At glatte over indre uro med ydre engle og basuner. Fordi overdreven hygge giver mening. Fordi vi fortjener det. Men fortjener vi det?
Kort sagt, advent, såvel som julen, handler om at udvise dramaturgisk tæft. Og det handler om et lifligt koncept, som samtiden helt har glemt: moderation
Fortjener vi halvanden måned (eller mere) med juletræer, æbleskiver, røde hjerter og stadigt mere iøjnespringende pynt for hvert år? Bliver der god stemning af ens stemning? Højtid af noget, der sker hele tiden? Og bliver der noget dramatisk crescendo, når scenetæppet går op juleaften, hvis husets beboere allerede har gået ind og ud ad scenografien i en hel måned? Småskændtes, leet, kløet sig i skridtet? Nej.
Dramaturgisk tæft
Hvad er problemet? Eller som en præmatur juledekoratør måske ville udtrykke det: ”Seriøst, Ragnhild, hvad er problemet i, at nogen pynter deres juletræ en måned før, hvis de kan lide det sådan? Hvis det løfter stemningen?”
Problemet er dette: at advent, uanset om du glæder dig til Jesu fødsel eller gruer for Grinchen, handler om at vente. Om at opbygge forventning. Om at øve sig på at opbygge forventning. Og om at glæde sig, mens man gør det. Kort sagt, advent, såvel som julen, handler om at udvise dramaturgisk tæft. Og det handler om et lifligt koncept, som samtiden helt har glemt: moderation.
Mød julen som et barn med søde og fornuftige forældre, ikke som dig selv med lavt immunforsvar
Og så tænker du måske: Jamen, opbygger man ikke netop forventning gennem en række ydre genstande? Gennem tyske boder med brændte mandler og nissehuer med lys i? Gennem julemusik og alskens pirrende sansestimulering? Jo, selvfølgelig. Alt er godt, så længe julen kommer smygende som en kat. Problemet melder sig, når kulturen får den idé, at moderation er en uting. At det kun er pietister, der venter. At har man kanoner, ja, så skal de fyres af med det samme. På samme måde.
Spoiler alert
Men så kan vi spørge vores indre barn: Hvordan ville vi føle det, hvis instruktøren på det teaterstykke, vi havde glædet os til, Jul i Gammelby for eksempel, kom ud på scenen før forestillingen begyndte, stillede sig op med en Powerpoint og trak os igennem alt det, der skulle ske, før ouverturen? Plottet, kostumerne, skuespillerne, specialeffekterne, tidligere omtaler og så videre? Ville du kalde det fantasiæggende dramaturgi? En rigtig magisk mandel i risalamanden? En fantastisk julestemning?
Sagt på en anden måde: Jul – på samme måde som fødselsdag, sommerafslutning, sommerferie og alle andre begivenheder, der er omsluttet af barndommens sitrende forventning og den vidunderlige vished om, at der er nogle andre, der har hånd i hanke med regien – handler om at pirre forestillingsevnen og ikke om at lægge alle kortene på bordet, bare fordi handelsstandsforeningen gør det. Fordi dine børn siger, at andre familier gør det. Fordi du ikke kan finde på et modargument.
Sagt på endnu en måde: Advent, eller forventningens dramaturgi, handler om at stimulere evnen til at forestille sig, ikke om at pynte færdig. Om at skabe grundlag for førforelskelse, ikke om at få brylluppet overstået. Om at lave en ramme om hverdagen, som ændrer sig gradvist og kun lige akkurat nok til, at forventningen om forandring føles berettiget. Om at styrke fornemmelsen af en intensiveret stemning, fordi hver dag har en egen, lillebitte ny markør. En luge. En rar ting at gøre. Noget, forældrene har fået i hus. En bekymring mindre. En glæde mere. En forventning om, at “noget er på vej, noget godt!” – for nu at citere Tony i West Side Story.
Eller for at koge det helt ned: Mød julen som et barn med søde og fornuftige forældre, ikke som dig selv med lavt immunforsvar, lavt blodsukker og et uudtømmeligt behov for hygge.
Teksten bringes med venlig tilladelse af Morgenbladet. Oversættelse fra norsk: Helene Brochmann.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
