REVOLUTION I IRAN // KOMMENTAR – Udløst af det brutale drab på den unge Mahsa Amini i Teheran den 16. september i Moralpolitiets varetægt, arresteret for en hijab, der ansås for dårligt siddende, afslører iranernes modige demonstrationer endnu en gang et regime uden folk. Et regime, der udelukkende fokuserer på egen overlevelse.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Efter årtiers vilkårlighed overbeviser myndighedernes benægtelser, som udelukker den mindste “fysiske kontakt” mellem Moralpolitiet og den unge kvinde, ingen.
En modig kvindelig journalist, Niloofar Hamedi, tog det nu verdenskendte billede af Mahsa Amini, der er i koma i hospitalssengen. På grund af dette billede er Niloofar Hamedi for to dage siden blevet arresteret og ført til et ukendt sted.
På billedet ses det tydeligt, at Mahsas ansigt bærer præg af slag. Der løber også blod ud af hendes højre øre. Myndighederne nægtede at foretage nogen obduktion. Tværtimod forsøgte de at tysse sagen i al ubemærkethed og presse hendes forældre til at begrave liget af den unge pige i løbet af natten.
Offentliggørelsen af billedet på de sociale medier udløste et raseri og vredesudbrud ikke set magen til siden 1977. Protesterne begyndte spontant og bredte sig som en steppebrand i den kurdiske del af Iran og i hovedstaden, Tehran. Der gik kun få timer, før den klassisk oprørske provins Gilan var med på demonstrationerne. Siden har demonstrationerne bredt sig til hele Iran.
Der er ikke en eneste by, hvor der ikke rapporteres om demonstrationer og afbrændinger af Khomeinis og Khameneis billeder. Demonstranterne flygter ikke længere, men bliver og kæmper. Der offentliggøres små private optagelser af demonstrationerne i en lind strøm. Folk råber ’Kvinde, liv, frihed’, ’Mahsa er hele Irans datter’, ’Vi slår dem ihjel, der har slået vores søster ihjel’, og på det seneste er der kommet flere radikale slogans til: ’Død over Den Islamiske Republik’, ’Khamenei skam dig, forsvind’, ’Vi tager Iran tilbage’ og ’Vi falder ikke til ro, før præsterne er døde, og Iran er frit igen’.
De to førende universiteter i Iran, Teherans Polytekniske og Teherans Universitet fører an i demonstrationerne. Regimet har lukket begge universiteter ned i foreløbig to uger, men mandag i denne uge erklærede flere institutter på Tabriz Universitetet, at de også går i protest mod arrestationen af adskillige studerende på universitetet. Organisationen af uafhængige gymnasieelever har erklæret national strejke. For at undgå at tabe ansigt har myndighederne lukket alle skoler i den folkerige provins Alborz, der ligger mellem Teheran og Gilan.
Hovedbyerne i provinsen Gilan, Rasht og Lahijan, er praktisk taget lukket ned. Alt imens planlægger oppositionen en generalstrejke.
Sikkerhedspolitiets og uropolitiets biler stenes og sættes i brand hver eneste dag, og mangen en milits har fået en ordentlig omgang prygl på gaderne.
Allerede fra den første dag svarede regimets sikkerhedsstyrker med at skyde med skarpt på demonstranterne. Der rapporteres om, at flere hundrede demonstranter har mistet livet i sammenstødene med de islamiske militser. Videoer er begyndt at dukke op på de sociale medier, der viser vrede barhovedede kvinder, der klipper deres hår med saks, og andre, der under demonstrationerne kaster deres tørklæder i ilden til klapsalver.
Denne vrede er resultatet af snart 45 års fornedrelse, forhånelse, mishandling, pervertering og tingsliggørelse
Denne nye runde af protester kommer tre år efter urolighederne i 2019, udløst af stigningerne i brændstofpriserne. Ved den lejlighed blev demonstranterne nådesløst nedslagtet af de iranske myndigheder. Internettet blev lukket ned, og flere end 300 mennesker blev massakreret i løbet af tre dage ifølge internationale menneskerettighedsorganisationer.
Siden 2019 er demonstrationerne og kravene blevet yderligere radikaliseret.
En kvindelig iransk tv-journalist, ansat hos National TV, forklarer sine motiver for at deltage i demonstrationer i en video, som er lagt på sociale medier.
Mens hun brænder sit tørklæde, fremlægger hun følgende erklæring:
“Jeg er en journalist. Kan jeg ikke tage mit tørklæde af? Kig så. Jeg smider jeres tørklæde i skraldespanden. Jeg ved ikke, hvorfra I er dukket op, og hvorledes I har skabt dette regime, der mener, at kvinder kun kan eksistere, hvis de har hijab på. Men kig på mig. Jeg brænder jeres hijab af og smider det i historiens skraldespand.”
En kendt kvindelig skuespiller offentliggør en video med følgende tekst, mens hun klipper sit hår af:
“Jeg er mor. Mahsa kunne være min datter. Jeg tog til hospitalet for at kondolere og holde om hendes ulykkelige mor, men hospitalet var blevet omringet af disse beskidte umennesker, der har mishandlet Mahsa og slog hende i hejl. I beskidte umennesker, jeg undsiger jer. Jeg er mor, Mahsa er også min datter, jeg er ikke bange for jer, og jeg er klar til døden!”
Det er stærke ord, fulde af patos, dødsforagt og en vrede, der nærmer sig det mytiske eller de klassiske tragedier. Den tysk-jødiske filosof Walter Benjamin sagde engang, at den revolutionære vrede er en “guddommelige vrede”. Det er denne guddommelige vrede, man kan spore i disse stærke kvinders erklæringer.
Denne vrede er resultatet af snart 45 års fornedrelse, forhånelse, mishandling, pervertering og tingsliggørelse. Vreden er guddommelig.
Kvindernes vrede
Siden den ulyksalige islamiske revolution i Iran har volden mod kvinder fået forskellige navne og ansigter: hijab, ære, statssikkerhed, manglende respekt for religion osv. Institutionaliseret af det islamiske regime er denne vold nu systematisk og bringer alle kvinders liv i fare.
I februar 1979, selv før oprettelsen af Den Islamiske Republik, betragtede Khomeini allerede kvinders frihed som den største hindring for sit politiske projekt. De første foranstaltninger i denne henseende blev foretaget kort tid efter den islamiske magtovertagelse ved at gøre hijab obligatorisk på arbejdspladsen og tørklædet på offentlige steder.
Fra den ene dag til den anden mistede kvinderne alle de rettigheder, som loven til dato havde tilkendt dem. Især forældremyndigheden over børnene i tilfælde af skilsmisse, og endda retten til at rejse uden deres mænds/familiers samtykke, blev frataget dem. Mændene ville derimod have lov til at gifte sig med op til fire koner ad gangen. De begyndte at male de nye slogans på byernes vægge: ’Hijab er et bolværk for Den Islamiske Republik’.
Den nye lov søgte at undertrykke kvindernes identitet ved at standardisere dem med et regulativt tørklæde – og senere et telt – af mørk farve
Den 8. marts 1979 samledes den første demonstration mod disse nye love i Teheran, ifølge regimets aviser på det tidspunkt, “et par hundrede tøser”, der råbte: “Hverken tørklæde eller slag”. Lærere, forskere, filmskabere, studerende, skuespillerinder, advokater, lærere eller endda husmødre, der protesterede mod hijab, som i deres øjne symboliserede, at de nu var andenrangsmennesker, og at de skulle skjules.
At skjule deres hår betød ikke kun slavegørelse af deres krop, men også af hele kvindens væsen. Den nye lov søgte at undertrykke kvindernes identitet ved at standardisere dem med et regulativt tørklæde – og senere et telt – af mørk farve.
Formålet med disse love var at reducere kvinden til en skygge af sig selv. Den stræbte efter at fratage dem deres sociale status og fravriste dem retten til det offentlige liv. Det institutionaliserede deres sinds underkastelse ved at fratage dem deres mest grundlæggende friheder som borgere og mennesker. Det var mod denne fare, “tøserne” i 1979 advarede.
I alle disse år er der blevet begået afskyelige forbrydelser mod kvinder begrundet med en ubehagelig ideologisk ophøjelse af en ide om kvinden og en total nedgørelse af kvindekønnet og de levende kvinder. Som Irans største digter i det 20. århundrede, Shamlou, har formuleret det:
“Dem, der advarer os imod kontakt til det modsatte køn og straffer os, fordi vi søger kærligheden hos hinanden, vender sig dagligt mod deres Gud og kommer med bønsigelser om, at deres Gud efterkommer ønsket og drømmen om, at han efter døden belønner dem med 72 evige jomfruer.”
Tværtimod var det fra dag ét en ideologisk søjle i strategien for den revolutionære kvindehadske elite, der ønskede at bevise sin egen models “moralske” overlegenhed uden for Irans grænser
I regimets slagord sammenlignes de ikke-hijabbærende kvinder med appetitlige kager, der frister mænd. De insisterer derfor på den nødvendige feminine beskedenhed med metaforer såsom: “En dydig kvinde i hijab er som en perle i sin skal.” Disse argumenter har været kernen i den officielle propaganda for et regime, der ikke tøver med at forhindre kvinder i at bade fuldt påklædte i Det Kaspiske Hav eller Den Persiske Golf, mens mænd kan bade i bar overkrop.
I modsætning til konklusionerne i stribevis af sociologiske analyser fra en del af den vestlige akademiske verden – måske forblændede af en eller anden form for eksotisme i mødet med det islamistiske teokrati i Iran – har iranske kvinders obligatoriske hijab aldrig været en faktor, der favoriserer deres frigørelse fra deres tilstand under monarkiet og giver absolut heller ikke noget bevis for eksistensen af en slags islamisk feminisme.
Tværtimod var det fra dag ét en ideologisk søjle i strategien for den revolutionære kvindehadske elite, der ønskede at bevise sin egen models “moralske” overlegenhed uden for Irans grænser. Inde i landet har den politiske vilje til at påtvinge en indoktrinering af befolkningen og til at fremme en ny islamistisk levevis været total.
Kvindernes demonstrationer i Iran er derfor ikke kun en revolte mod de daglige ydmygelser, mod volden, men også mod den umenneskeliggørelse, der har fundet sted i snart 45 år, mod fjernelsen af dem og deres væsen som levende skabninger.
Vilkårlig islamisme
I snart mange dage har kvinderne demonstreret i Iran. Denne gang har mændene hørt kvindernes råb, forældregenerationerne er ved at smide årtiers politisk apati fra sig. De er ved at gøre klar til strejke, folk åbner deres dør og lader demonstranter søge tilflugt hos dem. De åbner vinderne og råber “Beskidte æreløse hunde og svin” efter uropolitiet. Demonstranterne i alle Irans provinser og fra alle etniske grupper identificerer sig med hinanden som landsmænd og som fælles ofre for vilkårlig islamisme.
De vil ikke lade deres søstre, mødre, kærester i stikken. Smerten er en fælles smerte. Hashtagget Mahsa Amini har i dag passeret 100 millioner
Disse folkelige protestbevægelser mod den islamistiske orden optræder i spidsen for den anti-totalitære kamp mod Khomeini-ideologien i Iran. Mænds massive deltagelse i denne kamp for forsvaret af ligestilling mellem mænd og kvinder markerer også et ideologisk svigt fra regimet i dets ønske om at indoktrinere flertallet af befolkningen.
Fra Irans verdenskendte filminstruktører til landsholdets fodboldspillere erklærer de højt, at de er på demonstranternes side, og de er klar til at tage konsekvenserne af deres holdning. Langt de fleste dræbte under demonstrationer er også unge mænd. De vil ikke lade deres søstre, mødre, kærester i stikken. Smerten er en fælles smerte. Hashtagget Mahsa Amini har i dag passeret 100 millioner.
Som Shamlou skriver i et meget smukt digt: ’Jeg er den fælles smerte, som må skriges ud over landet, Denne fælles smerte kan ikke lindres uden vores fælles kamp.’
Flere stærke scener fra denne revolution vil altid blive husket. Stærkest efter billedet af Mahsa er en ung dansende kvinde, klædt i hvidt, der smider det islamiske tørklæde på bålet, mens folk omkring hende jubler. En anden er en dybt ulykkelig søster, der under sin brors begravelsesceremoni tager sit tørklæde af, klipper sit hår, og spreder det på blomsterne, der dækker hendes brors grav og råber, du har givet dit liv, for at disse hår kunne være frie.
Kvindernes revolution
Irans gamle royale flag, der blev anvendt indtil 1979, har et emblem i midten af flaget, der viser en løve og solen.
Solen er den feminine kraft, der bæres på løvens ryg. Dette emblem har en historie på 2600 år. Den ældste kendte figurative bekræftelse på flaget findes på en inskription dateret tilbage til kong Xerxes for 2400 år siden. Denne inskription, der i dag opbevares i Eremitage-museet i Skt. Petersborg, viser, hvordan shahen viser respekt for en løve, der på ryggen bærer en kvinde, indlejret i lysstråler. Denne kvinde er Iran.
Navnet Iran er også et pigefornavn i Iran. Min oldemor hed Iran, det samme gør min ældste søster, selvom hendes rigtige navn er Mehr-dokht (Kærlighedens datter). Når man bevidner, hvorledes de iranske kvinder kæmper i disse dage, forstår man bedre, hvorfor landets navn er et kvindenavn.
Den nye feminisme er en verdens frigørende bevægelse. Den er selvbevidst, ikke bange for døden, men med livet som indsats søger den livets -og frihedens skønhed. Tiden til revolutioner, ledet af kvinder, er nu kommet
Gennem historien har iranske kvinder bevist, at de besidder stor personlighed og stærk vilje. De er smarte, kloge, passionerede, uafhængige, med en høj grad af integritet og engagement i det politiske liv og i andre aspekter af vores sociale liv. De er smukke, smarte og poetiske. De fører revolutioner, ikke en eller anden islamisk elites køkken.
De har ikke brug for, og de ønsker heller ikke denne perverse islamiske hijab. De føler ikke for, og de vil heller ikke acceptere at blive reduceret til seksuelle redskaber i hænderne på islamiske ledere.
Den islamiske revolution i 1979 i Iran bragte kulturstudierne på universiteternes og forskningens dagsorden. Den nuværende kvindelige revolution i Iran vil for altid ændre på begrebet feminisme. Den nye revolutionære feminisme peger på en lysere fremtid. Den nye feminisme er en verdens frigørende bevægelse. Den er selvbevidst, ikke bange for døden, men med livet som indsats søger den livets – og frihedens skønhed. Tiden til revolutioner, ledet af kvinder, er nu kommet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
