VALGKAMP 22 // KRONIK – Op til valgkampens begyndelse har fire religionspolitiske spørgsmål været diskuteret i Folketinget. Brian Arly Jacobsen opridser, hvilke spørgsmål det drejer sig om, og giver et bud på, hvilke der kan få indflydelse i valgkampen og eventuelt som grundlag for regeringskonstellationer.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
En historie fortæller om engang i en engelsk valgkamp, hvor den tidligere britiske premierminister Tony Blair ønskede at diskutere sin personlige tro offentligt, men blev afbrudt af sin strategi- og kommunikationsrådgiver, Alistair Campbell, der koncist sagde til ham: “We don’t do God” (Vi gør ikke Gud).
Den korte reaktion på Blairs ønske om at tale om sin kristne tro afspejler en generel holdning i Storbritannien – både blandt det politiske etablissement og den brede offentlighed – om, at politik og religion ikke skal blandes. På samme måde er det også i Danmark. Religion og politik skal holdes adskilt, hører vi ofte gentaget som et offentligt mantra, men om det så er tilfældet i praksis, er en anden sag.
Når det gælder det kommende folketingsvalg, har politiske partier imidlertid ikke været i stand til at undvige religion med kontroverser om religionsfrihed, muslimske pigers tørklæder, undervisning i Muhammedtegningerne, forskelsbehandling i folkekirken og andre sager, der er kommet i forgrunden i den dagsaktuelle politik de seneste måneder.
Religionspolitiske spørgsmål fylder også i valget i 2022, ligesom det har gjort i flere andre folketingsvalg siden slutningen af 1990’erne, hvor Dansk Folkeparti begyndte at sætte spørgsmål om blandt andet islams position i det danske samfund og integration af indvandrere med muslimsk baggrund på dagsordenen. Spørgsmålene har været med til at afgøre folketingsvalg mere end én gang, hvorfor det også er rykket højt op på den politiske dagsorden.
Konflikten for de identitetspolitiske valg står mellem begrænsninger af frihedsrettigheder og fællesskabets behov for konformitet
Selvom der ikke direkte er tale om kirke- eller religionspolitisk lovgivning, bliver det indirekte udtryk for religionspolitik, når spørgsmål omhandler eksempelvis undervisning i spørgsmål relateret til religion eller religiøse gruppers organisering, praksis eller syn på verden.
Op til valgkampens begyndelse har fire religionspolitiske spørgsmål været diskuteret i Folketinget. Jeg giver her et bud på, hvilke der kan få indflydelse i valgkampen og eventuelt som grundlag for forskellige regeringskonstellationer.
Obligatorisk undervisning i Muhammedkrisen
I december 2021 fremsatte en samlet blå blok et beslutningsforslag, som SF først støttede, men senere trak sig fra ved 2. behandlingen, da daværende justitsminister Nick Hækkerup indkaldte til brede forhandlinger om ytringsfrihed og selvcensur på undervisningsområdet.
Der er siden ikke sket noget videre i forhandlingsforløbet, hvorfor blå blok og SF i august gjorde klart, at de er klar til at bringe regeringen i mindretal om et obligatorisk forløb i undervisning i Muhammedkrisen. Kravet er, at regeringen skal levere en færdig pakke, ellers laver partierne flertal uden om regeringen.
Dette forslag vil leve videre efter valget og vil givet blive vedtaget i en eller anden form. Der er allerede nu et flertal for forslaget, og det vil der også være efter valget, uanset hvem der vinder statsministerposten. Det har endnu ikke været et tema i valgkampen, men vil være oplagt at tage op for ordførerne for forslaget – som et eksempel på et område, hvor man viser handlekraft i relation til spørgsmålet om islams position i det danske samfund.
Tørklæder i folkeskolen
I august anbefalede ‘Kommissionen for den glemte kvindekamp’ blandt andet, at muslimske tørklæder skal forbydes i grundskolen med den tilføjelse, at hvis dette ikke kunne lade sig gøre, så bakkede kommissionen op om et generelt forbud mod brugen af religiøse symboler i grundskolen.
Kommissionen fik massiv kritik af både eksperter og politikere for at komme med anbefalinger på et udokumenteret grundlag, men også for at overse den begrænsning af den enkeltes religionsfrihed, som forslaget ville medføre, da det næppe vil kunne gennemføres som et forbud rettet alene mod brugen af muslimers tørklæder. Det sidste ville medføre forskelsbehandling baseret på religiøst tilhørsforhold, og det vil være svært for ikke at sige umuligt at gennemføre, uden at staten overtræder både national lovgivning og internationale traktater, som Danmark har tilsluttet sig.
Det er dog muligt at gennemføre forslaget, hvis det bliver et generelt forbud mod religiøse symboler i grundskolen, og opbakningen hertil synes at være til stede i Folketinget. Socialdemokratiets ledelse bakker op om forslaget, selvom visse stemmer i baglandet er kritiske. Det samme forhold gør sig gældende i Venstre, hvor formanden er åben over for forslaget, mens visse medlemmer af Venstres folketingsgruppe har kaldt forslaget ’uliberalt’.
Resten af blå blok bakker op om forslaget, hvorfor det er realistisk at forestille sig, at en kommende regering medtager forslaget i en række af initiativer på baggrund af kommissionens anbefalinger.
Ligestilling i folkekirken
Folkekirken og trossamfund er som de eneste arbejdspladser i Danmark undtaget dele af ligebehandlingsloven. Argumentet for denne undtagelse har været religionsfrihed, det vil sige trossamfundenes frie ret til at indrette sig efter religiøs anskuelse ud fra spørgsmål, som handler om, hvilke personer der kan varetage særlige funktioner i trossamfundet. Eksempelvis den katolske præst eller rabbiner, som med en religiøs begrundelse kun kan være en mand i disse trossamfund.
Folkekirkens parter har allerede udtalt, at de ikke er interesserede i at ændre den nuværende ledelsesstruktur
Det samme forhold har gjort sig gældende i folkekirken, hvor undtagelsen har haft den konsekvens, at hvis et menighedsråd af teologiske grunde mener, at kun mænd kan være præster, så må rådet gerne sortere ansøgninger fra kvindelige præster fra. Det sker i konservative menighedsråd, når de skal vælge, hvem de gerne vil ansætte som præst i deres kirke.
En undersøgelse, DR lavede i august i år, viste, at det sker i flere kirker. Hver sjette kvinde i undersøgelsen har oplevet forskelsbehandling på baggrund af deres køn. Hvor den nuværende kirkeminister, Ane Halsboe-Jørgensen, slog fast, at det er en afgørende forudsætning, at det udelukkende skal gælde for folkekirken af hensyn til religionsfriheden, så er hun åben over for at afskaffe undtagelsen, men det skal ske med accept fra folkekirken. Der findes intet ledende organ i folkekirken, der kan tage stilling på vegne af folkekirken, men 8 ud af 10 biskopper har ifølge DR erklæret sig enige i, at tiden er løbet fra undtagelsen.
Regeringens støttepartier har erklæret sig enige i, at forslaget bør vedtages, mens Venstres ordfører er bekymret for, at det vil krænke folkekirkens religionsfrihed.
Kritik af arbejdsmiljøet i folkekirken
DR’s undersøgelse af arbejdsmiljøet i august har affødt en større kritik af arbejdsmiljøet og folkekirkens ledelsesstruktur, så det vil blive svært for en hvilken som helst siddende kirkeminister ikke at handle. Kritikken kommer fra præster, fra menighedsrådsmedlemmer og eksperter. Det er ikke et ønskescenarie for en kirkeminister at formulere svar på udfordringen, om det blot er initiativer uden ny lovgivning, eller om der skal ændres lovgivningsmæssigt i folkekirkens struktur.
Spørgsmålet om kirkens ledelsesstruktur har været diskuteret i flere år, men ingen kirkeminister er fremkommet med forslag til en ny struktur med undtagelse af De Radikales Marianne Jelved, som i 2014 fremlagde forslag til en ny kirkestruktur på baggrund af et udvalgsarbejde. Men Jelved opgav en kirkeaftale, da Venstre og de konservative ikke ville være med.
Den næste regerings kirkeminister vil givet spørge til folkekirkens egne svar på udfordringerne hos Landsforeningen af Menighedsråd, biskopperne, Præsteforeningen og de andre fagforeninger. Problemet er, at de typisk har forskellige interesser. Det betyder, at de har svært ved at finde sammen og gøre noget ved problemet. Folkekirkens parter har allerede udtalt, at de ikke er interesserede i at ændre den nuværende ledelsesstruktur.
Religionspolitik i Danmark – mellem identitetspolitik og kirkepolitik
Identitet handler blandt andet om religion, hudfarve, seksualitet og nationalitet. Identitetspolitik er med til at nedbryde traditionelle venstre-højre-skel i politik, og de skel bliver mindre og mindre relevante, viser vælgeranalyser.
Kommentatorer i Danmark, der typisk forbeholder begrebet til en slags venstreorienteret ny ’politisk korrekthed’, overser begrebets flertydige politiske dimensioner, hvor både klassiske højre- og venstreorienterede værdipolitiske spørgsmål er på spil som mere væsentlige for befolkningen end klassiske økonomisk-politiske spørgsmål. Eksempelvis bliver religiøs identitet i højere grad en kulturel markør end et eksplicit udtryk for individuel tro.
Valgkampen har indtil nu ikke vist tegn på, at religionspolitik er øverst på den politiske dagsorden
I den forstand kan religion anvendes som en kulturel markør, der har til formål at markere grænser for en fælles identitet. I dansk politik handler det på den ene side om at markere samfundets grænser for fællesskabet i folkekirken, så det ligner resten af samfundet, når det handler om eksempelvis ligebehandling, og på den anden side ses religion som en kulturel markør, der kan sætte identitetsmæssige grænser i forhold til mindretal.
Her er folkeskolens kristendomskundskab formålstjenstligt identitetspolitisk set. Argumentet for identitetspolitik er, at et liberalt demokrati kræver et fælles (identitetsmæssigt) grundlag for, at kultur og samfund kan fungere. Det er i et analytisk perspektiv også baggrunden for, at skiftende regeringer vedtager politik, der omhandler islam og muslimers position i det danske samfund som f.eks. spørgsmålet om muslimske pigers brug af tørklæder i folkeskolen.
Konflikten for de identitetspolitiske valg står mellem begrænsninger af frihedsrettigheder og fællesskabets behov for konformitet. Valgkampen har indtil nu ikke vist tegn på, at religionspolitik er øverst på den politiske dagsorden. Snarere er det et potentielt spørgsmål, som lurer i kulissen og venter på, at nogen kan finde en måde at gøre det til et afgørende konfliktspørgsmål mellem de to blokke, og det synes ikke at være tilfældet p.t.
Find flere indlæg i POV om folketingsvalget her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her